Jens Bukh trådte hårdt i pedalerne, når han som nyuddannet læge hver aften efter endt vagt på Rigshospitalet cyklede til Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital for at gennemgå en bunke journaler.
Han kiggede efter, om patienter med kronisk leversygdom havde et nyt virus, som blev opdaget i 1989, nemlig hepatitis C.
Imens han gennemgik journalerne, kom det på tale, at han kunne lære noget mere om en ny test kaldet PCR. Derfor rejste han til USA i 1990 på NIH, National Institutes of Health. Et konkurrencepræget sted med Dr. Fauci som hans øverste chef. Her skulle han lære nye teknikker, som han kunne tage med hjem og bruge mere i dybden på forekomst af hepatitis C hos patienter.
Planen var, at han skulle være der i 1-3 måneder. Han endte med at blive der i 15 år.
I USA fandt han seks undertyper af hepatitis C. Da han kom til NIH i 1990, fandtes der én kendt subtype.
»Sammen med min leder Dr. Purcell fik jeg fat i prøver fra hele verden fra hans store netværk af forskere. Jeg gik i gang med sekvensanalyser og brugte PCR-teknik«, siger Jens Bukh, som i dag er leder af Copenhagen Hepatitis C Program (CO-HEP), overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
»Hepatitis C er et RNA-virus, så vi kunne lave PCR af forskellige proteinregioner og kigge på, hvordan de var beslægtet. Vi fandt ud af, at det er et meget heterogent virus«.
Det er stadig Jens Bukhs seks typer, der er klinisk betydende i dag, og det er også det, han betegner som sit største fund. Der findes nu otte hovedgenotyper, men de sidste to har ikke stor klinisk betydning. De er fundet i små grupper af mennesker, forklarer han.
»Nu ved vi yderligere, at deres genomer varierer med op til 30%. Inden for hver hovedgenotype er der subgenotyper, og dem findes der i dag over 90 af«.
Der er cirka 1-2 mio. nye infektioner om året på verdensplan, omkring 75% af dem bliver kroniske. Langvarig inflammation i leveren gør, at man får leverfibrose, som udvikler sig til skrumpelever.
Genotyperne var ikke bare forskellige. Opdagelsen af genotyperne havde betydning for tests til diagnose af hepatitis C og for valget af den oprindelige interferonbaserede behandling.
Hvis patienterne havde genotype 1 og 4, kunne lægerne kurere 50% ved behandling et helt år. Ved genotype 2 og 3 skulle de kun behandle i seks måneder og kunne kurere 80%.
Hvad tænkte du, da du opdagede de seks typer?
»At jeg havde meget travlt med at få studiet gjort færdigt, for der var også andre, der arbejdede på det her«, siger han og griner.
»Det var klart, at det ville have stor diagnostisk betydning. Det var jeg bevidst om«.
Hvilken betydning havde det, at du sad i USA og ikke Danmark?
»Det havde betydning, at jeg havde en leder, som var et betydningsfuldt navn, så min forskning blev repræsenteret og noteret. Jeg fik stor interaktion med mange andre forskere i verden«.
Jens Bukh var leder af sin egen forskningsgruppe på NIH frem til 2005. Derefter blev han ansat som overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og fik et professorat i human virologi på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
Genotyperne har været den røde tråd i alt, hvad Jens Bukh har lavet. Så sent som i juli i år publicerede han og hans kolleger på Hvidovre Hospital og Københavns Universitet et studie i Nature om et nyt fund, nemlig et molekyle, der binder hepatitis C-virus-RNA. Forskerne kigger med det samme på, om der er genotypeforskelle.
Fundet af genotyper førte også til, at de i 1997 som de første kunne udvikle en infektiøs klon af hepatitis C. Det betød, at de var i stand til at identificere hele genomet af virusset og vise, at det var infektiøst.
»Det er på mange måder et stort fund. Det gjorde, at vi kendte den sekvens, der skulle til for at udvikle en infektion. Og vi kunne udvikle eksperimentelle systemer«.
»Jeg har bidraget til, at man nu kan tilbyde patienter med kronisk hepatitis C en livreddende behandling«Jens Bukh, professor og overlæge.
Det unikke ved hepatitis C i modsætning til SARS-CoV-2 er, at man ikke kan tage en prøve fra patienten og gro den i cellekultur. Det var først i 2005, at det lykkedes at lave et cellekultursystem af hepatitis C via den klonteknik, som Jens Bukh havde udviklet.
»Vi fandt, at hvis hele virussekvensen blev sat ind i en klon, og man lavede RNA fra det, kunne man få det til at gro i cancerleverceller. Det har været en stor udvikling, fordi vi så havde et system til at studere hele virus’ livscyklus«.
Varianterne og de udviklede kultursystemer har ført til, at forskerne kan finde antivirale midler, som virker mod virus. De har senest optimeret dem til at virke mod alle seks genotyper. De første stoffer virkede ikke nær så godt, f.eks. på genotype 3, som har resistensproblemer.
»I dag kan vi på de infektionsmedicinske afdelinger kurere op imod 95% af tilfældene ved at give patienterne en pille om dagen i otte uger. Hvis en enkelt glipper, kan vi give behandling med tre i stedet for de normale to stoffer. Vi nærmer os 100% med en behandling, der ikke giver bivirkninger. Da jeg startede forskningen, kunne vi kurere mindre end 5%, og den oprindelige behandling med interferon var fuld af bivirkninger«.
Hvordan har det været for dig at gøre de store fund?
»Det er en stor fornøjelse at tænke på det, når jeg sidder på mit kontor og kigger over på ambulatoriet. Jeg har bidraget til, at man nu kan tilbyde patienter med kronisk hepatitis C en livreddende behandling«.
Det er første gang, man kan behandle og kurere en kronisk virussygdom.
I dag undersøger forskerne mulige vacciner, resistens og bredspektrede antivirale midler og ser på, hvordan de kan bruges til andre virusinfektioner, f.eks. SARS-CoV-2 og TBE.
»Det er så vigtigt, at læger forsker. Da jeg blev læge i 1989, stod der fem linjer om hepatitis C (der dengang blev kaldt Non-A, Non-B hepatitis) i medicinsk kompendium. Der var ingen behandling. Det er forskningen i laboratoriet og i klinikken, der gør hele forskellen«.
Fundene førte til, at Jens Bukh fik Novo Nordisk Prisen i 2015. I 2021 modtog han Ridder af Dannebrogordenen, og i 2022 modtog han Hagedorn Prisen.
