Bliv væk fra fortiden. Den er et beskidt og ulækkert sted. Selv de, der lever i den, klager over lugten. Fortiden stinker.
Historiske kostumedramaer som »Stolthed og fordom«, »De tre musketerer« og »Amadeus« viser en glamourøs fortid, hvor der er noget for alle sanser. Undtagen lugtesansen.
Nutidens næser vil ikke kunne holde til tidsrejsen. I et indslag fra Paris i 2011 lod en tv-journalist fra BBC tilfældige personer på gaden snuse til en lille flaske. Reaktionerne var voldsomme: Folk trak chokeret næsen til sig med ansigtet fortrukket i afsky. Enkelte var tæt på at kaste op.
Flasken indeholdt en rekonstrueret duft af den franske hovedstad i 1700-tallet.
Forestil dig en gåtur ad Købmagergade i København. Pludselig falder du gennem et hul i tiden og befinder dig i 1723. Den myldrende gade er en af de få i hovedstaden, som er brolagt. Indbyggerne taler mærkeligt, og gademoden er fremmedartet. De fleste er i jordfarvet tøj – det eneste, de ejer – og det er sjældent blevet vasket. Man ser ingen velhavende borgere og adelige til fods, da de nødig vil plante de fine sko i en hestepære eller hundelort. Men deres silkeklæder og brokadefrakker er lige så uvaskede som fodgængernes vadmel, og inde i bærestolen eller kareten kan parfumen ikke skjule den ramme kropslugt.
Gaderne flyder med afføring og urin fra mennesker og dyr. På møddinger i sidegaderne går døde husdyr langsomt i opløsning. Løse hunde gnaver i ådslerne, og myriader af fluer svirrer. Slagterne parterer dyrekroppe, og folk forretter deres nødtørft i baggårde, porte, bag en busk eller siddende på hug i gadens søle. Hos garverne ligger huder og fermenterer i kar med urin, der udsender en stank af ammoniak. Fiskebløderne udvander klipfisk og smider det ildelugtende vand i rendestenen, men fordi Københavns gader er næsten uden fald mod havnen, står det stille og gærer i sommerheden.
Mange klager over stanken, og når det bliver for meget, må kongen eller magistraten pålægge grundejerne at holde deres gadestykke frit for skarn, fjerne deres mødding, forbyde svinehold i haver og gårde, og nu skal slagterne have bøder, hvis de fortsætter med at smide deres slagteaffald, hvor det passer dem.
Der lugter grimt fra kirkegården bag Trinitatis, men værst står det til inde i kirken, hvor ligstanken fra de rige borgeres og adeliges grave under gulvet får menigheden til at snappe efter vejret.
Folk er vant til lidt af hvert, og kvalmegrænsen er høj. Men de, som har råd, flytter på landet om sommeren.
I kirkerne var luften af gode grunde tyk af røgelse. Når selv de kongelige pralede af kun at bade en gang om måneden, kan man forestille sig, hvordan det stod til med hygiejnen hos almuen. Teologen og tænkeren Skt. Thomas Aquinas (1225-1274) sagde det lige ud: Der skulle afbrændes røgelse i kirken, »så at den afskyelige Lugt, der udgår fra de mange, som er forsamlet i Bygningen, kan forjages af dens Duft«.
Frankrigs Henrik III (1551-1589) gav audiens, mens han sad og sked på sin »Natstol«. Det var en anden tid, som man siger. En efterfølger, kong Ludvig XIII (1601-1643), sagde vittigt: »Jeg slægter min Far på«. Og så kom hans punchline: »Jeg lugter af Armhule«. Det kunne ikke chokere hoffolkene, der selv forrettede deres nødtørft bag forhæng, på paladsets trappeafsatser og i kaminerne. Hans søn, Ludvig XIV, blev kendt som »Solkongen«. Hans hof var berømt for sin forfinede elegance og de overdådige dragter af silke og brokade. Men under silken stank de uvaskede kroppe i en grad, så der måtte litervis af parfume til at camouflere fimsen.
I England blev tilskuerne på de billige pladser i Shakespeares Globe Theatre omtalt som Penny Stinkers, men samfundets elite var ikke meget bedre. Shakespeares velynder, dronning Elizabeth I, er citeret for, at hun tog bad »en Gang om Måneden – selv, når det ikke behøves«. Hendes far, Henrik VIII, stank formentlig endnu værre. I sine sidste leveår led den stærkt overvægtige konge af et betændt skinnebenssår, der kunne lugtes på tre værelsers afstand. Det blev ikke bedre af, at hans læger holdt såret åbent og puttede små guldperler i det for at holde betændelsen ved lige, for at »det dårlige« kunne sive ud sammen med pusset.
Stanken var overalt, og derfor var det nærliggende at sammenkæde den med de epidemiske sygdomme, der jævnligt tyndede ud i befolkningen. Helt ind i de første årtier af det 20. århundrede var der en udbredt tro på, at især epidemiske sygdomme skyldtes indånding af luft, som var fordærvet af rådnende, organisk materiale eller udånding fra mennesker, som allerede var syge. Den sygdomsfremkaldende luft kaldtes miasma, og da mange sygdomme især grasserede på den varme årstid, hvor stanken var mest påtrængende (og maden hurtigt fordærvedes), var det nærliggende at sammenkæde stank og sygdomme som f.eks. kolera, tyfus og dysenteri.
Den katastrofale koleraepidemi i København i 1853 ramte i den førbakteriologiske æra. Men lægen Emil Hornemann havde et par år i forvejen advaret om, at byens umådelige »Skidenhed« ville føre til en koleraepidemi. Advarslen var blevet ignoreret, men epidemien pustede liv i en politisk debat med krav om kloakering for at bekæmpe miasmaen og dermed sygdomsfaren.
Noget tilsvarende skete i London i kølvandet på en begivenhed i sommeren 1858, der blev kendt som »The Great Stink«. Her tog man fat på at bygge enorme kloakanlæg som et direkte resultat af Stanken og frygten for, at den ville fremkalde en ny koleraepidemi som det alvorlige udbrud, man havde set i 1854.
Det er svært at forestille sig fortidens lugte. Men forsøget bliver gjort. Det Europæiske Forskningsråd støtter et projekt, som hedder Odeuropa. Det har til formål at identificere og genskabe de lugte, som europæerne levede med fra 1600-tallet og frem mod nutiden. Forskerne håber, at de kan genskabe omkring 120 af fortidens lugte og dufte. Det skal f.eks. gøre det muligt for museer at inddrage dem i udstillinger og derved gøre fortiden mere levende for de besøgende. Som bekendt er der intet, der som en bestemt lugt kan vække vores erindringer og kaste os tilbage i tiden, så vi næsten fysisk befinder os et sted i vores barndom.
Med Odeuropa vil forskerne, hjulpet af kunstig intelligens, skabe et katalog over fortidens lugte bl.a. ved at gennemgå 250.000 billeder og tusinder af tekster på flere sprog: fra lugtbeskrivelser i medicinske værker til beskrivelser af parfumer og andre dufte i romaner, aviser og magasiner. Kataloget skal bruges til, sammen med parfumeurer og kemikere, at skabe duftmolekyler svarende til 120 af beskrivelserne.
Sammen med Odeuropa tog Museet i Ulm i 2022 forskud på fornøjelserne og lod de besøgende »følge næsen« gennem samlingen. Ved udvalgte værker kunne man ved hjælp af en lille inhalator opleve en lugt, der korresponderede med et kunstværk. I 1500-tallet opfordrede den katolske teolog Ignatius Loyola f.eks. de troende til at forestille sig helvede med alle sanser. Helvede og ondskaben måtte lugte af svovl, råddenskab og røg, mente Ignatius Loyola. Ved et billede fra 1500-tallet, der bl.a. viser de fordømte i helvede, kunne de besøgende derfor snuse til en lille inhalator, der skulle formidle lugten af helvede, som man forestillede sig den i 1500-tallet.
Det bliver interessant at se, om filmindustrien tør tage den nye, olfaktoriske teknologi til sig ved den næste genindspilning af f.eks. »De tre musketerer«.
