Skal vi ikke vare os mod at lade os forføre af digitaliseringen og sætte lighedstegn mellem digitalisering og effektivisering?
»Vi skal tilgå den digitale transformation med åbne øjne og sætte ind der, hvor man kan se, det kan spare tid og hænder, og hvor det giver mening. Det synes jeg, vi har pligt til for at udnytte vores ressourcer bedst muligt. Men vi skal aldrig digitalisere noget, bare fordi vi kan.
Jeg siger ikke – og det er også et af budskaberne i regeringens digitaliseringsstrategi – at it og digitalisering er svaret på alle sundhedsvæsenets problemer.
Men når vi ser på f.eks. kvalitetsdatabaserne, kan de aktuelt kun løbe rundt, fordi der sidder nogle dygtige lægesekretærer, der gør krumspring for at fodre databaserne. Kan man frigøre noget af deres tid ved at lave datafangst i epj, så vi slipper for at dobbeltrapportere f.eks. operationsresultater, så har man indirekte skaffet flere sekretærhænder.
Hvis det tager mig 20 minutter og en lægesekretær ti minutter at indrapportere data til en kvalitetsdatabase, mens en digitaliseret algoritme kan gøre det på et sekund, er det selvfølgelig den vej, vi skal gå«.
Skal vi have for øje, at digitaliseringen måske vil kunne kompromittere forholdet mellem læge og patient?
»Der er generationer af digitalt indfødte, der ikke sætter spørgsmålstegn ved digitale løsninger, men i øvrigt skal vi vare os mod at triagere patienter til digitale tilbud på baggrund af alder. Fordomme om, at digitale løsninger ikke er velegnede, hvis patienten har passeret de 75-80 år, holder ikke.
En 80-årig nyremedicinsk patient i Thy vil formentlig være yderst tilfreds med at kunne få taget en blodprøve lokalt og afholde en videokonsultation med en speciallæge fra universitetshospitalet i Aalborg, frem for at skulle bruge timers transporttid til og fra sygehuset i Aalborg.
Omvendt kan der være visse unge mennesker, hvor digitale løsninger måske ikke er oplagte.
Digitaliseringen udmærker sig ved at flytte beslutningskraft ud til borgere og patienter.
Under pandemien har vi netop set, hvordan vi gik ind på en app for at se vores podningssvar, mens vi på en anden app havde adgang til vores coronapas og på en tredje app kunne registrere, om vi var blevet smittet. På tværs af generationer – og med undtagelse af de mest svækkede ældre – har vi vist os parate til at benytte digitale tjenester, hvis det er de rette løsninger, der bydes på«.
Mening med galskaben
Jobskiftet fra cheflæge til manager i Netcompany er vel et endnu større skridt, end da du gik fra at være klinisk udøvende læge til at blive leder?
»Uden tvivl. Ikke desto mindre matcher jobbet rigtig godt mine fjorten års kliniske erfaring samt min ledelseserfaring og organisatoriske indsigt [Søren Lunde var bl.a. i mere end fem år formand for Lægeforeningen Nordjylland, red.]. Og jeg ved, at de beslutninger, jeg kommer til at træffe, vil hvile på empirisk erfaring, der kommer den kliniske hverdag til gode.
Hvis læger kun vil beskæftige sig med klinikken, så er der andre, der mindre kvalificeret vil udfylde det vakuum af mangel på viden, som mange it-løsninger til sundhedsvæsenet bygger på.«
Hvad svarer du kolleger, når de spørger, hvad du dog skal lave i et børsnoteret it-selskab?
»Ofte oplever jeg, at det offentlige sundhedsvæsen har lukket sig for meget om sig selv og har holdt den private sektor ud i strakt arm. Jeg vil gerne være med til at fremme et offentlig-privat samarbejde og ser frem til at arbejde sammen med nogle af branchens bedste hjerner inden for it«.
Er det et definitivt farvel til klinikken?
»Jeg var rigtig glad for at være på Regionshospitalet Randers, hvor der var et godt miljø for unge ledere som mig. Jeg holder virkelig meget af patientkontakten, og som cheflæge kunne det godt rykke lidt i mig, når jeg f.eks. gik forbi fødegangen eller operationsgangen. Men ligesom at man i både lægemiddelindustrien og diverse styrelser har læger ansat, så er der også brug for læger i de administrative lag og i den del af it-branchen, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenet.
Jeg er meget enig med Lægeforeningens formand Camilla Ratchke, der for nylig skrev i sin leder i Ugeskriftet, at det er vigtigt, at vi læger sætter et stærkt aftryk på fremtidens digitale transformation. Ja, jeg synes ligefrem, vi har pligt til at modvirke, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på klinikerne. Det går ikke, at vi forholder os passivt og afventer, hvad der dumper ned i vores kittellomme.
Når det er sagt, vil jeg da ikke erklære, at jeg har opereret min sidste patient. Hvis jeg om fem år ikke længere vurderer, at jeg har noget at bidrage med i denne branche, kunne jeg sagtens finde på at vende tilbage til klinikken eller ledelsesgangen«.