»Hvad er klokken? Hvornår kommer jeg hjem?«
Patienten på stue 16 har siddet og småsløvet lidt i lænestolen, men liver op, da Emil Lundgren træder ind på stuen og præsenterer sig.
Patienten fejler efter eget udsagn »sgu ikke noget«, men har alligevel givet anledning til så meget bekymring derhjemme, at han blev indlagt på Akutmodtagelsen i går.
»Han siger altid, at han har det fint, selv om han ikke har det fint«, fortæller ægtefællen gennem mere end 60 år.
Med Emil Lundgrens ord er ægtefællen som pårørende »ekspert i patienten«, og hun er en uundværlig del af denne samtale; en anamnese, hvor hun ganske vist ikke er fysisk til stede lige nu, men er på medhør på telefonen.
Emil Lundgren er HU-læge i geriatri med forløb i både Slagelse og Hvidovre. Om et år er han færdig som speciallæge, og Ugeskrift for Læger har fået lov til at følge ham nogle timer som geriatrisk bagvagt i Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. En dag, hvor han også fortæller om sin vej ind i specialet – og om sin store fascination af geriatrien.
Men først patienten på stue 16. Han er kendt med adskillige sygdomme og tilstande, og nu er det Emil Lundgrens opgave at finde frem til den udløsende årsag til den svækkelse, som patienten tilsyneladende har gennemgået på det seneste.
Er det svært at synke, er du svimmel, smager maden mærkeligt, eller som den plejer, kan du selv rejse dig fra stolen …
Patienten har det fint. Ingen problemer. Han har det fint.
Emil Lundgren er med sine 36 år en af de uddannelseslæger, der er med til at trække gennemsnitsalderen for geriatere ned i disse år. Og han er langt fra alene.
Specialet, der håndterer de ældre danskeres sygdomme, er nemlig blevet yngre. Aldersprofilen for de nybagte speciallæger er faldet fra en velvoksen og moden gennemsnitsalder på 47 år i 2014 til mere gennemsnitlige 40-41 år i de senere år.
Samtidig er det et speciale, der fra at have ført en forholdsvis beskeden og stilfærdig tilværelse nu er blevet udpeget som et af de helt centrale i sundhedsreformen.
»Traditionelt har vi været et lavstatusspeciale. Det er selvfølgelig noget dårligt noget at sige om sig selv, men vi har i mange år oplevet en mindre søgning end andre specialer«Martin Schultz, formand for Dansk Geriatrisk Selskab
Geriaterne er sammen med almenmedicinere reformens kernetropper, der er udset til at tage sig af den voksende ældrebefolkning og være med til at sikre bedre overgange mellem de højt specialiserede sygehuse og det øvrige sundhedsvæsen. Den nye centrale rolle markerer et markant skifte i status for geriatrien.
Et skifte, som ifølge Martin Schultz, formand for Dansk Geriatrisk Selskab har været undervejs i de senere år, og som der i høj grad er brug for.
»Traditionelt har vi været et lavstatusspeciale«, siger han.
»Det er selvfølgelig noget dårligt noget at sige om sig selv, men vi har i mange år oplevet en mindre søgning end andre specialer. Det skyldes dels, at de medicinstuderende ikke får lært os at kende på universitetet, dels at specialet ikke har haft tradition for at prioritere formidling og rekruttering. Og så er det at arbejde med gamle mennesker bare ikke forbundet med en særlig høj status i vores samfund«.
Hvor andre specialer stiller krav om ph.d.er og x antal artikler, procedurer og operationer som indgang til uddannelsesstillinger, har geriatrien haft de syv lægeroller, som Martin Schultz siger.
»Man har kunnet blive geriater uden at være nødt til at gøre noget ekstra«.
Men nu er det begyndt at lysne. Et større fokus på rekrutteringsarbejde og tidlig opsporing og fastholdelse af mulige talenter har båret frugt.
»De senere år har vi fået sat os selv mere på landkortet, og der er flere, der har set, hvad vi kan i specialet. Interessen for vores fag er stigende, og de seneste tre runder har der været for mange ansøgere til de opslåede stillinger. Det er nyt«, siger Martin Schultz.
En øget satsning på forskning vil også kunne være med til at tiltrække flere talenter til specialet, tænker han. Men et speciales status handler også om penge.
»Vores udfordring har været, at der traditionelt ikke har været mange, der støtter dette felt. Det er svært at etablere et forskningsmiljø om gamle mennesker. Sidst, jeg talte op, var vi syv geriatere med en ph.d. i den kommende Region Øst, og vi havde alle lavet ph.d.en i andre specialer, primært endokrinologi, kardiologi og onkologi«.
Inde på stue 16 gør Emil Lundgren klar til at skanne patientens lunger. Han klemmer lidt gel ud på patientens ryg - »uuuh, det er koldt« - og fører med sikre hænder proben over ryggen, mens han kigger på skærmen.
»Der er lidt vand, men ikke specielt meget«, siger han beroligende.
Det var allerede på medicinstudiet i Odense, at Emil Lundgren blev bidt af en gal geriater. Eller rettere, det var der, en af hans medstuderende fik tændt hans interesse for geriatrien.
»Hun fortalte mig, at hun havde lært så meget på en geriatrisk afdeling, at hun græd«, fortæller han, da vi er gået ind i et møderum for at tale om hans specialevalg.
»Det var så stærkt, så jeg tænkte, at sådan en stejl læringskurve ville jeg også prøve«.
Undervejs op ad den stejle kurve har Emil Lundgren prioriteret tid til andet end lærebøgerne i sit lægeliv. Tid til at opleve, blive inspireret og få andre indsigter. Tid til at modnes.
Flere gange valgte han afstikkere fra den direkte vej.
Først var der pædagogmedhjælperjobbet efter gymnasiet, dernæst et forskningsår i pædiatri på OUH i studietiden på SDU, et prægraduat år med neurologi på Kolding Sygehus, og efter KBU arbejdede han 1,5 år på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Undervejs blev han klogere på sit specialevalg.
»Jeg ser mig selv som en forkromet overblikstype. Jeg er ikke en super subspecialist, men vil gerne have noget lidt bredere. Til gengæld er almen medicin for bredt for mig. Jeg kan godt lide, at jeg kan nørde multisygdomme og studere, hvordan de interagerer med hinanden og giver et unikt match i den enkelte patient«, siger han.
Også pædiatrien måtte se sig slået til geriatrien. Som Emil Lundgren siger:
»Det var primært det faglige, der gjorde udslaget. Børn er jo næsten ens fysiologisk set, når de bliver født. Men jo længere du lever, des mere patina får du, og det giver nogle meget spændende lægefaglige udfordringer«.
Der var ikke den store konkurrence om hverken intro- eller HU-stillinger, da Emil Lundgren søgte i 2020-2021. Han kan godt genkende billedet af geriatrien som et speciale med lav status blandt mange læger.
»Jeg har været lidt ærgerlig over det, men jeg kan godt forstå baggrunden for det«, siger han.
»Jeg tror, at det har noget med branding at gøre. Det er meget lettere at forestille sig, hvad en narkoselæge eller en børnelæge laver. Der er noget hurtig pistolføring over flere af de andre specialer, og den actiondel tiltrækker jo mange. Geriatrien er lidt mere fluffy og svær at forklare«.
Emil Lundgren har lige afsluttet en toårig international masterclass i geriatri, European Academy for Medicine of Ageing (EAMA). En uddannelse, der har givet ham indsigt i andre landes erfaringer med at satse på geriatri – og endnu mere lyst til at gøre op med de fordomme, han møder.
»Jeg tror, at en af grundene til, at jeg så godt kan lide geriatrien, er, at jeg kan være med til at modbevise nogle af de mange fordomme, der er om gamle mennesker. Både hos mine kolleger, hos de ældre selv og i samfundet«.
Vi har vænnet os til nogle forkerte ,sandheder’ om det at blive gammel, mener han. Sandheder om, at det er normalt, at man har ondt, når man bliver ældre. Om at det er normalt, at man bliver dement osv.
»Det er også noget, de ældre selv tænker. Men man skal huske, at selv om de fleste syge er gamle, er de fleste gamle jo raske«, siger Emil Lundgren og lyser op i et stort smil.
Det gør han tit.
»Geriatrien giver mig livskvalitet og arbejdsglæde. Det er jeg rigtig taknemmelig for«Emil Lundgren, HU-læge i geriatri
»Men når nogle af vores yngre kolleger kun har haft få timers undervisning i geriatri på studiet og primært ser meget syge, ældre mennesker på hospitalerne, så får de nemt det indtryk, at gamle mennesker er hundedårlige, forvirrede og møgsyge. Og så er det jo helt uoverskueligt at skulle være læge for dem«.
På de ældremedicinske afdelinger ser man derimod masser af friske ældre, som tropper op i ambulatorierne iført uldvest, sixpence, et glimt i øjet og friske bemærkninger.
»Det giver altså noget livskvalitet« – igen et stort smil – »også for lægen. Så fornemmer man, at der er et liv, når man bliver gammel, et godt liv, og ikke bare sygdom og død«, siger Emil Lundgren.
Geriatrien er tiltænkt en central rolle midt i reformorkanens øje. Med dimensioneringsplan 2026-2030 øges antallet af årlige forløb i geriatri fra 23 til 31, og specialet bliver dermed – sammen med kardiologi – det internmedicinske speciale med flest uddannelsesforløb.
De ekstra forløb falder på et tørt sted. Som Martin Schultz udtrykker det:
»Vi er et af de specialer, som er knopskudt allermest. Selv om vi er små, er vi stort set alle steder. Men vi er smurt meget tyndt ud«.
I øjeblikket er der ca. 190 erhvervsaktive speciallæger i geriatri ud af de ca. 17.000 aktive speciallæger i Danmark. For nogle måneder siden slog Martin Schultz op i autorisationsregistret for at finde ud af, hvor gamle hans geriaterkolleger egentlig er. Han frygtede, at en stor gruppe stod over for en snarlig pension. Men det er ikke tilfældet.
»Der er faktisk en forholdsvis stor gruppe mellem 40 og 45 år, så det ser ikke så slemt ud«, siger han.
Slet ikke, når man tænker på, at flere – endnu yngre – kolleger som Emil Lundgren er på hastig vej mod speciallægetitlen.
Netop det med hurtigheden kendetegner de yngre generationer, mener Martin Schultz. Og det ser han som en af flere mulige forklaringer på, at læger i mange specialer nu bliver speciallæger i en yngre alder:
»I dag har vi at gøre med nogle generationer, som hele tiden har fået at vide, at de skal skynde sig. Karakterbonus og fremdriftsreform osv. har givetvis gjort noget ved de yngre. Jeg tror, at de der politiske signaler oppefra, der skal presse folk hurtigere igennem, har noget at sige. Alting skal bare gå stærkere i dag«.
Inde på stue 16 går det ikke helt så stærkt.
Patienten viser Emil Lundgren og sygeplejerske Birgitte Roed, at han kan drikke et glas vand, gå rundt i stuen og selv lægge sig op i sengen.
Det går langsomt, men det går egentlig forbavsende godt. Humøret stiger i takt med de vellykkede test af funktionerne. Selv om en akut indlæggelse ikke hører til i afdelingen for spøg og skæmt, fyger kvikke bemærkninger og grin gennem luften i fast rutefart mellem læge, sygeplejerske og patient.
På trods af den gode stemning har patienten dog ikke tænkt sig at blive på Akutafdelingen længere end højest nødvendigt.
»Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan komme hjem nu«, siger han.
Da Ugeskrift for Læger tager afsked med Emil Lundgren, er det endnu ikke sikkert, at patienten får sit ønske opfyldt i dag. Men det ser bedre ud end frygtet.
Sådan er geriatrien heldigvis også. Selv om nogle af de ældre er rigtig syge – og dør – er der også mange, der retter sig efter svækkelse og sygdom. Og mange, der kan hjælpes af en dygtig geriater i et vigtigt tværfagligt samarbejde med sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter.
»Mange af tingene kan vi gøre noget ved i fællesskab. Noget kan vi behandle, og ofte kan vi lindre generne«, siger Emil Lundgren og rykker sig lidt frem på stolen.
»Det, jeg har fundet i geriatrien, det er at smide skyklapperne og se, at ,hende med hoften på stue 19, eller ,ham den delirøse, der hele tiden råber’ er en hel person, et menneske med en stolthed, der har haft et langt liv, og som nu har brug for vores hjælp. Geriatrien giver mig livskvalitet og arbejdsglæde. Det er jeg rigtig taknemmelig for«, siger Emil Lundgren.
Og smiler stort. Igen.
Fakta
