Content area

|

Frenologien sendte læger på hovedløs jagt efter berømte - og berygtede - kranier

HISTORISK / Et af lægevidenskabens vildskud var frenologien – læren om sammen­hæng mellem hjernekassens form og person­lig­heden. Dens tilhængere skyede ingen midler for at få fingre i interessante personers hoved­skaller.
Fædrelandskærligheden er placeret i baghovedet, lige over kærligheden til børn. Illustration fra The Wellcome Library, London
Forfatter(e)
Klaus Larsen

I 1978 var et berømt hoved under hammeren hos Sotheby’s auktioner i London. Hovedet tilhørte den svenske videnskabsmand og mystiker Emanuel Swedenborg, som i en alder af 84 år var død i sit hjem i Baker Street i den engelske hovedstad i 1772.

Hovedet, der indtil da havde ført en omtumlet tilværelse, gik for 1.650 pund. Køber var Det svenske Videnskabsakademi, som dermed kunne hjemføre kraniet og genforene det med resten af den berømte mand, der siden 1908 havde hvilet i Uppsalas domkirke.

Når Ugeskrift for Læger interesserer sig for Swedenborgs kranium, skyldes det, at dets sære skæbne hænger nøje sammen med et af lægevidenskabens mange vildskud – frenologien.

Besøg i krypten

Swedenborgs lig var blevet lagt i en blykiste, som blev loddet til og anbragt i en trækiste. Den blev hensat i krypten under den svenske kirke i East End. I 1790 blev kisten brudt op af nysgerrige svenske forskere, men de havde dårligt nok fået hul, da en ubeskrivelig stank drev dem på flugt. Da de vendte tilbage og åbnede blykisten, fandt de Swedenborgs genkendelige ansigtstræk, man da de rørte ved ansigtet, blev det til støv, og kun kraniet var tilbage.

Det rygtedes, at kisten var åbnet, og da frenologien nogle år senere kom på mode, var gravfreden igen forbi for Swedenborg. Frenologien var en pseudovidenskab, hvor man mente at kunne aflæse en persons karakteregenskaber og intelligens på kraniet. Bag frenologien stod lægen Franz Josef Gall. Han mente, at f.eks. området for destruktiv adfærd sad over ørerne. Kærlighed til børn i baghovedet, lige under det område, der betingede kærlighed til fædrelandet.

Kranium med inskriptioner til brug ved undervisning i frenologi. Ill: The Wellcome Library, LondonKranium med inskriptioner til brug ved undervisning i frenologi. Ill: The Wellcome Library, London

I London levede en velhavende, tidligere svensk flådeofficer, J.D. Holm, som havde mødt Gall i 1804 og var blevet besat af hans frenologiske ideer. Som mange andre frenologisk interesserede begyndte Holm at samle på kranier, og ved rygtet om den åbne kiste var fristelsen for stor. I 1816 bød lejligheden sig: Da krypten var åbnet for en ny bisættelse, gik Holm uset derned, fjernede den berømte landsmands kranium og anbragte et andet. Nu kunne han indlemme Swedenborgs hoved i sin samling.

Et forbyttet hoved

Hvad Holm ikke vidste var, at en anden svensk søofficer ved navn L. Granholm kort efter Holm også havde været i krypten for at røve kraniet – for at sælge det. Det lykkedes ikke. På sit dødsleje i 1819 skriftede L. Granholm for en præst, at han havde stjålet kraniet, som han fortsat troede tilhørte Swedenborg. Han gav det til præsten, som deponerede det i et privat, frenologisk museum.

I 1823 blev kraniet (det forkerte) lagt tilbage i kisten, men forvekslingskomedien var ikke forbi. Med nogle års interval blev kraniet i de følgende årtier taget frem og studeret af frenologer og Swedenborg-tilhængere.

Swedenborgs jordiske rester (med det forbyttede hoved) blev i 1908 hentet til Sverige ombord på panserkrydseren »Fylgja« og under stor højtidelighed bisat i Uppsalas domkirke.

Men hvor var det rigtige hoved? Det var ifølge nogle kilder blevet set i 1870 hos en antikvitetshandler i London, men var siden gået tabt igen. Pladsen tillader ikke at redegøre for det detektivarbejde, der omsider førte til det rigtige hoved, indtil det i 1978 blev genforenet med resten af skelettet.

  • Ved Carl Ottos død blev samlingen – i alt 30 hoveder – overdraget til Københavns Universitet som studiemateriale. Worms hoved er i dag sporløst forsvundet ...

Kendte hoveder

Frenologiens udskejelser var ikke begrænset til Swedenborg. Andre berømte kranier har også haft omtumlede efterliv: Filosoffen Immanuel Kant, maleren Goya, komponisterne Hayden og Bach for at nævne de mest kendte. Ved at studere hovedskallerne håbede frenologerne at kunne afsløre hemmeligheden bag disse mænds geni.

Men det var ikke kun genialitet, der optog frenologerne. I Danmark var læge og redaktør af Bibliotek for Læger Carl Otto den mest fremtrædende blandt tidens frenologer. Og som mange andre frenologer var han også en ivrig hovedjæger, der ikke stod tilbage for sine »primitive« kolleger på Borneo.

Det var især de kriminelle, der interesserede Carl Otto. Da han i 1830’erne arbejdede som læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København, udviste han en foruroligende interesse for at måle på fangernes hoveder. Og hans interesse rakte ind i døden: Han ville have fat i fangernes kranier, både når de døde af naturlige årsager, og når de blev henrettet. Carl Otto bestak Københavns skarpretter Nicolai Ravnholt til at overlade ham de hoveder, som han huggede af de dødsdømte på retterstedet.

Franz Josef Gall, frenologiens opfinder, diskuterer med fem kolleger omgivet af sin store samling af kranier. Satirisk tegning af Thomas Rowlandson, 1808. Ill.: The Wellcome LibraryFranz Josef Gall, frenologiens opfinder, diskuterer med fem kolleger omgivet af sin store samling af kranier. Satirisk tegning af Thomas Rowlandson, 1808. Ill.: The Wellcome Library

En populær rovmorder

Den 20. november 1838 skulle den 24-årige rovmorder Claudi Ferdinand Petri Worm henrettes på Christianshavns Fælled. Han var dømt for et brutalt rovmord på særlingen og litteraten Jens Peter Tønder og var uden tvivl et usympatisk individ. Worms hoved skulle afhugges og sættes på en stage.

Under det toårige fængselsophold opnåede Worm en slags kendisberømmelse, fordi han både skrev følsomme digte og så godt ud. Hans digte blev solgt på gaden, og hysteriske kvinder sendte ham blomster i fængslet. Men dommen var klar og stod ikke til at ændre: Henrettelsen tegnede til at blive en celeber begivenhed.

Når Carl Otto var så interesseret, skyldtes det, at frenologien arbejdede med en forestilling om »det typiske forbryderfysiognomi«. En rovmorder burde have en lav pande, et skulende blik og i det hele taget vise omverdenen et typisk, stupidt og ondskabsfuldt forbryderfjæs. Men Worm var en flot og begavet fyr, der kunne formulere sig på tryk og charmere damerne. Alt ved Worm modsagde frenologiens antagelser om en tæt sammenhæng mellem det indre og det ydre. Carl Otto måtte bare have fat på det hoved.

Worm kendte alt for godt til Carl Ottos makabre samlermani og forsøgte på alle måder at sikre, at han ville få sit hoved med i graven. Han fik fængselsbetjentene til at love, at de ville sørge for, at hans hoved kom med i kisten og ikke endte i Carl Ottos samling.

Farvet litografi af C. Ingfrey til Encyclopædia Londinensis, 1824, med teksten "Gall and Spurzheim's views of the head."  . Illustration: The Wellcome LibraryFarvet litografi af C. Ingfrey til Encyclopædia Londinensis, 1824, med teksten "Gall and Spurzheim's views of the head." . Illustration: The Wellcome Library

Bestak bødlen

Den 20. november 1840 stimlede tusinder af københavnere sammen på Amager Fælled for at se skarpretter Ravnholt hugge hovedet af Worm. Han slap dog for at få hovedet sat på en stage – det var jo solgt til andet brug. Fængselsbetjentene holdt deres løfte til Worm og hindrede Ravnholt i at stjæle hovedet; det blev, som Worm havde ønsket, begravet sammen med resten af kroppen på Christianshavns »Slavekirkegård«. Carl Otto fik en lang næse. Men han lod sig ikke stoppe. En mørk nat et par uger efter henrettelsen gravede to af hans medhjælpere sig ned til Worms lig for at få fat på hovedet – men de blev forstyrret og nåede ikke at kaste graven til igen. Kort før sin død i 1879 tilstod Carl Otto selv i sine erindringer:

»For god Betaling overdrog jeg derfor min Assistent, Bataillonskirurg Kruse og min Syge-opvarter i Straffeanstalten, Medscher at forskaffe mig Worms Hoved. Fjorten Dage efter begav de sig derfor en Nat, forsynede med Spade, Reb osv. ud til Graven og begyndte at opgrave Kisten. Medens de vare midt i dette Arbejde, hørte de Folk, der maaske havde hørt Opgravningen, nærme sig; de skyndte sig da i al Hast at aabne Kisten og udtage Hovedet, men da Fodtrinene stedse kom nærmere, kunde de ikke give sig Tid til ogsaa at tilkaste Graven og ilede da kun bort med Byttet«.

Sagen blev en kæmpeskandale, og til sidst blev politidirektør A.C. Kierulf presset til at lade sagen undersøge. Kierulf sørgede dog selv for at spænde ben for opklaringsarbejdet. Han var nemlig en god ven af Carl Otto, som uden blusel beretter:

»(Kierulf) som kjendte min frenologiske Iver, anede strax Sammenhængen, og da han som min gamle Velynder vilde forskaane mig for at komme i Forlegenhed, ytrede han for Betjentene, at (det), var det ikke værd at foretage Videre i denne Sag (…) Dermed var Historien forbi«.

Carl Otto tilføjer, at han i de følgende år måtte høre »mange Ytringer om den Mistanke, man havde. Hovedet er nu i mit frenologiske Museum …«.

Ved Carl Ottos død blev samlingen – i alt 30 hoveder – overdraget til Københavns Universitet som studiemateriale. Worms hoved er i dag sporløst forsvundet.

Læs flere af Klaus Larsen historiske artikler:

Vikinger eksporterede spedalskhed

Den desperate kamp mod mæslinger

Dyreforsøg og kampen mod det moderne

Blad nummer: 

Right side

af Kamaran Shorsh | 24/09
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 24/09
4 kommentarer
af Carsten Anker Edmund | 24/09
26 kommentarer
af Helle Lone Jensen | 23/09
1 Kommentar
af Martin Gottliebsen | 21/09
2 kommentarer
af Bente Ulla Rasmusson | 20/09
1 Kommentar
af Carsten Reidies Bjarkam | 18/09
1 Kommentar