Fri adgang til forskning er guld værd – for forlagene

Når vicedirektør og forhandlingsansvarlig på Det Kgl. Bibliotek Kira Stine Hansen haster ud og ind ad et mødelokale på Den Sorte Diamant i København for tiden, er det for at lande en national aftale med et af verdens største videnskabelige forlag: Springer Nature. For enden af mødebordet toner en delegation fra forlaget i Stuttgart frem på en storskærm.

Kira Stine Hansen forhandler på vegne af det nationale licenskonsortium, som tæller universiteterne, andre videregående uddannelser og en lang række styrelser og institutioner inden for uddannelse og forskning.

Sammen med sit team er hun i gang med at forhandle nye fireårige aftaler på plads med de største forlag. Sidste år: Wiley. Forrige år: Elsevier. Nu altså Springer Nature og næste år: Taylor & Francis.

Og de tyske forlagsfolk ved godt, at den danske forhandler ikke har tænkt sig at skrive under på nye prisstigninger.

For universiteterne og de andre medlemmer af konsortiet vil ikke længere finde sig i, at priserne stiger på læseradgang til videnskabelige tidsskrifter. Og at ønsket om fri adgang til videnskabelige artikler også kaldet OA, open access, bliver udnyttet som en pengemaskine.

300 millioner kroner er det samlede årlige danske beløb til forlagene nu nået op på – et beløb, der svarer til prisen for 5-6 grundforskningscentre. Dertil kommer et ukendt beløb i publiceringsgebyrer for fri adgang til artiklerne.

Det danske mandat er derfor klart: Kira Stine Hansen skal sætte en prop i det hul, som gennem flere år har drænet dansk forskning for millioner af kroner.

»Vi har haft prisstigninger i så mange år, så vi ikke længere kan opretholde den adgang til essentiel viden, som vores forskere og studerende har behov for«, siger hun.

For danske læger, undervisere, studerende og forskere er forhandlingerne afgørende. Det drejer sig om deres adgang til at læse nye forskningsresultater i de vigtigste fagtidsskrifter og om at få lov til at publicere uden at skulle lægge flere tusinde kroner på bordet, for at andre kan få lov til at læse artiklen. Deres karrierer og uddannelser er i spil. Og i sidste ende handler det hele om, at udbyttet af skattefinansieret forskning skal komme samfundet til gavn.

Derfor sætter chefforhandleren hårdt mod hårdt.

Og situationen er ikke enestående. Både i USA og Europa møder forlagene i stigende grad modstand, når de skal indgå nye aftaler.

Og lige nu sidder blandt andre også forhandlere i Norge i svære forhandlinger med Springer Nature.

For samtidig med at digitaliseringen har taget fart og kravet om open access er vokset år efter år, har forlagene udviklet nye forretningsmodeller og øget indtjeningen, mens universiteterne og forskerne har oplevet det stik modsatte: økonomiske stramninger.

20 års kamp for fuld open access, som skal slippe forskningen fri af betalingsmure, ser nu ud til at gå ind i den afgørende fase. Rundtomkring i verden bliver nye typer af aftaler indgået, som skal sikre øjeblikkelig og fri adgang til forskning, men de økonomiske konsekvenser er svære at gennemskue. Det bliver ikke nemmere af, at de forskellige lande ikke deler strategi og heller ikke har samme økonomiske muligheder.

I Danmark har vi en national strategi for OA, som sigter på fuld OA i 2025 – uden at det må koste ekstra, mens blandt andre Tyskland og Sverige i praksis har vist sig villige til at betale. Spørgsmålet er, om Danmark når i mål.

Som 16 supersygehuse om året

I 2019 havde de videnskabelige forlag ifølge deres brancheorganisation STM 28 milliarder dollars i omsætning. I danske kroner mere end 200 milliarder. Dermed ligger branchen i samme økonomiske liga som den internationale musikbranche og Netflix.

I pandemiåret 2020 faldt omsætningen, men STM forventer at nå de 28 milliarder dollars igen næste år.

Beløbet dækker alle de videnskabelige områder og diverse former for publicering på print og online. Det medicinske område udgør tæt ved halvdelen, og i 2020 omsatte det medicinske område for 12,8 mia. dollars. Det svarer til 16 supersygehuse af hver 6 milliarder kroner.

Omsætningen stiger, fordi markedet er i vækst. Aldrig har så mange forskere produceret – og efterspurgt så mange artikler.

Med et marked i vækst og stigende priser genererer branchen tårnhøje overskud til deres aktionærer. Og vi taler ikke størrelsesordenen Rundetårn, men Burj Khalifa. Deres profitmargin – altså den procentdel af deres omsætning, som er rent overskud – varierer, men en profitmargin på mellem 20 og 30 procent er ikke ualmindelig.

Sagt på en anden måde: Omkring en fjerdedel af omsætningen er overskud. Så medicinske publikationer genererede i 2020 på verdensplan omkring 3,2 milliarder dollars i rent overskud.

Den gunstige indtjening på videnskabelig publicering kommer også til udtryk i lønnen til branchens topledere.

Et eksempel er svenske Erik Engstrøm, CEO for forlagsgruppen RELX, tidligere kendt som Reed Elsevier. Ifølge en ny topti over de bedst betalte CEO’s i England ligger han på en femteplads med en årsløn i 2021 på 9,6 millioner pund svarende til mere end 81 millioner kroner.

De store beløb vækker kritik

Høje lønninger og overskud er ikke et problem i sig selv. Men størrelsen af beløbene vækker kritik.

Professor Jesper Wiborg Schneider fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet, som blandt andet beskæftiger sig med videnskabelig publicering, har flere gange offentligt kritiseret forlagenes forretningsmodeller.

»Akademisk publicering har en helt vild profit set i forhold til andre lignende industrier. Ikke mindst fordi man har en forretningsmodel, hvor forskerne skriver og bedømmer artiklerne, overgiver rettighederne til forlagene, og efterfølgende skal universiteterne, og dermed staten, betale for, at andre forskere og studerende kan læse artiklerne«.

Sanne Marie Thysen, postdoc på Frederiksberg Hospital ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og formand for Lægeforeningens Forskningsudvalg, forstår heller ikke, hvorfor det skal være så dyrt at publicere.

»Alle synes, det er blevet for dyrt at publicere. Vi bruger rigtig meget tid og mange penge på at udvikle forskning til gavn for hele verden – og vil gerne have det ud. Og så skal vi betale for det. Det er svært at se, hvad man betaler for. Hvad bliver de penge brugt til?«

Og redaktør for Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktion, professor Thomas Benfield:

»Vi står midt i en transformation fra en form for publicering til noget andet, og det har stået på i mange år nu. Der er ikke mange tidsskrifter tilbage, som ikke kræver 2.000-3.000 dollars eller euro for at publicere, og de fleste har vænnet sig til det. Men pengene går jo fra noget andet«, siger han.

»Og det kan løbe op. Hvis man har en meget aktiv forskningsgruppe med 10-20-30 publikationer om året, så taler vi altså om en halv til en hel million kroner bare til publicering«.

At der er så mange penge i publicering, udgør også en risiko for skævvridning, for det er ikke alle, der har den samme adgang til videnskabelige tidsskrifter, peger Thomas Benfield på.

»F.eks. har de praktiserende læger ikke adgang til så mange, og de kan ikke tegne abonnement, fordi det er for dyrt«, siger han.

Priserne betyder også, at forskere i verdens fattigste lande ikke har samme adgang til at læse og publicere som deres kolleger i den vestlige verden.

Forskerne havner i en bermudatrekant

Lige nu befinder forskerne sig i et uigennemskueligt system af forskellige aftalemodeller, en slags Bermudatrekant, hvor forlagene helt eller delvist opsluger forskernes værdier: ekspertise, arbejdstid, fondsmidler og ophavsrettigheder.

Ofte skal forskerne betale regningen for OA i form af et forfattergebyr, kaldet article processing charge eller bare APC.

Og derudover leverer forskerne også gratis arbejdskraft til forlagene, når de fagfællebedømmer andre forskeres artikler i peer review eller påtager sig at redigere.

Og så afgiver de for resten også ophavsretten til deres egne artikler i mange tilfælde, så forlagene kan sælge deres artikler under abonnement og tjene penge, som forskeren ikke får del i.

Forlagene har flere forskellige forretningsmodeller for fagfællebedømte artikler. De vigtigste er »Gylden«, »Diamant«, »Grøn« og »Hybrid«.

Gylden og Diamant gælder rene OA-tidsskrifter, som der bliver flere og flere af.

Gylden indebærer et engangsbeløb for øjeblikkelig publicering af en artikel frit tilgængelig for alle. Og det er en model, som vinder frem. 7 procent af den totale omsætning skyldes betalt open access.

Diamant sikrer fri og øjeblikkelig adgang uden gebyr for forfatteren, fordi andre finansierer modellen.

Den grønne og den hybride model gælder abonnementsdrevne publikationer.

Med den grønne model bliver artiklerne frit tilgængelige i universiteternes egne forskningsdatabaser, de såkaldte OA-repositorier, samtidig med at de udkommer i abonnementstidsskrifter. Men der er som oftest en embargoperiode, hvor artiklerne kun er tilgængelige for abonnenter.

Med hybridmodellen kan forskeren vælge at betale APC for at frikøbe artiklen fra betalingsmuren. Modellen er stærkt kritiseret for at fungere som »dobbelt dipping«, altså dobbelt betaling via henholdsvis abonnement og forfattergebyr. Forlagene hævder dog, at den enkelte artikel aldrig bliver betalt to gange.

Det er svært for forskere at skaffe penge til APC, fordi pengene som regel ikke er en del af bevillingen. De må skaffe pengene andre steder – f.eks. i universiteternes i forvejen slunkne kasser.

I nogle lande kan gebyret være årsag til, at forskere slet ikke får publiceret. Derfor har flere forlag en rabatordning for økonomisk trængte forskere.

Springer Nature har således i 2021 »givet afkald« på 18 millioner euro i APC-gebyrer i 2021. Ordningen er dog under kritik dels for ikke at udligne forskellene tilstrækkeligt, dels for i sig selv at være et symptom på den ulighed, den skal bekæmpe.

Engangsbetaling er »det nye sort«

En nyere model er nu ved at vinde frem.

Traditionelt har forskere haft adgang til videnskabelig litteratur gennem biblioteker eller institutioner, som har betalt for læseradgang til store puljer af tidsskrifter og platforme efter devisen: »Pay to read«.

Nu er der et ønske om at skifte til »Pay to publish«, hvor betaling for publicering også skal dække OA. Og derfor har blandt andet Springer Nature indført TA, »transformative agreements«, hvor et land eller et konsortium betaler et samlet beløb for øjeblikkelig OA-publicering og læseradgang til forlagets tidsskrifter.

Som en overgangsmodel dækker TA dog ikke alle artikler, men kun artikler forfattet af landets/konsortiets egne forskere – for en væsentligt højere betaling end de kendte APC. Og der skal så stadig – i en overgang – betales for læseradgang til artikler af andre landes forskere, så længe de ikke er under OA.

Tilhængere af modellen fremhæver, at den er nemmere at administrere, og at den løser det problem, at nogle forskningsfelter og forskere har nemmere ved at opnå finansiering til publicering end andre. Med den her model har alle forskere under aftalen lige adgang til at publicere. Modstandere af modellen siger, den mangler transparens og er for dyr.

Tyskland har længe været blandt fortropperne i kampen for open access og har blandt andet været med til at boykotte forlaget Elsevier for nogle år siden, da forskere over hele verden protesterede mod forlagets priser og modstand mod OA.

I 2019 indgik »Projekt DEAL«, et konsortium af 150 tyske biblioteker, universiteter og forskningsinstitutioner, en TA-aftale med Springer Nature, som dækker 2.500 tidsskrifter og mulighed for at publicere 13.000 artikler OA hvert år.

I 2021 indgik Springer Nature også TA-aftaler med de australske og newzealandske universitetsbiblioteker og med konsortier i Canada, Egypten, Irland, Italien, Latinamerika og Spanien.

Sverige går også efter TA, men hvad med Danmark?

Spørger man den mødetravle Kira Stine Hansen på Den Sorte Diamant, svarer hun, at den model bliver for dyr for Danmark.

»Vi kan acceptere, at vi går fra at betale for læseradgang til at betale for publicering, så længe det er de samme pengestrømme. Men vi er nervøse for at gentage Sveriges fejl, for svenskerne har som modige frontløbere betalt dyrt for aftaler, der indeholder både publicering og læseradgang«, siger hun.

»Hvis vi skal betale højere priser for publiceringer, samtidig med at vi fortsat skal betale for læseradgang, kommer vi til at betale flere penge til forlagene. Og så får vi jo ikke gjort op med det nuværende niveau. Så det giver ikke mening at hælde flere penge ind i en transition«, siger hun.

»Nogle gange tænker jeg, at andre lande synes, at vi er dybt naive i Danmark, fordi vi prøver at bremse de her udgifter. Men det er simpelthen nødvendigt. Danmark skal eje sin egen forskning, og prisstigningerne må ophøre«.

Helst så hun, at EU havde en fælles forhandlingsstrategi, men hun erkender også, at det er svært at løfte i EU-regi.

»Det kunne være interessant at have en dialog med hele leverandørsamfundet som sådan. Men det er svært at køre fælles dialog, fordi der er forskellige indgange til det i Europa. Sverige har penge, Sydeuropa har ingen penge – så de finder andre veje og har ikke samme adgang til viden«.

Danmark har valgt guld og grønt

Ifølge den danske strategi for OA opereres der med både gylden og grøn OA. Lidt usædvanligt, for de fleste andre EU-lande går efter gylden og diamantmodellen.

Den grønne betyder, at læsere risikerer at måtte vente op til 12 måneder på at få lov til at læse ny dansk forskning. Men nogle forskere må vente længere endnu.

Fordi strategien er undfanget i undervisnings- og forskningsministeriet, gælder den nemlig ikke hospitalerne.

Det betyder, at forskere på universitetshospitaler ikke behøver at forholde sig til, at deres artikler skal være OA-tilgængelige, og derfor accepterer de en længere embargoperiode.

Men det skal være slut med embargo, fortæller Kira Stine Hansen.

»Danske universiteter har strammet det punkt i vores mandat – vi skal gå efter 0 måneder. Vi vil have umiddelbar adgang til vores egen forskning«, siger hun.

Embargo er også under angreb fra andre sider.

LIBER, foreningen af europæiske forskningsbiblioteker, og et copyrightreformprojekt under navnet »Knowledge Rights 21« har netop opfordret europæiske regeringer til at vedtage love, som giver forskerne ret til at offentliggøre offentlig finansieret forskning i OA-repositorier straks efter offentliggørelse i et tidsskrift.

Men hvordan går det egentlig med OA i Danmark? Ministeriet overvåger udviklingen via et barometer kaldet oaindikator.dk, som med to års forsinkelse registrerer, hvor langt Danmark har bevæget sig hen mod målet om 100 procent OA.

I april konstaterede ministeriet, at det går fremad. Tallene dækker dog over en tilbagegang på humaniora og en fremgang på sundhedsvidenskab, som går fra 56 til 62 procentpoint af publicerede artikler, som er OA. Endnu er der altså et pænt stykke til de 100 procent.

Den nationale strategi står da også over for en evaluering.

»Der er ikke noget galt med strategien, men vi skal sætte mere kraft på den. Vi er nødt til at finde nogle andre greb«, siger Kira Stine Hansen.

»Det kunne f.eks. være interessant at arbejde med et begreb, som kendes internationalt, blandt andet i England: rights retention – et krav om, at forskerne bevarer egen copyright, for så er vi fri for at snakke om open access«.

Det ultimative våben

I mødelokalet bag de sorte granitsten i kolossen på Københavns havnefront foregår forhandlingerne i en civiliseret tone, selvom modsætningerne er tydelige.

»Forlagene er nødvendige. De er professionelle på det her område, men urimeligheden ligger i, at de synes, alle pengene skal gå én vej«, siger Kira Stine Hansen.

»De bliver ved at argumentere for, at de skal bruge penge til innovation og udvikling af produkter. Men det, vi beder om, er peanuts for dem«.

Trods den professionelle og venlige tone er alle parter i lokalet klar over, at den danske forhandler har det ultimative våben med i tasken: et mandat til at forlade lokalet uden en aftale.

For det var også mandatet sidste år, da hun med sine medarbejdere landede en aftale med Wiley, og forrige år, hvor Elsevier stod for tur. I begge tilfælde lykkedes det at få et gennembrud af en aftale på plads, som fastfryser priserne, sikrer publicering uden dobbelt dipping og gør op med embargoperioder.

Nu satser Kira Stine Hansen på et tilsvarende gennembrud.

»Det er meget enkelt: Vi vil ikke acceptere prisstigninger, og vi vil eje vores egen forskning. Hvis en artikel har en dansk førsteforfatter, så vil vi eje den«, siger hun.

»Så forlagene kan egentlig vælge: Skal vi holde op med at afgive vores copyright? Eller kan vi få lov til at publicere OA med det samme?«

Forlagene har kig på nye jagtmarker

Mens forlagene forhandler nye aftaler med deres gamle kunder, har de allerede kig på, hvordan de i fremtiden kan udvikle nye produkter og til andre kundegrupper.

De er godt i gang med at indtage en ny rolle som forvalter af data, og som udvikler af værktøjer til databehandling inden for forskning.

Big data, kunstig intelligens og personaliserede tjenester er som inden for alle andre brancher kernen her. Forlagene sidder allerede inde med værdifuld viden om forskernes adfærd i forhold til fagfællebedømmelser, samarbejder og publicering, og den viden kan meget vel danne grundlaget for næste forretningseventyr.

Men forhandlerne på Det Kgl. Bibliotek har også blik for, hvad der venter i fremtiden.

»Dataforvaltning er klart den næste businesscase. Men i Danmark arbejder vi på et nationalt setup, så vi ikke afgiver vores data og beholder vores rettigheder«, fortæller Kira Stine Hansen.

Men lige nu må fremtiden vente, mens hun afslutter forhandlingerne med Springer Nature.

»I januar skal vi være færdige, så har vi enten en aftale – eller vi står uden«.