Content area

|

Open access blev latterliggjort i starten

Fri adgang til videnskabelige artikler, open access, har været 20 år undervejs – og er endnu ikke i mål. Men måske er der en bevægelse i gang lige nu.
Illustration: coalition-s.org
Forfatter(e)
Af videnskabsjournalist Antje Gerd Poulsen, antje@videnskabogsundhed.dk

Både nationale og internationale planer, strategier og initiativer har været rigelige i årenes løb.

Et af tiltagene er Plan S, som blev lanceret i 2018 af Science Europe – et internationalt samarbejde, som tæller forskningsinstitutioner, EU-Kommissionen og det europæiske forskningsråd.

Plan S kræver, at modtagere af fondsmidler fra medlemmer af samarbejdet, herunder EU-midlerne, at de offentliggør deres forskning straks uden embargo – og uden ekstra udgifter. Danske medlemmer af Science Europe er Danmarks grundforskningsfond og Danmarks Frie Forskningsfond.

Plan S har da også drevet en del af udviklingen, men ikke i det tempo, man havde håbet på.

Målet om 100 procent OA er flyttet mange gange. I Danmark blev målet senest flyttet fra 2022 til 2025.

Alle i den vestlige verden er ellers efterhånden enige om, at OA er den rigtige vej at gå – ikke mindst i kølvandet på pandemien, hvor det blev tydeligt, at vidensdeling mellem forskere kan være et spørgsmål om liv og død.

Senest har den amerikanske præsident Joe Biden for ganske nylig meldt ud, at alle offentlige institutioner fra 2026 skal have en OA-politik med øjeblikkelig og fri adgang til forskning. Og det er nyt fra den side. Så måske er det nu, at der faktisk sker et større ryk.

Open access havde ellers ikke den store opbakning fra starten, fortæller Lars Bjørnshauge, en af pionererne for open access i Skandinavien. Han er tidligere leder af Lunds Universitetsbibliotek og har også været tilknyttet bibliotekerne på DTU og Roskilde Universitet.

Og så var han medstifter af og indtil sidste år direktør for DOAJ, doaj.org, som er et globalt, uafhængigt nonprofitindeks for open access-tidsskrifter med fagfællebedømte artikler. I starten havde DOAJ adgang til 300 tidsskrifter, i dag tæller det 17.000.

»Jeg var med i transformationen fra trykte tidsskrifter til digitale. Med til at lave aftaler med de store forlag om elektronisk adgang til titusindvis af tidsskrifter, men de aftaler gjaldt jo kun dem, der var tilknyttet universitetet. Det fandt jeg urimeligt, når vi betalte så store summer af skatteydernes penge. Derfor etablerede jeg DOAJ«, fortæller Lars Bjørnshauge.

»Dengang blev vi latterliggjort. Nu kan du ikke finde et universitet eller et forskningsråd, som ikke går ind for open access«.

Inertien i forskningsverdenen og de store globale forlags forretningsinteresser er årsagen til, at OA endnu ikke er på plads, mener han.

»Forlagene har været meget kreative med forretningsmodeller. Og utroligt dygtige til at opretholde deres indkomster. Men der er en bevægelse i gang, hvor vi ser en vækst i tidsskrifter uden forfatterafgifter«.

Vicepræsident for kommunikation hos Elsevier: Kvalitet koster

At print er erstattet af digitale platforme, betyder ikke, at publicering bliver gratis. Og open access-tidsskrifter koster også i drift og udvikling, pointerer Andrew Davis fra Elsevier.

Vicepræsident for kommunikation hos Elsevier Andrew Davis er vant til at blive spurgt, om det virkelig skal være så dyrt at få læseradgang og publicere, nu hvor digitaliseringen har sparet forlaget for mange udgifter.

»Det overses ofte, at vi har været nødt til at investere i en betydelig mængde softwareudviklere og teknikere for at levere de nyeste online platforme til at dele forskningen globalt. Vores koncernselskab RELX bruger 1,6 milliarder dollars om året på softwareingeniører og teknologer. Hos Elsevier har vi 2.600 softwareingeniører og it-eksperter. Vores platforme, som bl.a. omfatter Science Direct, har 50 millioner besøgende om måneden, der skal serviceres, og derudover investerer vi konstant i udvikling af teknologiske løsninger«.

Han er klar over, at nogle forskningsbiblioteker har svært ved at finde penge til kontrakterne med forlagene.

»Med det kvalitetsniveau, vi tilbyder, ligger vores priser under markedsgennemsnittet for artikler. Så vi er meget konkurrencedygtige. Men vi lytter til universiteterne. Vi ved, at der er nogle alvorlige budgetmæssige udfordringer, så vi arbejder sammen med universiteterne om at skabe kontrakter, der helt specifikt opfylder deres behov for at give dem gode kontrakter«.

Når det kommer til omkostningerne ved open access, efterlyser Andrew Davis en mere nuanceret debat i betragtning af, at open access-tidsskrifter også har omkostninger f.eks. til kvalitetssikring, redigering og digital sikkerhed.

»Vi støtter fuldt ud op om open access og er en af ​​de hurtigst voksende OA-udgivere, men vi har den udfordring, at nogle institutioner tror, ​​at OA er gratis, og derfor sætter de det som et mål – uden fuldt ud at udregne, hvordan det skal finansieres. Forskerne kan så mangle penge til publiceringsomkostninger, hvilket ikke er en god situation for nogen«.

En branche i vækst

Flere artikler og tidsskrifter, flere kunder og forlag med vokseværk ligger bag de høje priser og overskud i den videnskabelige publiceringsindustri.

Antallet af videnskabelige artikler vokser årligt med 5-6 procent og antallet af nye tidsskrifter med 2-3 procent.

Samtidig er kundegrundlaget vokset. Tidligere leverede primært forskere i den vestlige verden artikler til forlagene, men nu er forskere i lande som Indien og Kina for alvor kommet med.

Dertil kommer, at de største forlag er vokset støt over en årrække blandt andet ved at opkøbe mindre forlag.

De fire store forlag Elsevier, Wiley, Springer og Taylor & Francis publicerede i starten af 1970’erne 15 procent af alle artikler. I dag står de for omkring 50 procent.

Sammen med forlaget SAGE udgør de branchens »Big Five«, fordi de fem sidder på mere end halvdelen af markedet.

Derfor har de også indtil nu haft magt til at sætte priserne op, hver gang de forhandlede nye aftaler.

Et abonnement på et af toptidsskrifterne kan løbe op i en pris, som modsvarer en ph.d.-studerendes årsløn.

Forlagspriserne er steget gennemsnitligt med 2-3 procent hvert år ifølge Danske Universiteter, som er de otte universiteters fællesorganisation. Det er kun muligt, fordi forlagene har haft et de facto-monopol, mener universiteterne.

Et eksempel er artiklerne i Hepatology, som forskere kun kan få adgang til gennem forlaget Wiley, fordi forlaget har overtaget copyright til artiklerne fra forskerne.

For nogle år siden forsøgte europæiske universiteters fællesorganisation EUA at få konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at se nærmere på forlagsbranchen. Men juristerne i Bruxelles afviste, at der var grundlag for en sag.

Ud over betaling for læseradgang tjener forlagene også på forfattergebyrer, APC, Article Processing Charge – et gebyr, som forskerne kan betale for at frikøbe deres artikler fra abonnementernes betalingsmure, så de bliver frit tilgængelige for alle. Et open access-gebyr altså. Og da OA er en fælles målsætning, som flere lande har forpligtet sig på, er forskerne tvunget til at betale.

Ingen har tal på, hvor meget danske forskere betaler for OA til forlagene i form af APC. Men regningen for en enkelt artikel kan snildt løbe op i 20.000–30.000 kroner alt efter tidsskriftets status. Knap så kendte brands har lavere gebyrer, mens flagskibe som Nature indkasserer op mod 80.000 kroner i APC.

Og ligesom prisen på læseradgang er APC også steget.

Ifølge en ny rapport om open access fra det nationale forskningsråd i Tyskland »Wissenschaftsrat«, som er rådgivende organ for den tyske forbundsregering og delstatsregeringerne, er priserne på APC i Tyskland i snit steget med 17 procent over de seneste fem år.

De estimerede globale indtægter fra APC blandt større udgivere overstiger 2 milliarder dollars årligt altså omkring 14 milliarder kroner. Til sammenligning er det samlede budget for Nato på 18 milliarder kroner.

Og OA er en forretning i hastig vækst. Et skøn lyder, at OA i 2021 havde en værdi af 1,1 milliarder dollars – og forventningen er, at OA vil udgøre halvdelen af alle publikationer i 2024.

Berygtet mediemogul satte gang i kommercialisering

I løbet af 1960’erne og 1970’erne udviklede publiceringsindustrien sig tilen god forretning.

Oprindelig var forskernes tidsskrifter funderet i de videnskabelige selskaber helt tilbage til de første udgivelser i 1665, som erstattede brevskrivning mellem forskerne. Publicering skete i videnskabens tjeneste. Lige indtil 1950’erne.

Her begyndte andre aktører at træde ind på scenen for at etablere nye forlag og overtage eksisterende. De nye iværksættere havde et overordnet mål: at tjene penge.

Kommercialiseringen tog fart i 1960’erne og 1970’erne sammen med efterspørgslen på abonnementer til engelsksprogede forskningstidsskrifter på tværs af landegrænser.

Blandt dem, som for alvor drejede den akademiske publicering i kommerciel retning, var den senere så berygtede mediemogul Robert Maxwell, manden bag Mirror Group Newspapers og Macmillan Publishers.

I 1951 overtog han Oxford-forlaget Butterworth-Springer, omdøbte det til Pergamon Press og satte gang i en eksplosiv vækst. I 1960 udgav forlaget omkring 59 akademiske tidsskrifter. I 1992 var de blevet til 418.

Strategien, som flere forlag i øvrigt også benytter i dag, var at udnytte forlagenes mest anerkendte titler som flagskibe til at søsætte nye tidsskrifter og dermed øge salget. Så de sprøjtede nye titler ud, som alle sammen begyndte med »International Journal of …«. Det har leder af marketing på forlaget gennem flere end 30 år Brian Cox beskrevet som »hemmeligheden« bag succesen.

I mange år tordnede de videnskabelige forlag frem, indtil de kom under pres først af digitaliseringen i 1990’erne, så af open access-bevægelsen, som tog afsæt i det såkaldte Budapest Initiativ i 2002. Her blev målet om at udnyttet internettet til at skabe fri adgang til forskningsresultater formuleret.

Dengang troede mange, at forlagenes dage var talte. Alt ville blive digitaliseret og frit. Men sådan gik det som bekendt ikke. Forlagene udviklede blot nye forretningsmodeller.

Og forskningsverdenen er smeltet sammen med forlagene i en grad, som har gjort det vanskeligt for alvor at gøre op med forlagenes magtfulde position og sikre et lavere prisniveau.

At publicere – og navnlig at publicere i de rigtige, højtprofilerede tidsskrifter som BMJ, The Lancet og The New England Journal of Medicine var og er afgørende for forskernes karriere.

Læs mere: Fri adgang til forskning er guld værd – for forlagene

Blad nummer: 

Right side

af Anette Bygum | 02/12
1 Kommentar
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar
af Tom Giedsing Hansen | 21/11
2 kommentarer