»Gabestokken« bevares: Lægeforeningen undrer sig over, hvordan man er nået frem til den konklusion

Artiklen er blevet opdateret fredag den 12. september med tre læger, der lige nu fremgår på offentliggørelsesordningen, og som her - anonymt - fortæller om, hvordan det påvirker dem. Læs om deres oplevelser nederst.

»Gabestokken« består.

Den konklusion fik Lægeforeningen præsenteret fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilbage i maj.

Det sker, efter at den arbejdsgruppe – med bl.a. Lægeforeningen som deltager – der har arbejdet med at evaluere Styrelsen for Patientklager og sikre forbedringer af klagesystemet, i december 2024 anbefalede en analyse, som skulle »afdække formålet med og effekten af ordningen i lyset af ambitionen om i højere grad at uddrage læring af klagesager«.

Nu er konklusionen her så. Men analysen har man ikke set.

Og det fik fredag Lægeforeningen sammen med Dansk Sygeplejeråd (DSR) og FOA til at sende et brev til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), hvor de sætter spørgsmålstegn ved ministeriets beslutning om at bevare offentliggørelsesordningen, den såkaldte gabestok, i sin nuværende form.

»Vores umiddelbare indtryk er, at man måske ikke har været særlig dybdegående i den her analyse, og at man politisk ønsker at holde fast i noget, fordi man ikke tør fjerne det. Så jeg håber og regner i første omgang med at få et mere redeligt svar på, hvad det er, der er sket i den her sag. Har man bare truffet en politisk beslutning hen over det arbejde, man har sat i gang i den her arbejdsgruppe? Så må man jo have det politiske mod til at stille sig op og sige det«, siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

I brevet hedder det bl.a., at det er »utilfredsstillende, at vi ikke præsenteres for, hvad det er for en undersøgelse, der ligger til grund for, at ordningen ikke skal afskaffes«, og at de »ikke kan udlede af afrapporteringen, at læringsdelen er belyst, og vi mener derfor ikke, at undersøgelsen lever op til anbefalingens formål«.

»Vi ved godt, at det er en svær opgave at afdække, hvorvidt man har fået læring ud af ordningen. Ikke desto mindre var det faktisk det, vi aftalte i arbejdsgruppen. Derfor undrer det os meget, at man ikke har prioriteret at lave en regelret analyse – eller i hvert fald offentliggøre, hvad man egentlig har lavet, og hvordan man er nået frem til den konklusion. Det stiller vi os meget undrende over for«, siger Camilla Rathcke.

Foregøgler patienterne

Lægeforeningens holdning til gabestokken er klar. Og har været det i mange år. Det samme gælder de øvrige medunderskrivere af brevet til Sophie Løhde. Brevet afsluttes således også med, at »offentliggørelsesordningen – ,gabestokken’ – er en forældet ordning, der hører fortiden til. Vi forstår ganske enkelt ikke, at regeringen ikke har taget initiativ til at få afskaffet ordningen for længe siden«.

Så når det »eneste argument for ordningen synes at være patientforeningernes opbakning hertil«, som det formuleres i brevet, så er det i Camilla Rathckes optik også ud fra nogle argumenter, som ikke gør sig gældende mere. Fordi Styrelsen for Patientklager er kommet til, efter at man indførte offentliggørelsesordningen i 2006, og at de vurderer en evt. fremadrettet risiko.

»Derfor er offentliggørelsesordningen både i et læringsperspektiv og sådan set i almindelig arbejdskontekst obsolet. Det er altså de færreste mennesker, der, når de begår en fejl på en arbejdsplads, får hængt deres navn op på en opslagstavle. Men det er jo sådan set også at foregøgle patienter og patientforeninger noget. For hvad er det reelt for en viden, man stiller til rådighed? Ordningen bidrager jo ikke til nogen transparens til patienterne, fordi den forholder sig til en kritik, som ofte ligger år tilbage, så den pågældende sundhedsperson ikke nødvendigvis er det samme sted mere, hverken geografisk eller kompetencemæssigt. Og alle kan begå fejl uanset«, siger Lægeforeningens formand.

I konklusionen har man også fået at vide, at det drejer sig om få sundhedspersoner, som årligt offentliggøres i ordningen, og at risikoen dermed er lille, og at borgerne kun i begrænset omfang benytter sig af ordningen. Men at ordningen på trods af dette spiller en afgørende rolle for gennemsigtigheden i sundhedsvæsenet.

Med brevskrivernes ord »fremhæver konklusionen ordningens manglende effekt«.

»Men jeg synes faktisk også, at man negligerer, hvor meget det betyder for den enkelte, der kan risikere at få sit navn lagt på den liste. Vi ved, at det er meget, meget intimiderende og virkelig ubehageligt. Ét er, at man får kritik – det synes langt de fleste faktisk, er hårdt nok. Så det er en dobbeltstraf, når deres navn også offentliggøres«, siger Camilla Rathcke.

»Jeg tror, at i enhver arbejdsmiljøforskers perspektiv, så er det her i hvert fald ikke den måde, man skaber læring på. Det er tværtimod en måde at skabe utryghed og bekymring for at begå fejl. Og dermed risikerer vi også en mindre transparent kultur i sundhedsvæsenet, hvor det er vigtigt, at man tør have en åben dialog om, at der kan ske fejl, og at fejl sker«.

Vi har spurgt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, hvorfor hun mener, at offentliggørelsesordningen bør bevares. I en skriftlig kommentar siger hun:

»Sundhedspersoners retssikkerhed er naturligvis vigtig, men det er patienternes sikkerhed også. Og ligesom flere patient- og pårørendeforeninger mener jeg, at det er vigtigt, at der er gennemsigtighed i vores sundhedsvæsen, og at vi har en ordning, der gør det muligt for patienter at få indblik i, om der er sundhedspersoner, som har haft en kritisabel patientbehandling. Som jeg tidligere har meldt ud, mener jeg derfor, at ordningen skal bevares«.

Hvordan føles det at stå med sit navn i offentliggørelsesordningen?

Tre læger, hvis navne i øjeblikket figurerer med navns nævnelse i offentliggørelsesordningen, fortæller her – anonymt – hvordan det påvirker dem.

Ugeskriftet har også spurgt, hvordan læringsdelen er blevet belyst i undersøgelsen, og hvad årsagen er til, at blandt andet Lægeforeningen ikke har set undersøgelsen. Det har vi imidlertid ikke fået svar på.

Ugeskrift for Læger har rakt ud til en række af de læger, som lige nu fremgår i oversigten over afgørelser fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn – med navns nævnelse. 

For hvordan påvirker det dem at have sit navn offentligt fremme i forbindelse med en afgjort klagesag? 

Det har vi spurgt dem om. 

I deres svar forholder de sig ikke detaljeret til den lægefaglige substans i deres afgørelser – men alene processen, og hvordan det påvirker dem, at deres navne er offentliggjort på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside i forbindelse med kritik. 

Lægerne optræder her anonymt, men deres identitet er selvfølgelig redaktionen bekendt. 

»Jeg kom i tvivl om mit eget værd«

»Jeg har valgt at stoppe min lægegerning. Jeg kunne ikke mere. Jeg figurerer på en liste, som har påvirket min faglige stolthed, og som intet har med mig at gøre hverken som læge eller menneske. At sidde i gabestokken med navns nævnelse efterlader mig med en følelse af skam. Det er ikke noget, man taler om blandt kolleger, men tror de andre – kolleger og folk i al almindelighed – mon nu, at jeg er en dårlig læge? Jeg kom i tvivl om mit eget værd, begyndte at blive bange for at begå fejl og fik angstanfald. Jeg sidder tilbage med en uretfærdighedsfølelse, bitter over følelsen af dårlig sagsbehandling, straffet, efterladt og ramt på min faglige stolthed. 

Før var jeg en glad og positiv læge. Jeg har altid set mig selv som en samvittighedsfuld, omhyggelig læge, der ikke var bleg for at tage sig ekstra god tid til patienterne. Det har været altafgørende for mig ikke at overse noget. Jeg har haft et langt arbejdsliv og aldrig tidligere modtaget kritik fra Styrelsen for Patientklager. Indtil de her tre patientklager. Havde der kun været to, så var jeg jo ,efter reglerne’ ikke havnet på den liste. Sværhedsgraden af fodfejl er ligegyldig, når man her dømmer. Det føles som at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.  

Jeg følte mig i forvejen ensom i min kamp for retfærdighed og måtte vente lang tid på en afgørelse i et rigidt og unuanceret klagesystem, som i mine øjne i langt højere grad er der for patienten end for lægen – og hvor jeg med en til tider meget overfladisk sagsbehandling føler, at jeg ikke har haft en chance for at forsvare mig. 

Offentliggørelse af specifikke klagesager kan være med til at skabe læring, og det er kun rimeligt. Men det bør være under stærk hensyntagen til konkrete sagers sværhedsgrad – og offentliggørelse af navne på behandlere er helt uacceptabelt. Man har glemt det menneskelige aspekt«.

»Tænk hvis mine patienter mistede tilliden til mig«

»Det er selvfølgelig møgubehageligt at blive ,hængt til tørre’ på nettet. Det er nu aldrig blevet brugt imod mig, og jeg sidder i en lægelig funktion, hvor patienterne ikke kan vælge mig fra. Men tænk, hvis mine patienter mistede tilliden til mig på grund af Disciplinærnævnets udskamning. Det kan jo ikke forventes, at de kan vurdere sagens alvor, så det ville jeg have det skidt med. Hvis vi fortsat skal have en sådan ordning, så må det være et krav, at der virkelig er substans i en kritik, og at det ikke blot går på manglende overholdelse af formalia. 

Når det alligevel ikke har ført til, at jeg har ligget søvnløs hen, skyldes det nok, at jeg nærmer mig pensionsalderen. Hvis jeg havde været noget yngre, havde sådan en kritik ramt mig væsentligt hårdere. Før man overhovedet når til at modtage kritik, er der et ligeledes langt og belastende forløb, hvor man forsøger at begrunde et forløb. Det var nok i den periode, at jeg var mest belastet«.

»Der er ingen mulighed for at appellere en afgørelse«

»Det korte svar er, at det er et overgreb. Jeg har haft adskillige samtaler med kolleger, om hvordan styrelsernes fremfærd afføder enormt ressourcespild pga. defensiv medicin, og at patienterne risikerer ikke at blive behandlet optimalt. De mennesker, som sidder i styrelserne, har ofte ikke tilstrækkelige forudsætninger for at forstå den kliniske virkelighed, og jeg har kendskab til flere oplagt forkerte vurderinger, men der er ingen mulighed for at appellere en afgørelse - en fundamental forudsætning for almindelig retssikkerhed, som kan spores tilbage til romerretten.  Jeg har vished for, at den øgede mistrivsel blandt læger og andre i sundhedsfagene blandt andet relaterer til disse forhold – men det får du ingen til at stå frem med«.