Fornuftige sko er en god ide, når man bevæger sig rundt på Aarhus Universitetshospital, AUH.
Hospitalet, der er mere langstrakt end det er højt, har så store afstande, at der er to helikopterlandingspladser, en ved akutafdelingen og en ved hjerteafdelingen. Det er vokset ved flade knopskud, som er sendt ud fra det gamle Skejby Sygehus; på det seneste er der dog kommet højere huse til. To spor, sydsporet og nordsporet, skærer sig gennem det hele og åbenbarer for den gående afdelinger og lange brede gange med funklende nye linoleumsgulve i afdelingsfarver. Overalt vælter lyset ind fra velplacerede glasvægge.
Ugeskrift for Læger er her for at tale om lægers videreuddannelse.
Hospitalet har sine ups and downs, viser de seneste års inspektorrapporter. Også her mærkes speciallægemanglen i visse specialer, og også her kan en afdelings dårlige ry være en sej sump at komme op af. Om end oddsene for rekruttering som regel er bedre på et universitetshospital end i yderområderne. Og ups’ene nok er i flertal.
Kort før coronaen lagde sig over land og folk, belønnede Sundhedsstyrelsen to afdelinger på AUH med uddannelsespriser, Højdespringerprisen og prisen for Bedste uddannelsesafdeling.
I et mørkt hjørne i det gamle sygehus ligger direktionsgangen, også kaldet Tæppeland, fordi her dæmpes som det eneste sted lyden af fodtrin med tæpper. Uddannelseskoordinerende overlæge Gitte Valsted Eriksen og lægefaglig direktør Claus Thomsen sidder ved bordet i direktørkontoret. De repræsenterer hhv. ledelsen og enheden Lægelig Videreuddannelse, der siden fusionen for ti år siden har samarbejdet om at udvikle kvaliteten i uddannelsen.
»Det gælder om at skabe trygge læger, for det giver dygtige læger«, siger Gitte Valsted Eriksen.
Claus Thomsens tilføjelse falder prompte:
»Udygtige læger bliver ikke trygge«, siger han, og de to svar sammenfatter nok meget godt, at uddannelse set fra deres stol også handler om balancen mellem omsorg og krav. Det vender vi tilbage til.
Et fast blik på den allerførste tid, som den unge læge, hvad enten det er en KBU, en intro- eller en hoveduddannelseslæge, tilbringer på afdelingen, er derfor guld værd og en af virkelig mange strenge, der skal spilles på for at skabe god uddannelse, mener man her på hospitalet.
Klinisk Immunologisk afdeling
Johanne Hjort Baatrup går meget op i mange ting på sin afdeling, og hun har gang i meget, herunder uddannelsen, som hun er medansvarlig for som UKYL.
Afdelingen er Blodbank og Klinisk Immunologi, hvor hun begyndte i hoveduddannelsen i oktober 2019, det var også her, hun var i introstilling. Hun var således på banen, da afdelingen i 2020 fik Uddannelsesprisen. Afdelingen er speciel, fordi den er bemandet med 10-15 læger, syv speciallæger og fem uddannelseslæger og omkring 150 bioanalytikere, sygeplejersker m.fl.
Hun »stortrives« på afdelingen, og det har hun gjort fra begyndelsen, bl.a. fordi der var et godt introduktionsprogram på en måned. Hun har siden været med til at nurse det yderligere, så det er blevet mere systematiseret og strømlinet.
Programmet varer fire uger. Det er bygget op med temadage, hver dag sit tema. Der er e-dok-instrukser og guidelines for hver dag, det samme emne bliver belyst fra forskellige synsvinkler – overlægens og introlægens for eksempel. Er emnet nyretransplantation, underviser vævstypespecialister i vævstypning, mens yngre læger fortæller om det lavpraktiske omkring søgning efter recipienter ved en afdød organdonor.
Fra starten bliver uddannelseslægen her på afdelingen tilknyttet en af afdelingens driftsgrupper, der hører under subspecialerne. Lægen får her uddelegeret opgaver og er dermed allerede fra starten inddraget og inviteret med i beslutningssporet, forklarer Johanne Hjort Baatrup.
»Man føler sig som en del af et hold og det er meget vigtigt. Desuden er man en slags projektleder eller minileder næsten fra start. Det er der meget læring i – og selvfølgelig har man opbakning fra speciallægen på området«, siger hun.
Trygheden hos yngre læger bliver typisk udfordret i situationer, hvor man står alene i en situation, typisk en vagt, er i tvivl og der ikke er nem adgang til en bagvagt eller speciallæge.
Johanne Hjort Baatrup følte sig klar til at gå i vagt efter den første måneds introprogram og oplevede ingen utryghed.
»Vi har en god faglig ballast allerede fra introprogrammet. Desuden har vi 24/7 adgang til speciallæger i form af en bagvagt, så jeg stod ikke i problemer, som jeg ikke kunne løse med relevant hjælp«.
»Jeg er sikker på, at alle yngre læger her vil skrive under på, at de ikke har oplevet at stå i en utryg situation. Her bliver der gjort en dyd ud af at have en åben dør-politik. Selv de travleste overlæger har altid fem minutter. Og her er en forventning om, at når man har nattevagt og har tvivlsspørgsmål, så ringer man«.
Johanne Hjort Baatrup har prøvet på andre afdelinger tidligere i sin uddannelse at ringe op om natten til en bagvagt og blive mødt af surhed hos bagvagten.
»Så ringede jeg til den medicinske bagvagt, som ikke var sur, i stedet for til min egen kirurgiske bagvagt. Men her er de heldigvis søde og imødekommende. Man ringer jo sjældent, medmindre det er nødvendigt. Den yngre læge vil altid forsøge at løse problemet selv, og kan man så ikke komme videre, er det o.k. at ringe til faglig ekspertise«.
Endelig er det altså også til bagvagtens egen fordel at hjælpe de unge læger.
»Med tiden bliver speciallægerne jo selv aflastet ved at oplære de unge læger godt. Hvis uddannelseslægerne hurtigt kommer med, er det jo vildt, så meget de trækker og aflaster«, siger Betina Sørensen, der som afdelingens uddannelsesansvarlige overlæge har været med til at uddannelsestune den.
Hun peger på vigtigheden af, at den uddannelsesansvarlige overlæge er del af ledelsen. Sådan som det i parentes bemærket også er tanken i den nye stillingsreform hos overlægerne.
»Det er vigtigt, at den uddannelsesansvarlige overlæge ikke skal stå uden for og råbe husk uddannelse«, siger hun, der for nylig er blevet ledende overlæge på Klinisk Immunologisk Afdeling på Aalborg Universitetssygehus.
Det handler meget om kulturen på afdelingen, så uddannelse bliver tænkt ind, hele tiden. For eksempel på morgenkonferencen.
»Her italesætter vi, at det er vigtigt at diskutere udfordringer, også selv om de virker lette. Vi skal tale om, hvad der er sket på vagten, men på en måde, så det har uddannelsesværdi. Dvs. de unge læger godt må spørge om noget, de måske synes, er lidt dumt. Det er meget vigtigt for os. Og det har vist sig, at spørgsmål, der forekommer banale, kan føre til gode diskussioner – der er mange ting, vi bare går og gør, og der kan være forskel på, hvad speciallægerne gør i de tilfælde, hvor der ikke er et sort/hvidt svar. Det er der en god læring af: Som læge tager du en beslutning, en anden kan tage en anden beslutning. Men begge dele kan være rigtige«, siger Betina Sørensen.
Hun tilføjer:
»Vi har oplevet, at enkelte speciallæger synes, det er spild af tid. Vi skal jævnligt minde om, hvorfor vi er der, og hvor vigtigt det er, at vi bakker op om de yngre læger. At det ikke er spild af tid. Desuden kan det betale sig. Tiden brugt på morgenkonferencen til at svare på spørgsmål kan betyde, at der ikke er behov for et opkald om natten«.
Uddannelseslægerne bliver som led i uddannelsen hele tiden målt på.
Som noget ret nyt er afdelingen begyndt på at måle den anden vej. Inspirationen kommer fra Horsens Sygehus og er kommet med på den lange liste af uddannelsesforbedrende ting, som hospitalet centralt formulerer.
Invers feedback, hedder det.
»Vi har jo fået en pris for vores vedvarende arbejde med uddannelse og læring. Og jeg synes, at overlægerne og speciallægerne – især nogle – har meget stort fokus på at få uddannelse ud af alle situationer. Men nu sætter vi mere fokus på det ved at introducere invers feedback, hvor de får feedback på deres kliniske vejlederfunktion«, siger Betina Sørensen.
Til formålet har hun og en tidligere uddannelseslæge udarbejdet et skema med forskellige parametre for god vejledning, som hele yngre læge-gruppen udfylder om hver enkelt speciallæge. Det sker hver fjerde måned, og tilbagemeldingen foregår her på afdelingen i plenum, hvor hele lægegruppen i princippet er til stede.
Kan det ikke blive opfattet som grænseoverskridende?
»Vi har lige afholdt det for første gang. Ikke alle kunne komme. Men det blev meget vel modtaget, også af den ledende overlæge«, siger Johanne Hjort Baatrup.
»Andre steder bliver evalueringen givet til den enkelte speciallæge alene. Men vi siger, at hvis speciallægerne skal lære af det, så skal de også lære af, hvad andre gør bedre end en selv. Det kan kun ske ved at være med og diskutere, hvordan det kan blive bedre. Folk synes, det er en god idé, det hænger sammen med at blive bedre«, siger Betina Sørensen.
Blandt al den konkrete og vidensbaserede del af oplæringen til at blive speciallæge ligger erfaringen og det lægelige skøn. Alle de gange, hvor patienten ikke lige passer ind i lærebøgernes beskrivelse.
»Som speciallæge tænker jeg, at den største udfordring for de yngre læger ofte er at skulle tage beslutning om noget, der ikke er et svar på«, siger Betina Sørensen.
»Vores afdeling er meget vidensdrevet, og vi forsøger altid at skabe evidens med litteratursøgning frem og tilbage, vi er nørdede. Men der er ikke altid gode guidelines eller god evidens, og så må man bruge sit lægelige skøn. Vores måde at have morgenkonference på skoler de yngre læger i det. De dumme spørgsmål, vi stiller her, hjælper os godt på vej til at kunne give et godt skøn«, siger Johanne Hjort Baatrup.
Er du begyndt at stole på dit lægelige skøn?
»Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg synes, jeg er ved at være der. Jeg er kommet længere ind i specialet og har stået i tvivlssituationer og set, at det, jeg har gjort, er gået godt«.
Mave-Tarmkirurgisk afdeling
Indtil Mave-tarm-kirurgisk Afdeling i 2018 flyttede ind på Aarhus Universitetshospital i Skejby havde den ført en omskiftelig tilværelse, fordelt som den var på to matrikler og med hhv. én samlet og to ledelser. Uddannelsesmæssigt var rygtet ikke godt. H-uddannelseslægerne skulle skifte fra den ene afdeling til den anden efter det første år, koordinering var der ikke noget af, og det kunne være svært at komme til at operere. Det var svært at tiltrække unge læger, fortæller Charlotte Buchard Nørager, der blev ansat som uddannelsesansvarlig overlæge, kort før afdelingen blev samlet i de nye omgivelser.
Hun understreger, at det ikke var den gode vilje, der tidligere manglede, men struktur. Det er det nu lykkedes så godt med at skabe, at hun rejser ud og holder foredrag for andre afdelinger om afdelingens udvikling. »Fra kaos til struktur« er foredragets overskrift.
I 2017 fik afdelingen kritik efter et inspektorbesøg. I rapporten stod:
»Arbejdstilrettelæggelsen opleves særdeles problematisk, da de yngre læger ikke har mulighed for at deltage i relevante aktiviteter i dagtiden og dermed ikke har mulighed for at opnå de relevante kompetencer fra målbeskrivelsen. Sundhedsstyrelsen er derfor bekymret for, om afdelingen kan yde den nødvendige lægelige videreuddannelse«.
Året efter fusionen på AUH var der opfølgende inspektorbesøg, og allerede nu var tonerne mere positive.
»Inspektorerne bemærker, at der siden sammenlægningen er sket betydelige uddannelsesmæssige forbedringer i afdelingen, herunder særligt i forhold til arbejdstilrettelæggelse, om end der fortsat er forbedringsmuligheder«, skrev inspektorerne.
Sammen med de ord blev afdelingen beæret med Sundhedsstyrelsens Højdespringerpris.
Skemaer og kasser – systematik, kort sagt – samt møder med overnatning, god mad og vin var blandt redskaberne, som Charlotte Buchard Nørager tog i brug for at komme dertil.
Fokus på de helt nye blev straks lagt, så de for eksempel alle går som føl hos en ældre uddannelseslæge de første par uger, hvor de bliver introduceret til logistik og meget mere.
»Ellers kan man hurtigt blive lost«, siger Charlotte Buchard Nørager.
Afdelingen er blevet stor ved sammenlægningen og har et helt andet lægevolumen end Klinisk Immunologi. Der er mange uddannelseslæger, mellem 23 og 27, fordelt på fire KBU-læger, 5-6 introlæger og 12-15 hoveduddannelseslæger.
»Når der er så mange mennesker, er man nødt til at have tingene – lidt skemalagt«, siger Charlotte Buchard Nørager, de sidste to ord sagt med lidt sænket stemme, som om hun måske har sagt det lidt meget.
Udfordringerne er mange, ikke alle kan løses med kasser og strukturer. Men mange kan. For eksempel hvordan man sikrer, at uddannelseslægerne opnår de nødvendige kompetencer – og at man ved, de har opnået dem.
På internatet blev det allervigtigste dokument til, fortæller Charlotte Buchard Nørager, nemlig fordelingen af de yngre læger i afdelingens fem sub-teams.
»Det er forskellige ting, man skal lære i de forskellige teams, og vi har lavet et skema med fordelingsnøglen. Det er et stort umiddelbart uoverskueligt skema med farver på. Det viser de antal måneder i de forskellige teams, lægerne er. HU-lægerne i længere tid, I-læger kortere tid og KBU-lægerne, som har nogle andre funktioner«.
Dernæst blev der lavet kompetencekort, som hører til i de forskellige teams. På den måde ved den enkelte uddannelseslæge, hvilke kompetencer man helst skal opnå i hvert team. Kompetencekortene hænger på yngre læge-kontoret, det er deres ansvar at føre regnskab over det, og de må gerne minde speciallægerne om det, hvis der er noget, de mangler.
»Det er ikke speciallægernes opgave. Det er fair nok«, siger Charlotte Buchard Nørager.
Ingen uddannelsesoperationer skal gå til spilde
Men hun har ret meget styr på det.
»Jeg vurderer hver dag, hvem der trænger til hvad. Og der er vi fleksible mellem teamsene og flytter eventuelt en uddannelseslæge fra et team over til et andet for at foretage en stomi, for eksempel. Ingen uddannelsesoperation skal gå til spilde«.
Andreea Bach Nielsen er UKYL her på afdelingen. Hun har haft intro i Horsens, havde første HU-år i Herning og nu er hun her. Hun er nået så langt, at hun superviserer I-læger, når de opererer. Hun superviseres af en bagvagt.
Hun har således lavet mange blindtarmsoperationer. Det betyder, at hun i vagten kan supervisere introlægen, som laver selve bortfjernelsen. Det giver læring begge veje.
Afdelingen har lang vej til Akutmodtagelsen. Det er et problem, og det går ud over uddannelsen, er begge enige om. Fordi der er så langt, må Mave-tarm-kirurgisk afdeling have en fast vagt der.
»I stedet for kun at have syv nattevagter om ugen, der skal dækkes, har vi 14. Det giver mindre dagtid, fordi man har sovedage før vagten«, siger Andree Bach-Nielsen.
»Det er lidt på trods, at vi prøver at gøre det så godt som muligt«, siger Charlotte Buchard Nørager.
Andreea Bach-Nielsen virker dog hverken urolig eller utryg. Der er god og uhindret adgang til speciallægerne.
»Her er det ikke svært at stille dumme spørgsmål. På grund af corona har vi ikke kunnet gøre det på morgenkonferencerne, men vi får at vide, at vi bare skal spørge. Hvis jeg f.eks. møder noget, som jeg ikke selv kan klare ved stuegang, og speciallægen er gået til operation, så er jeg i en situation, hvor jeg tænker, o.k., det her ved jeg ikke noget om. Så tager jeg mit mundbind på og går ned og banker på på operationsstuen og spørger. Det må man gerne, og vi har alle gjort det tit«.
»Ja, hellere komme ned end ringe, for det er svært at snakke i telefon, når man er steril. Jeg plejer dog at råde til, at man lige stikker fingeren i jorden, før man spørger: Står der en kæmpe stråle op, så venter man med spørgsmålet, til strålen er stoppet«, siger Charlotte Buchard Nørager med et grin.
At komme til operationer er helt centralt i uddannelsen, og uddannelseslægerne er på tæerne for at få lov til at komme til. Afdelingen er begyndt på deleoperationer, der bringer systematik ind i det.
»I dag blev en uddannelseslæge f.eks. kaldt til at tilbagelægge en stomi, og så gik speciallægen ned og superviserede i stedet for den, der skulle lave stomien. Så vi bytter og får på den måde dagligdagen til at fungere«, siger Charlotte Buchard Nørager.
Der er ikke altid supervision til stede, når Andreea Bach-Nielsen opererer.
»På vagten laver jeg nogle gange noget selvstændigt. De fleste af vores procedurer kræver en assistent, medmindre det er en skopi. Så enten er der nogen til at hjælpe – som regel en yngre læge, eller en på niveau – eller der er en bagvagt, som også kan supervisere«.
Står du nogle gange alene med tingene, hvor du ikke er helt tryg?
»Nej, det synes jeg ikke. Man kan måske komme til det, hvis man ikke selv passer på – hvis man selv tror, man kan en procedure, så får man som regel lov. Men vi bliver vurderet i plenum af speciallægerne, så de fleste har en fornemmelse af, hvad vi kan. Men man skal passe på med at gå under radaren«.
Vigtigheden af at komme til operation betyder omvendt også, at man som uddannelseslæge skal vænne sig til, at der er mange i operationsstuen.
»Især i de to akutstuer er det lige før, der kommer for mange besøg. Nogle gange, over middag, hvor mange opgaver er klaret, så tænker man som yngre læge, nu er der tid til at se på operationer. Det skal man som yngre læge ved operationen vænne sig til, for man står der og opererer og er faktisk i gang med at lære det – så er der et hav af folk omkring, det kan også være nye sygeplejersker, der skal læres op eller en nysgerrig speciallæge. Men man vænner sig til det og koncentrerer sig om det, man skal. Sådan er det jo på en operationsstue«.
Da Andreea Bach-Nielsen skulle begynde på denne afdeling, var der yngre læger fra andre afdelinger, der udtrykte bekymring for hende.
Det var rygtet, der stak hovedet frem.
»Jeg havde godt hørt det rygte, tidligere, om at det var svært at være på afdelingen, at man var meget alene, og det var svært at føle sig tryg, der var rygter om ronkedorer blandt overlægerne, sådan noget. Det påvirkede mig ikke synderligt, og jeg kan slet ikke genkende det. Det er et supergodt sted. Der er jo styr på det. Med kasserne og skemaerne«.
Charlotte Buchard Nørager supplerer:
»Ja, det er 20 år gamle rygter, der stadig verserer. De er sejlivede«.
Ikke alt er godt endnu på afdelingen, men de vil gerne have lidt tid til at få systematikken i uddannelsen helt inkorporeret. Så kommer de næste ting på listen, siger Charlotte Buchard Nørager.
Staben
Tilbage ved direktørbordet giver Claus Thomsen, lægelig direktør, og Gitte Valsted Eriksen, uddannelseskoordinerende overlæge, deres vinkel på, hvad god uddannelse er.
»Godt uddannede læger opfylder selvfølgelig de formelle krav og specifikationer, og de skal helst være virkelig meget dygtigere. Men de skal også besidde klassiske lægefaglige dyder, herunder lysten til at lære mere og lære fra sig. Det er enormt vigtigt. For jo ældre man bliver, desto mere generøs skal man være. Det er ikke nok at tage ind, og dem, du uddanner i dag, skal helst blive dygtigere end dig selv«, siger Claus Thomsen.
Sporene er lagt for de 500 uddannelseslæger og havet af læger, der har del i den daglige lægelige videreuddannelse på AUH. Allerøverst sættes retningen af de to lægefaglige direktører og de to uddannelseskoordinerende overlæger med hver 20 afdelinger under sig.
»Nogle synes, uddannelse er en belastning, fordi der kun er udgifter forbundet med det. Men dels får vi penge for det, dels er uddannelseslægerne en arbejdskraftværdi«, siger Claus Thomsen.
AUH har et effektiviseringskrav på otte procent, går det ud over uddannelsen?
»Nej, vi finder det andre steder. Vi kan ikke skrue ned på uddannelse«, siger han.
Gitte Valsted Eriksen: »Men vi kan godt arbejde med, at jo hurtigere og bedre, den enkelte kommer i gang med sin ansættelse på AUH som uddannelseslæge, desto mere tilfreds bliver man. Og tilfredse medarbejdere kan præstere mere«.
Claus Thomsen: »Ja, der er jo ikke noget odiøst i, at de også er en arbejdskraft, man lærer jo af at have med patienter at gøre«.
GVE: »Der er dog en tendens til, at man adskiller det. Nogle uddannelseslæger taler f.eks. om at have en uddannelsesdag. Man ser det som en rettighed. Vi siger, uddannelse har vi hver dag. Det prøver vi at arbejde med«.
Har I ligefrem en form for kvantificering eller mål for, hvor meget arbejde de skal præstere?
GVE: »Nej, men typisk er det sådan, at når man lige er startet, kan man lave tre procedurer på en dag i f.eks. dagkirurgi. Når man er lært godt op, kan man måske lave fem. Det arbejder de, der planlægger, med.«
Blikket på den allerførste tid, også de helt unge lægers, er vigtig. Men det er også der, forskellene i de nye generationer viser sig.
GVE: »I forhold til KBU-lægerne, der er det så vigtigt, hvordan transitionen fra studenterliv til at skulle have ansvar for patienter, foregår, det betyder noget for, hvordan man bliver som læge«.
CT: »De unge, der kommer ud i dag, har andre planer for livet, sig selv og deres karriere, de ser anderledes på det, end vi gjorde for 10-20 år siden og er måske lidt mere sårbare. Vi knoklede på og brugte fritid – det var nok også lettere at få overtidsbetaling – og det var ikke så let at få stillingerne, som i dag. Det er noget work-life-balance. De er heller ikke bange for at prøve flere ting af, tage en pause og gå på deltid. Det kan man godt ærgre sig over, men det gør vi ikke, vi må indrette os efter det«.
GVE: »Ja det må vi rumme«.
CT: »Der kan være en kløft mellem dem og os ældre. Det er problemet. For det nytter ikke, vi gamle sidder her og siger, at nu må de bide tænderne sammen. Vi skal finde ud af, hvordan vi får gjort det attraktivt at blive en dygtig læge og arbejde som læge her i huset. På den anden side skal vi lave en realitetsvurdering af, hvordan man når de 10.000 patienter, der skal til for at blive dygtig. Vi skal finde en ny form for forventningsafstemning. Den opgave ligger foran os, nu og de kommende år. Jeg er ikke i tvivl om, at begge parter skal flytte sig. Hvis man vil være læge og have med patienter at gøre, kræver det færdigheder. Så er der ingen vej uden om at øve sig og øve sig gange fire«.
GVE: »Vi har en masse dygtige dedikerede uddannelseslæger, der gør sig dygtige ud over de 37 timer. Jeg synes, det er helt fair, at der er en grænse«.
CT: »Det er rigtigt. Men vi har i nogle år talt om, at en del af lægerne, når de kommer ud fra universitetet, er bekymrede for det store ansvar, de nu skal have. Og der er vi tilbage til vigtigheden af virkelig at bruge meget tid i starten på at få dem introduceret og gjort flyvefærdige så hurtigt som muligt. Det giver dem selvtillid og mulighed for at håndtere problemstillingerne«.
Det handler måske ikke kun om, at nogle er mere sårbare. Handler det ikke også om, at sygehusene er blevet effektiviseret meget?
CT: »Jo, der er mindre tid«.
GVE: »Og det er ikke det bedste for at skabe læring i forhold til klinisk skøn, fordybelse, evnen til at tale med hinanden om, hvordan det går, og hvad vi skal blive bedre til«.
Selvom det nogle steder er meget værre, er der også på AUH i nogle specialer mangel på speciallæger, f.eks. radiologi, akutmedicin og patologi, hvor manglen er generel.
Det betyder her på stedet ekstra fokus på uddannelse.
CT: »Vi er hele tiden på udkig, dels efter speciallæger, dels efter nogle, vi kan oplære«.
Men det må da påvirke læringen, når afdelingen mangler speciallæger og er presset?
CT: »Det skulle man tro. Men f.eks. patologi har været presset enormt længe. Vi er i dialog med dem om det, og der har vi faktisk fokuseret ekstra meget på uddannelse, den er ikke reduceret, tværtimod«.
GVE: »Man omstrukturerer, planlægger anderledes og flytter rundt og sørger for at uddannelseslægerne får noget at arbejde med. HU-lægen superviserer I-lægen, så kompetencerne bliver brugt«.
CT: »Ja, det er også ud fra devisen om, at afdelingen har brug for deres arbejdskraft, når de er der. Men især, at hvis man begynder at give køb på uddannelseskvaliteten, så rygtes det hurtigt. Sygehusverdenen er Rygters Bureau«.
I har ifølge inspektorrapporter generel god uddannelse her. Hvad er truslerne?
GVE: »Vores årsrapport hedder Uddannelse i balance. Og truslen er netop, når der kommer ubalance. F.eks. mellem vagthyppighed og uddannelseslægerne kommer til at have rigtig mange vagter. Man lærer noget på vagter, men hvis man har mellem 50-60 procent af tiden mellem kl. 16 og 8 om morgenen og i weekenderne, er der en masse af de daglige læringsfunktioner, f.eks. undervisning og konferencer, som man misser. Det er kritisk«.
CT: »Ja, og helt generelt, hvis der opstår en ubalance mellem en afdelings opgavemængde og dens kapacitet, så går det ud over tiden til uddannelse. Her må man gøre ligesom patologerne: fastholde blikket på uddannelse. For det er afgørende for, at afdelingen faktisk hænger sammen. Risikoen er, at man giver køb på noget af uddannelsen og ser nogle flere patienter. Det vil være helt forfærdeligt«.
LÆS OGSÅ:
Uddannelse udfordres af hverdagen
