»… Han har fixet kokain aftenen forinden og kunne med det samme mærke, at noget var galt«

05.50 Vækkeuret ringer. Ti minutters morgenyoga – en fast del af morgenrutinen og et nødvendigt quickfix til at skyde dagen i gang efter et år med en frossen skulder og med overgangsalderens stive led. Nyder roen, morgennyheder på P1 og den første kop kaffe. Smører madpakker.

07.00 De to hjemmeboende børn har fået øjne og kommer ud for at spise morgenmad. Efter en halv times hygge er det af sted på cyklen mod Bispebjerg Hospital.

08.15 Morgenkonference i Flex Sengeafsnit – et nyt afsnit til patienter, der indlægges til abstinensbehandling, typisk for alkohol. Afsnittets otte senge er alle i brug. Socialsygeplejersken minder om, at der i dag er tilbud om gåtur for patienterne. Det er ngo’en Ombold, der arrangerer det. Flexklinikken samarbejder meget med civilsamfundet, og Ombold kommer to gange om ugen og står for f.eks. fodbold for hjemløse.

08.30 Dagens anden morgenkonference med resten af Flexklinikken. Der er kommet to velkendte patienter ind til abstinensbehandling i løbet af natten, og i Akutmodtagelsen, AKM, ligger en ikke tidligere kendt 18-årig med kramper udløst af tramadol. En af socialsygeplejerskerne tager over.

09.15 Min kollega og jeg går ned til Flex Almen Praksis. Vi har otte planlagte patienter på programmet i dag – alle mennesker, der lever meget udsatte liv: de fleste med alvorlige somatiske og psykiatriske diagnoser, rusmiddelproblematikker og sociale udfordringer som hjemløshed.

09.45 Vi åbner egentlig først kl. 10, men vi er et lavtærskeltilbud med åben adgang uden tidsbestilling, så det er aldrig til at vide, præcis hvad dagen vil bringe. I dag står der allerede en gammel kending udenfor, der bare er dukket op.

Han har været i karambolage med nogle mænd på Christiania og er bange for at have brækket armen. Hans håndled er tydeligt fejlstillet, og hånden voldsomt hævet. Jeg laver en akut henvisning til røntgen og adviserer røntgenafdelingen samt AKM om, at han er på vej. Han lider af paranoid skizofreni, svær KOL og hjertesvigt. Han har, på linje med vores andre patienter, mange mislykkede kontakter bag sig, og det er nødvendigt, at vi får kommunikeret sikkert og tydeligt med de andre aktører, så overgangen mellem instanserne bliver så smidig som muligt.

Patienten medbringer sin hund, der får vand og hundekiks og bliver i Flexklinikken. Heldigvis har en af socialsygeplejerskerne hundetække, så hun får ansvaret for at passe hunden imens.

Håndleddet er brækket og fejlstillet. Man forsøger at reponere det i AKM, men bruddet er flere dage gammelt, så det er en vanskelig opgave, og det trækker ud. Patienten bliver urolig for sin hund, og vi følger derfor hunden over til AKM, hvor den får lov til at være sammen med patienten på en enestue. Håndleddet bliver reponeret i nogenlunde acceptabel stilling, og man undgår operation.

10.00 En mand med obs fejlfix, som er blevet ringet ind om morgenen fra et herberg. Vi presser ham ind mellem de andre patienter. Han fortæller, at han har fixet kokain aftenen forinden og kunne med det samme mærke, at noget var galt. Har tidligere haft DVT flere gange og er i AK-behandling, som han dog ikke har fået taget i nogle uger. Han er i substitutionsbehandling med methadon, men har ikke nået at få sin morgendosis, så han er begyndende abstinent, og hans tålmodighed bliver sat på prøve. Han får kaffe og en smøg, og vi kigger på benet. Han fremstår noget miseriespræget, og benet er rødt, varmt og hævet. Han har feber, høj puls og CRP > 180. Han ønsker ikke indlæggelse.

Han er et godt eksempel på, at vi ikke altid når igennem med den behandling, vi som læger synes, er bedst, men må indgå kompromiser med patienterne. Planen bliver, at han får antibiotika i dosisæsker. Han får også pakket sin AK-medicin. Vi giver en tid til kontrol to dage efter og kontakter sygeplejersken på herberget.

11.00 En midaldrende mand kommer til kontrol af erysipelas. Han havde CRP > 100 og blev sat i antibiotisk behandling. I dag oplever han klar bedring, og CRP er normaliseret. Han fortæller, at hans liv p.t. er kaotisk. Han har tidligere haft i.v.-brug af heroin og er i dag i substitutionsbehandling med methadon. Den sidste tid er han »faldet i« med kokain, som han ryger. Han er ked af det og er i dialog med sin rusmiddelbehandler. Grundet tidligere i.v.-brug har han svær venøs insufficiens, og socialsygeplejersken behandler såret og anlægger kompressionsforbinding. Vi aftaler tid til kontrol.

12.00 En midaldrende kvinde møder op uanmeldt. Jeg kender hende fra tidligere. Hun lever et ekstremt udsat og kaotisk liv. Vi har tidligere behandlet nogle voldsomme bensår hos hende, men hun har haft vanskeligt ved at fuldføre behandlingen, og det er nu 1,5 måned siden, vi sidst har set hende. Hun kommer med en kontaktperson fra et værested, da såret nu lugter meget dårligt. Afebril, let forhøjet CRP. Vi poder fra såret, laver sårpleje og sætter patienten i antibiotisk behandling. Vi udleverer hele kuren og pakker den i dosisæsker. Kontaktpersonen vil hjælpe kvinden med at huske medicinen og med at møde til ny kontrol.

12.30 Hurtig frokost, men midt i det hele dukker Sociolancen op med en hjemløs mand, som de har fundet på gaden. Han er svært forpint af stærke mavesmerter gennem to døgn. De har forsøgt at motivere ham til at komme med på hospitalet gennem flere timer, men det har han nægtet. Han ville dog godt med til Flexklinikken.

Jeg tilser ham initialt på en bænk uden for klinikken, hvor han fremstår svært smerteforpint og bleg. Vi får ham med indenfor, og jeg konstaterer, at han er peritoneal og har en CRP på > 200. Han har tidligere været i klinikken og føler sig derfor hurtigere tryg, og han accepterer, at jeg overflytter ham til akut kirurgisk vurdering. Kirurgerne informeres om situationen og får ham hurtigt udredt med CT, som giver mistanke om perforeret hulorgan. Han bliver opereret for perforeret ulcus og får et par dage på intensivafdeling. Da jeg tilser ham efter weekenden, er han oppegående og udskrives efter få dage. Heldigvis får han plads på Røde Kors’ omsorgscenter Eirsgaard, hvor han tilbydes 14 dages ophold, inden han skal tilbage til gaden.

14.00 Klinikken lukker. Tid til at kigge på prøvesvar og sikre opfølgning. Opgaven med at give svar er udfordrende, da vores patienter ofte ikke selv er i stand til at modtage informationen, så der skal ringes til kontaktpersoner, rusmiddelcentre osv.

Stemningen i klinikken er god. Vi nåede at se 13 patienter, så det har været en travl dag, men alle har løftet i flok, og samarbejdet med hospitalets øvrige afdelinger og samarbejdspartnerne uden for hospitalet har fungeret godt.

15.30 Cykler fra hospitalet og mødes med nogle venner til fredagsøl på Enghave Plads – verdens bedste tradition!

18.30 Min ældste søn melder sin ankomst, og vi køber takeaway. Der er ingen, der orker indkøb og madlavning …

22.30 De to ældste skal videre i byen med venner, den yngste forsvinder ind på sit værelse, og jeg lander på sofaen med Netflix.

00.00 Kan ikke holde øjnene åbne og går i seng.

Overlægen sagde undskyld til Jørgen: »Vi gjorde det ikke godt nok«