Han kæmper for bedre LGBT+-sundhed: »Vi svigter en gruppe mennesker, der ikke tør komme til os«

Lægen lader blikket glide søgende over patienterne i venteværelset, forsøger sig med et spørgende »John?« – hvorpå en person med langt hår, diskret makeup og kjole rejser sig op.

»Jeg har selv prøvet det, fordi jeg ikke havde fået set ordentligt efter i journalen, hvor kaldenavnet står«, sukker Daniel Staal Nyboe, der p.t. er på orlov fra sin HU i almen medicin.

»Det kan være en forfærdelig akavet situation for både læge og patient. Det er forvirrende for alle parter og en uværdig situation, som vi bør gøre mere for at undgå«.

De senere års opbrud i forståelsen af køn og seksualitet stiller nye krav til lægerne. I modsætning til tidligere tiders binære kønsopfattelse med heteroseksualiteten som den altdominerende norm, skal sundhedsvæsenet i dag rumme – og ramme – et markant bredere spektrum af køn, kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, når fokus er på forebyggelse og behandling.

Og det kan skabe akavede situationer i venteværelset som den ovenfor nævnte.

Men nu har Daniel Staal Nyboe taget initiativ til en interessegruppe i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), som arbejder for at forbedre LGBT+-personers sundhed.

»Vi vil styrke de praktiserende lægers kompetencer i mødet med LGBT+personer, så vi kan rette op på den store ulighed i sundhed, som patienterne desværre oplever i dag«, siger han.

»Det er skræmmende tal. Der er en overhyppighed af somatiske og psykiatriske diagnoser, dårligere selvvurderet helbred og flere selvmord. Nogle af de studier, vi ser fra andre lande, peger på op mod 12 års tidligere forventet død for LGBT+-personer i forhold til gennemsnittet. Hvis det også er tilfældet i Danmark, kan vi ikke være det bekendt; det går ikke, når vores opgave er at gøre mest for dem med størst behov«.

Med hensyn til levealderen mangler der forskning i en dansk kontekst, og det er noget af det, som interessegruppen vil forsøge at fremme, siger Daniel Staal Nyboe.

Lad patienten skrive i journalen

Et konkret eksempel fra interessegruppen »Sund LGBT+-praksis« er f.eks. at ændre it- og journalsystemer, så patienter får adgang til i begrænset omfang at skrive i deres egen journal. Ikke hvad som helst, men så de – hvis de ønsker det – selv kan afgive oplysninger om navn, identitet og seksuel orientering i deres eget stamkort. I dag er det kun sundhedspersoner, der har det faglige og juridiske ansvar for at skrive i patientjournaler, men tiltaget skal ses i lyset af den generelle samfundsudvikling med mere autonomi og personcentreret behandling, siger Daniel Staal Nyboe.

Hvis patienten f.eks. selv har angivet navn, køn og seksuel orientering, er lægen bedre forberedt på at møde en transkvinde i stedet for »John«, og det vil ofte være lettere for patienten frem for at skulle oplyse det verbalt.

»Jeg synes, at der skal være en mulighed for, at man bliver mødt af sundhedsmyndighederne som den, man er. Og det er noget, man selv bestemmer og ikke baseret på biologisk tildelt køn eller lægens vurdering af f.eks. udseendet«, siger Daniel Staal Nyboe, der er projektleder for Sund LGBT+-praksis.

Oplysningerne i journalen skal følge patienten ved praktiserende speciallæge, ambulante besøg på sygehus og indlæggelser. Det skal være en mulighed for alle patienter, men det er formentlig kun LGBT+-personer, der vil benytte sig af det, mener Daniel Staal Nyboe.

Der går rygter i byen

Vi sidder rundt om sofabordet hjemme hos Daniel på Frederiksberg. Med datterens legetøj i en kulørt bunke i sofahjørnet, lave solskinsstråler ind ad vinduerne og udsigt til vinterklædte mennesker, der myldrer ned ad trapperne til metroen ved Aksel Møllers Have.

Engang bliver Daniel Staal Nyboe måske læge for nogle af dem, der går dernede på gaden. Så skal han selv rumme diversiteten i en patientpopulation – herunder LGBT+-personer. En gruppe patienter, som han skiftevis omtaler som »de« eller »vi«.

»Som du nok ved, er det her noget, jeg er passioneret om, fordi jeg selv er homoseksuel læge«, siger han.

»Feltet har interesseret mig længe – jeg er selv en del af det – men det udvikler sig så hurtigt nu, så jeg selv har lært en masse i forbindelse med arbejdet i vores interessegruppe. Det er den viden, jeg gerne vil give videre til mine kolleger blandt de praktiserende læger«.

Mange af dem mangler viden om LGBT+-personer i dag, mener han.

»Mange – særligt blandt den ældre generation – mangler begrebsforståelse og indsigt i denne verden. Det er i og for sig okay, for det er de ikke blevet skolet i, men jeg ved også, at flere læger selv synes, at det er svært at komme ind på livet af LGBT+-personer. Lægerne er bange for at krydse en usynlig grænse og spørge ind til seksualiteten – og måske komme til at sige noget forkert«, siger Daniel Staal Nyboe.

Hvorfra ved du, at de mangler viden?

»Det er ikke noget, jeg har data på, men det er det, jeg hører, og som jeg selv har oplevet. Både fra lægerne selv og fra de LGBT+-personer jeg har talt med i og uden for praksis«.

Nogle læger er bedre til at rumme og imødekomme denne gruppe patienter end andre – og den viden breder sig som ringe i vandet i LGBT+-miljøet.

»Der går jo rygter ude i byen om, hvilke læger man skal holde sig fra, og hvilke der er gode. Jeg vil gerne give alle de praktiserende læger nogle bedre værktøjer, så de vil få mulighed for at opleve at få mere positive relationer med flere af deres patienter. Derved skal LGBT+-personer ikke længere udvælge de ,gode’ læger, men kan vælge den nærmeste i stedet«.

Derfor er ét af initiativerne fra interessegruppen et efteruddannelsesmodul som en del af de praktiserende lægers systematiserede og valgfrie efteruddannelse.

Rygning og sex er lige vigtigt

Det er ellers ikke, fordi der har manglet sundhedskampagner og -rapporter om LGBT+-personer de senere år. I 2019 var Sundhedsstyrelsen f.eks. på banen med en rapport om LGBT-personers møde med almen praksis, mens Ligestillingsministeriet omtrent samtidig rapporterede om LGBT+-personers manglende trivsel på arbejdsmarkedet.

Men den slags rapporter har en tendens til at ligge og samle støv på en hjemmeside, mener Daniel Staal Nyboe. Kampagnerne har svært ved at nå ud til læger og patienter i venteværelserne.

»Vi vil gerne lave kampagnen – »Her snakker vi om sex« – som virkelig skal ud at leve hos de praktiserende læger. Den skal ikke kun fokusere på LGBT+-personer, men skal være for alle. For det er et generelt problem, at læger ikke spørger ind til patienternes sexliv«.

Hvorfor skal de spørge om det?

»Fordi sex er vigtigt for alle mennesker – uafhængigt af alder, kønsopfattelse og seksuel orientering. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et S for sex på KRAM-faktorerne, så spørgsmålet ,er du tilfreds med dit sexliv?’ blev en lige så normal del af vores journalkoncept som de øvrige spørgsmål om livsstil«, siger han.

Netop med hensyn til livsstilsfaktorer markerer LGBT+-personer sig negativt i statistikkerne. De ryger mere, drikker mere alkohol, tager flere stoffer, har flere skiftende seksualpartnere og bruger mindre prævention. Samtidig er en større andel diagnosticeret med f.eks. KOL og type 2-diabetes.

»Det er simpelthen på tide, at vi indser, at sex er lige så vigtigt som rygning. Rygning forkorter livet med seks år. Men bare det at være af ét køn eller én seksuel orientering bør ikke medføre kortere levetid – og slet ikke op til 12 år. Det er vi nødt til at ændre«, siger Daniel Staal Nyboe.

»Vi skal bruge vores kendskab til patientens seksualitet til at blive bedre til at forebygge. Så ved jeg f.eks., at når jeg skal se Lars, der er homoseksuel, så må jeg hellere huske – på en pæn måde – at spørge ham om, hvordan det går med hans sexliv. Og da jeg ved, at LGBT+-personer f.eks. ryger mere, skal jeg også huske at spørge ind til rygning og måske tjekke ham for KOL«.

Men kan det ikke virke stigmatiserende?

»Der er en risiko for, at det kan øge stigmatiseringen, hvis man griber det forkert an. Men LGBT+-personer er allerede stigmatiserede. Derfor er det et selvstændigt problem, hvis vi ikke tør tale med dem om deres sundhedsudfordringer. Bare det at lægerne får nogle værktøjer – et nyt sprog – til at tale med LGBT+-personer om sundhed, vil virke mindre stigmatiserende«

Sparsom kontakt

Undersøgelser blandt LGBT+-organisationer, peger på, at der findes en ikke ubetydelig andel af LGBT+-personer, som undlader at søge almen lægehjælp, selv når de har behov. AIDS-Fondet har senest undersøgt LGBT+-personers kontakter hos Check Point, der er en enhed i København, hvor borgere bl.a. kan lade sig undersøge eller have samtaler med relevante fagpersoner. Her viser en endnu ikke udgivet rapport blandt 10.-12.000 LGBT+-kontakter, at en stor andel ikke har kontakt til egen læge.

Daniel Staal Nyboe sætter sig frem på kanten af sofaen og rækker sin mobil hen over bordet til mig.

»Se her«, siger han og scroller over skærmen med sin tommelfinger.

»Det er de her farver, vi vil bruge til den del af kampagnematerialet, der er målrettet LGBT+-personer. Der skal ligge kondomer, slikkelapper, flyers og klistermærker i venteværelset. Men udfordringen er, at det samtidig skal være diskret, så ingen føler sig provokeret«.

Douce regnbuefarver glider over mobilens skærm. Tydeligt for dem, det vedrører – men ikke højtråbende og anmassende.

Det afdæmpede look er ikke tilfældigt.

»Jeg har ikke behov for, at heteronormative hr. og fru Danmark får øje på kampagnen. Men det skal være et diskret signal til LGBT+-personer om, at deres læge ved, at de findes, at de er velkomne i praksis, og at lægen gerne vil tale med dem om deres sundhed«.

Hvorfor er det nødvendigt at signalere det?

»LGBT+-personer er ikke som sådan bange for at gå til lægen. Men de er utrygge. Der er en barriere, som bunder i en mistillid til, om lægen som autoritet vil hjælpe en«, forklarer han.

Hvad skyldes den mistillid?

»Som LGBT+-personer er vi vokset op med vold, diskrimination og generel utryghed. Vi har lært ikke at holde i hånd eller kysse på gaden, og derfor har vi i det hele taget lært at passe godt på os selv og undlade at åbne os for meget for andre. Den adfærd har vi især, når vi møder en autoritet«.

I det møde kan de rigtige signaler være med til at skabe tillid.

Det kan f.eks. være, når lægen skal teste patienten for kønssygdomme. Her forudsætter mange læger, at testen skal tages fra kønsorganerne, siger Daniel Staal Nyboe.

»Men man kan jo have klamydia andre steder end i kønsorganerne – f.eks. i munden eller i anus. Så hvis patienten skal testes, så kan lægen spørge: ,Hvor vil du gerne testes henne?’ Og så kan patienten selv svare ,munden’, hvis man f.eks. kun dyrker oralsex, ligesom en transkvinde kan svare ,i penis’ eller ,i anus’«.

Små signaler, men med stor effekt.

Måske kan det på nogle læger virke voldsomt, at de skal ændre praksis og rutiner for at blive bedre til at imødekomme og rumme LGBT+-personer. Det kan være at tilpasse sin spørgeteknik, når der skal testes, og det kan være at huske at spørge lidt grundigere ind til f.eks. rygning, stoffer og alkohol – selv om det tager tid.

»Når jeg har diskuteret det med andre læger, er der nogle, der har været bekymrede for overbehandling og har spurgt: ,vi risikerer at bruge mere tid og længere konsultationer – hvorfor skal vi nu til at presse os selv yderligere?’« siger Daniel Staal Nyboe.

Han giver selv svaret.

»Som det er i dag, svigter vi en gruppe mennesker, der ikke tør komme til os. Fordi de er utrygge. En gruppe mennesker, der dør langt tidligere end alle andre. Det kan vi simpelthen ikke blive ved med at ignorere«.