Fakta
Musikforestillingen »Hex« på Det Kongelige Teater fortæller historien om en række kvinder, der i perioden 1596-1621 forfølges og dømmes for hekseri, og belyser herigennem et underfortalt og mørkt kapitel af Danmarkshistorien.
Det er desuden en musikalsk, grafisk og sanselig forestilling, der med tårnhøje ambitioner kaster sig ud i en tour de force gennem moderne teaters forskellige virkemidler.
Olga Ravn har skrevet manuskriptet sammen med Liv Helm, der også instruerer, og Jeanett Albeck står for musikken. En stærk trio, som dog ikke lykkes med at samle trådene til en sammenhængende teateroplevelse.
Vi følger adelskvinden Christenze Kruckow (Kirsten Olesen) og seks andre kvinder, som over en årrække jages på tværs af landet, retsforfølges, tortureres og dømmes til bålet beskyldt for at udøve trolddom. Historien og karaktererne er virkelige, ligesom vers og remser er fundet i historiske, nordiske skrifter.
Vi møder desuden djævelen og Kong Christian IV, der som modsætningspar repræsenterer kirken og staten overfor det mytiske og magiske.
Idérigdommen er stor, og man mærker iveren efter at fortælle denne historie, som formidles gennem et sammensurium af livemusik og lyd, live video med green-screen-effekter, butoh-dans og svævende skuespillere. Tid, sted og miljø træder i baggrunden for et sanseligt univers, som i smukke, fragmenterede billeder tager os med ud i den disede mose, i den varme stue, en fugtig fangekælder og til sidst på bålet.
Jeanett Albeck får selskab af en cellist og en percussionist på scenen, og de skaber sammen et stemningsfuldt, musikalsk bagtæppe.
Et af scenografiens bærende elementer er et omfattende videokoncept, hvor liveoptagelser afspilles direkte på scenens enorme bagtæppe. Det er fantastisk smukt, men bidrager desværre til den voksende genreforvirring. Der er simpelthen for mange elementer, som trækker fokus væk fra den vigtige historie.
I dag er spirituelle praksisser med et lag af magisk tænkning slet ikke usædvanlige. I nogle kredse, er det nærmest blevet et modefænomen at bekende sig som heks. Det vil sikkert skurre i ørerne på mange videnskabsfolk, som har et nærmest religiøst forhold til evidensbaseret medicin, men kan man driste sig til at sige, at vi som læger er beslægtede med heksene?
Den franske 1800-tals historiker Jules Michelet havde følgende hypotese om den kloge kone, som ”er bukket under, hun måtte bukke under… hovedsageligt på grund af fremskridtet for de videnskaber, hun selv havde påbegyndt, på grund af den læge og den naturforsker, hun selv havde arbejdet for… Men hun vil vende tilbage til videnskaberne og bringe mildheden og menneskeligheden tilbage i dem – som naturens smil.”[1]
Forestillingen Hex fortæller en vigtig historie, som fortjener at blive hørt. Til trods for, at det bliver lidt af en rodebutik af genrer og effekter, er den helt sikkert mere underholdende og gruopvækkende end en tør historielektion.
