Professor Hendrik Vilstrup slår en latter op. Sådan er hans umiddelbare reaktion den dag, hvor han opdager, at han står som forfatter til en videnskabelig artikel, han intet har at gøre med.
»På sin vis er det morsomt, at nogen gider skrive noget sludder i mit navn«, siger han, der er internationalt anerkendt for sin forskning i leversygdomme. Han er læge på Afdeling for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Hendrik Vilstrup sidder ved sit skrivebord og er netop ved at opdatere sit CV og sin publikationsliste til en ansøgning, da artiklen dukker op på skærmen i tidsskriftet Journal of Hepatology and Gastrointestinal Disorders.
Titlen lyder: »Role of gut microbiota and endothelial dysfunction of hepatic veno-occlusive disease«.
»Hvad er nu det, jeg har skrevet der? Det ser da interessant ud, tænker jeg. Det hele er sat fint op, emnet ligger også inden for det, jeg beskæftiger mig med. Men så ser jeg min mailadresse i bunden af artiklen, og den er ikke rigtig. Og så opdager jeg, at indholdet er noget pladder og slet ikke noget, jeg har skrevet«.
Professor Vilstrup bliver ikke ved med at more sig over sin opdagelse.
»Da jeg havde grinet et stykke tid, begyndte forargelsen at indfinde sig. Og forståelsen af, at det dybest set er tyveri af mit gode navn og rygte. Det er en form for tyveri«.
Han mener, at artiklen er AI-genereret.
»Den har det der karakteristiske glatte sprog, som AI leverer, og som er ulideligt at læse, når man først har set det nogle gange. De har givet den to-tre emner og et navn. Så har det ikke taget lang tid at lave den«.
En analyse af artiklen foretaget ved hjælp af AI-assistenten Lumo, som bygger på flere sprogmodeller, viser, at Hendrik Vilstrup formentlig har ret i, at artiklen er AI-genereret.
Tidsskriftet er ikke registreret i et af de store sundhedsvidenskabelige databaser som f.eks. Scopus og PubMed, og en søgning på forlaget bag tidsskriftet »Longdom Publishing« viser, at forlaget, der har en adresse i Belgien, bliver betragtet som et såkaldt predatory forlag, et rovforlag. Det vil sige et forlag, som står bag videnskabelige tidsskrifter, hvis eneste formål er at tjene penge på forskere, som er under pres for at publicere. Om artiklerne er af ringe kvalitet eller »skrevet« af en AI, betyder ikke så meget for dem.
I den tro, at tidsskriftet er »rigtigt«, betaler forskerne et gebyr for at publicere »open access«, så alle har fri adgang til artiklerne.
I det her tilfælde ligger forfattergebyret ifølge tidsskriftets hjemmeside på omkring 11.000 kr. for at få en artikel publiceret, og nogle betaler dertil ekstra omkring 600 kr. for et særligt »fast track«, hvor artiklen kan gennemgå en særlig hurtig proces med redaktionel vurdering og fagfællebedømmelse. Desuden høster tidsskriftet også annonceindtægter.
De fleste anerkendte tidsskrifter tager en højere betaling. Hos »Journal of Hepathology«, udgivet af det store anerkendte videnskabelige forlag Elsevier, koster det for eksempel 34.000 kr. pr. artikel at publicere open acces.
Hendrik Vilstrup sender artiklen til sine medarbejdere »til skræk og advarsel« og henvender sig til universitetet. Her kommer han i kontakt med cand.scient., ph.d. Annette Balle Sørensen, som er seniorrådgiver på AU Library, Sundhedsvidenskab, der er en del af Det Kgl. Bibliotek.
Hun kontakter UBVA, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde – et stående udvalg under hovedorganisationen for akademiske fagforbund, Akademikerne.
»Jeg får at vide, at vi ikke kan gøre ret meget, fordi tidsskriftet jo ikke er under dansk lovgivning«, fortæller hun.
Alligevel sender hun en mail til tidsskriftet og truer med sagsanlæg. Hun er ikke i tvivl om motivet bag identitetstyveriet.
»De får noget ud af det, fordi Hendrik Vilstrup er en stor kanon. Det lokker andre til at publicere hos dem og betale dyrt for det«, siger hun.
Anerkendte forskere er altså interessante for fuskerne, fordi deres navne kan fungere som orme på en fiskekrog.
Annette Balle Sørensen kender kun til en enkelt anden tilsvarende sag, men mener, at omfanget kan være langt større.
»Det er svært at opdage de her sager, for de går efter forskere, som er kendte, og de har jo mange publikationer bag sig og søger ikke så tit på dem. Det er et rent tilfælde, at Hendrik Vilstrup opdagede det«.
Den anden sag, Annette Balle Sørensen kender til, er også fra sidste år. Her fandt to forskere i videnskabsfilosofi deres navne på en artikel, de ikke har skrevet. Og i deres tilfælde var artiklen ikke det rene nonsens, men til gengæld plagieret.
De to var professor på Aarhus Universitet Anke Bueter og seniorforsker Saana Jukola på Twente Universitet i Holland.
Anke Bueter opdagede artiklen helt tilfældigt.
»Jeg kiggede på Google Scholar og så den nye artikel af mig og Saana og tænkte, at det var sært. Skrev Saana noget nyt uden at fortælle mig det?«
Hun kontaktede Saana Jukola, som straks spottede, at artiklen måtte være AI-genereret.
Hun lagde dele af artiklen ud på Google og fandt snart forlægget: en artikel skrevet af andre forskere.
»Jeg blev chokeret og bange for, at originalforfatterne skulle tro, at vi havde stjålet deres arbejde«, siger Saana Jukola.
De to skyndte sig at kontakte forfatterne til den »rigtige« artikel.
»Vi fik hurtigt et svar, og de var heldigvis helt med på, at vi ikke havde plagieret dem«, fortæller Anke Bueter.
Forskerne skrev også til tidsskriftets chefredaktør, hvis navn, foto og mailadresse stod i tidsskriftet.
»Han vidste bare ikke, at han stod som redaktør«, fortæller Anke Bueter. Så også han var offer for identitetstyveri.
Det er velkendt, at rovtidsskrifter også stjæler identiteter, titler, navne og fotos til deres redaktørposter, så hjemmesiden ser professionel ud.
Forlaget bag tidsskriftet hedder International Academic Publishers og anses for at være et tvivlsomt forlag, navnet er dog nemt at forveksle med det anerkendte forlag: Peter Lang International Academic Publishers, og det er typisk, at fuskere vælger navne, som minder om de anerkendte forlag og tidsskrifter.
Et trick kan f.eks. også være at kalde et tidsskrift for »The Journal of …« i stedet for »Journal of …«.
Prædatoriske tidsskrifter og fake-artikler har typisk også lange titler med nøgleord, som fremmer, at de dukker op i søgninger.
Tidsskriftet her hed Annals of Pharmacy Education, Safety, and Public Health Advocacy. Det er ikke så specifikt, som titler på tidsskrifter normalt er. Og det er ikke registreret i de store databaser.
Artiklen handler om læger som ledere: »Navigating roles: how specialist physicians perceive their leadership and peer positions in interprofessional healthcare teams«.
Næste step for de to forskere var at kontakte deres universiteters juridiske afdelinger, og fra det hollandske universitet fik tidsskriftet besked på at trække artiklen tilbage.
Kort efter fjernede forlaget den, men titlen stod stadig, forfatternavne også og Anke Bueters rigtige mailadresse. Og så stod der, at artiklen var trukket tilbage af forfatterne.
»Det var vi ikke tilfredse med, for nu kunne det se ud, som om det var os, der havde lavet en fejl«, siger Anke Bueter.
En fælles henvendelse fra begge universiteter førte til, at noten og navnet blev fjernet.
»Det forsvandt for en tid og kom så igen online. Men jeg tjekkede lige i dag, og nu er hele tidsskriftet væk, men jeg tror, at DOI, artiklens identitetsnummer, stadig findes i nogle databaser«, siger Anke Bueter.
Og det gør det. Ved en almindelig googlesøgning på artiklens titel dukker den frem i ResearchGate med DOI. Og her kan man downloade citation fra artiklen. Og via identitetsnummeret kommer man ind på en side, hvor der står: 2025 Volume 5
»WITHDRAWN: ,Navigating roles: how specialist physicians perceive their leadership and peer positions in interprofessional healthcare teams’. This article has been withdrawn at the request of the authors«.
Her er dog hverken navne eller mailadresser, og det er ikke muligt at komme ind på tidsskriftets hjemmeside. Det ser ud til at være fjernet.
Hvad forskerne her har oplevet, er ikke helt usædvanligt. Det er et velkendt fænomen inden for den »branche«, som er specialiseret i fusk med videnskabelig publicering. Ingen ved, hvor stort omfanget af lige netop identitetstyveri er – af gode grunde, for det er svært at afsløre. Der er dog ingen tvivl om, at videnskabelig svindel generelt er i eksplosiv vækst. Og der dukker flere beretninger om identitetstyveri op fra forskellige lande. Bl.a. har Retraction Watch, der er en uafhængig nonprofitorganisation, som overvåger tilbagetrækninger af videnskabelige artikler, beskrevet flere tilfælde.
For nylig kunne man i Retraktion Watch læse om den verdenskendte amerikanske kardiolog, redaktør og administrerende vicepræsident for Scripps Research Eric Topol. I marts i år stod hans navn på en tidsskriftartikel, han ikke havde skrevet, og som han mistænkte at være AI-genereret. Han skrev om det på X, og allerede samme aften var artiklen fjernet. Retraction Watch skriver, at forlaget er et engelsk forlag, men det findes ikke i det engelske virksomhedsregister.
Eric Topol har i øvrigt også en hel perlerække af bogtitler på Amazon, som bærer hans navn, men som han absolut ikke har haft noget at gøre med. Han har skrevet en bog om »superagere«, altså mennesker, som bliver usædvanligt gamle i usædvanlig god helbredstilstand, og det emne er så hot, at han nu ufrivilligt lægger navn til flere bøger med ordet »superager« i bogtitlen.
De to forskere Anke Bueter og Saana Jukola vil gerne have mere information ud om problemet med tyveri og plagiat.
»Selv om det er kompromitterende for os, er det ikke et individuelt, men et generelt problem, som den akademiske verden samlet må adressere. For det hænger snævert sammen med videnskabens omdømme. De enkelte forskere skal have information om, at det her findes, og råd om, hvad de kan gøre«, siger Saana Jukola.
Annette Balle Sørensen fra Det Kgl. Bibliotek i Aarhus fik aldrig svar på sin henvendelse til tidsskriftet, som stjal Hendrik Vilstrups navn. Dermed blev sagen lukket.
Ugeskrift for Læger har også forgæves forsøgt at kontakte redaktøren af tidsskriftet. Og Hendrik Vilstrup skrev til fem af de andre forfattere til artikler i det samme nummer af tidsskriftet. Han fik svar fra to, at de heller ikke kendte til de artikler, de stod som forfattere til, og de andre tre mailadresser fik han fejlmelding på.
Bagmændene forblev altså anonyme og slap uden konsekvenser.
Tilbage sidder Hendrik Vilstrup med en følelse af at være offer for kriminalitet, som ideelt set burde meldes til politiet. Og han griner ikke længere.
»Jeg ved jo, at politiet hverken har ressourcer eller kompetencer til at tage sig af det her. Men dybest set er det en forbrydelse. Det er tyveri af min reputation og en forbrydelse mod mig, men også mod hele det videnskabelige samfunds troværdighed«.
