»Det er som en lavine, der bevæger sig ned imod os, og vi har ikke opdaget den endnu«, sådan siger den tyske professor emeritus, neuropsykolog og hjerneforsker Bernhard Sabel fra Otto von Guericke universitetet i Magdeburg i Tyskland om væksten i fusk med videnskabelige publikationer.
Bernhard Sabel er ikke ene om at reagere på udviklingen. Flere forskere, som har kortlagt og analyseret svindlen, advarer om, at kunstig intelligens har givet kriminelle mulighed for at øge både mængden og kvaliteten af svindel, så vi nu ser overvældende mange falske videnskabelige artikler.
Det årlige antal af artikler, som potentielt kan være falske, stiger eksponentielt. Hver 18. måned fordobles antallet. Det er langt hurtigere end antallet af originale artikler, som »kun« fordobles med 15 års mellemrum.
Det viste et team af amerikanske og australske forskere fra Northwestern University i Illinois sidste år i et studie i Proceedings of the National Academy of Sciences.
Studiet var bemærkelsesværdigt, også fordi forskerne for første gang afdækkede, at der er tale om et verdensomspændende kriminelt fænomen, som foregår organiseret og i industriel skala. Og med deltagelse af forskere og redaktører, som uden videre bytter tilliden til forskning ud med store pengesummer.
Såkaldte paper mills, publikationsfabrikker, sprøjter falske artikler og fupillustrationer ud. Kriminelle aktører sælger forfatterskaber til publikationshungrende forskere, stjæler kendte forskeres navne og fabrikerer fuptidsskrifter for at få kunder i butikken.
De fusker også med fagfællebedømmelser og referencer, og de bestikker redaktører til at publicere. Bernhard Sabel og hans team har selv været udsat for forsøg på bestikkelse.
Dermed er de kriminelle elementer inden for den videnskabelige publiceringsbranche godt i gang med at underminere hele den fælles guldgrube af viden, generationer af forskere har opbygget. Det er sidste udkald, hvis den udvikling skal vendes, men det er muligt, mener Bernhard Sabel.
Svindel inden for den akademiske verden har formentlig været kendt, siden de første lærde i oldtiden med kileskrift pressede deres viden ned i blødt ler. Men i takt med at den videnskabelige publicering i nyere tid er blevet kommercialiseret og har udviklet sig til en særdeles lukrativ branche, har kriminelle også fundet ud af at udnytte markedet.
I den legale del af branchen sidder en håndfuld store forlag på det meste af markedet og tjener styrtende på en forretningsmodel, hvor forskerne leverer råvarerne i form af artikler kvit og frit og desuden betaler for at få dem publiceret. Og ligesom mængden af videnskabelige tidsskrifter og artikler er vokset, har svindlen også haft vokseværk igennem de seneste 15-20 år.
Bernhard Sabel var selv redaktør på et videnskabeligt tidsskrift i 2020 og oplevede som mange andre, at stadig flere fakeartikler landede på hans computerskærm. Indtil 2022. Så kom ChatGPT.
»Før var det slemt, men nu blev det helt uoverskueligt«, husker han.
»AI gjorde det hele meget værre«.
Kunstig intelligens har virket som raketbrændstof på svindlen. For aldrig tidligere i verdenshistorien har det været nemmere at fabrikere tidsskrifter, artikler og videnskabelige illustrationer, som til forveksling ligner de ægte.
Bernhard Sabel satte sig for at bekæmpe svindlen, og siden han gik på pension i 2022, har han arbejdet fuldtid på at udbrede kendskabet til den kriminelle del af publiceringsbranchen og på at udvikle værktøjer til at bekæmpe svindlen med.
Han er stifter af nonprofitorganisationen The SCiii Foundation for Science & Innovation Integrity (sciii-it.org), som arbejder for videnskabelig integritet og innovation.
Desuden har Bernhard Sabel skrevet en bog med titlen »Fake-Mafia in der Wissenschaft« (Forfalskningsmafiaen i videnskaben), hvor han kortlægger svindlen. Ifølge professoren bruger de kriminelle i den videnskabelige forlagsbranche alle de samme metoder som mafiaen – undtagen afpresning og mord.
Endelig har Bernhard Sabel over en årrække med sit team udviklet et uafhængigt nonprofit-fakefilter, som han selv har startet og finansieret. Det skal anvendes som et slags første fakefilter, som kan teste artikler, inden de bliver sendt til tidsskrifterne. Værktøjet bliver lanceret i år.
Metoden er testet i stikprøver på 17.000 biomedicinske publikationer fra databasen PubMed. og Bernhard Sabel fandt ud af, at 6% af artiklerne var fake og 16% mistænkelige. Dertil har han registreret en stigning i andelen af mistænkelige biomedicinske artikler fra 14,9% i 2020 til 16,3% i 2023.
»Mit skøn er, at andelen af mistænkelige artikler siden 2023 er steget til over 20%, i takt med at den samlede mænge af videnskabelige artikler er vokset«, siger han.
De største leverandører af falske artikler er paper mills, som især findes i Kina, Indien, Rusland, Storbritannien og USA. Bagmændene bliver sommetider kaldt for spøgelser, fordi de er usynlige. De lever i ly af falske navne, e-mailadresser, telefonnumre og adresser, men de dukker alligevel frem, når de fisker efter kunder. I annoncer på sociale medier fremstår de som »redigeringsbureauer« og lignende og tilbyder bl.a. at hjælpe forskere med at skrive og redigere deres artikler og lover desuden hurtig fagfællebedømmelse og garanteret publicering.
Kravet om at publicere gør, at nogle af forskerne er villige til at betale sig til en fabrikeret artikel, en positiv fagfællebedømmelse eller en plads som forfatter side om side med anerkendte forskere. Andre forskere bliver snydt til at betale forfattergebyr for at få en artikel i et tidsskrift, som ser seriøst ud, men er et rovtidsskrift, altså et tidsskrift udelukkende etableret med henblik på at tjene penge. Eller de tror, de publicerer i et anerkendt tidsskrift, men har sendt deres artikel og penge til en vellignende, men falsk version af tidsskriftet, et såkaldt kapret tidsskrift.
En ph.d.-studerende hos Bernhard Sabel har undersøgt, hvor mange paper mills der findes. Hun fandt 1.500, og nogle af dem havde hundredvis af ansatte.
Hvordan paper mills opererer, har professoren selv erfaret. Som redaktør blev han kontaktet af en direktør for en paper mill og takkede ja til et Zoom-møde af ren nysgerrighed. En del af samtalen handlede om penge og impact factor, målestokken for, hvor stor gennemslagskraft et tidsskrift har.
»Jeg kunne få flere citater fra mit tidsskrift, så impact factor gik op. Og for hver artikel fra ham, som jeg fik hurtigt igennem til publicering, tilbød han mig 1.500 US-dollars ganget med impact faktor, næsten 5.000 US-dollars for hver artikel«, fortæller han.
Bernhard Sabel spurgte, om han ville få ti gange så meget, hvis impact faktoren steg til ti.
»Direktøren grinede og sagde: ,Ja, ikke noget problem’. Så det er 15.000 US-dollars pr. artikel. Hvis du har 100 artikler om året på et lille tidsskrift, så har du 1,5 mio. US-dollars ekstra til redaktøren! ,Det er en god fremtid, for dig – og for os’, sagde direktøren. Det var virkelig chokerende«.
Det er i sagens natur vanskeligt at vurdere omfanget af svindlen. Men der findes tal og estimater ud fra forskellige målestokke, som indikerer, hvor voldsom væksten er.
En målestok er antallet af rovtidsskrifter. Efterspørgslen på at publicere i såkaldte Open Acces-tidsskrifter, hvor forskere betaler for at publicere, men til gengæld kommer bredere ud, fordi det ikke kræver abonnement at læse artiklerne, har resulteret i flere rovtidsskrifter. Modellen opstod ud fra et idealistisk ønske om fri adgang til forskning, men blev lynhurtigt til en pengemaskine for de etablerede forlag – og altså også for kriminelle.
Blandt flere databaser og lister over rovtidsskrifter, som skal hjælpe forskere til at navigere uden om dem, er den amerikanske abonnementdrevne database Cabells’ Predatory Reports, som har registreret rovtidsskrifter siden 2017. Dengang var der 7.000 tidsskrifter I databasen. I 2021 var der 15.000, og i februar i år nåede antallet op på 20.000.
Antallet af rovtidsskrifter menes nu at udgøre over en tredjedel af det samlede antal tidsskrifter, som ligger på flere end 50.000, når ikkeindekserede tidsskrifter tælles med.
På udvalgte felter, bl.a. biomedicin, er andelen endda højere. Medicin og sundhedsvidenskab har særligt høje forfattergebyrer og er derfor mest udsat for svindel.
Rovtidsskrifter er dog også omdiskuterede, for der findes ikke en vedtaget definition på dem. Nogle af dem, der omtales som rovtidsskrifter, publicerer uden kvalitetssikring, men artiklerne er ikke nødvendigvis falske.
En anden målestok er antallet af artikler, som er mistænkelige, fordi der er tegn på, at de er falske eller massefremstillet i ordvalg, opbygning, mailadresser, referencer eller illustrationer.
»Hvis vi ikke gør noget nu, ser vi måske allerede om to-tre år et videnskollaps, fordi kunstig intelligens vil bygge videre på den overvældende mængde fake data, og så får vi endnu mere fake videnskab«Bernard Sabel, professor emeritus, neuropsykolog og hjerneforsker
I januar 2026 publicerede British Medical Journal et studie, hvor forskerne ved hjælp af et særligt trænet maskinlæringsværktøj har screenet over 2,5 mio. artikler. De fandt flere end 250.000 artikler, som potentielt kunne være massefremstillet på paper mills. Konklusionen var, at næsten 10% af alle kræftpublikationer kan være fremstillet af paper mills.
Fusk med referencer er også en målestok, og ifølge et nyt studie i The Lancet fra maj 2026 ses også her en stor vækst. Forskere fra Columbia University har vist, at omtrent hver 277. biomedicinske artikel indeholder mindst én fabrikeret reference. Og frekvensen af falske referencer i videnskabelige artikler er steget 12 gange siden 2023. Forskerne mener, at det er tegn på ukritisk brug af kunstig intelligens.
Det er langtfra alle fakeartikler, der bliver opdaget og trukket tilbage. Ud af 30.000 artikler, som forskerne fra Northwestern University har identificeret som produceret af paper mills, er kun 8.589 trukket tilbage. Forskerne estimerer, at kun omkring 25% af de publikationer, som er under mistanke for at være falske, vil blive trukket tilbage.
En stor del vil altså fortsat være tilgængelig via de forskellige databaser. Så år for år akkumuleres store mængder falske artikler. Men også de artikler, som rent faktisk bliver trukket tilbage, kan fortsat være problematiske. De kan have et slags efterliv i form at citationer. Zombieartikler bliver de kaldt.
En af forfatterne bag studiet fra Northwestern er Jennifer Byrne, professor i molekylær onkologi ved University of Sydney, Australien. Hun er ligesom Bernhard Sabel engageret i at afsløre svindel med videnskab. Og hun har vist, hvordan svindel med forskning kan have alvorlige konsekvenser.
Hendes team har bl.a. screenet over 13.700 såkaldte nukleotidsekvenser fra den videnskabelige litteratur og fundet 1.535 forkert identificerede sekvenser. Nukleotidsekvenser er de bogstavkoder, som repræsenterer den genetiske kode i vores DNA og RNA.
I 712 artikler publiceret i 78 tidsskrifter blev de »forkerte« sekvenser omtalt, og Jennifer Byrne fandt tegn på, at størstedelen af dem var serielt fremstillet. Artiklerne blev citeret 17.000 gange, herunder i kliniske forsøg med genredigering i mennesker. Fejl i sekvenserne kan ødelægge forsøgene – og i værste fald resultere i sygdom.
Men hvorfor smutter så mange fejlbehæftede artikler igennem selv veletablerede tidsskrifters godkendelsesprocedure og endda peerreview, fagfællebedømmelsen, som skulle være garanti for kvalitet?
Til det siger Bernhard Sabel:
»Glem alt om peerreview. De forskere, der udfører peerreview, bliver presset af de enorme mængder af artikler, og selv dygtige forskere og redaktører på tidsskrifterne kan ikke gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der er falsk«.
Bernhard Sabel peger også på, at det ikke altid er i tidsskrifternes interesse at opdage dårlig kvalitet eller svindel, fordi det vil betyde færre artikler og mindre indtjening.
Inden for de seneste år har flere fremtrædende forskere advaret imod udviklingen, blandt dem også den hollandske mikrobiolog Elizabeth Bik, som især er kendt for at afsløre billedmanipulation inden for biomedicin. Med base i San Francisco arbejder hun som uafhængig mikrobiolog og konsulent for videnskabelig integritet og er ligesom Jennifer Byrne og Bernhard Sabel dedikeret til at afsløre og bekæmpe videnskabelig svindel. Fælles for dem er også, at de har erfaret, at store dele af den akademiske verden stadig er uvidende om, hvad der foregår.
I en kommentar i Nature sidste år kom Elizabeth Bik sammen med en gruppe af andre forskere med forslag til et opgør med svindlen.
»Falsk forskning forurener den videnskabelige litteratur, bremser den videnskabelige udvikling, forsinker opdagelsen af behandlingsformer og mindsker offentlighedens tillid til videnskaben«, skrev de.
Opfordringen lyder, at det videnskabelige samfund må gøre op med jagten efter publicering og citationer.
Det er helt i tråd med, hvad Bernhard Sabel arbejder hen imod.
I Magdeburg sidder Bernhard Sabel nemlig med en lang to do-liste foran sig. Den skyldes for en stor del »Stockholm-deklarationen«, som han tog initiativ til sidste år sammen med den svenske professor i molekylær cellebiologi, Dan Larhammar fra Uppsala universitet, som også er tidligere præsident for Det Kongelige Svenske Videnskabelige Akademi.
»Stockholm-deklarationen« blev til på et møde i juni 2025 på Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi og går ud på at gøre op med fødegrundlaget for svindlen ved at reformere den videnskabelige publiceringspraksis.
I mødet deltog over 30 eksperter fra forskellige lande: ud over forskere bl.a. også repræsentanter for faglige selskaber, udgivere og beslutningstagere. Deklarationen blev publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science i november 2025.
Over 500 individuelle forskere har indtil videre støttet initiativet med deres underskrift. Dertil kommer 34 universiteter, organisationer, forskningsinstitutioner m.fl.
Men hvordan er den blevet modtaget?
»Vi har fået opmærksomhed i medierne, men der mangler en koordinering af de internationale aktører. Det forsøger jeg at finde ud af, og bl.a. står der EU på min to do-liste, for forskning er ikke et nationalt anliggende. Hvis vi skal se en effekt, så skal vi arbejde med det her internationalt«.
Skrækscenariet for Bernhard Sabel er som nævnt, at lavinen rammer, og han indrømmer, at han er pessimistisk. Men hvad er det bedste scenario?
»At vores regeringer og det videnskabelige samfund bliver enige om en fælles proces, hvor alle artikler sendes igennem et uafhængigt fakefilter, inden de sendes til tidsskrifterne. Det tror jeg, er en realistisk og overskuelig løsning her og nu. Dernæst kan man så tage fat på at ændre de mere komplekse strukturer bag publiceringspresset og økonomien i den videnskabelige publicering, som er nødvendige på den lange bane«, siger han.
»Vi kan stadig nå at stoppe den lavine, men det haster. Hvis vi ikke gør noget nu, ser vi måske allerede om to-tre år et videnskollaps, fordi kunstig intelligens vil bygge videre på den overvældende mængde fake data, og så får vi endnu mere fake videnskab. Det vil gøre massiv skade på den videnskabelige og teknologiske udvikling i vores samfund. Og de lande, som kan sortere fake videnskab fra, vil udkonkurrere andre«.
Fakta
SCiii Foundation for Science & Innovation Integrity
Stockholm-deklarationen – og muligheden for at skrive under på den
