HISTORISK: Billig sprut på recept

Da staten i 1917 med en dramatisk afgiftsforhøjelse med ét slag havde tidoblet afgiften på spiritus, havde det haft en øjeblikkelig, gavnlig effekt på folkesundheden. På ét år blev danskernes indtag af alkohol halveret. I 1918 blev der indlagt 51 patienter med delirium tremens. I de foregående år havde tallet ligget på over 1.000 indlæggelser om året.

Mistanke om fusk med attester

Lægerne havde i høj grad bifaldet den nye brændevinsafgift. Men der var en undtagelse fra afgiftsforhøjelsen: Læger kunne attestere, at patienter med visse sygdomme, f.eks. diabetes, skulle have mulighed for at købe spiritus uden afgift. En ordning, som Lægeforeningen også kunne bifalde.

Afgiftsfritagelsen var imidlertid en torn i øjet på skattemyndighederne.

Fra 1929 og frem modtog Lægeforeningen rutinemæssigt henvendelser fra Tolddepartementet, som via Sundhedsstyrelsen beklagede sig over de uhyrlige summer, som statskassen på denne måde gik glip af. Man tillod sig tilmed at antyde, at der i et vist omfang fandt misbrug sted fra lægeside.

Lige så rutinemæssigt svarede Lægeforeningens hovedbestyrelse, at lægestanden hellere end gerne så sig fritaget fra besværet med at udstede de mange attester.

Men i 1936 havde myndighederne besluttet, at nok var nok. Afgiftsfritagelsen for spiritus til syge blev afskaffet, og nu måtte også de syge pænt betale fuld pris, hvis de ville nyde en snaps til frokosten eller en cognac til aftenkaffen.

»Inhumant«

Ugeskrift for Læger var på pletten, og tidsskriftets indflydelsesrige, lægefaglige redaktør Johan Kuhn kunne fortælle sine læsere, at ophævelsen af afgiftsfriheden havde ført til adskillige henvendelser fra læger, som fremhævede »det inhumane i det af Myndighederne foretagne«, og som opfordrede Lægeforeningen til at kæmpe for at genindføre afgiftsfritagelsen. For ganske vist havde attestudskrivelsen været »en ulønnet og lidet behagelig Kontrolpligt«, men her måtte hensynet til den lidende menneskehed veje tungest:

»(Det er) helt uforsvarligt gennem ufornødne Restriktioner at unddrage Syge Adgangen til et Hjælpemiddel, der af de fleste Læger anses for nyttig ved Behandlingen af adskillige Sygdoms- og Svækkelsestilstande som appetitvækkende og stimulerende, og specielt for Sukkersyge hjælpende til, at den forordnede fede Kost taales«.

I stedet for at belemre de syge med afgifter på den helsebringende spiritus burde man derfor ufortøvet genindføre muligheden for at ordinere billig spiritus. Og ikke nok med det:

»Lægeforeningen (ville) anse det for ønskeligt, om der jævnsides med Adgangen til de stærke Spirituosa blev aabnet Mulighed for at foreskrive Patienter Rødvin eller Hvidvin til overkommelige Priser«.

For patienternes skyld er lægestanden »fortsat villig til i Behandlingens Tjeneste at yde sin Hjælp til Opnaaelse af afgiftsfri Spiritus«, men standen vil samtidig gerne frabede sig den »Mistænkeliggørelse for Misbrug«, som skattemyndighederne udsatte lægestanden for. Man ville gerne pointere, at »tildelingen af afgiftsfri Spiritus var jo ikke gjort for Lægernes, men for Befolkningens Skyld«.

Provenutab på 300.000 kroner

Som led i sin argumentation havde Tolddepartementet opgjort provenutabet ved afgiftsfritagelsen til 300.000 kroner årligt. En anseelig sum i 1936, svarende til næsten 100 gange en ufaglært arbejders årsløn.

Men det tal var ifølge Lægeforeningen »fictivt«, idet langt hovedparten af det klientel, som fik afgiftsfri spiritus på lægeattest »er saaledes økonomisk situeret, at det er ude af Stand til at betale den almindelige høje Pris for Spiritus og derfor uden Afgiftsrefusion var nødt til at renoncere paa denne, saaledes at Statskassen alligevel ikke vilde indkassere den – efter nuværende Forbrug – beregnede afgift«.

Lægeforeningen slutter med at konstatere, at ophævelsen af afgiftsfriheden er »i Strid med de Syges Interesser«, og hvis myndighederne fastholder den inhumane beslutning, må de »selv tage Ansvaret herfor«.

»Lægeforeningen har sagt til og sagt til i Tide«, slutter Johan Kuhn, som ellers var vant til at have stor indflydelse på udformningen af dansk sundhedspolitik. »Myndighederne har ikke ladet sig paavirke af Hensynet til de syge, der i det Omfang, de overhovedet evner at forskaffe sig et for Behandlingen af deres Lidelse ønskeligt Hjælpemiddel, nu maa betale den høje Spiritusafgift til Staten. Det maa herefter være Befolkningen selv, der eventuelt tager Affære overfor det inhumane heri«.

Skattefar fik alligevel ret

Om Tolddepartementet havde ret, når det insinuerede, at læger misbrugte attester til at skaffe sig cognac og whisky til favorable priser, er umuligt at efterprøve. Men når Johan Kuhn argumenterer for, at lægerne naturligvis kun har patienternes interesser for øje, er han troværdig, for Kuhn var de svages fortaler.

Kuhn (1876-1943) havde i årtier været aktiv i lægepolitik. Som formand for Foreningen af Yngre Læger havde han kæmpet for at sikre de unge hospitalslæger bedre kår, og udadtil havde han været stærkt engageret i socialpolitik til fordel for dårligt stillede, så det er næppe med tanke på sig selv, at han kæmpede for de mindrebemidlede syges ret til, hvad han mente kunne hjælpe mod bestemte sygdomme.

Han havde nok ret i, at skattemyndighederne gav pokker i de syge og udelukkende gik efter pengene.

Men i dette tilfælde var det formentlig skattefar, der på langt sigt endte med at tjene patienternes interesser bedst.

Læs også: Den fattige mands snaps