Der skal i lovgivningen sættes grænser for, hvor langt sundhedsmyndighederne må gå for at få borgerne til at deltage i vaccinationer, screeninger og anden forebyggelse. Det mener et flertal i Det Etiske Råd. En etisk tjekliste skal få myndighederne til at gebærde sig etisk forsvarligt og ikke utidigt blande sig i borgernes liv.
Det skal være slut med, at sundhedsmyndighederne forsøger at lokke befolkningen til at træffe de sundhedsmæssigt ’rigtige’ valg. Også selv om det sker i den bedste mening.
Står det til et flertal i Det Etiske Råd, skal der således ved lov sættes grænser for, hvor langt sundhedsmyndighederne må gå for at få os til at deltage i screeninger, vaccinationsprogrammer og anden forebyggelse.
Rådet lægger i en ny redegørelse op til, at man ikke må informere, anbefale eller rekruttere befolkningen på en ”skjult” måde.
I redegørelsen fremhæves netop de landsdækkende screeningsprogrammer for livmoderhalskræft og tarmkræft samt hpv-vaccinationsprogrammet som eksempler på den skjulte påvirkning, der finder sted, når borgerne automatisk inviteres til at deltage - med mindre de aktivt melder sig ud.
Fordelene er legio: en markant højere og måske også socialt mere ligelig deltagelse, men ulemperne har Rådet også øje for:
”Man sætter borgerne i en situation, hvor de kan blive skadet, uden at de er forberedt på det. Det sker ved screeninger i form af overdiagnostik, overbehandling og i værste fald også dødelighed. Screeninger er måske det bedste alternativ set ud fra et snævert sundhedsperspektiv, men vi er nødt til at sætte grænser for, hvor langt man må gå i forhold til at påvirke borgernes valg om deltagelse,” siger Thomas Ploug, etiker, professor ved Aalborg Universitet og formand for den gruppe i Det Etiske Råd, der har set nærmere på problemstillingen, til ugeskriftet.dk.
”Ja, vi spiller bolden over til politikerne, som så må finde ud af, hvordan det her kan reguleres ved lov. Et arbejde, vi dog også gerne bidrager til, siger Thomas Ploug.
Baggrunden for rådets anbefaling er de seneste års politiske interesse i både udlandet og herhjemme for nudging. Altså at man ved hjælp af skjult påvirkning frem for gennem oplysning, dialog osv. får borgerne til at træffe sunde valg. Skjult påvirkning betyder ikke nødvendigvis, at sundhedsmyndighederne bevidst dirigerer borgerne i en bestemt retning, men f.eks. at ”en myndighed over for borgerne udvælger risikoestimater på en måde, der fremstiller bestemte valg som uansvarlige.”
Thomas Ploug, formand for arbejdsgruppen, har et eksempel: ”F.eks. opgør man i den nyligt udkomne folder om screening for tarmkræft risikoen for at dø af tarmkræft over en tiårsperiode svarende til fem screeningsrunder, mens de falsk positive opgøres for en enkelt screeningsrunde. Det er klart, at det får fordelen ved at deltage til at se større ud end ulemperne.”
Det er ifølge redegørelsen også skjult påvirkning, når borgerne bliver præsenteret for anbefalinger, der beror på ’et fagligt skøn’, men hvor præmisserne bag det faglige skøn ikke er tilgængelige.
Et mindretal i Det Etiske Råd mener dog ikke, at en lovmæssig præcisering er løsningen, men at skjult påvirkning bør bero på en konkret afvejning af fordele og ulemper.
Gorm Greisen, overlæge og formand for Det Etiske Råd, der tilhører mindretallet i rådet, udtaler i en pressemeddelse, der er udsendt sammen med redegørelsen:
”Der er en risiko ved alting. Hvis både samfundet og mange borgere kan gavnes ved, at sundhedsvæsnet f.eks. automatisk indkalder borgerne til screening eller vaccination, mener jeg ikke, at en risiko for, at nogle få kan skades, bør stå i vejen. Hvis en høj tilslutning til vaccination f.eks. er nødvendig for at beskytte hele befolkningen imod en infektion, eller hvis hundredvis af liv årligt kan reddes fra kræft, bør sundhedsvæsnet have frihed til at fremme deltagelse blandt dem, der ikke ønsker at sætte sig ind i sagen.”
Et flertal i rådet giver grønt lys for, at man i det skjulte - f.eks. ved hjælp af aftegnede fodspor - forsøger at få patienter til at vaske hænder. Eller ved at give den sunde mad i hospitalskantinen den mest fremtrædende plads. Men forudsætningen er, at ”de mulige negative konsekvenser er ubetydelige”.
Et samlet Råd anbefaler myndighederne at foretage en etisk analyse, inden de begiver sig i kast med f.eks. at indkalde og informere borgerne. Eller vejlede og instruere sundhedspersonale.
Til det brug har Rådet udarbejdet en kort ”etisk tjekliste” til brystlommen, som kan bruges til at kvalificere arbejdet med at komme rundt om de etiske spørgsmål.
Således bør det afklares, om de værdimæssige præmisser for en given intervention er gennemskuelig for borgeren, og om et planlagt forebyggende tiltag giver den enkelte mulighed for reflekteret stillingtagen.
Læs også: Nudge-nudge. Grænser for påvirkning
Læs også: BLOG - Morten Sodemann: Puffebrigader - et rigtigt valg?
