Rettelse: Denne anmeldelse er redigeret af redaktionen d. 3. september 2021. Rettelserne omhandler sidste del af anmeldelsen, så det nu fremgår tydeligt, at det er anmelders egen holdning, at "svaret aldrig bør være medicin".
Norsk samfundsteoris grand old man, Nils Christie, skriver i sin sidste bog, »Små ord om store spørgsmål«, at »hvis psykiatere og psykologer skal kunne hjælpe os, må det blive som fortællere af historier om mennesker. Ellers bliver de bare funktionærer«. Katharina Sandströms bog »Flamingokvinden«, der udkommer den 3. september, består netop af fem tankevækkende fortællinger, der gør os klogere på, hvad der kan ske i menneskers liv, der gør dem syge. Fortællingerne dokumenterer, at psykiske lidelser ikke ligger inden i mennesker og ikke er genetiske. Psykiske lidelser skabes af belastende og sårende menneskelige relationer.
Sandström har hentet inspiration til historierne i samtaler med patienter. De fem fortællinger handler om:
- En murer i sin bedste alder, der pludselig får en diskusprolaps. Ingen forstår hans smerte. Konen går, og firmaet ryger.
- En lærer, der pludselig bliver mødt med en urimelig kritik af en højpandet forælder. Læreren vil ikke fortælle sine kolleger eller sin chef om sine problemer. Hun får ingen opbakning fra sin leder. Tværtimod. Hun bliver kaldt til sin chef, der irettesætter hende. Hun kan ikke sove om natten. Hun vil ikke belaste sin mand, der er præst, med sine problemer. Han tager hende med til lægen, der ordinerer antidepressiv medicin. Ikke et andet liv. Den lille fortælling viser, at når der ikke er forståelse og opbakning, bliver man ensom, selvbebrejdende, ulykkelig og deprimeret. Medicinen dulmer, men giver bivirkninger og tager toppen og bunden af følelseslivet. Glæden og spontaniteten forsvinder.
- En flygtning fra Irak, der ellers er velintegreret og glad for sit liv i Danmark, udsættes for et gevaldigt arbejdspres på slagteriet. Så vælter traumerne ned over ham. Fortiden bliver nutid.
- En ung læges nedtur og alkoholmisbrug. Fortællingen tager vist udgangspunkt i Sandströms egen historie – more or less. Hun skriver om den subtile magtudøvelse, undertrykkelse og latterliggørelse, som unge læger udsættes for af overlæger og mere erfarne læger. Der er et magtfuldt hierarki blandt læger. Man tør ikke sige noget: »Andre dage regnede det med skarpe ord og bemærkninger forklædt som gode råd, men afsendt med giftig tunge. Og så den ordløse kritik, som sendte spidse pile langt ind i maven. Blikke delt mellem kollegaerne rundt om konferencebordet, som jeg vidste omhandlede mig, men min status i hierarkiet tillod mig ikke andet end at tie«, skriver Sandström.
– Og så er der historien om den unge mand, der bliver tiltagende paranoid, indlagt og får medicin.
De fem historier er i sig selv fremragende og bør være pligtlæsning for alle læger, sygeplejersker, psykologer og patienter. Men moralerne halter. Sandström demonstrerer ikke overvældende indsigt i, hvad der psykoterapeutisk hjælper på svære psykiske lidelser. Hun har fat i, at man bliver syg af de relationer, man indgår i i livet. Men jeg mener, at svaret aldrig bør være medicin. Psykofarmaka er lægeordineret og statsfinansieret afhængighedsskabende dope. Man skal såmænd blot spørge mennesker i konsultationen: Hvad er der sket i de relationer, du indgår i? Hvad er du ked af? Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig? Man må aldrig være bange for at høre om menneskers traumer og lidelser. Mennesker ude af sig selv skal bringes i kontakt med det, der er vigtigt for dem. Så sker der mirakler.
Bogen skæmmes af mangel på en sidste redaktionel bearbejdelse.
Fakta