Det lysegrå træhus lyser op i en mørkegrøn, solbeskinnet have, bierne summer, hønsene møver sig ned i jorden ved blomsterbedene og danner små gryder til solbadning.
Her høres kun indimellem en svag summen fra en bil i det fjerne, der er udsigt over kornmarker, og i den lille landsby nord for Roskilde går også geder og heste og gumler græs.
Det ligner noget fra et Astrid Lindgren-univers. Det lysegrå hus er et klassisk typehus fra Trelleborg og står i kontrast til naboernes bindingsværks- og murstenshuse.
Kvinden, som bor her, kan på trods af sine mange år i Danmark heller ikke løbe fra sin svenske accent.
»Jeg er så vild med huset, det er som et lille stykke af Sverige, jeg har med mig«, griner hun, Katharina Oravsky Sandström, som bor her med sin mand og sine tre børn.
Hun er læge og nyudklækket forfatter til bogen »Flamingokvinden«, som udkommer den 3. september. Nogle kan måske genkende Katharina Oravsky Sandströms navn, idet hun tidligere har medvirket i en artikel i Berlingske om at være læge og gå helt ned med stress. Det har hun også selv skrevet om i en kronik i Politiken, ligesom hun har skrevet i Ugeskrift for Læger om det stressende og ensomme ved at skulle skifte afdeling, kolleger og ledere hyppigt som yngre læge.
Nu udgiver hun en bog, som består af fem noveller, fem patientfortællinger, der alle centrerer sig om, når en person går i stykker, bliver syg, må give op, sygemeldes, mister alt, men alligevel kæmper sig tilbage igennem et komplekst system af sygedagpenge og psykologhjælp.
Bogen er skrevet lige her i det lysegrå hus. Katharina Oravsky Sandström har også selv kæmpet sig tilbage til livet som læge efter adskillige sygemeldinger og forsøg på at finde sig til rette som fagperson, mor og menneske.
Der er kassemedarbejdere i fakta, der er bedre opdraget end læger, fordi de skal sige hej og hav en god dag. Det behøver man ikke, når man arbejder på et hospital.Katharina Oravsky Sandström
Ugeskrift for Læger er inviteret på kaffe i den svenske have på Sjælland til et interview om at være helt nede at vende, overveje at droppe lægegerningen helt og blive fuldtidsforfatter, men alligevel komme ud på den anden side med både læge- og forfattertitel i behold.
»Flamingokvinden« er en bog, der tager læseren helt ind i menneskers dybeste tanker og fortvivlelse, når sygdom rammer.
Den rummer både skilsmisser, psykoser, selvskade og alkoholmisbrug, og indimellem kommer Katharina Oravsky Sandström med lægefaglige beskrivelser af de forskellige diagnoser, hvordan behandlingen foregår, hvad mobning gør ved mennesker, hvordan depression diagnosticeres.
Bagerst i bogen i del to er der særskilte afsnit om blandt andet sygedagpengesystemet, om angst, selvmordstanker, krænkelser og arbejdsskadesystemet, og der er ved hvert afsnit henvisninger til foreninger, man kan kontakte, hvis det er aktuelt.
Inspirationen til bogen kommer fra Katharina Oravsky Sandströms tid på Arbejdsmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus, hvor samtaler med patienter nogle gange tager flere timer. Derfor er novellerne inspireret af virkelige historier, selvom de er kamufleret, og personerne ikke kan genkendes.
Hun har skrevet bogen til sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende, fordi der manglede en bog til folk med kroniske lidelser, som ikke har de spektakulære kroniske lidelser som kræft og ALS, siger hun.
»Der er en del fortællinger om kræft. Men der er ikke mange fortællinger om, hvordan det er at leve med en diskusprolaps. Jeg havde brug for en bog, som jeg kunne anbefale mine patienter, men der var ikke nogen bog. Derfor ville jeg skrive den selv«, forklarer hun og fortsætter:
»Det er patienter, der har svært ved at passe deres arbejde på grund af sygdom, eller patienter, der er langtidssygemeldte på grund af f.eks. smerter. Man går ikke ud og skriver en bestseller om livet med lændesmerter. Men jeg syntes, at denne glemte gruppe også skulle have deres historier«.
Derudover var det en slags terapi for Katharina Oravsky Sandström at skrive bogen, for det var rart at få læsset oplevelserne med patienterne af et sted.
»Jeg lavede fortællingerne om til historier, og det har medvirket til, at jeg kunne bearbejde dem og bedre kan håndtere at være læge. Når jeg sidder med en patient i arbejdsmedicinen, bærer jeg ofte rundt på historien og har svært ved at lægge den fra mig. Det at skrive om det, og selvom jeg ikke har skrevet de eksakte historier, gjorde, at jeg kunne lægge det fra mig«.
Nogle vil hævde, at det at lægge historierne fra sig og håndtere det er en del af at være professionel?
»Ja, men i så fald er jeg ikke professionel«, siger Katharina Oravsky Sandström med et skævt smil og sætter foden op på havebænken, så knæet rører hagen.
»Det har været mit problem. Men jeg tror, at mange har det sådan. Især hvis man er en lidt følsom person«, siger hun og tænker efter.
»Hvis man har set tre kræftpatienter, og ens mor selv har kræft, så tror jeg, at de fleste vil tage fortællingen med hjem«.
Katharina Oravsky Sandström arbejder i dag som klinisk assistent på Psykiatrisk Center Glostrup på Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning. Hun er ikke under uddannelse, det er en forskningsstilling, og hun håber på at få en ph.d.-grad.
»Det er første gang, at jeg er rigtig glad for, at jeg tog en lægeuddannelse. Efter otte år. Forskning passer mig godt, det er roligt. Jeg skal ikke hele tiden løbe rundt og være tilgængelig. Jeg har tit savnet muligheden for at fordybe mig, og psykiatrien er virkelig spændende, fordi jeg får indblik i menneskelige skæbner og historier«.
En af novellerne i bogen handler om en læge, Christine, som oplever det som stærkt antiklimatisk at blive læge. Hun har følt et stort pres hjemmefra for at læse til læge, og hun har ingen idé om, hvilket speciale hun skal vælge.
Novellen om lægen er inspireret af Katharina Oravsky Sandströms egen historie.
»Da jeg var færdig, havde jeg ikke lyst til at arbejde. Det første halve år var okay, for der var jeg i uklassificeret stilling i psykiatrien. Men det var også hårdt, for der var ikke nok supervision. Jeg gik på barsel og var i KBU bagefter. Der begyndte jeg at få det dårligt. Jeg trivedes slet ikke i det akutte. Det var for stressende at have børn, lære nyt og være bange for at begå fejl. Siden da har det været en kamp«.
Hvordan kamp?
»Jeg kunne ikke forene mit privat- og arbejdsliv. Det var bare skidt, så jeg skar ned på mine egne behov. Efter KBU fik jeg en introstilling i børne- og ungdomspsykiatri, men jeg kunne ikke stå inde for hurtigheden i behandlingen og kunne ikke gøre det, jeg gerne ville. Derfor sagde jeg op, startede på arbejdsmedicin, og det var godt. Der var roligt, folk var søde. De har reddet mig, eller de har i hvert fald reddet lægen i mig«, griner Katharina Oravsky Sandström, imens hendes øjne lyser op.
Mange af personerne i »Flamingokvinden« oplever ensomhed, blandt andet en lærer, som får en depression, og også lægen Christine, som udsættes for mobning på sin afdeling. Hun bliver ikke inviteret med, når de andre går til frokost, og overlægen kigger hende ikke i øjnene.
Hun skriver i novellen:
»I dette kolde vaskerum, ved siden af en uvenlig kirurg, som jeg kæmpede med at forstå og blive accepteret af, følte jeg mig visket ud. Men jeg prøvede at fokusere på, at resten gik godt. Jeg måtte ikke fejle mere«.
»Alle var i samme båd, men ingen søgte tryghed hos sin lige. Alle holdt ud i tavshed. Pakkede usikkerheden og angsten ind i nyvaskede uniformer og komplicerede gloser. Sprittede håndsveden af. Måske var det denne kollektive usikkerhed blandt afdelingens læger, som fik dem til at holde sig tæt sammen om den åbenbart onde«, lyder det i novellen.
Katharina Oravsky Sandström har ikke oplevet mobning, men hun har følt sig alene. Følt, at hun ikke passede ind, ikke havde nogen at snakke med.
»Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det. Jeg har for nylig været på stresskursus for yngre læger, hvor alle gav udtryk for, at de ikke vil sige det, fordi de tror, at de er de eneste. Det er et hårdt miljø. Der er noget i kulturen om, at det er farligt at vise sig sårbar. Det bliver ikke sagt højt, at det er svært at klare sig igennem en nattevagt. Svaret lyder tit, at det var værre for 30 år siden. Så de gange, jeg har forsøgt at vise mig sårbar, føler jeg ikke, at responsen har ført noget godt med sig. Det er et problem for os læger. Kulturen er gammeldags«.
I bogen beskriver lægen Christine, hvordan hun føler sig mindre værd ved morgenkonferencer, hvordan hierarkiet og tavse blikke gør hende usikker og ensom.
Katharina Oravsky Sandström har selv følt sig mindreværdig, siger hun.
»Da jeg var i KBU, følte jeg det meget. Overlægerne sad ved bordet, de medicinstuderende stod i yderkanten med ryggen presset op mod væggen. De yngre læger blev udspurgt, og jeg følte, at jeg sad i en brændende stol. Det var som at være til eksamen, og jeg blev slet ikke hjulpet. Ingen mimik, ingen smil. Nogle gange blev der slet ikke kigget på en. Det har jeg oplevet flere steder, også for nylig. Der er ingen respons, vi er luft for hinanden«.
Det var næsten, som om man kunne gribe fat i ensomheden, når den fyldte rummet, siger hun.
»Alle mine veninder, som også er læger, genkender det. Jeg har flere gange hørt folk sige, at de ikke behøver lære mit navn at kende, fordi jeg alligevel kun skal være på afdelingen i seks måneder. Men det er ikke svært at løfte hovedet og sige hej«.
Det kan jo være, at lægerne sidder og læser i en journal og er optaget af noget, og de derfor ikke kigger op. Det er sådan, nogle arbejder, og sådan jargonen er. Er du for fintfølende?
»Hvis du arbejder på fabrik eller som journalist, ville du vel også forvente, at folk løfter hovedet og siger hej, hvis I mødes eller skal holde et møde? Der er kassemedarbejdere i fakta, der er bedre opdraget end læger, fordi de skal sige hej og hav en god dag. Det behøver man ikke, når man arbejder på et hospital. Måske er jeg for fintfølende, men hvad er forestillingen så om, hvad læger er for mennesker? Vi har brug for menneskelig kontakt, mad, at sove, se vores børn. Det er ikke at være fintfølende, det er bare menneskeligt«.
Da Katharina Oravsky Sandström havde det allerværst, inden hun blev sygemeldt, kunne hun ikke huske vejen hjem, når hun kørte i bil, og hun vågnede hver morgen med hjertebanken og var grådlabil.
Det er en tilstand, hvor man ikke tager sig selv alvorligt, siger hun.
»Mit mantra var, ,jeg skal bare sove’, og ,jeg skal bare gå nogle ture’. Jeg gik ikke til min egen læge, og det var først, da jeg endelig kom derhen, at jeg sygemeldte mig. Men jeg havde aflyst den tid fire gange. Det var noget pjat, følte jeg. Jeg ville bare gerne være god og klare tingene. Det er et nederlag at være sygemeldt.
Læger tror, at de ved så meget, men de ved ikke ret meget om sig selv. De venter for længe med at tage til lægen. Vi skal være ydmyge i forhold til at vurdere vores egen tilstand«.
Titlen på bogen »Flamingokvinden« dækker over en person, som man kan give forskellige parykker og sminke på, en person, som ikke har kontrol over sit eget liv, men står som marionetdukke og bruges i forskellige situationer uden at kunne sige fra, forklarer Katharina Oravsky Sandström.
»Hun har ingen øjne, ingen mund, kan hverken smile eller græde, og man kan sætte det på hende, man synes. Selv er hun tom og kan hverken gøre fra eller til. Sådan har jeg selv haft det. Jeg havde ikke kontrol og har det stadig ikke«.
Hun nævner hoveduddannelsessystemet som et sted, hvor hun har følt det sådan.
»Hvis man skal fortsætte som læge i Danmark, skal man have en hoveduddannelse. Men hvad hvis jeg ikke trives i hoveduddannelsespakken? Så har jeg ingen muligheder. Og hvis jeg tager pakken, bliver jeg kastet rundt i forskellige afdelinger«.
Men kan du ikke se, at du ville mangle noget som læge, hvis du ikke kom rundt på forskellige afdelinger under en hoveduddannelse?
»Jo, men det burde kunne gøres mere fleksibelt. F.eks. at man fik deltid, eller at det blev tilrettelagt efter, hvor du bor. Jeg kan bedre lide det svenske system, hvor man kommer til en afdeling, og hvis man trives, kan man blive og stykke en hoveduddannelse sammen. Jeg føler mig som en dukke i et system. Det er for rigidt. Jeg forstår godt, at man skal have kompetencerne, det skal systematiseres, men man glemmer, at det er et menneske, der skal igennem lægefabrikken«.
Andre taler om, at de yngre læger burde flytte sig derhen, hvor der er lægemangel, du taler om, at stillingerne skal tage højde for, hvor du bor. Er du selvisk og forkælet?
»Jeg er måske forkælet og har utopiske tanker. Men jeg kan konstatere, at jeg ikke trives, og hvis jeg ikke trives, kan jeg ikke arbejde, og så har vi mistet en læge. Jeg er ikke den eneste. Hvis det problem er der, må man kigge på det, og det er ikke nemt«.
Hvorfor rykker du ikke til Sverige?
»Jeg tror ikke, det generelt er bedre at arbejde som læge i Sverige. Det her er mit hjem, og det er ikke så vigtigt for mig at blive speciallæge. Det kan bare irritere mig, at det måske ikke kommer til at ske for mig, fordi systemet er så rigidt. Men jeg skal nok få et godt liv«, slutter Katharina Oravsky Sandström.
»Flamingokvinden – fortællinger om mennesker, helbred og arbejdsliv« udkommer på forlaget Mellemgaard/Hedwig den 3. september.
Læs også:
Læge med stress og udmatningssyndrom: »Jeg har indset værdien i at bede om hjælp«
