Hvad praksisdybet mener ...

Vil man lytte på lægernes vandrør, stikke stetoskopet i primærjorden og finde ud af, hvad praksisdybet mener, var gårdsdagens temasession et rigtig godt sted at tage pulsen. Emnet var ’Arvesølv og nybrud: Hvad skal bevares, og hvad skal der være mindre af i almen praksis i fremtiden?’.

Salen blev bedt om at stemme på deres mobiltelefoner. På storskærm kunne man se valgresultaterne:

Vigtigste arvesølv: Fast læge

Vigtigste nybrud: Geografisk lighed i tilbud

Mest behov for: Bedre samarbejde med kommunerne

Vigtigste opgave: Tovholder

Mindst vigtige opgave: Forsikringshenvendelser

Undervejs gav paneldebattører hver deres bud på arvesølv, nybrud, vigtige og uvigtige opgaver, så ’praksisdybet’, som ordstyreren kaldte det, også fik kommunernes, regionernes, forskerens, fagforeningens og det faglige selskabs bud på samme.

Mål på sygdom - ikke patienter

Sundhedsøkonom Jakob Kjellbergs bud på arvesølv var populationsansvar, tovholderfunktion og gratis adgang for patienten. Det sidste kræver, at man tager et populationsansvar, lød det fra sundhedsøkonomen, fordi man bruger fællesskabets midler. Og når man gør det, må man i øvrigt også forvente, at der bliver fulgt op på, hvordan man bruger pengene, og om man løser sit populationsansvar.

»I essensen fungerer det rigtig godt mange steder, men der er også steder, hvor det ikke fungerer,« mente Kjellberg.

Til gengæld mente han, at der på nybrudssiden er brug for, at man i højere grad måler på, hvor meget sygdom, man som praksis har at gøre med, og ikke antallet af patienter. Han fortalte, at der kan være en forskel så stor som faktor 2,5 i hvor meget sygdom, der er hos 1.600 patienter.

Mindre hellig lægefaglighed

Så blev det Christian Harsløfs tur til at give sine bud på arvesølv og nybrud. Som direktør for sundhed og ældre i KL nævnte han den faste læge, gatekeeperfunktionen til det specialiserede sundhedsvæsen og nærhed tæt på borgerne som arvesølvet, mens nybruddene bør være mere fokus på forebyggelse, men også et paradigmeskifte væk fra enkeltydelser til samlede ydelser for hele patientforløb samt en større forpligtelse hos almen praksis til at efterleve indgåede aftaler.

»Den diskussion har vi haft i mange år. Den ender altid på den lægefaglige vurdering. Den bliver hellig og står over alt andet. Problemet er bare, at der står kolleger andre steder i sundhedsvæsenet, der regner med, at man havde en aftale. Det nytter ikke, at man siger, at den aftale gælder ikke for mig, fordi min lægefaglighed siger noget andet,« lød det fra KL-direktøren.

Betaleren skal bestemme mere

Også Danske Regioners direktør Adam Wolf kom med bud på arvesølv og nybrud. Praksis som primær adgang til sundhedsvæsnet er arvesølvet, så derefter gik han i rette med misforståelsen, at almen praksis ikke prioriteres.

»Væksten i almen praksis var været større end væksten i sygehusene de sidste fem år. Det vil vi gerne fortsætte,« sagde han, men ønskede sig også forandringer. Han kaldte almen praksis for en leverandør med monopolstatus, der giver lov til at diktere tid, sted og pris.

»Uden samtidig at ville forpligtes,« sagde han.

»Set fra vores side som betalere, er I nødt til at lade det offentlige definere lidt mere, hvad vi forventer af praktiserende læger,« sagde han og mente, at der er behov for en bedre beskrivelse af, hvad almen praksis skal levere – også mere ensartet.

Glad for resultatet

De sidste to paneldebattører var formændene for PLO og DSAM. De havde begge en vis modvilje mod at prioritere mellem stemmesedlernes bud på arvesølv og nybrud.

»Jeg håber ikke, at det bliver brugt på at smide de andre ting væk,« sagde han med henvisning til, at KL og Danske Regioner til tider glædede sig over, hvad salen stemte til tops og i bund.

»Vi skal ikke prioritere mellem de ting på listen. De hænger alle sammen rigtig godt sammen,« mente Bolette Friederichsen med henvisning til kontinuitet, gratis adgang, selvstændig virksomhedsform, gatekeeperfunktion, geografisk nærhed og populationsansvar.

Af nybrud ønskede Jørgen Skadborg sig særligt geografisk lighed i tilbud i hele landet samt investeringer i primærsektoren og sikring af innovation og udvikling. Bolette Friderichsen havde præcis samme ønskeliste. Man var også i panelet nogenlunde enige om, at især attester til forsikringer og børneundersøgelser er opgaver, som andre end almen praksis kan varetage.

Én ansvarlig myndighed

Sidst men ikke mindst handlede temasessionen om, hvordan almen praksis får et forpligtende samarbejde med kommunerne og sekundærsektoren. Her blev ledelse og ansvar nævnt af flere i panelet. Flere mente, at der er behov for et samlet myndigheds- og budgetansvar, der integrerer hospitaler, praksissektor og de nære sundhedsindsatser i kommuner.

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg var også den vogn og efterlyste mere ledelse udgående fra ét sted og med ansvar for det samlede ressourceforbrug på tværs af sundhedsvæsnet.

Salen blev også spurgt og stemte ’samlet ansvar for hospital, praksis og kommunal sundhed i én myndighed’ ind på en tredjeplads over gode ideer til at skabe et forpligtende samarbejde på tværs. Panelet var tydeligvist overrasket over, at en sal fuld af praktiserende læger var så positivt stemt overfor en mere samlet struktur.

Temasessionen endte med, at tre paneldebattører kom til at sige »enig!« samtidig, og det mente ordstyreren var en god slutbemærkning til tre timers debat.