Skip to main content
Aktuelt

Hvad rager det læger, hvad patienter tænker om det åndelige?

En hel del faktisk. Sådan lyder det fra læge og ph.d.-studerende, som har gennemført verdens største undersøgelse af åndelige værdier. Han opfordrer læger til at droppe berøringsangsten og spørge ind til patienternes eksistentielle værdier på linje med spørgsmål til patienters rygevaner og sexliv.

cover
»Som sundhedsprofessionelle må vi tage det ansvar at spørge ind til det, vi ved kan være vigtigt for patienter, og som kan fremme deres sundhed. Også selvom det ikke altid er let at tale om«, siger Tobias Anker Stripp, læge og ph.d.-studerende

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

31. mar. 2023
9 min.

Det er ikke noget, vi taler så meget om. For mange er det en privat sag og måske endda lidt tabu, men det betyder ikke, at det er ligegyldigt for os. Tværtimod.

Otte ud af ti føler mindst en gang om måneden et stærkt eller meget stærkt åndeligt eller eksistentielt behov: behov for indre fred, behov for generativitet (at være generøs), eksistentielle behov eller religiøse behov. 

Åndelige og eksistentielle behov er udbredte og almindeligt forekommende i befolkningen, og det får konsekvenser for sundhedsvæsenet og for den holistiske omsorg, som læger skal give deres patienter.

Det er konklusionen på verdens største spørgeskemaundersøgelse om åndelige og eksistentielle behov, der samtidig er den første undersøgelse af åndelige behov i dansk kultur. Førsteforfatter til undersøgelsen er læge og ph.d.-studerende Tobias Anker Stripp fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet (SDU). Undersøgelsen er 12. marts blevet offentliggjort i The Lancet Regional Health – Europe.

Tobias Anker Stripp opfordrer sine lægekolleger til at droppe berøringsangsten og spørge ind til patienternes eksistentielle behov, fordi det har betydning for sundheden. På samme måde, som læger spørger ind til rygning og sexliv.

Han mener ikke, at eksistentielle og åndelige værdier fylder tilstrækkeligt i sundhedsvæsenet, på trods af at især international forskning har vist, at det er sundhedsfremmende at opleve mening med livet, at tro på noget samt at kere sig om eksistentielle emner.

»Vi lever i en meget sekulær kultur, hvor det ikke er så almindeligt at sidde ved spisebordet og snakke med hinanden om åndelige og eksistentielle problemstillinger. Vi taler ikke om, hvad vi tror på, og hvad vi tænker om døden og efterlivet«, siger Tobias Anker Stripp, der tillige er gæsteforsker på Harvard University i USA.

Han understreger:

»Undersøgelsen viser, at vi føler disse behov, men det er behov, der ikke bliver honoreret i sundhedsvæsenet i dag«.

Grafikken viser den procentandel, der svarer »meget stort behov« eller »stort behov« til spørgsmålet: »Har du inden for den seneste måned følt behov for … «

Fakta

Åndelige behov i befolkningen

Rygning, sex og Gud

Hvis vi tager de religiøse behov først, giver eksakte tal ikke et helt klart billede af befolkningens behov: 75% af danskerne er medlemmer af folkekirken, 2% er faste kirkegængere, og i Tobias Anker Stripps undersøgelse betegner 40% sig som troende. Knap 18% svarer, at de i løbet af den seneste måned har haft et stærkt eller meget stærkt religiøst behov.

Tror du, at de 18 % er retvisende, under- eller overdimensioneret?

»Hvis det er noget, tror jeg, at det er underdimensioneret. Det er lidt skamfuldt at sige det højt. Og mange siger, at de ikke tror på Gud, men at de f.eks. tror på ,noget mere mellem himmel og jord’. For mig er det ikke vigtigt, hvad man kalder det. Om det er den kristne Gud eller en anden gud eller en egen spirituel forståelse af universet, så er det stadig en tro på, at der findes noget, der er større end én selv«.

Hvis patienterne synes, at det religiøse er lidt skamfuldt, tror du så, de ønsker, at deres læge skal spørge ind til det?

»Der er danske og internationale undersøgelser, der viser, at mange patienter gerne vil have, at lægen spørger ind til det. Hvis vi spørger lægerne, vil de fleste svare, at det er vigtigt at spørge ind til åndelige værdier, fordi vi som læger interesserer os for det hele menneske. Men det er bare ikke en omsorg, der bliver leveret i sundhedsvæsenet«, siger Tobias Anker Stripp.

Hvorfor ikke?

»Vi er simpelthen berøringsangste. Vi har nogle barrierer for at adressere dette behov hos patienterne. Læger er ofte bange for, at det tager for lang tid, eller at det er for privat. Og så er der også en del læger, der ikke selv har reflekteret over disse spørgsmål. Det sidste er vigtigt, for vi ved, at en af de faktorer, der er mest fremmende for at kunne yde eksistentiel og åndelig omsorg, er, at man selv har reflekteret over de spørgsmål«.

Selvom mange ønsker, at lægen spørger ind til disse spørgsmål, er der jo også en ret stor risiko for, at patienten ikke ønsker det. Kan det spille ind?

»Helt sikkert. Men som sundhedsprofessionelle må vi tage det ansvar at spørge ind til det, vi ved kan være vigtigt for patienter, og som kan fremme deres sundhed. Også selvom det ikke altid er let at tale om. Patienterne skal selvfølgelig have lov til at svare, at de ikke har lyst til eller behov for at tale om det. Det er helt fint. Det er lidt ligesom, når vi spørger ind til rygning«, siger Tobias Anker Stripp.

Du nævner, at en del læger ikke selv har reflekteret over det eksistentielle. Læger er naturvidenskabeligt uddannede og kan måske være på udebane her. Er læger de rette til at tage sig af åndelige og religiøse behov?

»Man kan yde den omsorg for patienterne, uanset om man er troende eller ej. Det har ikke noget med lægens egen tro at gøre. Det handler om, at det er fremmende for patienternes sundhed. Vi spørger jo også ind til patienters sexliv, fordi vi ved, at det for de fleste har sundhedsmæssig betydning – og det gør vi, selvom vi ikke deler patientens seksuelle orientering. Det er vigtigt for nogle patienter, og derfor spørger vi«, siger Tobias Anker Stripp, der uddyber:

»Det, jeg efterspørger, er ikke, at lægen skal være den primære udøver af denne form for omsorg, men man skal som læge interessere sig for patientens behov, afdække et eventuelt behov, og så kan man uddelegere til fagfolk. Ligesom når vi henviser patienter til psykolog. Og så er der nogle læger, som efteruddanner sig og synes, at det er et superspændende område, og de kan selv stå for den åndelige omsorg. Andre vil uddelegere og henvise«.

Åndsliv til parmiddag

Flest deltagere i undersøgelsen angiver, at de føler behov for indre fred, såsom at fordybe sig i naturen og at hvile i sig selv. Lige umiddelbart efter kommer et ønske om generativitet – at give livserfaring videre, gøre noget godt for andre, trøste dem og give noget af sig selv til andre. På undersøgelsens tredjeplads kommer eksistentielle behov, hvor det at finde mening i sygdom og lidelse og mening med livet fremhæves som det mest betydningsfulde.

Sidstepladsen hos danskerne er de religiøse behov. De fleste i denne gruppe har følt behov for at henvende sig til højere magter, at tro på noget, der er større end én selv, samt behov for at bede. For sig selv.

»I Danmark er det ikke så udbredt at bede sammen med andre, eller at andre beder for én. Det religiøse åndsliv i Danmark er præget af det lutherske, hvor det religiøse foregår i privatsfæren og er noget, vi holder for os selv. Tro er en privat ting«, siger Tobias Anker Stripp, der tilføjer:

»Men når nu vi alle sammen interesserer os for det åndelige og eksistentielle, så lad os da snakke lidt mere om det – i hvert fald hvis man har behov for det. Det åndelige er meget tabubelagt og lidt af et tys-tys-område«.

Er det ikke kun sådan, når det handler om det religiøse? De andre ting kan vi da godt sidde og snakke om til en parmiddag i parcelhuset?

»Det tror jeg, at du har ret i. Der er en graduering. Men for mange af os vil det være noget, vi bare gør uden at tænke over det. Hvorfor foretrækker folk at løbe i skoven frem for på villavejene? Rigtig mange tænker ikke over det, men når man begynder at gå folk på klingen, så kommer de til at tale om, at de i skoven er tættere på naturen og får en oplevelse af, at de kommer tættere på sig selv. Det taler ind i, at vi mangler et sprog for det«.

Jeg er en af dem, der hellere løber i skoven end på villavejene, men jeg har aldrig tænkt på det som noget spirituelt – ud over at det er en dejlig fornemmelse (bagefter).  

»Det behøver det heller ikke at være. Man taler om vertikal orientering, som er rettet mod noget større end én selv, og om en horisontal orientering, som er mere rettet mod den fysiske virkelighed. Det sidste kan f.eks. være naturen eller det at gøre noget godt for andre eller for naturen. Klimabevægelsen er et godt eksempel«, siger Tobias Anker Stripp, der uddyber:

»Det er dig, der har retten til at bestemme, hvad der betyder noget for dig i skoven. Men der må være en grund til, at du bedre kan lide at løbe i skoven end på villavejen – det må være, fordi det giver dig noget andet, fordi du kommer tættere på noget. Når man spørger ind til det, vil de fleste mennesker komme ind på noget mere dybtliggende og eksistentielt. Det handler ikke bare om, at træstammer er pænere end mursten«.

Tobias Anker Stripp kaster sig til efteråret – efter barselsorlov – over en undersøgelse af åndelige behov hos patienter med cancer.

I begyndelsen af marts er der blevet udgivet en ny klinisk retningslinje: »Eksistentielle og åndelige aspekter i palliativ indsats«. Bag retningslinjen står en ekspertgruppe sammen med forskere fra SDU samt Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG-Pal) og Sekretariatet for Kliniske Retningslinjer på Kræftområdet.