Hvad skal vi med diagnosen? Er det en lægevidenskabelig karakteristik af en given tilstand, der skaber orden og struktur, selve forudsætningen for at en korrekt behandlingsalgoritme kan appliceres?
Eller er diagnosen (også) til for det enkelte individ, som på den måde får en forståelse af de kropslige og psykiske fænomener, som han eller hun måtte opleve i egen krop?
At diagnoser også kan bruges som et stempel, der berettiger et samfund til at fjerne besværlige eller utilpassede individer, er der desværre mange eksempler på i både ældre og nyere historie.
I Bibliotek for Lægers forårsnummer ser vi på begrebet »diagnosen« fra alle disse vinkler og flere til.
I antropolog Camilla Brændstrup Laursens artikel om »diagnostisk fluiditet« beskrives det med udgangspunkt i irritable bowel syndrome (IBS), hvordan diagnoser langtfra altid skaber orden eller struktur. IBS kan ses som en flydende diagnostisk kategori, der er svær at placere i et biomedicinsk klassifikationssystem. IBS-diagnosen er både under udvikling og til konstant forhandling.
Som forfatteren selv siger:
Lidelsen sætter spørgsmålstegn ved, hvor skarpe grænser vi egentlig kan trække mellem gængse modsætningspar som »krop« og »sind«, »krop« og »omgivelser«, »indre« og »ydre«, »biologisk« og »social«. Med stadigt mere komplekse forståelser af eksempelvis tarmens mikrobiom og den såkaldte »gut-brain-axis« (hjerne-tarm-aksen) bliver det udfordrende for klinikere – og deres patienter – at navigere i, hvilke mulige forklarings- og behandlingsmodeller der kan være relevante for en lidelse som IBS, hvor ætiologien fortsat er uklar, og der ikke findes oplagte, kurative behandlinger.
Diagnoser kan på den måde være både ustabile og foranderlige, og diagnostiske processer rodede og eksperimentelle snarere end lineære. Og som et helt centralt fænomen beskrives det – på genkendelig vis – hvordan forhandlingsaspektet kan fylde meget mellem læge og patient. Der er ikke meget »salg« i hverken en »skraldespandsdiagnose«, en »indtil videre-diagnose« eller en »hvad synes du selv-diagnose«. Med inspiration fra Rosenbergs idé om såkaldte forklaringsstile skiteres tre figurer: den mikrobielle mave, den følsomme hjerne-mave og livsstilsmaven. Hver især kan forstås som en anvendelig måde, hvorpå sammenflydende generaliserede ideer om diagnostik og behandling af maveproblemer kan drøftes med patienten.
Også på det psykiatriske område er der betydelig forskel på, hvilke diagnoser der er »salgbare« og hvilke ikke. Med udgangspunkt i Karen Fastrups roman »Hungerhjerte« illustrerer psykiater Anne Lindhardt i »Poetisk stuegang«, hvordan jegfortælleren Karen oplever et hierarki i forbindelse med diagnoserne. I en samtale med en psykolog på andendagen af sin indlæggelse har hun en eksemplarisk udtalelse, der beskriver præcis, hvor stemplende og ubehagelig en diagnose kan opleves:
»Jeg tror du har en bipolar lidelse«.
»Det er okay med mig. Så længe jeg slipper for borderline. Amagerdiagnosen, kalder min ven, der er bipolar, den, det er røvgevir og selvskade i det helt store udtræk. Diagnoser er rangordnede efter finhedsgrad. Min oldemor var bipolar. Bipolar lidelse ligger i den høje ende, det vil jeg gerne fejle«.
Hun får alligevel diagnosen »borderline«, men ender med at forsone sig med den:
»Min borderlinediagnose er blevet det tomme hylster, der hænger på knagerækken inden for min dør. Jeg dasker til den når jeg går forbi – men der er ikke liv i den. Den hænger indskrumpet ved siden af min læderjakke«.
Det siger sig selv, at vi som læger skal håndtere diagnoser med stor omhu og med patientens tarv for øje, naturligvis uden at give køb på fundamentale lægevidenskabelige principper. Læs Bibliotek for Læger, og bliv klogere på, hvor komplekst fænomenet er.
