Hvem var Ferdinand Sauerbruch?

Ferdinand Sauerbruch var allerede som ung Tysklands mest berømte kirurg og i manges øjne thoraxkirurgiens fader. Hans karriere strakte sig fra kejserriget og første verdenskrig, gennem Weimartiden fra 1918 til 1933 og nazisternes Tredje Rige til kommunismens Østtyskland. Senest er han en hovedperson i anden sæson af den tyske tv-serie Charité, om Berlins store, legendariske hospital.

Han var født i beskedne kår og blev kandidat fra universitetet i Leipzig i 1902. Kun to år senere havde han udviklet et undertrykskammer, som revolutionerede thoraxkirurgien, da man nu kunne operere i brysthulen uden, at lungerne klappede sammen.

Som kirurg under første verdenskrig udviklede han proteser, som gjorde det muligt for arm- og benamputerede at udføre enkle bevægelser ved hjælp af bevarede muskler. Efter krigen eksperimenterede han med operationsteknikker, som skulle hjælpe tuberkulosepatienter, indtil han i 1928 blev chef for Charité-hospitalets kirurgiske afdeling. En stilling, han beholdt frem til 1949.

Sauerbruch og nazismen

Tv-serien, som for tiden vises på dansk tv, begynder i 1943. Derved slap man forbi den akavede kendsgerning, at Ferdinand Sauerbruch både udtrykte støtte til Hitlers mislykkede »ølstuekup« i 1923 og hyldede nazisternes magtovertagelse i 1933. Som tysk nationalist oplevede han Versaillesfreden i 1918 som en ydmygelse, der måtte rettes op. Han mødte Hitler flere gange i 1923 og betegnede privat den kommende diktator som »halvdannet forstadsbarber« og »psykopat«. Han anerkendte ikke desto mindre Hitlers »store egenskaber«, og som så mange borgerlige så han nazisterne som et værn mod den kommunistiske revolution, som var tæt på at lykkes i november 1918. Men han følte sig samtidig frastødt af nazisternes pøbelagtige optræden og vulgære antisemitisme.

I 1937 modtog han Den tyske Nationalpris – Hitlers alternativ til Nobelprisen. Han lod sig samme år hylde på NSDAP’s Rigspartidag.

Fra 1933 til 1945 – mens Sauerbruch var chef – blev mindst 13 jødiske professorer og et ukendt antal jøder i underordnede stillinger afskediget fra Charités kirurgiske afdeling.

I 1942 blev Sauerbruch udnævnt til Wehrmachts generallæge, og han modtog Ridderkorset for krigsfortjenester fra Hitlers personlige læge, SS-generalløjtnant Karl Brandt, som efter krigen blev dømt og hængt ved lægeprocessen i Nürnberg.

Sauerbruch var med til at godkende forskningsprojekter, der omfattede forsøg på mennesker i koncentrationslejre og sindssygehospitaler.

De gode sider

Til Sauerbruchs forsvar tæller, at det på denne tid kunne koste hovedet at modarbejde regimets dispositioner eller blot give udtryk for kritik. Og spørgsmålet er, om hans protester havde gjort forskel – ud over i bedste fald at koste ham stillingen og afskære ham fra enhver indflydelse.

For der er også en anden side af Sauerbruch. Privat hjalp og støttede han ofre for naziregimet og forsøgte efter bedste evne at skærme kolleger – kendte og ukendte – mod forfølgelser. Privat var han ligeglad med penge og hjalp gerne af egen lomme.

Sauerbruch blev aldrig medlem af nazistpartiet, men tilhørte tværtimod det såkaldte Mittwochsgesellschaft – Onsdagsselskabet. Det var en klub af prominente tyskere, hvor flere forholdt sig kritisk til nazismen. Enkelte af medlemmerne var involveret i det mislykkede attentat mod Hitler den 20. juli 1944. Ved flere lejligheder traf Sauerbruch attentatets hovedmand, generalstabsofficeren Claus von Stauffenberg.

Sauerbruch var oprørt over naziregimets massemord på kronisk syge, handicappede, udviklingshæmmede og andre »unyttige« og »arveligt belastede« borgere – det såkaldte eutanasiprogram. Han forsøgte at sætte en stopper for det, bl.a. ved at henvende sig personligt til justitsministeren. Det lykkedes til dels at få standset drabene – måske også, fordi programmet vakte modstand i store dele af befolkningen; det ramte jo hovedsagelig ikkejødiske tyskere.

Selv om han var stærkt nationalkonservativ, abonnerede Sauerbruch ikke på den nazistiske ideologi eller dens »race«-lære. Han var nære venner med den berømte maler Max Liebermann og hans familie, også da nazisterne udsatte den jødiske kunstner og hans pårørende for forfølgelse, og da Liebermann døde i 1935, talte han ved begravelsen på den jødiske kirkegård ved Schönhauser Tor.

I 1943 behandlede han gennem to måneder en jødisk tuberkulosepatient på Charité i stedet for, som det forventedes, at overdrage ham til det jødiske sygehus. Sauerbruch ignorerede flere advarsler, indtil Gestapo stormede Charité. Da SS næste morgen ville afhente patienten, var han forsvundet. I et timelangt forhør nægtede Sauerbruch ethvert kendskab til flugten.

Angiveligt hjalp fru Margot Sauerbruch også en medarbejder i udenrigstjenesten, som spionerede for USA, med at gemme mikrofilm og med at smugle dem ud af landet. Det er ikke vidnefast, om hendes mand kendte til det livsfarlige forehavende.

Russerne rykker ind

I april 1945 var Ferdinand Sauerbruch en af de få ledende læger ved Charité, der ikke flygtede vestpå, da russerne indtog byen. Han var flyttet ind på hospitalet, så han i en operationsbunker kunne opererede sårede i døgndrift, mens byen blev forvandlet til aske og murbrokker. Her stod han og opererede, da russerne trængte ind.

Udover at en nervøs soldat ved et uheld skød en sygeplejerske i foden, foregik Charités overgang fra nazistisk til sovjetisk kontrol ganske fredeligt. Russere opsøgte Sauerbruch, både for at møde den berømte kirurg og som patienter. Sauerbruch, som ikke længere fik den rundhåndede gage som generallæge, tog imod betaling i form af konserves og vin.

Alligevel var Sauerbruch mere heldig end flertallet. Russerne satte et opslag op på hans hus i det mondæne Grunewaldkvarter, så de sovjetiske soldater kunne forstå, at her boede den store kirurg, og her skulle hverken plyndres eller voldtages. Og som udtryk for de nye herrers velvilje stillede Berlins kommandant, general Alexander Kotikov, en bil med chauffør til rådighed.

Ingen anfægtede Sauerbruchs stilling som øverste chef for kirurgien på Charitéhospitalet, som lå i den sovjetiske besættelseszone. Russerne hjalp med at genopbygge og reparere hospitalet og lod Sauerbruch ansætte assistenter efter eget valg. Det var ikke uvæsentligt, for Sauerbruch var 72 år gammel og havde for længst vænnet sig til, at hans operationer foregik som på en fabrik, hvor et team stod for alle de indledende procedurer og lagde de indledende snit, så han selv kunne koncentrere sig om det væsentlige. Så kunne patienterne flyde gennem operationsstuen som på et samlebånd.

Nedturen

De fleste af Sauerbruchs gamle medarbejdere var gået til under krigen eller flygtet. Men de nye holdt ikke længe. Sauerbruch havde altid haft et svingende temperament: generøs og venlig mod høj og lav, og gerne med en vittig bemærkning – indtil noget gik ham på tværs, eller han mistede tålmodigheden med en mindre dygtig assistent.

Man bar over med geniet, da han havde sin storhedstid. Men nu var Sauerbruch faktisk ved at falde af på den. Han blev skødesløs, og patienter døde uventet efter forholdsvist banale indgreb. Da en dygtig kirurg i efteråret 1948 sagde op, fordi Sauerbruch havde overfaldet ham i et raserianfald, var det klart for hans omgivelser, at Tysklands største kirurg var ved at blive dement.

En fyring var ikke politisk gangbar. Hospitalsledelsen og den ansvarlige minister diskuterede, hvordan man kunne slippe af med ham på en pæn måde. Men selv ved de mest forsigtige forespørgsler – måske skulle hr. kirurgen, som jo dog var fyldt 74 år, overveje sit otium? – fór han op og smækkede med døren. Loyale medarbejdere gjorde deres bedste for at holde ham væk fra de mest syge patienter, men dødsfald var uundgåelige.

Efter flere dødsfald lykkedes det i december 1949 at at få den knarvorne tyran skubbet i retning af udgangen. Det skete, efter at en dreng, som han havde opereret for mavekræft, døde. Obduktionen afslørede, at Sauerbruch havde måttet fjerne et stykke af tarmen og bagefter havde sutureret mavesækken og tarmstumpen hver for sig. Nu var der ingen vej uden om at sige farvel og tak for alt til den gamle mester, som naturligvis blev rasende. Han fortsatte med at besøge sin gamle afdeling, indtil personalet klagede, og låsen til hans kontor blev udskiftet.

Tiltagende demens

Selv om Sauerbruch nu levede af en yderst mager pension, nægtede han at tage imod en rundhåndet aftrædelsesordning. Og til alles forfærdelse bekendtgjorde han, at han nu var ansat i en privat klinik. Hans demens var en statshemmelighed, og derfor kunne Sauerbruch fortælle, at hans afsked skyldtes professionelt nid og bagvaskelse.

Hans nye arbejdsgiver var overbevist om, at han havde fanget en guldfugl. Men Sauerbruchs ry for at behandle rige og fattige uden skelnen, fulgte med, og snart var den private klinik belejret af fattige, der ville behandles af den berømte kirurg. Den slags filantropi hverken kunne eller ville privatklinikken lægge ryg til. Sauerbruch blev ikke direkte fyret, men man fandt ud af en slags konsulentordning.

I mellemtiden blev han mere og mere usammenhængende og konfus. Han fortalte usandsynlige historier om de prominente patienter, han havde behandlet: Tysklands øverstkommanderende i første verdenskrig, general Ludendorff, Lenin, Mussolini, den engelske konge og præsident Hindenburg.

Og han kunne ikke lade kniven ligge. I sin uopvarmede villa i Grunewald fortsatte han med at operere – uden bedøvelse og med snavsede instrumenter. Patienterne blev indlagt i gæsteværelser. Der gik rygter om makabre hændelser, men myndighederne greb ikke ind. I stedet bad de Margot Sauerbruch om at stoppe manden. Men hun arbejdede selv på fuld tid som læge for at holde husholdningen oven vande, og så snart hun var ude af døren, opererede han igen.

Sauerbruchs død

I sin fritid optrådte fru Margot sammen med husholdersken som sygeplejersker, så godt som forholdene tillod.

Men Sauerbruch blev tiltagende dårligere. Fik han øje på en knop eller gevækst, udbrød han, at »Det skal opereres. Jeg gør det med det samme«. I 1951 opererede han en kvinde, som stadig beundrede og troede på ham, og som ikke havde råd til privat behandling. Sauerbruch opererede hende uden bedøvelse. På spisebordet foretog han et indsnit i struben for at fjerne en svulst. Hun blev lagt i seng, hvor hun fik det stadig dårligere. Nogle uger senere døde hun på hospitalet – men da var Sauerbruch selv død.

Dødsfaldet var i sig selv bizart. I sin lediggang havde Sauerbruch fået for vane at lade sin chauffør køre ham rundt til tidligere arbejdspladser. Chaufføren lod, som om han adlød, men kørte i stedet lange ture på landet, hvilket syntes at berolige chefen. På en af disse ture beordrede han pludselig chaufføren til at standse bilen. Inde på en mark havde Sauerbruch fået øje på en bonde, som han straks måtte operere på. Han sprang ud, løb ind over den forårspløjede mark og var næsten nået frem til den fremmede mand, da han faldt sammen med voldsomme mavesmerter. Han blev båret tilbage i bilen og kørt til hospitalet, hvor han døde nogle uger senere.

LÆS OGSÅ

Serieanmeldelse: Charité, 2. sæson