Skip to main content

»Hvis jeg skal være tovholder, skal der være et tov, jeg kan tage fat i«

De praktiserende læger føler sig overordnet set rimelig godt klædt på til at tage sig af patienter med senfølger efter kræft, viser undersøgelse. Men sammenhængen mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger skal styrkes, siger professor og praktiserende læge Dorte Ejg Jarbøl.

»Patienten har været vant til at gå inde på sygehuset og har måske lidt glemt, hvad den praktiserende læge kan bruges til«, siger Dorte Ejg Jarbøl, praktiserende læge og professor, SDU. Foto: SDU.

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

13. maj 2024
7 min.

Antallet af kræftoverlevere stiger og stiger, og det samme gør derfor antallet af danskere, der lever med senfølger efter deres kræftsygdom eller behandling. For de praktiserende læger betyder det, at de møder stadigt flere senfølgepatienter i deres klinik.

Senest viser den nye Barometer-undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at 70% af kræftpatienterne har oplevet en eller flere senfølger. Og nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der fra 2008 til 2022 er sket en markant stigning i overlevelsen hos patienter, et år efter de har fået en kræftdiagnose. Hos kvinderne er den steget fra 77% til 84%, mens tallet for mænd er gået fra 75% til 83%. Også tallene for overlevelse fem år efter diagnosen har fået et spring opad med 8 procentpoint for både kvinder og mænd til hhv. 70% og 67%.

Men hvordan håndterer de praktiserende læger arbejdet med senfølgepatienterne? I forrige udgave af Ugeskrift for Læger pegede to ledende figurer i de fem regionale senfølgeklinikker på netop almen praksis som en helt central spiller i indsatsen for senfølgepatienterne – som der efter en fremskrivning vil være 400.000 af i 2025.

På Syddansk Universitet (SDU) har Forskningsenheden for Almen Praksis undersøgt, hvordan de praktiserende læger føler sig klædt på til udfordringerne. Professor og praktiserende læge Dorte Ejg Jarbøl har sammen med tre kolleger stået bag undersøgelsen, der også tidligere på året blev præsenteret i en artikel i British Journal of General Practice. Og, siger hun, »der var faktisk flere ting i undersøgelsen, der kom lidt bag på mig«. Og så var der noget, der måske ikke overraskede, men var nok så vigtige fund:

»Vi havde forventet, at lægerne i almen praksis generelt anser sig for at være kompetente tovholdere for deres kræftpatienter og i palliative forløb. Og det er jo helt afgørende for indsatsen.

Men mens de deltagende læger føler sig godt klædt på i forhold til det diagnostiske forløb, halter det mere, når det handler om det videre forløb, bivirkningerne og senfølgerne. Her beskriver lægerne, at de mangler at få videregivet viden fra de behandlende afdelinger, så der sammen med notater fra behandlingen og epikriser følger noget information med: Hvad kan der være af mulige bivirkninger, og hvad skal vi være opmærksomme på af mulige senfølger, når vi møder patienterne i almen praksis?«

Få øje på patienterne med størst behov

Det giver rigtig god mening at placere de praktiserende læger som patientens tovholder, men det er ikke noget, der bare sker af sig selv, understreger Dorte Ejg Jarbøl:

»Evidensen peger på, at en proaktiv praktiserende læge kan give patienten god støtte og øget livskvalitet, og det skal selvfølgelig udnyttes. Men for mange kræftpatienter har deres praktiserende læge bare ikke været på banen i forbindelse med deres kræftbehandlingsforløb, så der skal kontakten genetableres på den anden side af deres behandlingsforløb, for patienten har været vant til at gå inde på sygehuset og har måske lidt glemt, hvad den praktiserende læge kan bruges til«.

Men hvordan finder patienten og den praktiserende læge så sammen igen? Det spurgte SDU-forskerne ind til i undersøgelsen, og her angav knap hver tredje læge, at de har en særlig systematik i forhold til opfølgningen på de patienter, der har været igennem et behandlingsforløb for en kræftsygdom.

»Patienten har været vant til at gå inde på sygehuset og har måske lidt glemt, hvad den praktiserende læge kan bruges til«Dorte Ejg Jarbøl, praktiserende læge og professor, SDU

Et tal, der på den ene side »kan virke meget lavt og kalder på, at vi kigger indad«, men som har indbygget en række forbehold og nuancer, påpeger Dorte Ejg Jarbøl.

For det første er det slet ikke alle kræftpatienter, der har brug for den tætte opfølgning i almen praksis – og mange har ikke brug for opfølgning, umiddelbart efter de er blevet afsluttet på hospitalet. For det andet kan »systematik være mange ting«, siger Dorte Ejg Jarbøl: For en læge i en solopraksis er det grundige kendskab til patienterne måske systematik nok, konstaterer hun.

Men når der er sagt, skal der være stor opmærksomhed på at få øje på de patienter, der har behov for den praktiserende læges støtte:

»Fordelingen med en tredjedel mod to tredjedele skal vi måske ikke lægge så meget i, men mere tænke i, hvordan vi kan hjælpe praktiserende læger til at have overblik over deres population og de kræftforløb, patienterne er i gang med. Vi ved, at der er nogle patienter, der har behov for en tættere opfølgning, og det er ikke nødvendigvis dem, der selv efterspørger den, så vi skal have nogle redskaber og en systematik, der sikrer, at vi kan finde netop de patienter«, siger Dorte Ejg Jarbøl.

Det store fælles overblik

Det vil, siger hun, kræve en styrkelse og tydeliggørelse af det tværsektorielle samarbejde og vidensdeling.

»Vi kommer i praksis til at skulle håndtere mange af de almindelige og hyppige senfølger, tænker jeg, mens vi skal bruge de specialiserede afdelinger og senfølgeklinikkerne til de mere avancerede tilfælde, hvor vi kommer til kort – og her skal specialisterne både være vores sparringspartner og en videnskilde, der kan hjælpe os med at håndtere patienterne ude i praksis. Og det arbejde, der er sat i gang med at lave retningslinjer for de fem hyppigste senfølger, er enormt vigtigt også for os i almen praksis, så vi kan få det bygget ind i både efter- og videreuddannelsen og i den prægraduate del af uddannelsen«, siger Dorte Ejg Jarbøl.

I undersøgelsen har SDU-forskerne bl.a. spurgt ind til de praktiserende lægers brug af muligheden for afholdelse af fælleskonferencer med sygehuslægerne – noget, de ikke gør så stor brug af. Konferencerne er en god idé – men måske ikke det vigtigste element til at sikre vidensdeling, påpeger Dorte Ejg Jarbøl.

»Det er afgørende, at vi samarbejder om patienterne og ikke bliver oplevet som isolerede siloer. Fælleskonferencerne er ét af flere redskaber, og jeg tror, at det, at alle hører det samme, kan være rigtig vigtigt for at komme videre og få en afklaring. Men det er ressourcekrævende, og det skal tænkes godt igennem, for ellers komme vi til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på det.

»Det er afgørende, at vi samarbejder om patienterne og ikke bliver oplevet som isolerede siloer«Dorte Ejg Jarbøl, praktiserende læge og professor, SDU

Jeg tror i virkeligheden mere på at etablere en fælles digital platform, hvor vores fælles data kan give os et overblik over patienternes forløb i almen praksis, kommuner og hospitaler i én struktureret visning. Som det er nu, skal jeg bruge ret lang tid på at lede igennem notater om ambulante forløb, epikriser og korrespondancer osv. i mit journalsystem for at finde ude af, hvornår patienten sidst har været på sygehuset. Og jeg skal også være heldig, hvis jeg har et notat for et kommunalt forløb.

Så det er patienterne selv, der bærer en meget stor del den samlende viden om deres forløb. Det kan de ressourcestærke patienter godt på deres gode dage, men det er også her, vi taber de sårbare patienter på gulvet«, siger Dorte Ejg Jarbøl.

En samtænkning af data ville ud over at lette byrden for patienterne både gavne det kliniske arbejde og forskningen, påpeger hun – og for både patienter og lægers skyld handler det om »at få klædt primærsektoren godt på til at håndtere senfølgepatienterne.

»Vi skal have reel mulighed for at agere tovholder for dem. Vi ser jo ret tit, at der er patienter, der bliver udfordret af manglende sammenhænge og kommunikation på tværs af vores sektorer og fag, så hvis vi kan skabe sammenhænge, hvor vi kan spille hinanden gode, vil det helt sikkert være til gavn for først og fremmest patienterne og deres forløb, men også for tilfredsheden med vores eget arbejde som læger.

Og netop den sammenhængende indsats håber jeg, bliver et fokuspunkt i Kræftplan V, for det er rigtig, rigtig vigtigt for både patienterne, og for at vi kan støtte og hjælp dem bedst muligt. Hvis jeg skal være tovholder, skal der være et tov, jeg kan tage fat i«, siger Dorte Ejg Jarbøl.

Hele undersøgelsen af Dorte Ejg Jarbøl et al. kan findes på sdu.dk

Artiklen i British Journal of General Practice kan findes på bjgpopen.org

Fakta

Praktiserende læger og senfølgepatienter