Hvis man ikke kan blive overlæge, så …

Der var frustration i luften, da ­omkring 50 af de i alt 400 afdelingslæger på Aarhus Universitetshospital (AUH) i starten af ­januar holdt møde med sygehusledelsen. Muligheden for at få en overlægestilling fortaber sig i horisonten, og hvad er så perspektivet som afdelingslæge, ville lægerne vide. Selvom AUH traditionelt set har været et sted, hvor det tog lidt længere tid end så mange andre steder, har overlægestillingerne været til at øjne ikke så langt ude i fremtiden. Sådan er det ikke længere.

»Vi har trådt vores barnesko med den ­historik, at man fik sin første stilling, og så uddannede man sig til speciallæge, nogle gik direkte ud og blev overlæger, og ellers var man afdelingslæge et par år, og så var man klar til en overlægestilling på AUH eller et regionshospital. Nu ser vi ind i en tid, hvor det tager længere og længere tid, og det frustrerer selvfølgelig dem, der håber at blive overlæger, og det var tydeligt på mødet«, fortæller Gitte Anna Madsen, der er fælles­tillidsmand (FTR) for Yngre Læger på AUH.

Afdelingslægerne på AUH er bestemt ikke alene. Det kan man forvisse sig om i en ny undersøgelse fra Yngre Læger, som afdækker speciallægernes karriereplaner og -ønsker.

I alt 1.299 medlemmer, der er ansat på ­regionale sygehuse, har medvirket i undersøgelsen, og næsten to tredjedele af dem, 64%, ser en overlægestilling, som den ideelle destination for deres karriere, og undersøgelsen viser også, at hver fjerde af dem har overvejet at skifte til den private sektor, hvis de ikke kan blive overlæge, og at hver femte har overvejet »noget andet«. Men samtidig siger mere end hver tredje, 36%, at de ikke har tænkt sig at søge væk fra den regionale sundhedssektor, selvom der ikke er udsigt til at blive overlæge, og 17% angiver, at de faktisk ser afdelingslægestillingen som den ideelle stilling også fremover.

Endelig angiver 4% af respondenterne, at de har overvejet at skifte speciale, og 7%, at de kunne finde på at skifte subspecialisering, hvis overlægejobbet ikke er opnåeligt med deres nuværende faglige profil.

Som en lille krølle på tallene viser de, at de afdelingslæger, der har været i jobbet i seks år eller mere, ikke har helt de samme ambitioner om at bliver overlæge.

Alternativet mangler

Selve tallet 64% kommer ikke bag på Yngre Lægers forperson, Helga Schultz, for »sådan har det været for en stor del i mange år«. Men det er ikke længere helt ligetil:

»Regionerne har med diverse tiltag og besværlige regler som f.eks. femårsreglen forsøgt at gøre det vanskeligere at blive overlæge. Men jeg oplever ikke, at regionerne samtidig er kommet med alternative karriereveje og planer for, hvordan de vil udvikle de speciallæger på sygehusene, som ikke skal være overlæger. Derfor er det ikke underligt, at så mange stadig tænker, at karrierevejen går fra en afdelingslægestilling til en overlægestilling«, konstaterer hun.

At 40% af de speciallæger, der ser overlægestillingen som ønskedestinationen, overvejer at søge over i det private, hvis de ikke kan blive overlæge, bør får alarmklokkerne til at ringe, mener Helga Schultz.

»Det er selvfølgelig vigtigt at slå fast, at selvom man overvejer at skifte til det private, så er det ikke sikkert, at man ender med at gøre det. Men der er ingen tvivl om, at det tal er så højt, at det i den grad burde få arbejdsgiverne til at spærre øjnene op. Det vil ganske enkelt være en bombe under det offentlige sundhedsvæsen, hvis et så stort antal af de nuværende speciallæger gør alvor af at skifte til det private sundhedsvæsen. Det bør arbejdsgiverne tage meget alvorligt, og de må gøre alt, hvad de kan, for at holde på speciallægerne og sikre, at også afdelingslægestillingen indeholder så meget udvikling i både udfordringer og lønforhold, at stillingen er attraktiv«, siger hun.

Men regionerne ligger, som de har redt, anfører Helga Schultz:

»Når man som arbejdsgiver ændrer i den karrierevej, som mange i årevis har taget for givet, så er det klart, at det udløser en frustration, og arbejdsgiverne har simpelthen forsømt at vise, hvordan en attraktiv karrierevej kan se ud, hvis man ikke skal være overlæge. Hvis ikke de kommer på banen med et attraktivt alternativ, så risikerer de ganske enkelt at miste en række speciallæger. Og det vil være en katastrofe for både sundhedsvæsenet og patienterne«.

En ophobning af afdelingslæger

På Nordsjællands Hospital i Hillerød mærker FTR Troels Krogh Nielsen også frustrationerne hos sine afdelingslægekolleger. Han fremhæver, at baggrunden også er der: »Fra 2015 til 2019 blev uddannet tre gange så mange læger og 956 ekstra speciallæger ifølge dimensioneringsplanen. Frem mod 2045 forventer man, at der kommer 74% flere speciallæger, samtidig med at regionerne ikke regner med, at der bliver flere overlæger«.

»Så hvis de tal og intentioner står til troende, vil der jo ske en ophobning af afdelingslæger, der ikke har udsigt til at komme videre. Jeg er selv ret glad for mit job, og det kan nemt lyde sådan lidt forsmået fra sådan en i forvejen privilegeret offentligt ansat, men mange af mine afdelingslægekolleger føler sig ramt. Det er den samme gruppe, som har haft både en fireårsregel, en femårsregel og en seksårsregel, og som nu har femårsreglen, der betyder, at de skal vente fem år på at blive overlæger, og med den nye overenskomst for overlægerne skal de også være ,junioroverlæger’ de første tre år. Vi er mange, der er kommet hurtigt gennem uddannelsen på grund af fire- og femårsreglerne, og er måske lidt mindre bredt uddannede, men vi er dygtige specialister. Det er en gruppe af unge målrettede læger, der har en forventning om en fortsat udvikling af et arbejdsliv, så på den måde har politikerne og regionerne fået det, de ville have«, siger han.

»Men den der ophobning af afdelingslæger kan skubbe til balancen på en hospitalsafdeling, hvis der pludselig bliver rigtig mange afdelingslæger, og som FTR kan jeg høre, at der er mange, der frygter at toppe som 40-årige og dér have nået deres karrieremæssige højdepunkt på de offentlige sygehuse, og så kan man da godt frygte, at det kan få folk til at søge andre steder hen«, siger Troels Krogh Nielsen.

Kan vi få en forklaring?

I undersøgelsen er speciallægerne også blevet spurgt til deres oplevelse af arbejdsdelingen og karakteren af deres arbejdsopgaver set i forhold til de opgaver, overlægerne ­varetager. Her oplever næsten halvdelen, 48%, at der kun i ringe grad eller slet ikke er en tydelig arbejdsdeling, og 53% svarer, at de løser opgaver, som egentlig burde løftes af en overlæge.

Samtidig viser besvarelserne i undersøgelsen, at der er markant flere af de speciallæger, der angiver, at de løser overlægeopgaver, der selv har en overlægestilling i kikkerten, end der er blandt de speciallæger, der ønsker af forblive afdelingslæger. Som årsag til, at de udfører overlægeopgaver, svarer hver tredje, at det er fordi, opgaverne er spændende, godt hver femte gør det for at få indflydelse på afdelingens udvikling, 16% ­siger, at de er blevet det pålagt, 15% gør det for at fremme deres karrieremulighed, mens 14% angiver andre grunde. Den sidste kategori dækker i de åbne svar over f.eks. mangel på personale – herunder vakante overlægestillinger – og over en følelse af forpligtelse over for både patienter og kolleger.

Men hvad betyder den mudrede arbejdsdeling for afdelingslægernes fornemmelse af deres udviklingsmuligheder og deres motivation?

»Det er et godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at høre arbejdsgivernes forklaring på. Det er velkendt, at det mange steder kan være svært at skelne overlægernes arbejde fra afdelingslægernes arbejde, og afdelingslægerne kan derfor opleve det som tilfældigt, om opgaverne løses af afdelingslæger eller overlæger. Det er naturligvis et problem, som arbejdsgiverne skylder en forklaring på«, siger Helga Schultz og tilføjer:

»Der kan også være speciallæger, som gerne vil løse de her opgaver, fordi de på den måde håber at opnå en overlægestilling. Men uanset hvad understreger tallene i vores undersøgelse, at der er brug for dialog, og at ledelsen skal række ud til alle speciallæger og konkret aftale mulige karriereveje for dem. Det har speciallægerne faktisk ret til«.

Mere løn, bedre vilkår

Men hvad skal der så til for at fastholde speciallægerne i afdelingslægestillingerne, hvis de ikke har udsigt til at blive overlæge? Det har respondenterne i undersøgelsen fået mulighed for at give flere svar på, men de to altovervejende faktorer er flere penge og bedre arbejdsvilkår. 66% angiver, at et større økonomisk udbytte som f.eks. højere løn eller pension vil være udslagsgivende, mens 47% ser muligheden for mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden som noget, der kunne opveje den manglende mulighed for at blive overlæge.

27% nævner en mindre vagtbyrde med færre aften- og nattevagter, og 17% kunne ønske sig mindre administrativt arbejde, som andre faggrupper kunne udføre, som noget, der kunne gøre afdelingslægetjansen mere tillokkende på sigt. Omvendt ønsker kun 3% sig mere personaleledelse og 4% mere eller større ansvar for patienterne.

Også de faglige udviklingsmuligheder er attraktive for en stor gruppe af speciallægerne: 33% peger på flere og bedre muligheder for specialisering og subspecialisering og 27% på bedre efteruddannelsesmuligheder som en gulerod, og 18% ser gerne, at de kunne få et større fagligt ledelsesansvar.

I kategorien »Andet«, som 7% af speciallægerne peger på, handler det bl.a. om bedre mulighed for hjemmearbejde, mere indflydelse på arbejdet generelt og større anerkendelse og respekt for deres indsats. Men andre fremhæver også i de åbne svar, at afdelingslægestillingen ikke kan gøres attraktiv, fordi den altid vil blive set på som underordnet en overlægestilling.

»Der er ikke noget alternativ andet end en slutstilling som overlæge«, skriver en.

En stor opgave

I Yngre Læger understreger Helga Schultz, at det haster med en indsats fra Danske ­Regioner:

»De regionale arbejdsgivere har en kæmpe opgave med at tiltrække og fastholde speciallæger. Det er en opgave, de bør prioritere meget højt, for manglen på speciallæger er stor«, siger hun.

Som lægerne i undersøgelsen peger Helga Schultz på, at løndelen og et godt arbejdsmiljø er afgørende for mange, men at fleksibel arbejdstilrettelæggelse også vejer tungt:

»I Yngre Læger er det noget, vi hører fra rigtig mange af vores medlemmer. Det bliver arbejdsgiverne også nødt til at tage alvorligt, hvis de vil fastholde og rekruttere speciallæger«, siger hun – og understreger, at Yngre Læger vil blive ved med at påpege over for arbejdsgiverne, at de skal sikre udvikling og karrieremuligheder for alle speciallæger«.

»Ved sidste overenskomstfornyelse i 2021 indgik vi i Yngre Læger et samarbejde med Danske Regioner om afdelingslægestillingen. Vi gik ind i projektet, fordi det er på høje tid, at der bliver set på, hvilke muligheder der er for udvikling for afdelingslægerne både lønmæssigt og karrieremæssigt. Der er lige nu flere hundrede projekter i gang over hele landet, som kan være med til at give eksempler på, hvad der kan lade sig gøre. Men projekterne kan selvfølgelig ikke stå alene. Der ligger fortsat en meget stor opgave for regionerne i at gøre speciallægernes muligheder for udvikling og karriereveje tydelige. Og vi har stadig til gode at se, hvilken vision arbejdsgiverne har for det«, siger Helga Schultz.

Hvad vil lægerne selv?

Også FTR’erne Gitte Anna Madsen og Troels Krogh Nielsen efterlyser klare udmeldinger fra regioner og ledelser:

»De må melde ud, at ja, der kommer til at være en mellemperiode en del år frem, hvor der vil være sådan nogle som mig og mine kolleger, der havde tænkt, vi skulle være overlæger på et tidspunkt, og som måske er enormt skuffede og ikke rigtig ved, hvad vi skal. Derfor skal der være øget fokus på at få lavet nogle individuelle forløb og få identificeret, hvad det er, den enkelte afdelingslæge er interesseret i, og hvad der så kunne gøre afdelingslægestillingen attraktiv i de næste mange, måske 30 år«, siger Gitte Anna Madsen – og understreger, at Yngre Læger med de unge generationer af lægers forventninger til arbejdslivet »for alt i verden ikke må give køb på den øvre arbejdstid«.

Og så skal der kontanter på bordet, mener hun:

»Vagtarbejde skal honoreres bedre. En af de ting, der i rigtig mange specialer historisk set har vejet tungt, når man gik ind i en overlægestilling, var, at man blev vagtfri og fik lov til at fordybe sig i det ambulatorie og den niche, man gerne ville. Det var for rigtig mange virkelig guleroden. Jeg har det selv rigtig fint med vagter endnu, men jeg hører kolleger sige, at de ikke tror, de kan holde til at gå i vagt i mange år. Så hvis det også fremover er afdelingslægerne, der stort set bærer hele vagtbyrden, og der stadig skal være en skelnen mellem overlæger og afdelingslæger, så skal der være en større anerkendelse og en honorering af vagtarbejdet«, siger hun.

Troels Krogh Nielsen efterlyser også klare meldinger om speciallægernes fremtidsudsigter:

»Det, man før stræbte efter, var de her faglige fyrtårne på 55 til 65 år, som tegner afdelingerne i dag, men hvis man som overlæge i dag både skal have strategisk, fagligt, driftsmæssigt og personaleledelsesmæssigt ansvar, så må man spørge, hvad det er, regionerne mener, der definerer en god overlæge? Hvem skal så være fyrtårnene? Regionerne må komme med en bedre plan for den store speciallægegruppe, som ikke skal have ledelsesansvar og ikke skal kandidere til overlægestillinger, end det, der er lagt op til nu«, siger han.

Men lægerne skal også selv spille ud, mener Troels Krogh Nielsen:

»Yngre Læger og Overlægeforeningen skal sammen gribe den her bold og finde en fælles løsning på, hvordan man kan udvikle speciallæge- og overlægekarrieren. En ting er, hvad regionerne synes, men hvad synes vi selv som læger? Hvad er afgørende for behandlingskvalitet og patientsikkerhed? Det kan jo være, at Sophie Løhdes nye kommission for organisering af sundhedsvæsenet skal have det her med i sit arbejde. Det ligger da lige for«.

Se hele undersøgelsen på laeger.dk/nyheder/