Så hvis dine lægekollegaer kom til dig og søgte råd om et debatindlæg, de gerne ville publicere, ville du så turde råde dem til at gøre det?
Jeg vil aldrig fraråde nogen at sige deres mening. Men jeg følger jo med i debatten også på de sociale medier. Der er jo f.eks. blevet skrevet breve med mange underskrivere, og jeg har set i kommunikationen omkring disse, at de, der arbejder på OUH, meget gerne vil have andre med, før de selv tør skrive under. Folk er rigtigt bange for repressalier. Og hvis direktionen mener, at der er fuld ytringsfrihed, er de nødt til at gøre det endnu tydeligere for de ansatte, så de kan tro på det. Efter sagen med den kammeratlige samtale tror jeg, at mange har svært ved at tro på det.
Det nytter heller ikke at direktionen giver en uforbeholden undskyldning for Kristian Rørbæk Madsens følelser, de skulle hellere undskylde, at de rent faktisk har krænket hans ytringsfrihed. Men det er jo ikke det, de undskylder. De undskylder, at han har følt, at de havde andre intentioner, end de åbenbart havde.
Hvordan har ytringsfriheden udviklet sig?
Læger har nok en lang tradition for ikke at ytre sig ret meget. Så jeg tror ikke, at ret mange læger tidligere har bemærket, at de havde behov for ytringsfrihed før den her sag. Men nu er der jo en sag, der gør, at læger føler sig rigtigt pressede. Så det er nok først lige nu, at behovet viser sig.
Jeg tror ikke, at der er ret mange læger, der i hverdagen tænker over deres ytringsfrihed, for der er nok egentlig en meget fri tone på de fleste afdelinger på OUH mellem ansat og nærmeste leder. Det her er bare en sag, der er meget større.
Så jeg ved ikke, om man kan sige, at ytringsfriheden er blevet indskrænket. De fleste af os har nok bare ikke for alvor gjort brug af den før nu.
Sagen kort:
Overlæge Kristian Rørbæk Madsen benyttede sig af sin ytringsfrihed ved i et debatindlæg på ugeskriftet.dk den 7. november at gøre opmærksom på en række usikkerheder, der var opstået i kølvandet på dommen i Svendborgsagen. Det handlede om konsekvenserne af dommen i form af usikkerhed om tidstro dokumentation og mundtlige ordinationer og et ønske om, at direktionen lyttede til lægers oplevelser fra den travle kliniske hverdag.
»Til OUH's direktion og landets øvrige sygehusledelser, regioner, Sundhedsstyrelsen og domstole kan jeg kun sige: Lyt nu, når vi læger – netop som efterspurgt af Michael Dall – siger fra og fortæller, at virkelighedens travlhed sjældent tillader ’tidstro dokumentation’«, skrev Kristian Rørbæk Madsen blandt andet.
Og så kunne sagen være sluttet der. Kristian Rørbæk havde brugt sin ytringsfrihed inden for den ramme, Michael Dall selv udtalte til Ugeskrift for Læger i august 2017:
»Jeg har ikke noget problem med, at man også udtrykker den uenighed og går ud og kritiserer os. Vi har jo samtidig aflagt et lægeløfte, så hvis vi som læger mener, at noget truer sundhedstilstanden, har vi en udvidet handlepligt«.
Men i stedet blev Kristian Rørbæk Madsen kaldt til samtale med en mail, der lød:
»Kære Kristian,
Oplæg og baggrund for dagen møde, iht. mail fra Michael Dall: 'Jeg vil ikke, som jeg dybest set skrev til ham i går, ikke hænge uenighederne ud på de nationale medier. Vi skal i fællesskab forsøge at løse problemerne internt. Jens, du kan jo informere ham om, at der arbejdes på sagen, og så kunne han jo overveje at give os arbejdsro«, stod der ifølge Kristian Rørbæk Madsen i den mail, han modtog om morgenen den 8 november.
Den formulering læste mange læger som et forsøg på at krænke Kristian Rørbæk Madsens ytringsfrihed og direktionen undskyldte efterfølgende arbejdsgangen i et åbent brev bragt på OUH's intranet. Her skrev de blandt andet, at:
»Vi vil undskylde, at vi med vores ageren har skabt usikkerhed om medarbejdernes ytringsfrihed på OUH. Der må selvfølgelig ikke herske tvivl om, at vi har ytringsfrihed på OUH«.
Læs også: En kometkarriere med begynderbump