Thea Kølsen Fischer landede i Guinea-Bissau, dagen efter hendes KBU-ophold sluttede. Forinden havde hun med hjælp fra en ven på Hvidovre Hospitals hiv-laboratorier fået en uges introduktion til PCR-teknik og også en uges ophold på mave-tarm-diagnostisk laboratorie på Statens Serum Institut. For hun havde sagt ja til at sætte et vaccinestudie op mod rotavirus og samtidig være supervisor på et mave-tarm-laboratorie. Begge dele i et af verdens fattigste lande.
Hun havde godt nok været frivillig på et hospital i Tanzania, hvor hun havde set, hvad rotavirus kan gøre ved ellers raske børn, men hun havde som meget ung læge begrænset erfaring med laboratoriearbejde og ingen erfaring med at sætte et stort vaccinestudie op.
Guinea-Bissau lød alligevel som en god idé. Hendes mand var allerede dernede på et forskningsår, og skulle hun sikre sig en HU-stilling i infektionsmedicin, var en ph.d. eller disputats en rigtig god idé. At hun samtidig kunne »redde verden« som læge i Afrika, forenede hendes drømme.
»Glad, forventningsfuld og super optimistisk tog jeg af sted«, fortæller Thea Kølsen Fischer her knap 30 år senere.
For nemt var det ikke at ankomme til den danske forskningsstation Bandim Health Project i Guinea-Bissau. Parret havde deres 1,5-årige søn med, og den første opgave blev at etablere en lille børnehave på stedet. Altså samtidig med det daglige ansvar for laboratorie og medarbejdere. Og ved siden af et vaccine-trial, der både krævede udfærdigelse og godkendelse af protokol, ansøgning og sikring af funding fra WHO og inklusion af ca. 900 gravide kvinder og efterfølgende deres børn.
»Det var en meget stejl læringskurve og et ekstremt stort ansvar at stå med som ny læge«, fortæller Thea Kølsen Fischer.
På den anden side:
»Hver morgen gik jeg en halv time gennem de lokale nabolag for at komme til laboratoriet og blev mødt af skolebørn, der råbte ,bom dias professor’. De fik alle en highfive retur, og så var dagen skudt i gang på bedste vis«, tilføjer hun med tydeligt smil i stemmen.
Det var et år med ofte 60-70 timers arbejdsuger, fuld fart på, vildt sjovt, spændende og utroligt lærerigt, summerer hun op. I dag, 30 år senere, er Thea Kølsen Fischer professor i virusepidemier på Københavns Universitet, forskningschef ved Nordsjælland Hospital og med i det rådgivende ekspertråd i WHO, der opsporer pandemier.
Hvad fik hun ud af at være på den danske forskningsstation i Guinea-Bissau? Hun stiller det sådan her op: På hospitalet i Tanzania kunne hun under en rotavirus-diarré-epidemi redde et enkelt barn ad gangen ved at sikre tilstrækkelig i.v.-væsketerapi. Det var ofte et kapløb med tiden og krævede, at man overvågede hvert barn nøje. Det var tilfredsstillende at redde hvert eneste liv, men også hårdt, at mange liv unødigt gik tabt til helbredelige eller forebyggelige sygdomme.
I Guinea-Bissau var oplevelsen anderledes og har fået stor betydning for hendes karriereveje efterfølgende.
»I Guinea-Bissau oplevede jeg som forsker en utrolig tilfredsstillelse i at kunne forbedre tilstanden for mange børn på én gang«, fortæller hun.
Det er »Bandim-projektet«, Thea Kølsen Fischer taler om. Er man dansk infektionsmediciner, er chancen for, at man kender det – formentlig fra indersiden – stor. Da Ugeskrift for Læger beder klinisk lærestolsprofessor og ledende overlæge Lars Østergaard, der har stået i spidsen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital i 20 år, om at finde en dansk infektionsmediciner, der ikke har været i Guinea-Bissau, leder han i sin hukommelse, nævner tre-fire navne og bliver alligevel i tvivl.
»De har ikke haft et tæt samarbejde i hvert fald«, siger han og konkluderer selv på udbuddet af kolleger, der er urelaterede til forskningsstationen i Vestafrika:
»Jeg skal lede efter dem«.
Han uddyber:
»Man kan sagtens styre udenom og få en god karriere. Men spørgsmålet er, om der er ret mange, der har ladet være. For det er et godt tilbud«, siger han om projektet, som netop i år fejrer 45-årsjubilæum.
Bandim Health Project, som er projektets fulde navn, er en dansk-guineansk forskningsstation, der uafbrudt i 45 år – selv gennem borgerkrig – har indsamlet sundhedsdata om befolkningen i Guinea-Bissau. Et land på størrelse med Jylland og med en befolkning på 1,8 millioner. Projektet følger 200.000 individer i forstaden Bandim og har igennem tiden haft besøg af hundredvis af danske forskere, der har udgivet mere end 1.000 videnskabelige artikler på baggrund af forskningsfund inden for malaria, TB, mæslinger, diabetes, A-vitamin, COVID-19 og ikke mindst vacciner.
»Det er noget af en bedrift, at man har formået at samle data ind uafbrudt i 45 år. Især med tanke på, at det stort set er finansieret af fondsmidler. Det er relativt usædvanligt at finde sådan et forskningsmiljø«, lyder det fra tidligere professor i international pædiatri på Rigshospitalet Freddy Karup Pedersen, der er en af dem, der ikke har forsket i Bandim.
Alligevel er heller ikke han helt uden tråde til forskningsstationen, som han gennem årene har besøgt to gange.
Når det er interessant, at så mange danske infektionsmedicinere og også pædiatrikere på et tidspunkt i deres karriere har været forbi forskningsstationen i Guinea-Bissau, er det også, fordi fundene til tider er blevet kaldt kontroversielle. Et af dem er, at vacciner har såkaldt uspecifikke effekter. Bandim-forskere har bl.a. vist, at levende svækkede vacciner ikke alene beskytter mod vaccinens målsygdom, men også andre sygdomme, og dermed reducerer den overordnede dødelighed. Det gælder ifølge Bandim-forskere for de levende svækkede vacciner mod tuberkulose, polio, kopper og mæslinger/fåresyge/røde hunde.
Et andet kontroversielt fund er, at ikkelevende vacciner nok forhindrer de sygdomme, de er udviklet mod, men at de samtidig kan gøre de vaccinerede mere sårbare for andre sygdomme eller infektioner, som i nogle tilfælde slår ihjel.
Det primære fokus for Bandim Health Project er nemlig at studere det, som projektet selv kalder »den virkelige effekt af sundhedsindsatser«. Ud fra en logik om, at man skal sikre sig, at de virker efter hensigten. Ikke umiddelbart et kontroversielt mål, men når opdagelserne er gået imod eksempelvis WHO's anbefalinger, har det været omstridt.
»Det, vi har lært hernede, er, at man ikke bare skal stole på, at sundhedsinterventioner virker, som man tror. Man er nødt til at undersøge det. Ikke bare om det betyder noget for den enkelte sygdom, men også om det betyder noget for den samlede sundhed. Som med vacciners uspecifikke effekter«, lyder det fra Christine Stabell Benn, professor i global sundhed og leder af den danske del af Bandim Health Project, der er forankret på Syddansk Universitet.
»Det er jo ikke nok at vide, at en vaccine beskytter mod vaccinesygdommen, hvis den også kan have effekter på andre sygdomme, for nogle vacciners vedkommende meget positive, men for andre vacciners vedkommende negative«, uddyber hun.
Christine Stabell Benn har været involveret i Bandim Health Project siden 1993, hvor hun selv var der i forbindelse med et forskningsår som medicinstuderende. På det tidspunkt havde projektet eksisteret i 15 år, og grundlæggeren, den danske antropolog Peter Aaby, var allerede i fuld gang med at undersøge vacciners effekter. Christine Stabell Benn kom med den idé, at hun ville studere, om man kunne forbedre kvaliteten af mæslingevaccinen ved at tage A-vitamin sammen med vaccinen. Senere kom hun tilbage til Bandim for at lave postdoc. Hun blev også professor, og i dag er hun leder af den danske del af projektet. Hvert år tilbringer hun 10-12 uger i Bandim og resten af tiden på Statens Institut for Folkesundhed i København.
Bandim-projektet har faste ansatte i Bandim og desuden konstant ca. 15 forskere på ophold fra lande som Danmark, Holland, Tyskland og England. De er der i 1-2 år ad gangen, typisk i forbindelse med et forskningsår eller ph.d.
Når man beder Christine Stabell Benn summere Bandim-projektet op, har hun svært ved at begrænse sig: Bandim Health Project er lykkedes med at lave en slags Danmarks Statistik i et af verdens fattigste lande ved at give 200.000 indbyggere en slags cpr-nummer for på den måde at kunne følge dem både hjemme, på hospitaler og i sundhedscentre. Bandim Health Project er en stabil lokal arbejdsplads, som beskæftiger 170 mennesker, der hver forsørger 5-6 mennesker med deres løn. Dertil kommer den humanitære forskel, som projektet gør ved at udlevere vacciner til 200.000 mennesker, monitorere dem og derved bedre deres sundhedssituation.
Ja, og så er der selvfølgelig det vigtige aspekt ifølge den danske leder: at Bandim Health Project giver både lokale og udenlandske forskere mulighed for at forske. Hundredvis af danske forskere har haft forskningsophold i Bandim, hvor de er blevet kastet ud i det, som samtlige kilder, som Ugeskrift for Læger har talt med, kalder uhyre selvstændigt forskningsarbejde og ledelse. Man fornemmer godt ved at tale med danske forskere, der har været der, at der er et »før« og »efter Bandim« for dem. Således også for Thea Kølsen Fischer, der var dernede som ung, netop færdig KBU-læge.
»Peter Aaby bliver ofte en mentor for de unge forskere. Han er antropolog af uddannelse og sætter spørgsmålstegn ved alting. Som studerende kan det være meget forvirrende, at han insisterer på at få svar på alting, men jeg oplevede hurtigt, at processen måske blev længere, men produktet blev meget bedre. Han gav os mulighed for at vokse med opgaven ved at stille høje krav og konstant udfordre gældende paradigmer«, fortæller Thea Kølsen Fischer, der oplevede det som en fantastisk inspiration som forsker at få lov til at »vende verden på hovedet« og udvikle løsninger til »store folkesundhedsudfordringer gennem evidens«.
Hun har været tilbage på stationen for at sætte forskningsprojekter op og har også sidenhen boet og arbejdet flere andre steder i Afrika med sin familie. I Bandim fik hun dog i første omgang ikke mulighed for at følge sit vaccinestudie til dørs, fordi der udbrød borgerkrig.
»Var det lykkedes, havde vi haft en unik chance for at undersøge, om vaccinen giver tilstrækkelig beskyttelse af børn mod rotavirus i et af verdens fattigste lande, hvor dødeligheden af rotavirus er allerhøjest. Det er helt ekstremt meningsfyldt arbejde«, siger Thea Kølsen Fischer, der i dag stadig forsker i store folkesundhedstemaer.
Det er netop arbejdet med vacciner og deres effekter, som Bandim-projektet er allermest kendt og omdiskuteret for. Det er derfor også det arbejde, som Christine Stabell Benn gerne fremhæver i forbindelse med projektets 45-årsjubilæum.
Hun kalder det »tilgangen«, altså det at holde stædigt fokus på ikke bare vacciners smalle effekt på dødelighed, men også den brede.
»Den tilgang, at observere, om en intervention får den forventede effekt eller ej, er så simpel og unik. Det burde ikke være unikt. Men der er ikke ret mange andre, der har sat sig for at evaluere, om sundhedsindsatser, der virker i den virkelige verden, også virker på den samlede sundhed«, mener Christine Stabell Benn.
»Det, vi har lært hernede, er, at man ikke bare skal stole på, at sundhedsinterventioner virker, som man tror. Man er nødt til at undersøge det«Christine Stabell Benn, professor i global sundhed og leder af den danske del af Bandim Health Project
Blandt de opsigtsvækkende fund fra Bandim-forskere er bl.a., at seks ikkelevende vacciner alle er forbundet med øget pigedødelighed. Det drejer sig bl.a. om den ikkelevende vaccine mod malaria kaldet RTS,S, som ganske vist beskytter moderat mod malaria, men også øger pigers generelle dødelighed. Og den ligeledes ikkelevende vaccine DTP mod difteri, stivkrampe og kighoste, der i mange studier er blevet forbundet med mere end en fordobling af den samlede dødelighed blandt piger.
Omvendt har Bandim-forskere vist, at Calmette-vaccinen (BCG) mod tuberkulose sænker den generelle dødelighed og måske også beskytter mod blodforgiftninger, luftvejsinfektioner og endda malaria. Ligesom mæslingevaccinen sænker risikoen for andre alvorlige infektioner hos børn. På samme måde har man vist, at poliovaccinen beskytter mod mellemørebetændelse og indlæggelse på grund af luftvejsinfektioner. Ja, og så er der koppevaccinen, som Bandim-forskere har fundet ud af, beskytter den nu ældre del af befolkningen mod infektionssygdomme, herunder hiv. Senest har Bandim-projektet desuden peget på, at BCG-vaccinen mod tuberkulose formentlig reducerede den generelle dødelighed under COVID-19-pandemien.
Mange af fundene er stadig omdiskuterede. Alligevel må de fleste nok efterhånden anerkende, at der er noget om snakken. I hvert fald kom Bandim-projektets opdagelse af vacciners uspecifikke effekter i 2020 på Natures liste over de vigtigste milepæle i vaccinernes historie. Fundet har også omskrevet fagbøger om vaccinologi, således at den førende lærebog nu har et helt kapitel om uspecifikke effekter.
I 2016 lavede WHO desuden en stor gennemgang af vacciners afledte effekter. Her kom WHO’s reviewere frem til samme resultat som Bandim-projektet: at de levende vacciner reducerer den samlede dødelighed langt mere, end man kan forklare ud fra deres specifikke effekter. Men også at DTP-vaccinen omvendt er forbundet med øget dødelighed. WHO konkluderede, at ikkespecifikke virkninger af vacciner fortjener yderligere forskning.
Så i dét lys: Præcis hvor internationalt anerkendt er det danske Bandim Health Project egentlig?
»Jeg synes godt, man kan sige, at det både er kendt i Danmark og internationalt. Der findes sådanne forskningsmiljøer andre steder, f.eks. er der amerikanske universiteter, der har forskningsstationer i lavindkomstlande. Så det er ikke helt enestående, men det er stadig relativt usædvanligt. Jeg tror ikke, at der findes en international forsker i infektionsmedicin, der ikke har hørt om vacciners uspecifikke effekter og ikke har en holdning til det. Om ikke andet på grund af WHO’s review, som viste, at Bandim formentlig har ret i en eller anden grad«, lyder skudsmålet fra tidligere professor i international pædiatri Freddy Karup Pedersen, som ikke selv har udført forskning i Bandim.
Man skal dog nok til udlandet, hvis man vil finde en forsker, der for alvor kan udtale sig om Bandim-projektets internationale genklang. Christopher Dye er professor i epidemiologi på University of Oxford og desuden forhenværende direktør for strategi hos WHO. Han fortæller til Ugeskrift for Læger, at han allerede stødte på Bandim-projektets kontroversielle fund tilbage i 1980’erne som juniorforsker ved London School of Hygiene & Tropical Medicine, hvor nogle af hans seniorkolleger ikke troede på resultaterne.
Christopher Dye mener dog, at det giver mening, at et helt, levende, svækket patogen, der forårsager TB, har uspecifikke effekter, når det injiceres i mennesker.
»Selv vaccinens medopfinder, Calmette, troede, at det kunne ske, tilbage i 1920’erne. Og vi ved, at BCG virker som en immunologisk terapi for en fuldstændig ubeslægtet tilstand, blærekræft«, bekræfter den britiske professor.
Også han peger på WHO’s systematiske gennemgang fra 2016, der konkluderer, at BCG- og mæslingevacciner har effekter på dødeligheden, der er mere, end man ville forvente gennem deres virkninger på de sygdomme, de forebygger.
Christopher Dye er derfor ikke i tvivl om Bandim-projektets kendthed i infektionsmedicinske forskerkredse.
»Det engang så ,kontroversielle’ arbejde af Peter Aaby og kolleger om uspecifikke gavnlige virkninger af vacciner er kendt af immunologi- og infektionssygdomsforskere over hele verden«, vurderer WHO’s tidligere strategichef.
Han går endda så langt som til at erkende, at Bandim-fundene nok skulle have haft mere opmærksomhed, allerede dengang han selv i 1990’erne arbejdede for WHO med effektiviteten af BCG-vaccine mod tuberkulose.
»Vi beregnede de direkte fordele ved BCG til at forebygge TB på verdensplan, men jeg tror, at vi sandsynligvis har undervurderet de fulde fordele ved at ignorere BCG’s indirekte effekter«, siger den britiske professor i dag.
Bandim-projektet har forsøgt at råbe WHO op om de uspecifikke effekter af vacciner. Særligt i forhold til de negative effekter af de ikkelevende vacciner til afrikanske børn. Netop fordi Bandim-forskning peger på, at de ikkelevende vacciner øger den generelle pigedødelighed mere end tofold. Dét opråb er Bandim-projektet dog ikke lykkedes med. WHO’s tilbageholdenhed er nu heller ikke helt hul i hovedet, mener professor Freddy Karup Pedersen.
»Det er rigtig spændende, hvad man har fundet i Bandim. Og uspecifikke effekter bliver også mere og mere accepteret. Der er andre, der forsker i den retning. Det er nok mere promoveringen, der får kritik. Tanken om, at nu burde man omlægge alle velfungerende vaccineprogrammer, så de tager hensyn til de uspecifikke effekter. Det er ikke helt dér, man er endnu«, mener Freddy Karup Pedersen.
Det er man ikke, mener han, bl.a. fordi der kan være specielle forhold i Guinea-Bissau, som ikke uden videre kan overføres til andre steder, hverken i Afrika eller Danmark. Bl.a. fordi der kan være et meget forskelligt infektionspres.
»Så det er lidt for tidligt at vende tankskibet og lave vaccineprogrammer om. Men det er fornuftigt at blive ved med at se på vacciners uspecifikke effekter. Dét arbejde har Bandim-projektet igangsat, og det er imponerende«, mener Freddy Karup Pedersen.
Listen over danske læger, der har forsket i Bandim, er lang og tæller navne som professor i infektionssygdomme og indvandrermedicin Morten Sodemann, tidligere faglig direktør for infektionsberedskabet på Statens Serum Institut Kåre Mølbak og leder af Rigshospitalets Global Health Unit Anja Poulsen. De har alle trådt deres forskningsmæssige »barnesko« i Bandim engang i 1980’erne.
Kåre Mølbak var første gang i Guinea-Bissau som medicinstuderende, hvor han udsendt af Folkekirkens Nødhjælp/IMCC arbejdede klinisk på et sundhedscenter. Men i 1987 og frem til 1990 kom han tilbage, denne gang som færdiguddannet læge, og var med i et stort forskningsprojekt under Bandim-projektet om diarrésygdomme. Siden da har han fulgt projektet og har også som vejleder sendt mange medicinstuderende derned. Selv skrev han sin disputats baseret på arbejdet i Guinea-Bissau.
»Så det har været en stor del af mit liv og meget formative år, forstået på den måde, at jeg har lært den praktiske side af epidemiologi og folkesundhedsvidenskab i Bissau. Det er jeg ikke alene om. Der findes mange danske læger og andre sundhedsprofessionelle, som har haft vigtige og meget afgørende år i Bissau. Det har været en dannelsesrejse, som også præger den måde, mange af os arbejder på i dag, og den tankegang, vi har. Det være sig i forskning eller i klinikken«, lyder det fra Kåre Mølbak.
»Det med at prøve at tænke, om der kunne være andre paradigmer, der kunne være værd at se på«, forklarer han.
Samtidig er det magtpåliggende for Kåre Mølbak at understrege, at der kommer megen anden forskning ud af Bandim-projektet end det kontroversielle.
»I virkeligheden er det meste, der kommer ud, ikke specielt kontroversielt«, mener han og peger på en meget lang liste af publikationer, der omhandler mange forskellige problemstillinger.
»Det, der fylder mest i offentligheden, er de nonspecifikke effekter, men det arbejde, der bliver gjort med hiv, tuberkulose, luftvejsinfektioner og inden for sundhedstjenesteforskning, er ikke specielt kontroversielle fund«, påpeger han.
»Det er solid forskning, der kommer ud derfra«, mener Kåre Mølbak.
Også professor Lars Østergaard går i rette med ordet kontroversiel. Han mener, at man kan diskutere, om forskning overhovedet kan være kontroversiel.
»Ordet passer ikke til forskning. Forskning skal være videnskabelig. I ordet kontroversiel ligger, at man har en holdning, før man starter. Men det er farligt at have en holdning i forskning. Man skal gå til opgaven fuldstændig objektivt. Derfor skurrer ordet i mine ører i forhold til Bandim. For deres forskning er ikke kontroversiel. Men det kan godt være, at deres resultater bliver gjort kontroversielle«, lyder det fra Lars Østergaard.
Han var selv dernede i 2005-2006 for at forske i HIV-1 og HIV-2 og mulighederne for at lave en hiv-vaccine. Sammen med bl.a. Morten Sodemann fik de etableret en hiv-kohorte og lavede kliniske forsøg med medicin til HIV-2. I dag er han involveret i et forsøg, som er startet af Peter Nejsum, om, hvorvidt patienter med indvoldsorm har dårligere respons på COVID-vacciner, fordi det tidligere er vist, at indvoldsorm kan dæmpe immunforsvaret. Men det er faktisk noget andet, han gerne vil fremhæve:
»Hver gang jeg er nede i Guinea-Bissau, tager jeg en levende vaccine. Jeg er kæmpefan af vacciner«Christine Stabell Benn, professor i global sundhed og leder af den danske del af Bandim Health Project
»Den velvillighed og gæstfrihed, der er i projektet, når man kommer med ting, som kunne være spændende at undersøge. Vi er blevet taget imod med åbne arme hver gang. Bare man kommer for at gøre gavn, så er man velkommen. Og så den store infrastruktur, som projektet har bygget op, er også dets store berettigelse«, lyder det fra Lars Østergaard.
Det sidste er også noget af det, der har gjort størst indtryk på overlæge og ph.d. Anja Poulsen, der leder Rigshospitalets Global Health Unit og forsker i infektionssygdomme hos børn. Hun var første gang i Bandim i 1986-1987 som medicinstuderende og tilbage igen i 2000-2001 for at lave ph.d.
»Man bor blandt lokalbefolkningen og laver sin forskning blandt dem, så man forstår deres problemer. Det gør en kæmpe forskel. Samtidig med at man har bygget et fantastisk registersystem op dernede. Det giver helt unikke muligheder for at følge op på folk. I Bandim har jeg virkelig lært, hvordan man kan gøre forskning vigtig«, lyder det fra Anja Poulsen.
Morten Sodemann, professor i infektionssygdomme og indvandrermedicin, har også været i Bandim og forske flere gange siden projektets start i 1978. Hans fokus har været på sundhedstjenesteforskning og social ulighed i sundhed og har i Bandim bl.a. undersøgt betydningen af kommunikation.
Han forklarer, at har man først været der én gang, så kommer man igen. Det gælder også forskere fra humaniora, samfundsfag og antropologi, remser han op.
»For der er noget på alle hylder dernede. Det er et bredt tværfagligt univers, som man ikke møder andre steder. Man får virkelig en på opleveren«, mener han.
Han fremhæver også de mange år, som projektet har eksisteret.
»Det er unikt, at det har stået på i så mange år. At man har udført befolkningsundersøgelser på en afgrænset befolkning siden 1978 og stadig kan finde dem i systemet. Det har stået på gennem krige og meget modstand i både forskningsmiljøet og bistandsmiljøet«, siger Morten Sodemann med henvisning til, at Bandim-projektet i høj grad er finansieret af midler fra fonde.
»De har igennem alle årene levet en utroligt usikker økonomisk og forskningsmæssig tilværelse. På trods af det er det lykkedes dem at indsamle data kontinuerligt og samtidig bevare det store perspektiv på den samlede dødelighed. En tilgang, der er utroligt svær at sælge. Og alligevel er de her stadig«, siger Morten Sodemann.
Netop finansieringen kæmper Bandim Health Project ganske rigtigt med. I mange år modtog projektet penge fra Danida, men da Guinea-Bissau ikke længere er et prioritetsland for Danida, får Bandim Health Project ikke længere Danida-støtte. Det hjælper dog, at den danske del af Bandim Health Project er forankret på SDU, der har indgået partnerskab med det guineanske sundhedsministerium, og som derfor bidrager med en mindre årlig støtte.
»Men det er svært at forstå, at man fra Danidas side fokuserer på store engelsktalende afrikanske lande, som i forvejen er ,donor darlings’ – og hvor den danske støtte er en dråbe i havet – når man kunne gøre en reel og mærkbar forskel i Guinea-Bissau. Det burde være noget, vi brystede os af i Danmark«, mener BHP’s danske leder Christine Stabell Benn.
Ud over penge er Morten Sodemann ikke i tvivl om, hvad det kræver at drive et projekt som Bandim.
»En meget stor pytknap«, siger han.
Den skal man ifølge ham bruge til at håndtere, at ens forskningsresultater kan være svære at sælge, fordi man siger noget, »som ingen har lyst til at høre«, som han udtrykker det.
»Der er en tendens til, at man i forskerkredse og også politisk kan have det sådan, at der er data, man ikke vil have«, mener Morten Sodemann.
Han har selv prøvet det under coronapandemien, hvor han i starten pegede på, at der var social ulighed i, hvem der blev hårdest ramt af COVID-19.
»Jeg var personligt noget i vælten det første års tid af den epidemi. For der var ingen, der ville høre om social ulighed i Danmark. Man tror ikke på fakta. Selvom det præcis er det, som Bandim-projektet har sagt gennem alle årene. At de, der bor sammen mange og tæt, bliver mere syge. Det tog jeg op i forhold til indvandrere herhjemme. Men der var en stor grad af faktafornægtelse af slem karakter og også udskamning af mig personligt på Folketingets talerstol. Ligesom Peter Aaby har prøvet det i mange år. Hvis forskningen ikke er opportun, så får man tæsk«, siger Morten Sodemann.
Også Kåre Mølbak, som selv var ansvarlig myndighedsperson under COVID-19, trækker en tråd fra Bandim-projektets mangeårige arbejde op til nutidens pandemi.
»En ting, jeg tog med mig fra Bissau under COVID-19 var, at når man indfører nye vacciner eller andre sundhedsinterventioner, skal man også kigge på den samlede sundhed som helhed. Sætter man kun kikkerten for det ene øje, risikerer man at overse andre typer af effekter. Så perspektivet på hele sundheden har været vigtigt at tage med mig«, siger han og forklarer, at mRNA-vaccinerne mod COVID-19 formentlig gav en generel beskyttelse mod overdødelighed.
Christine Stabell Benn er heller ikke fremmed over for udskamning. Allerede i starten af COVID-19 var hun fremme med budskabet om, at det ikke var nok at vente på, at vaccinerne kommer, »og så bliver alt godt igen«. For man prøvede at udrydde mæslinger med vaccine allerede i 1950’erne, og det er aldrig lykkes. På trods af at mæslingevirus ikke muterer, og vaccinen giver livslang immunitet. Modsat COVID-19.
»Punkt ét prøvede jeg at sige, at vi aldrig kommer til at udrydde COVID-19. Den er kommet for at blive. Punkt to, at der kan være negative effekter af et ensidigt forsøg på at holde smitten nede, som kan give dårligere sundhed samlet set. Punkt tre, at vacciner kan have uspecifikke effekter. Ingen af delene tog man højde for og kørte alt for hurtigt frem med vaccinerne uden at lave undersøgelser af effekterne på den samlede sundhed før eller under udrulningen. På den baggrund synes jeg, at vi vaccinerede for mange. Der blev jeg udråbt til hårdnakket vaccinefornægter, hvad jeg ikke er«, fortæller Christine Stabell Benn, der er oprigtigt ked af, at hun blev spændt foran anti-vaxx’ernes vogn.
»Det ærgrer mig ad helvede til, når folk ,cherrypicker’ i forskningen, så det kun er én del af pakken, man tager. Det kan man ikke. Og det ærgrer mig især, fordi jeg kan blive bange for, at det så bliver nemmere at afvise os«, siger hun.
Hun kalder det grotesk, at hun skulle være anti-vaxx’er.
»Hver gang jeg er nede i Guinea-Bissau, tager jeg en levende vaccine. Jeg er kæmpefan af vacciner«, siger hun, men tillader sig samtidig at holde fast i, at ikke alle vacciner kun er gode. Derfor mener hun stadig, at de danske sundhedsmyndigheder ignorerer data om vaccinebivirkninger »langt ud over, hvad der er rimeligt«. Derfor svarer hun også uden tøven på, om det kræver mod at være Bandim-forsker:
»Ja, man skal være modig for at være os. For der er mange dogmer i medicin og særligt med hensyn til vacciner. Når du udfordrer et dogme, får du tæsk«, siger hun.
Hun slutter dog af på en positiv note. På en måde er hendes verden som Bandim-forsker blevet nemmere efter COVID-19, fordi hele debatten om epidemier og vacciner er blevet løftet på verdensplan, hvilket også har givet mere fokus på vacciners uspecifikke effekter.
»Jeg oplever, at der er mange flere forskere, der begynder at interessere sig for det, og at de fleste i dag kender til uspecifikke effekter, og at vacciner ikke altid er godt. Det giver forhåbentlig et løft til hele forskningsagendaen«, siger hun.
Men spørger man hende, om hun alligevel ville ønske, at hun aldrig havde brugt sin viden fra Bandim til at blande sig i vaccinedebatten under COVID-19, er svaret lige så klart:
»Det var desværre ikke en mulighed. Vi har set noget, som er så utroligt vigtigt. Og når du har set noget, så kan du ikke u-se det igen«, siger Christine Stabell Benn.
