Skip to main content

I kælderen står der stadig uåbnede bøtter med maling

Et halvt år domineret af søvn og bøger og et maks. på tre halve arbejdsdage om ugen. Sådan så udbrændthed ud for praktiserende læge Birgitte Bartholdy. Som 53-årig fik hun invalidepension efter flere deltidssyge­meldinger med stress. »Jeg har været rigtig bange for, at det ville være umuligt at komme tilbage, hvis jeg gik helt hjem«.

Anne-Laura Hedegaard, 
annelaura.hedegaard@gmail.com Foto: Tobias Nicolai Larsen, 
tobias_nicolai@hotmail.com

12. nov. 2018
16 min

Der står to bøtter maling i kælderen i huset i Haderslev. En hvid og en blåviolet. De har stået der siden foråret 2015, kort efter at Birgitte Bartholdy solgte sin praksisandel efter 13 år.

Hun skulle male sin søns gamle værelse. Det er det ikke blevet endnu. Malerbøtterne er ikke engang blevet åbnet. For så skal møblerne rykkes, der skal dækkes af, og det kræver energi. Og energi er en mangelvare.

For på trods af, at Birgitte Bartholdy kun er 55 år, står hun som pensioneret læge i sit medlemskab af Ugeskrift for Læger efter et forløb, der startede med et halvt år i Grønland og endte 17 år senere med en invalidepension på grund af udbrændthed.

Det gør Birgitte Bartholdy til en del af, hvad Risk Manager på Rigshospitalet, Mark Krasnik, frygter er en epidemi af udbrændthed blandt læger. En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse fra 2016 viste, at 38 procent af praktiserende læger var udbrændte i moderat grad, mens 11 procent levede op til kriterierne for alvorlig grad af udbrændthed.

Ikke længere nogen, der holdt hånden over

Ugeskriftet møder Birgitte Bartholdy i hendes sommerhus små 20 km fra huset i Haderslev. Hun serverer kaffe, som bliver holdt varm i stempelkanden af en grønlandsk sælskindsjakke. I 1999, et halvt år efter at specialtitlen som almenmediciner var i hus, flyttede Birgitte Bartholdy sammen med sin mand og deres to børn til Tasiilaq i Østgrønland i et halvt år for at arbejde som læge.

Dengang boede der omkring 1.900 mennesker i Tasiilaq. Sygehuset, hvor Birgitte Bartholdy arbejde, havde tre læger tilknyttet, 20 senge, en fødestue og en skadestue.

»Da jeg havde været der i to måneder, hvor vi hele tiden havde været tre læger, sagde jeg, at det var det bedste job, jeg nogensinde havde haft. Der var kanonflot natur, og menneskene var søde og rare. Jeg oplevede et tæt og godt arbejdsmiljø og befandt mig som blommen i et æg«, siger Birgitte Bartholdy.

Men så fulgte en barsk sommer. En kollega fik en blodprop i hjertet, og Birgitte Bartholdy og hendes chef fik travlt på grund af de ekstra vagter. Samtidig fik Birgitte Bartholdy nogle barske oplevelser som læge. Heriblandt et flystyrt med to døde, drab og et voldsomt selvmord.

Ugen efter selvmordet blev hun ringet op af sygehuset klokken seks en lørdag morgen, to timer før hendes vagt sluttede.

»Jeg fik at vide, at jeg skulle komme ned, fordi politiet var på vej med en ung kvinde og hendes lille pige, som var blevet voldtaget. Hun var tre år. Forestil dig sådan en lille pige i sin natkjole med blodspor på«, siger hun.

Birgitte Bartholdy var ikke med til undersøgelsen af den treårige pige, for da var hun gået fra vagt. Men hun kalder situationen for grotesk.

En anden ting, der fyldte, var ventetiden på akuthjælp fra Island. I løbet af det halve år, hun arbejdede på sygehuset, var der fem akutte kejsersnit. Det var typisk børn, der var født meget for tidligt, som efterfølgende blev evakueret til Island. Først med helikopter til den grønlandske ø Kulusuk og derfra til Reykjavik med ambulancefly.

»Fra man ringede efter akuthjælp på Island, til de nåede frem, gik der 6-8 timer. Så skulle man jo holde liv i barnet så længe. Hver gang var jeg heldig, at der var andre end mig, så vi var læger nok. Og alle overlevede. Jeg havde virkelig fornemmelsen af, at der var nogen, der holdt hånden over mig, for havde det været dagen før eller efter, havde jeg stået mutters alene«.

På hendes allersidste vagt var fornemmelsen af, at nogen holdt hånden over hende og patienterne, væk.

En far kom ind med sin lille datter på fire år i armene. Hun havde tarmslyng og skulle opereres, men de nødvendige kompetencer var ikke til stede på sygehuset. En narkoselæge og kirurg skulle derfor fragtes dertil fra Island. Men de kunne ikke lande på grund af storm og måtte vente på bedre vejr.

»Og så vidste jeg jo godt, hvor det bar henad. Hun døde ud på morgenstunden«, siger Birgitte Bartholdy.

Kulturchok tilbage i Danmark

Ifølge overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, Marianne Borritz, er udbrændthed en særlig form for langvarig, kronisk arbejdsrelateret stress, som er karakteriseret som en udmattelse.

Omkring årtusindeskiftet var hun med til at undersøge udbrændthed blandt ansatte, der arbejder med mennesker. Hun fortæller, at hvis stress er som et batteri, man ikke kan finde ud af at slukke, er udbrændthed, når batteriet er blevet fladt.

»Folk med udbrændthed har kørt sig til det sidste og har overhørt alle faresignaler og lamper, der har lyst rødt konstant i måneder – nogle i år«, siger hun.

Birgitte Bartholdys historie er et godt eksempel.

Et halvt års tid efter, at hun kom hjem fra Tasiilaq i Østgrønland, blev hun fuldtidssygemeldt, og i løbet af de næste 13 år fulgte tre deltidssygemeldinger – alle på baggrund af belastningsbetingede depressioner.

Inden de seks måneder i Tasiilaq havde hun haft en deltidsstilling som vikar i en praksis. Den stilling fortsatte hun i, da hun vendte tilbage til Danmark.

»Jeg nåede ikke at blive ordentligt debriefet, før jeg stod i Danmark med patienter, som forlangte en hel masse og ikke fejlede noget. Det var et kulturchok at komme fra Grønland, hvor folk kommer ind med alvorlige øjensygdomme og må vente på, at øjenspecialisten kommer næste sommer, og så komme til en dansk landpraksis, hvor folk kommer ind og har haft ondt i tommelfingeren i en uge uden foregående traume og vil henvises til en ortopæd«, siger hun.

Men det var okay, det var stille og roligt, og hun havde det ikke skidt. Måske var hun en smule distanceret, men hun var okay. Først da hun et halvt år senere skulle afsted til Grønland igen, begyndte det at ramle.

En måneds tid inden afrejsen begyndte søvnproblemerne. Og en morgen, da hun børstede tænder, kom det første angstanfald.

»Jeg fik panikangst og kunne se mig selv køre galt på vej til landpraksissen. Med tanke på, hvad jeg kunne risikere at stå med igen i Østgrønland, blev jeg bange og ringede til en psykolog«, siger hun.

Psykologen mente, at hun havde en PTSD-lignende tilstand.

»Hun kiggede mig dybt i øjnene og spurgte: ,Skal du til Grønland igen?'« Og der kunne jeg godt se, at det kunne jeg ikke. Hun skulle bare skubbe lidt til mig, og så kunne jeg ingenting, så gik jeg fuldstændig i sort. Jeg skulle have snakket med nogen om oplevelserne i Tasiilaq tidligere, men jeg følte jo ikke, at jeg var syg«.

Det var hun.

»Det var første gang i mit liv, jeg fik en depression. Jeg var så dårlig, at jeg troede, jeg aldrig ville blive læge igen«.

Frygt for sygemelding

Da Birgitte Bartholdy blev sygemeldt i foråret 2000, var der en måned tilbage af hendes vikariat. Hun gik i psykologforløb og fik antidepressiv medicin, og fordi hun ikke havde en fast stilling, valgte hun at holde sig væk fra arbejdsmarkedet i et halvt års tid.

Derefter havde hun en række forskellige praksisvikariater og en reservelægestilling på en arbejdsmedicinsk klinik. I efteråret 2001 begyndte hun at arbejde i den praksis, hvor hun havde været amanuensis, og et par måneder senere købte hun sig ind som kompagnon.

På samme måde vendte hun efter hver sygemelding tilbage til praksis. Men for hver gang blev stresstærsklen lidt lavere.

»For hver gang jeg kom tilbage efter en sygemelding, oplevede jeg, at jeg var svagere. Det havde slået sig på hjernen, og jeg var mere følsom, hvis der var meget arbejde eller sygdom på arbejde. Og når jeg selv begyndte at have det dårligt, blev det rigtig svært for mig at have tunge patienter. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet og lavet depressionstest på folk og fundet ud af, at jeg havde det meget værre end dem. Alligevel blev jeg siddende i stolen, mens jeg sendte dem hjem med besked om at sygemelde sig«.

Når du kunne se, at du havde det værre end dem, du sendte hjem, hvorfor blev du så selv ved med at arbejde?

»Jeg turde ikke fuldtidssygemelde mig af angst for ikke at kunne komme igen. Jeg har været rigtig bange for, at det ville være umuligt at komme tilbage, hvis jeg gik helt hjem. Det var det, jeg oplevede, da jeg var helt væk i 2000. Det var så hårdt at komme på banen igen, at jeg hellere ville blive i det, mens jeg havde det dårligt. Og det er udefra set helt åndssvagt. Jeg burde selvfølgelig have været helt væk«, siger hun.

Gule sedler alle steder

Hun tog sine forholdsregler for at passe på sig selv. Hun tog på mindfulness-kursus og ansatte en vikar, så hun kunne gå ned på en firedages arbejdsuge. Efter tredje sygemelding købte hun sig også til kortere arbejdsdage – fra otte åbne timer om dagen til seks.

Mellem sygemeldingerne var der rigtig gode år. Det kan man se på papiret over hendes sygeforløb. Eksempelvis er der næsten ikke skrevet noget ned i 2011. Det er et godt tegn. Men op til fjerde og sidste sygemelding begyndte hukommelsesproblemerne.

I 2012 fik en kollega, som tidligere havde haft et alvorligt sygeforløb, et tilbagefald og blev sygemeldt. Birgitte Bartholdy havde fortsat firedages uger, men sekstimers arbejdsdagene begyndte at skride.

»Jeg var den, der arbejdede færrest timer, så jeg blev længere og endte nærmest med at være der fuld tid. Jeg tog mere på mig, og samtidig fik jeg sværere ved at overkomme det. Jeg fik sværere ved at huske og begyndte at have gule sedler alle steder. Jeg blev langsommere til at lave mine ting, fordi jeg var nødt til at kontrollere mig selv for at være sikker på, at jeg ikke glemte noget og begik fejl. Jeg var dødsensbange for at overse et eller andet«, siger hun.

I takt med at hun fik sværere ved at huske, blev det også sværere at lære nyt. Det gjorde det vanskeligt at møde krav om effektivitet og nye elektroniske systemer. I 2013 fyldte overenskomstdebatten ekstra, og oven i det var der travlt i praksissen på grund af sygdom og manglende vikarer. Det skabte en ekstra udfordring.

»Vi fik problemer med vores arbejdsklima i huset. Og jeg blev mere og mere slidt og mere påvirkelig af det«, siger Birgitte Bartholdy.

I et forsøg på at forbedre arbejdsmiljøet brugte de en coach fra PLO-Syd. Under en individuel samtale med Birgitte Bartholdy, spurgte coachen, om hun havde overvejet at stoppe som læge og lave noget andet.

»Det var sådan et what-spørgsmål, for selvfølgelig skulle jeg være læge – hvad skulle jeg ellers lave? Jeg havde ikke på det tidspunkt nogen tanker om at stoppe«, siger hun.

Men det fik hende alligevel til at reflektere over det, og på en langrendstur et par måneder senere besluttede hun sig for at sige op og sælge sin praksisandel.

»Jeg kunne mærke på den tur, at jeg ikke skulle være der mere. De første par gange, jeg var væk fra arbejdet, kom jeg tilbage og kunne fortsætte, men efter de sidste to sygemeldinger kunne jeg se, at jeg var blevet mere skrøbelig og sårbar. Og jeg ville ikke brænde helt ud«.

Fra søvnproblemer til 10-12 timers søvn

I vandet ved sommerhuset ligger en håndfuld motorbåde, men de er ikke i brug, så ud over lidt svalekvidder og familiefødselsdag hos naboen er der stille. Sådan er hendes dage også nu.

»Ja, hvad går tiden med?«, spørger hun sig selv.

I det første halve år, efter hun stoppede med at arbejde i oktober 2014, gik tiden med søvn og bøger. Planen var at tage et år fri for at få en tænkepause, sunde sig og finde ud af, hvad der skulle ske fremover.

»Jeg sov 10-12 timer i døgnet og var vant til at sove 7-8 timer. Det kom bag på mig. Nok vidste jeg, at jeg var slidt, men oprindeligt, da jeg sygemeldte mig, var det på grund af en stresstilstand, og jeg følte jo, at jeg kunne holde det nede ved at være sygemeldt. Når det skulle være, strammede jeg ballerne og klarede mig igennem, men da jeg fik mulighed for at få luft, blev jeg syg«, siger hun.

Det er ikke længere »bare« stress. Hendes psykiater skriver blandt andet, at Birgitte Bartholdy fremtræder med »en let vakt træthed og nedsat rummelighed for indtryk samt koncentrations- og hukommelsespåvirkning og usikkerhed i forhold til egen arbejdsmæssig indsats, herunder angst for at begå fejl. Det skønnes, at der er tydelige elementer af udbrændthed i hendes problemstilling«.

Birgitte Bartholdy definerer udbrændtheden som en uoverkommelighedsfølelse.

»Stress er, når du er inde i hamsterhjulet, og det kører og kører, hurtigere og hurtigere, og man bare prøver at følge med og får hjertebanken og søvnproblemer af det. Udbrændtheden er anderledes. Udbrændthed er ikke at kunne føle den samme glæde eller det samme engagement. Det er træthed – både mentalt og fysisk. Manglende kreativitet. Og at ting er uoverskuelige og uoverkommelige«, siger hun.

Hun beskriver det, som at hun er gået fra 5.-6. gear med alt, hvad hun foretog sig, til at være havnet i tredje gear.

»Jeg har været vant til at kunne multitaske og kunne rigtig mange ting. Ved siden af fuldtidsarbejde kunne jeg for eksempel være koordinator på en musical med 100 deltagere. Nu har jeg svært ved at holde tråden, hvis bare jeg skal lave et måltid mad til nogle gæster og snakke med dem samtidig«, siger hun.

Hun kan godt have dage, hvor hun kommer op i 4.-5. gear, men det hævner sig bagefter.

»Så har jeg mange dage, hvor jeg ikke kan noget. Hvis der står noget i kalenderen hver dag i en uge, kan jeg have flere dage, hvor det hele kommer til at gå meget langsomt. Bare det at komme i gang om morgenen, komme i bad og spise morgenmad kan tage en evighed. Sådan kan en dag pludselig være væk, uden at der er sket voldsomt mange ting«.

Akupunkturbiks tre dage om ugen

Men der er kommet meget mere på programmet siden den vinter, hvor dagene bestod af søvn og bøger.

Blandt andet korsang, morgensvømning, muskeltræning og kirkemusikskole hver anden onsdag med klaverundervisning, sangundervisning og hørelære.

»Jeg har følger af at have presset mig selv så hårdt, som jeg har gjort, men jeg er ikke totalt udbrændt. Jeg er slet ikke en af dem, der er hårdest ramt. Men jeg kan godt se, at var jeg stoppet op noget før, havde jeg nok ikke haft de kvaler, jeg har«, siger hun.

I dag arbejder hun tre halve dage om ugen i den akupunkturklinik, som hun startede i vinteren 2015.

»Jeg skulle lave noget, der har med mennesker at gøre, og jeg ville gerne udnytte noget af det, jeg kunne. Men jeg skulle ikke have en hverdag i praksis med telefontid og receptudskrivninger«, siger hun om valget af akupunktur som nyt virke.

I løbet af foråret 2016 begyndte det at gå godt med akupunkturbiksen, og på den måde fik hun lavet sin egen arbejdsprøvning.

»Jeg bestemmer jo selv, hvornår jeg ser patienterne, og hvor lang tid jeg afsætter til dem. Så der fandt jeg ud af, hvor meget jeg kan holde til. Det går op for mig, at jeg ikke magter mere end svarende til en tredjedel arbejdstid«, siger hun.

Det gjorde hende egnet til at søge den invalidepension. Den blev hun tilkendt i juni 2016 med tilbagevirkende kraft fra januar 2015.

På kompromis med egne værdier

Som akupunktør vedligeholder hun rollen som behandler uden den praktiserende læges tovholderrolle og ansvar. Og hun har kontrol over sin egen tid. En kontrol hun følte blev mindre og mindre i praksislivet.

»Det gik op for mig, hvor meget det administrative fyldte, hvor meget tid der gik med noget, der ikke havde med patienter at gøre. Der var ikke den tid til patienterne, jeg gerne ville have, og jeg oplevede, at jeg skulle gå på kompromis med mig selv den ene gang efter den anden i forhold til mine værdier. Jeg blev lidt desillusioneret i forhold til sundhedsvæsenet«, siger hun.

Utilfredshed med rammerne for arbejdet er endnu en ting, der ifølge Marianne Borritz kendetegner folk med udbrændthed.

Hun fortæller, at undersøgelsen blandt ansatte, der arbejder med mennesker, pegede på, at det ikke så meget er arbejdet med klienter, men forholdene omkring, der belaster og udbrænder. I undersøgelsen var der fire ting, der slog ud som belastende forhold:

  • Dårlige udviklingsmuligheder.

  • Manglende rolleklarhed – uklarhed om, hvornår arbejdet er gjort godt nok.

  • Mange rollekonflikter på arbejdet – hvis der ikke er tid nok til arbejdet, eller hvis der bliver lagt nye krav oveni, som man ikke kan honorere.

  • Manglende forudsigelighed – for eksempel manglende informationer og uvished i forhold til kommende omstruktureringer.

Særligt de to sidste punkter kan Birgitte Bartholdy genkende fra sit eget forløb.

»Der skete nedlukning af lokale sygehuse, så vi kunne få supersygehuse i stedet. Det lokale sygehus i Haderslev endte for eksempel med at blive lukket helt ned – og meget hurtigere end hvad der var fornuftigt. Der blev hele tiden lavet om i forhold til, hvor folk skulle sendes hen, så sommetider vidste jeg ikke, hvor jeg kunne få hjælp henne. Det er ikke, fordi det er forkert at skabe udvikling, men tingene gik bare for stærkt. Der har været mange ændringer oven i hinanden«, siger hun.

Hvordan kan du gøre det?

Det var en artikel i Ugeskriftet, der fik Birgitte Bartholdy til at skrive en mail til redaktionen om sin udbrændthed, men hun var flere gange ved ikke at tage kontakt. Både fordi det er vanskeligt for hende at skrive langt i dag, fordi hun nærmest blev træt på forhånd ved tanken om et interview, og fordi hun var varsom ved tanken om at stå offentligt frem.

Det var tanker som »hvad får jeg af reaktioner på det her?« og »er det okay?«, der fyldte.

»Men jeg har helt fra starten været ret åben omkring min udbrændthed«, siger hun.

»Også over for mine patienter i klinikken – at jeg stoppede som praktiserende læge, fordi jeg ikke kunne holde til det. Rigtig mange har sagt, at de godt kan forstå det. Den eneste, der er kommet med en »nej, hvordan kan du da gøre det?«-kommentar, er en gammel kollega. Der slog det mig, at han er af den gamle skole. For ham ville det være frygteligt at havne i sådan en situation her«.

Hvordan i forhold til identitet - er du stadig læge, når du præsenterer dig selv?

»Jeg kan finde på at sige, at jeg har været praktiserende læge, eller at jeg er lægeuddannet, men ikke arbejder som læge. Vel har der været en sorg i det at stoppe i forhold til at slippe den verden, og jeg har haft det mærkeligt med, at jeg nu figurerer som pensioneret læge i mit medlemskab. Men jeg har ikke siddet og begrædt det, det er bare sådan, det er blevet. Og fra det sekund, jeg var ude af det, følte jeg en enorm lettelse«.

Flere patienter på den lange bane

Da hun stoppede i praksis i 2014, regnede hun med at have en arbejdskapacitet som læge på 50 procent. Og hun regnede med, at det ville stige, når hun fik en pause.

»Jeg havde nok troet, at jeg kunne noget mere nu. Min drøm var, at jeg på mine gamle dage kunne tage en måned til Grønland og arbejde. Ikke at jeg skulle være pensioneret som læge som 55-årig. Men jeg har indstillet mig på, at jeg skal lære at leve med det her«, siger hun.

I psykiaterens redegørelse til pensionskassen skrev han, at han vurderede tilstanden som »kronisk og varig, hvor det ikke forventes, at Birgitte Bartholdys funktionsniveau vil bedres«.

Men hun er begyndt at se længere frem.

»Da jeg startede på akupunktur, tog jeg en dag ad gangen. Da jeg havde været der et halvt år, begyndte jeg at tage 2-3 måneder ad gangen, så et halvt år. Og nu begynder jeg at tænke mere i, hvad der skal ske på den lange bane«, siger Birgitte Bartholdy om sine fremtidsplaner.

Hun vil gerne have mere gang i akupunkturbiksen, så de tre dage om ugen er fyldt op med aftaler.

»Det, tror jeg, godt jeg kan klare, når kirkemusikskolen slutter til sommer. Men jeg skal ikke have flere dage end de tre, og jeg tror heller ikke, at jeg skal have længere dage. Jeg har prøvet at have 8-14-dage, og det duer ikke – det bliver for lang tid. Så mister jeg tråden og overskuddet og bliver lidt ligeglad med det, der foregår«.

Birgitte Bartholdy mener, at hun skulle have sadlet om noget tidligere.

»Hvis jeg skulle have været frisk nok til at tage fat på noget helt andet, så skulle jeg nok være stoppet ved min sygemelding i 2008. Det er nok først derefter, at jeg har fået nogle begrænsninger«, siger hun.

»Jeg kan se, at dem, der nemmere klarer at være i det, er dem, der kan sige mere nej, er lidt mere hårde i filten. Jeg skulle have været bedre til at sige nej og have skånet mig selv lidt mere, for der er ingen tvivl om, at jeg har givet mig fuldt ud i mange situationer med tunge patienter. Men det var svært at skulle erkende det, for jeg har syntes, at noget af det hårde arbejde også har været det mest spændende«.À