Skip to main content

Informativ og velskrevet bog med grafiske uskønheder

I en solid fagbog gennemgår to sexologikyndige lektorer, en fysioterapeut og en sygeplejerske, fagets grundtemaer og behandlingsrepertoire.

Cover: Gads Forlag

Christian Graugaard, læge, professor, ph.d. Interessekonflikter: koordinator af masteruddannelsen i sexologi ved Aalborg Universitet sammen med Birgitte Schantz Laursen 

8. jan. 2026
2 min.

Fakta og vurdering

Seksualitet – sundhedsprofessionelle perspektiver

Det seneste årti har været godt for dansk sexologi: Vi har fået nye lærestole, nye klinikker, et nyt forskningscenter, en ny masteruddannelse og en mursten af en ny lærebog. For slet ikke at tale om Projekt SEXUS, verdens største befolkningsundersøgelse om livsstil, sundhed og seksualitet.

Fra sidstnævnte ved vi, at mere end otte ud af ti danskere opfatter sex som vigtigt – men at kun godt halvdelen af seksuelt aktive har været tilfredse med deres sexliv i det seneste år. I mange tilfælde skyldes det ærgerlige misforhold tilstedeværelsen af fysisk eller psykisk sygdom. Det er derfor indlysende, at sundhedsvæsenet skal kunne tackle almindelige menneskers almindelige seksuelle vanskeligheder, og at især læger og sygeplejersker må have »hverdagssexologiske« kompetencer, som hjælper patienter med f.eks. kræft, hjerte-kar-sygdom eller depression til at tilbageerobre et meningsfuldt intimt liv.

I »Seksualitet – sundhedsprofessionelle perspektiver« gennemgår to sexologikyndige lektorer – fysioterapeut Helle Gerbild og sygeplejerske Birgitte Schantz Laursen – fagets grundtemaer og behandlingsrepertoire. Bogen henvender sig især til studerende og bachelorer fra de mellemlange sundhedsuddannelser, og det giver god mening, eftersom forskning har peget på, at det ofte er dem – snarere end lægerne – som tager hånd om »bløde« kliniske problemstillinger som parforhold, intimitet og sex.

Den sort-hvide bog er desværre grafisk uskøn med sine grynede fotografier og næsten ulæselige figurer, men til gengæld – og det er jo det vigtigste – er den både informativ og velskrevet. Der anlægges et fint bio-psyko-socialt perspektiv på seksuel sundhed, og ligesom seksualitetens basale fysiologi gennemgås, betones vigtigheden af tryghed, anerkendelse og aktiv lytning. I sexologien findes der kun hele mennesker. Det gælder i udredning og behandling af seksuelle dysfunktioner – og når livsstil, kriser eller sygdom spænder ben for seksuel udfoldelse.

Bogen afsluttes med fine kapitler om sexologiens organisatoriske, uddannelsesmæssige, juridiske og etiske rammer. De bestyrker indtrykket af en solid fagbog, som placerer sig tæt op ad fagets officielle lærebog, men kondenserer budskaberne til gavn og glæde for en bred vifte af sundhedsprofessionelle.