Fakta og vurdering
Psykologiprofessor Svend Brinkmann har efter eget udsagn begået sin første praksisrettede bog til mennesker, der arbejder med mennesker. Selv om bogen ikke ligefrem præsenterer guidelines for etisk praksis i klinikken, gives der undervejs eksempler på, hvorfor etik er helt og aldeles centralt for vores arbejde. Som sædvanligt demonstrerer Brinkmann, at idéhistorie ligger hans hjerte nært, og det er der god grund til, for netop dannelse er vejen til at blive et godt menneske.
Langt de fleste læger står – bevist eller (værre) ubevidst – i etiske dilemmaer på daglig basis. I noget så hverdagsligt som beslutningen om eventuel videre udredning skal lægen veje hensynet til den konkrete patient, hvis liv hun med teologen K. E. Løgstrups ord »holder i sin hånd«, mod hensynet til bl.a. det regionale budget. Hertil kommer opmærksomheden på socialt udsatte, der som gruppe betragtet har dårligere adgang til sundhedsvæsenet, for slet ikke at tale om bekymringen for overdiagnostik, der i disse tider bør stikke snuden frem fra enhver læges kittellomme.
Brinkmanns professionsetik, omend den ikke direkte henvender sig til læger, er således kærkommen. Faktisk fylder etisk dannelse uforholdsmæssigt lidt i (efter)uddannelsen af læger. På min studieordning blev vi primært præsenteret for pligt- og konsekvensetik i oversigtsform, og »Menneskeetik« starter da også med en gennemgang af disse filosofiske traditioner, i erkendelse af at de har givet ophav til sundhedsfaglige nøglebegreber som autonomi og cost-benefit-analyse. Herefter griber Brinkmann tilbage til antikken og dydsetikken, som han mener bør være central for et fag, hvor vi arbejder med at hjælpe mennesker, fordi den lægger vægt på det reflekterende menneske, det etiske subjekt, så at sige. Det er den almenmenneskelige dannelse, der fører til, at vi kan tage de bedste og etisk mest velfunderede beslutninger – i livet og i klinikken.
For så vidt er der ikke meget nyt tankegods i »Menneskeetik«, hverken historisk eller for Brinkmanns forfatterskab. I højere grad end tidligere værker er bogen skrevet i et mundret sprog, enkelte steder med talesprogssyntaks. Brinkmann helliger sig igen antikkens filosofi, men med afsæt heri går han i rette med det nutidige fokus på individualitet og identitetspolitik i bekymring for, at det kan underminere det almenmenneskelige. Frem for alt er vi nemlig mennesker, og det er denne menneskelighed, vi skal kunne genkende i hinanden, når vi står med svære beslutninger og liv i hænderne.
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi bedst kan højne menneskeprofessionerne gennem dannelse. Her bliver Brinkmann lidt mindre tydelig, og det er der nok en grund til. Almen og etisk dannelse kan »desværre« ikke sættes på formel – det ville være direkte selvmodsigende. Dannelse foregår gennem opdragelse i fælles kultur. Selv om kulturfag først for nylig er blevet pensum på medicinstudierne i Danmark, har undervisning i filosofi, litteratur og film måske derfor særlig relevans for kommende og nuværende læger. Den korte anbefaling lyder derfor: Læs bogen! Den er måske ikke nyskabende, men en virkelig god brik i almen dannelse. Måske bliver du ligefrem et bedre menneske?
Velbehandlet – men forandret
