Fakta og vurdering
»Nu står landets politikere/på scenen igen/og siger, at vi/de handicappede/er for dyre i drift./at det er vores skyld/når man igen må spare/ude i kommunerne./gøgeungeretorikken er tilbage./so am i«.
Sådan er ansatsen i Casper Erics niende digtsamling Crip, hvor han hudfletter social-Danmarks nedprioritering af handicapområdet. Crip – forkortelse af cripple – er navnet på en international handicapbevægelse, som reclaimer ordet fra at være et nedsættende og stigmatiserende udtryk til at være en inkluderende, stolt bevægelse, der arbejder kulturelt og politisk for at italesætte handicap som noget, der ikke kun er et medicinsk, men i høj grad også et politisk og kulturelt problem.
Bogen italesætter denne ableism ved at beskrive livet med funktionsnedsættelse som et oplevet perspektiv fra et digter-jeg med cerebral parese med erindringsglimt fra den treåriges første akillesforlængelses-operation, mobning i skolegården og egne forsøg på at assimilere ved f.eks. at fortælle »sjove« jokes om handicappede. Ønsket om et kropskapabelt liv gennemspilles i scenerne med ungdomsvennen på Nørrebro, i fitnesscenteret, i sengen med kæresten »B« frem mod nutidens paralympiske lege, en CRIP-demo i 2024 og arbejdet med at finde politisk opbakning til en national handlingsplan på handicapområdet. Fra de nære beskrivelser zoomes ud til poliske og historiske horisonter, hvor debatten om dødshjælp aktualiseres, og vi mindes om eugenikprogrammerne, der i en ikke så fjern fortid blev fremført af Karl Kristian Steincke som »raceforbedring« i den første danske sociallov i 1933: »vi får tvangssterilisering af de handicappede./vi får folk, der bindes til sengene./de syge, de åndssvage og degenererede./vi skulle ikke sprede vores gener i befolkningen. […] her etableres den handicappede figur/som en trussel mod almenvellet./vi er de uheldige følger./det er ikke kun fortid. det er også en nutid./når mine cripveninder i dag/snakker med deres læge om sex/bliver flere af dem foreslået: sterilisering«.
Bogen arbejder med mange forskellige niveauer, stemmer og formater, hvor der til den rytmisk veldrejede knækprosa tilføjes politiske budskaber, historiske fakta, data fra rapporter, som nemt kunne være endt i en vrangvridning af poesien. Men det er dygtigt skruet sammen og balanceret, så det faktuelle tager ikke overhånd, men teksterne arbejder poetologisk og forbliver poetisk berørende. Også når en mor Anni har fået klippet en tekst ind, hvor hun skriver:
»det bedste ved at have et handicappet barn er: »/at hvis Mads fik lov til at bestemme, ville vi have en smukkere verden./det værste ved at have et handicappet barn er: /at hvis verden fik lov at bestemme, ville Mads ikke være her«.
På den måde formår Eric på bedste crip-stil at transformere den handicappede figur fra at være en ydmyget og besværlig til at være en kampparat heltefigur: Digteren, der henter sit etos fra et fællesskab, der på grund af digtenes høje kvalitet får en stolt og øm stemme, som vi alle bør lytte mere til.
