Hvor mange regioner skal der være? Flere, færre, ingen eller lige præcis fem? Hvor mange og hvilke sundhedsopgaver, som p.t. befinder sig i landets kommuner, skal eventuelt overdrages til dem?
Dette er blot nogle af de spørgsmål, vi afventer svar på. Netop nu tænker centrale aktører over det – og afgiver senest ved deadline 6. august deres høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Blandt dem er Lægeforeningen, FAS, Yngre Læger og PLO, som ved redaktionens deadline torsdag den 1. august endnu mangler at præsentere deres holdninger til ekspertudvalgets modeller og anbefalinger.
Men andre centrale aktører har allerede offentliggjort deres høringssvar. Så her kan du få et overblik over, hvilke tanker de gør sig om fremtidens sundhedsvæsen.
Hos Danske Regioner er man især optaget af at få samlet ansvaret for opgaverne i sundhedsvæsenet under én myndighed. Der er brug for et opgør med silotænkning, skabelse af stærke økonomiske incitamenter til at løse mere i det nære sundhedsvæsen og investere i forebyggelse – så man derigennem sikrer, at færre overhovedet har behov for at bruge hospitalerne.
»Vi må erkende, at det som hovedregel kun lader sig gøre i det omfang, at ansvar og finansiering er klart placeret i regionerne. Udviklingen af de nære sundhedsindsatser begrænses således af de strukturelle rammer, der opdeler ansvaret og finansieringen af sundhedsindsatsen i forskellige sektorer og lovgivninger. Hver sektor fokuserer på sin del af kæden, ikke på helheden«, som Danske Regioner skriver i sit høringssvar.
Ingen af kommissionens tre foreslåede forvaltningsmodeller leverer den optimale løsning ifølge Danske Regioner. Hverken færre, flere eller ingen regioner er vejen frem.
Med flere og dermed nye regioner risikerer man – ud over store transaktionsomkostninger – »at sætte en velfungerende styring af det specialiserede sundhedsvæsen over styr og dermed svække behandlingen af alvorlige og livstruende sygdomme. Samtidig risikerer man en væsentlig grad af suboptimering inden for det specialiserede område«.
Og omvendt: Færre regioner risikerer at skabe større ulighed i sundhedsvæsenet – modsat de politiske intentioner – især til ugunst for befolkningen i yderområderne. Ligesom »f.eks. en stor østregion vil medføre en geografisk skævvridning på tværs af landet, hvor én stor region vil have en væsentlig fordel op imod tre vestdanske regioner«.
Modellen, der helt afskaffer regionerne og går med et statsligt enhedssundhedsvæsen, vækker selvsagt heller ikke jubel. Det er det modsatte af et nært sundhedsvæsen og gør det uklart, hvem som man skal stille til ansvar på landets største enkeltstående velfærdsområde.
Dermed lander Danske Regioner da også på en model nummer 4 – »en kombinationsmodel, der imødekommer behovet for sammenhæng, nærhed og ensartet kvalitet i hele sundhedsvæsenet – og gør det med lavest mulige transaktionsomkostninger«.
Her består de nuværende regioner. Altså, fortsat fem af dem:
»Ansvaret for det samlede sundhedsvæsen placeres i de eksisterende fem regionsråd, og hvor den umiddelbare forvaltning og udvikling af sundhedstilbuddene inden for et afgrænset geografisk område placeres hos et antal nærudvalg under regionsrådet.
Det vil sige, at regionerne foruden sygehuse og almen medicin også får ansvaret for den patientrettede forebyggelse og rehabilitering, de midlertidige pladser og akutpladser, akutteam og dele af den kommunale sundhedspleje. Men ikke hele ældreområdet, som Danske Regioner vurderer, at det ikke er nødvendigt at inkludere for at opnå synergieffekterne.
Næppe så overraskende har Kommunernes Landsforening (KL) en noget anden holdning til at flytte sundhedsopgaver væk fra kommunerne. Her køber man ikke fortællingen om, at et samlet ansvar løser sundhedsvæsenets udfordringer.
»Det er problematisk at tro, at et samlet ansvar for hele sundhedsvæsenet i sig selv vil sikre den nødvendige omstilling og udbygning af tilbud uden for sygehusene – som er den helt grundlæggende antagelse i de to modeller (model 1 og 2, red.). En antagelse, der vel at mærke ikke flugter med de hidtidige erfaringer fra regionerne, hvor det alene er det specialiserede sygehusvæsen, som er blevet udbygget, mens almen praksis og speciallægepraksis, geriatri og psykiatri er blevet nedprioriteret. Uagtet, at ansvaret har været entydigt placeret under den samme myndighed«, som KL skriver i sit høringssvar.
Kommissionens model nummer 3 kommer tættest på kommunernes ønskescenarie for fremtiden. Den model, der i sin struktur lægger sig tættest op ad status quo, men med overvejelser om færre regioner end de nuværende fem. Præcis hvor mange regioner der bør være, er der forskellige holdninger til blandt kommunerne. Men der er enighed om, at det ikke giver mening at etablere mere end fem.
Samtidig er KL som skrevet uenig i de flytninger af centrale kommunale opgaver, som der også ligger i den model. Det gælder bl.a. akutsygeplejen, som vurderes tæt forbundet med den øvrige sygepleje; den patientrettede forebyggelse, som ifølge KL er stærkt forbundet til civilsamfundet og øvrige kommunale velfærdsopgaver, samt den specialiserede rehabilitering. Samtidig mener Danske Regioner ikke, at man skal lægge somatikken og psykiatrien sammen, som kommissionen ellers foreslår.
En ny organisering af det almenmedicinske tilbud lyder den allerførste af Sundhedsstrukturkommissionens tværgående anbefalinger. Det er anbefalinger, som Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) ser overordnet positivt på – men ikke uden bekymringer »set i lyset af den nuværende kapacitet og opgavemængde i almen praksis«.
Sådan lyder det i dets høringssvar til kommissionens anbefalinger.
Man ser naturligvis positivt på ambitionen om at styrke almen praksis, men lufter også en bekymring for realismen i det og fastslår, at en betydelig stigning i opgavemængden med flere og mere komplekse opgaver, som i dag varetages af sygehusene, kræver øgede økonomiske midler og en betydelig tilførsel af læger.
Et forslag om at adskille opgaveporteføljen fra forhandlinger om økonomiske vilkår og ressourcebehov kræver ifølge DSAM en mere fleksibel økonomiramme end i dag.
»Hvis der politisk ønskes en fleksibel tilgang til nye opgaver i almen praksis, skal man enten fjerne økonomiloftet, der forhindrer klinikker i at øge aktiviteten med kort varsel, eller nedsætte en instans, der kan vurdere den samlede opgavemængde og sikre, at denne ikke stiger hurtigere end den medfølgende økonomi«, skriver DSAM.
DSAM bakker op om differentieret normtal, hvor patienttal og honorarer bestemmes af behandlingsbehovet i den enkelte klinik. Men det bør indføres trinvist og evalueres tæt i forhold til nogle potentielle problematikker, man ser for sig: f.eks. at praksisser i mindre belastede områder tvinges til at åbne for flere patienter, end de magter; potentiel »straf« til klinikker, der udfører godt forebyggende arbejde og uheldige incitamenter til overdiagnostik.
Derudover peger DSAM’s høringssvar på, at en for ensidig satsning på digitale løsninger kan udelukke nogle af de mest syge fra at navigere i sundhedsvæsenet. At der også sikres tilstrækkelige ressourcer og kompetenceudvikling i primærsektoren og ikke kun på sygehusene til at styrke behandlingen af mennesker med psykiske lidelser. Samt et konkret forslag om »Institut for almen medicinsk ledelse«, der bl.a. skal bidrage med viden og faglig sparring i forbindelse med fordeling af opgaver mellem almen praksis og sundhedsvæsenets øvrige aktører.
Læs hele Danske Regioners høringssvar her
Læs hele KL's høringssvar her
Læs hele DSAM's høringsvar her
