Internationalt resistenscenter får base i Danmark

Da en pæn ældre dame stiger på bussen, Linje 5C mod Sundbyvester Plads, hoster hun og når lige at holde hånden for munden. Derefter placerer hun hånden på den lodrette stang ved døren. Jeg forestiller mig det mylder af bakterier, hun efterlader på stangens overflade, og undgår at røre ved den, da jeg stiger af ved Ørestads Boulevard.

Jeg er på vej til et interview om bakterier på Artillerivej 5, Seruminstituttet. Ikke så meget de bakterier, som måtte befinde sig på en busstang i Linje 5C – men om de genstridige bakterier, som har udviklet resistens mod antibiotika og som på verdensplan koster omkring 700.000 menneskeliv årligt.

Vi har hørt om truslen fra AMR i årevis. Og for mikrobiologer er det virkelig »old news« – naturens orden tilsiger, at jo mere antibiotika vi bruger, desto mere resistens vil bakterierne udvikle. For bakterier har altid udviklet resistens. Forskere har fundet bakterier med resistensgener bevaret i den sibirske permafrost, som er mellem 40.000 og 3,5 mio. år gammel. Så bakterierne har et pænt forspring i våbenkapløbet med forskerne.

Men ingen – måske bortset fra netop mikrobiologerne – kunne forudse, at problemet ville eksplodere globalt mellem hænderne på os, som det er ved at ske nu. Skrækscenariet er ifølge WHO, at 10 millioner mennesker vil dø af banale infektioner i 2050, hvis vi bare lader stå til. Til sammenligning dør der i dag 8,8 millioner mennesker af kræft om året.

Ingen tid at spilde, siger FN

Så alvorlig er situationen nu på verdensplan, at en ny FN-rapport fra april i år bærer titlen »No time to wait« - der er ingen tid at spilde. Budskabet til verdens ledere lyder omtrent sådan: Læg penge på bordet og gør noget nu!

»Der er ikke tid til at vente. Hvis vi ikke handler nu, vil vi se en katastrofal effekt inden for bare en generation«, står der i rapporten, som også slår fast, at »antibiotikaresistens er en global krise, som truer et helt århundredes fremskridt inden for sundhed – og opfyldelsen af verdensmålene«.

Portvagten beder mig om at taste mit navn og navnet på den mand, jeg skal besøge: R o b e r t … Fingrene på skærmen. Bakterier – tænker jeg igen. Nej, jeg har ikke OCD. Jeg har bare interviewet flere forskere om bakterier inden for kort tid. Og nu ser jeg dem alle vegne. Bakterierne altså.

I dag gælder mit besøg Robert Skov, der er uddannet speciallæge, mikrobiolog og områdechef på Seruminstituttet indtil 2016, hvor han blev leder af et mikrobiologisk laboratorium i Tyskland. Nu er han rejst »hjem« til en helt særlig opgave. Han skal med egne ord »agere jordemoder« og hjælpe et stort internationalt videns- og forskningscenter om antibiotikaresistens til verden. The International Centre for Antimicrobial Resistance Solutions (ICARS) hedder centret, som Danmark sammen med Verdensbanken har taget initiativ til. På centret skal man ikke alene indsamle og formidle viden, men aktivt sørge for, at den viden omsættes til handling der, hvor behovet er størst. Og Robert Skov står i spidsen for en lille ministeriel arbejdsgruppe, som skal sætte rammerne for centret, inden det søsættes som en uafhængig institution.

»Afsættet er, at bakterier ikke respekterer sektorer eller grænser. Det er en cyklus mellem menneske, dyr og miljø. Vi flytter os, og bakterierne flytter med. Selv på en korttidsluksusrejse til Indien har du mindst 70 procents risiko for at have multiresistente bakterier med hjem i tarmen. Derfor er det her en global opgave«, siger han.

ICARS skal bestå af et hovedsæde i Danmark med 300 ansatte og langt flere medarbejdere i satellitter i andre lande over hele verden. Staten har bevilget op til 45 mio. kroner om året til at løbe det i gang, men efterhånden skal andre lande og fonde bidrage med et større beløb. Målet er at nå en omsætning på 166 mio. kroner om året, når centret er fuldt udbygget i 2023.

Antimikrobiel resistens koster lige så meget som finanskrisen

Det nye center bliver til i samarbejde med Verdensbanken og er et direkte resultat af, at Verdensbanken satte emnet på dagsordenen i 2017. Det skete med rapporten »Drug-resistant infections - A Threat to Our Economic Future«.

Andre organisationer, forskere og sundhedspolitikere har i årevis med svigtende held forsøgt at skabe opmærksomhed blandt regeringschefer om antibiotikaresistens som et globalt problem og et fælles ansvar, men Verdensbanken kom med det ofte mest overbevisende argument: økonomi

For omkostningerne ved antibiotikaresistens kan blive lige så store som omkostningerne ved finanskrisen i 2008/2009, vurderer Verdensbanken. I 2050 kan bakterierne koste 1,1-3,8 procent af det samlede globale bruttonationalprodukt.

Om det nu var på grund af Verdensbankens rapport, eller det var et tilfælde, så blev 2017 året, hvor også Nordisk Ministerråd lancerede 12 initiativer til, hvordan man bekæmper antibiotikaresistens, EU satte gang i sin anden AMR-handleplan, og herhjemme offentliggjorde den danske regering »One Health strategi mod antibiotikaresistens«.

Selvom Danmark er et af de lande, som har nogenlunde styr på antibiotikaforbruget, er forekomsten af resistens også voksende herhjemme. Vi ser flere infektioner med resistente og multiresistente bakterier, men har til gengæld også et system, som kan håndtere udfordringerne.

140 lande har i dag handlingsplaner for at tackle antibiotikaresistens, men det er langt fra alle, der formår at følge planerne.

»Hvis spørgsmålet er, om man skal have mad i dag eller i morgen, er det måske svært at forholde sig til et problem af den her karakter. Derfor opstår behovet for et internationalt center, som kan sikre vidensdeling og frem for alt hjælpe med at omsætte viden til praksis«, siger Robert Skov.

Om de lande, som ICARS skal hjælpe, siger han, at det især er lav- og mellemindkomstlande.

»De fattigste lande er karakteriseret ved små samfund, dårlig infrastruktur og ringe mobilitet. Her har folk ikke råd til medicin. De rigeste lande som Danmark har overskud til at tage hånd om resistens. Men lav- og mellemindkomstlandene har store problemer, fordi velstanden stiger. Det betyder, at husdyrproduktionen vokser, mobiliteten stiger, og flere får råd til antibiotika, så presset på bakterierne til at udvikle resistens stiger. Det er en kæmpeudfordring«.

Han nævner store dele af Afrika, Indien, Sydøstasien, Sydamerika og Kina som steder, hvor ICARS skal sætte ind.

Lavpraktisk hjælp til selvhjælp

Men hvad skal ICARS konkret foretage sig?

»Resistens hænger sammen med antibiotikaforbrug. Så vi skal ind og hjælpe med at regulere forbruget, og det har vi gode erfaringer med. Vi har f.eks. her i Danmark en intensiv dyreproduktion, men et lavt forbrug af antibiotika pr. dyr, som vi har opnået gennem langvarigt samarbejde mellem myndigheder og erhverv. Derfor har vi en unik forståelse af de konkrete problemer, som andre står over for«, siger Robert Skov og slår også fast, hvad ICARS ikke skal:

»Vi skal ikke definere nye policies, og vi skal ikke udvikle vacciner eller ny medicin. Det tager andre sig af. Vi skal hjælpe lande, hvor politikere og embedsfolk ønsker at gøre noget, og hvor de har en infrastruktur, som understøtter projektet. Og så skal der også være nogle lokale forskere, som kan drive processen, så den viden, der genereres lokalt, også udnyttes på stedet«.

Når et land henvender sig til ICARS, vil første skridt derfor være, at medarbejdere fra centeret rykker ud og laver en situationsanalyse.

»Vi skal identificere, hvilke andre aktører der er i området, NGO'er og universiteter, som allerede er i gang. Sammen med dem skal vi så kortlægge, om der findes viden lokalt, eller om vi skal generere ny viden, som er relevant for de lokale forhold. For eksempel hvis landmænd bruger antibiotika som vækstfremmere, kan det være vi skal sætte et forskningsprojekt i gang, som kan dokumentere, at det ikke giver bedre udbytte for landmændene lokalt«.

To faktorer er afgørende for, at det hele kan lykkes, mener Robert Skov. Den ene handler om tværfaglighed, den anden om begrebet »One Health«.

»Det er vigtigt, at det skal være multidisciplinært. Antropologer og mikrobiologer og ingeniører skal arbejde sammen, fordi samspillet her er så komplekst, og kultur og lokale forhold spiller en afgørende rolle. Et eksempel fra vores egen del af verden er Belgien, som jo er delt i et fransk og et flamsk område. I det franske område har man et helt andet syn på at tage medicin end i det flamske område. Og det kan direkte aflæses i et større antibiotikaforbrug. Det er kulturelt betinget«.

Den anden afgørende faktor er One Health, hvor resistens ses som del af et kredsløb mellem dyr, mennesker og det omgivende miljø.

»Det er helt afgørende, at de enkelte lande er villige til at se på hele kredsløbet. Danmark har arbejdet med One Health i 25 år med et langvarigt samarbejde mellem de forskellige myndigheder, dyrlæger, mikrobiologer, sygehuse og erhverv, og det har virket«, siger Robert Skov.

Viden skal omsættes til handling

Lige nu er han og arbejdsgruppen ved at etablere et sekretariat med 4-5 personer på fuldtid. Og så snart, det er på plads, skal de første projekter sættes i gang. Til efteråret skal en direktør ansættes, og sekretariatet vil sørge for, at der ligger et udkast til et arbejdsprogram på hans bord.

»Det er vigtigt at demonstrere, at centret skal omsætte viden til handling. Opgaverne er meget lavpraktiske og handler f.eks. om at begrænse antibiotikaforbrug i landbrug, indføre bedre hygiejne i sundhedsvæsenet og sikre en kontrolleret medicinforsyning, så man ikke køber noget tilfældigt på gadehjørnet, som det sker mange steder i Afrika i dag. Og det handler om at lære folk at bruge antibiotika rigtigt«.

Da jeg forlader Robert Skovs kontor, passerer jeg en gang, hvor væggene nærmest er tapetseret med guldindrammede, falmende fotos af mænd, alle med skæg og iført hvide kitler, og poserende ved siden af deres mikroskoper. De kan - sammen med en god håndfuld kvindelige mikrobiologer i øvrigt - tage deres del af æren for, at Danmark har tiltrukket det internationale center. Hele forståelsen af resistens ligger i klassisk mikrobiologi, som Danmark historisk har været særligt stærk på. Mange lande har ikke klassisk mikrobiologi – og slet ikke mikrobiologi så tæt på klinikken som her, hvor vi har mikrobiologiske afdelinger på de store sygehuse.

Det er bl.a. takket være dem, at min risiko for at overtage multiresistente bakterier fra damen i bussen er forholdsvis lille. Men derfor kan man jo godt have en spritserviet med i lommen …

Læs også: »Mikrobiolog Jette Elisabeth Kristiansen: Vi mangler forskning i løsninger«