Ja: Akutlægen sikrer den rette behandling hurtigt

De 54.000 akutte patienter, der årligt visiteres til akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg, bliver aldrig behandlet af en ung læge alene.

»Aldrig. End ikke en læge i slutningen af hoveduddannelsen står alene med beslutningerne om patienten ved det første møde. Der er altid en akutlæge, der kan gå med«, slår ledende overlæge på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet i Viborg, Larry Højgaard Kristiansen, fast.

Den politik lykkes, fortæller han, med afdelingens faste stab af akutlæger, der alle er speciallæger med en akutmedicinsk overbygning. Der er 11 af dem. Men afdelingen er stadig under opbygning, en er gået på barsel, og en anden er sygemeldt. Derfor bliver der suppleret med vikarer. Det er speciallæger fra andre afdelinger og hospitaler, der interesserer sig for det akutte arbejde og tager vagter her. De dækker 20 pct. af vagterne.

Den store faste bemanding – 11 akutlæger, 21 yngre læger og 110 sygeplejersker – er et udtryk for, at Region Midtjylland for adskillige år siden traf den beslutning, at de nye store fælles akutmodtagelser skulle have en fast døgndækkende bemanding med akutlæger som lægeligt omdrejningspunkt. Ingen speciallæger fra stamafdelinger går i fast vagt på akutafdelingen, som de f.eks. gør i Region Syddanmark. Som følge af den beslutning har Region Midtjylland sammen med Region Nordjylland oprettet en regional efteruddannelse i akutmedicin, som nu 146 har gennemført. Men ikke alle 146 er i omløb, en hel del af dem bruger ikke efteruddannelsen på en akutafdeling, men er søgt tilbage til deres gamle speciale.

Akutlægerne i akutmodtagelsen i Viborg har næsten alle taget den uddannelse, eller er i gang med det.

Behov for speciale

Det kører altså nu på afdelingen – med vikarer. Men snart skal gearet op. Et stenkast væk skyder det nye sygehus nemlig op. Der skal akutafdelingen flytte hen om to år. Så stiger sengeantallet fra de nuværende 38 til 50. Antallet af akutlæger stiger til 13.

»Vi er i en skrøbelig situation allerede i dag. Vi klarer næsten selv kravet om speciallægedækning 24/7, men der er usikkerhed, fordi der ikke er akutlæger nok at trække på. Hvis en holder op eller bliver syg, kan det være svært at finde en anden akutlæge«, siger Larry Kristiansen.

Blandt andet derfor er han fortaler for, at der bliver et akutmedicinsk speciale – fordi det bliver nemmere at skaffe folk.

»Det vil give en robusthed og identitet på afdelingen, der gør det mere attraktivt at arbejde der, og uddannelsesmæssigt vil vi få en bredere palet af læger«, siger Larry Kristiansen.

Bred dør

Men mindst lige så vigtigt et argument for et akutmedicinsk speciale, er, at der er behov for en specialiseret akut faglighed, mener Larry Kristiansen:

»Modtagelsen, stabiliseringen og de differentialdiagnostiske beslutninger af den ofte multisyge akutte patient er en specialiseret ydelse. Derfor skal akutmedicin være et speciale«, siger han.

»Når en akutlæge kalder en speciallæge fra en anden afdeling ned, er det med en mere robust baggrund, end når en ung læge gør det. Vi ved, hvad vi taler om, og der er en mening med det. Det ved de også på afdelingerne. Vi har indimellem drøftelser med stamafdelingerne om, hvornår de skal tilkaldes. Det er en balance – det kan både være overflødigt eller for sent efter deres mening, men det balancerer i det store og hele meget godt«.

Larry Kristiansen afviser enhver tale om, at akutlægen er et overflødigt mellemled:

»Det er helt forkert. Akutlægen er den samlende og koordinerende figur i modtagelsen – med sin brede indsigt i det akutte kan akutlægen se på hele den komplekse patient, der kommer ind med flere sygdomme eller diffuse smerter. Akutlægen undgår derfor fokuseringsfejl, hvor man går i dybden med en ting og kommer til at overse noget andet. Vi har desuden kompetencen til at sætte de rette diagnostiske undersøgelser i værk, indtil vi eventuel indkalder en speciallæge fra stamafdeling. At kalde alt det overflødigt er hen i vejret«.

Han tilføjer:

»Som vi har organiseret os, vil en del patienter – afhængigt af hastighedsgraden – blive set af os først, men samtidig af en kirurg. Hvis han kommer i tvivl om noget, har han mulighed for at lave sparring med os. Og vi laver sammen en handlingsplan for patienten. Så derfor er vi ikke nødvendigvis et led inden, patienten møder en anden faglighed«.

Endelig peger Larry Kristiansen på, at akutlæger også ser ud over hospitalets rammer:

»Desuden har vi fokus på det tværsektorielle. Vi kender kommunerne, som vi har samarbejde med, ved hvordan deres tilbud fungerer og hvem, vi skal ringe til, når en patient skal udskrives. Det ved speciallægen fra en stamafdeling garanteret ikke noget om«.

Han oplyser, at kommunerne i området sammen med akutafdelingen driver et callcenter. Det ligger i akutafdelingen og hertil kan praksislægen stilles om, når akutlægen eller hospitalsvisitationen vurderer, at indlæggelse af en patient kan erstattes med et kommunalt alternativ.

Almenmedicinere i akutafdelingen

Blandt de 11 akutlæger på afdelingen er der ikke færre end fire almenmedicinere. En af dem er Mille B. Morberg. Hun fortæller, at hun aldrig nåede at få sin egen praksis, før hun blev indfanget af det akutte arbejde:

»Jeg brænder for det brede syn på den akutte patient. Jeg har set, hvor fatalt det er at være en patient, som fejler noget andet end det speciale, vedkommende er indlagt under. Jeg har fundet AFLI-patienter på en organkirurgisk afdeling, og jeg har fundet pneumonipatienter på gynækologisk afdeling. Alle var de godt behandlede for det, som havde med specialet at gøre, men det, de i øvrigt fejlede var tyndt behandlet eller slet ikke opdaget. Får man derimod patienterne ind ad den brede dør først og får dem set af speciallægen med bredde i sit blik og først derefter sender dem ud ad et specialespor, så tror jeg, at man, samlet set, har behandlet patienten bedre«.

Ifølge Mille B. Morberg er det logisk med et akutmedicinsk speciale:

»Hvis man vælger at gøre det på den måde, som jeg lige har skitseret, skal man sørge for, at speciallægen med det brede blik har en ordentlig uddannelse. Og den skal være homogen. Den skal være ens over hele landet«, siger hun.

---

Eksempel på et forløb: En patient har diffust ondt i maven. Egen læge er utryg ved det og sender patienten til akutmodtagelsen, hvor en sygeplejerske tager imod og måler de vitale parametre. På grundlag af det triagerer sygeplejersken orange. Sygeplejersken ringer til akutlægen, som ifølge målsætningen skal se den orange patient inden for 0-15 minutter. Akutlægen vurderer, at det er en forstørret aorta og ordinerer ultralydundersøgelse med det samme, hvor diagnosen bekræftes. Akutlægen konfererer med en karkirurg, og patienten sendes til operation.

Triagesystemet

Rød: Speciallægen tilser patienten med det samme

Orange: En speciallæge inden for 15 minutter

Gul-grøn:En speciallæge inden for en time.

Blå: Ses sjældent af speciallæge

Opfyldelse: 75 procent

Læs her om Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, der ikke synes, at en akutlæge er svaret på fremtiden i akutmodtagelsen.