På akutmodtagelsen i Esbjerg har den ledende overlæge ansat flere læger uddannet i akutmedicin, men et helt hold med akutlæger vil aldrig fungere i Esbjerg. Ugeskrift for Læger var på besøg i det vestjyske.
Han gentager det gang på gang, Christian Christiansen. Som ledende overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har han intet imod akutlæger. Tilmed er den akutelle diskussion om et nyt speciale i akutmedicin måske endda blevet lidt for unuanceret, for meget for og imod, forklarer han på sin rolige og vestjyske facon denne fredag i et lille mødelokale på afdelingen.
”Faktisk er tre af vores læger uddannet inden for fagområdet akutmedicin, så jeg kan jo godt bruge læger med de særlige akutkompetencer”, siger Christian Christiansen.
Faktaboks
Men han har taget stilling. Sammen med andre ledende overlæger skrev han for nylig i Ugeskriftet kronikken ”Nej tak til akutlæger i Danmark”, der, som titlen antyder, klart tog afstand til etableringen af et nyt akutspeciale.
For selv om Christian Christiansen har brug for læger med blik og kompetencer for det akutte arbejde, vil et nyt speciale blot føde speciallæger, der reelt vil blive et ekstra og dermed overflødigt led på afdelingen. Her forklarer han, hvordan en typisk situation ville se ud, hvis speciallæger i akutmedicin var ansat i Esbjerg:
”Når en ældre dame med ondt i maven får at vide af sin egen læge, at hun skal indlægges, vil hun komme til en akutlæge, der konstaterer, at hun skal ses af en kirurg. Men det er et led for meget. Kvinden er allerede set af en speciallæge – den praktiserende læge – og så skal kvinden ikke igennem et ekstra led, men direkte til kirurgen. Kernen i det akutte arbejde er at få patienten hurtigst muligt hen til rette kompetence, og her vil en akutlæge vær et forsinkende led. Og det er ikke kvalitet for vores kunder. Så jeg har ikke noget imod akutlæger. Jeg kan bare ikke se, hvad jeg skal bruge dem til. En akutlæge vil altså ikke bidrage med noget, vi ikke har i forvejen”, siger Christian Christiansen.
En akutlæge vil altså ikke bidrage med noget, vi ikke har i forvejen. Christian Christiansen, ledende overlæge på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg
Fem team er den akutte rygrad
På FAM på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er der denne fredag middag stille på gangene, der dufter af nyt linoleumsgulv og nymalede vægge. Siden marts sidste år har hele den nyrenoverede akutmodtagelse været samlet på hospitalets stueplan, hvor Christian Christiansen viser rundt. Han hilser pænt med et nik og ”velkommen til”, da to patienter på bårer bliver rullet ind på afdelingen af ambulancereddere og hen til de koordinerende sygeplejersker.
For når de årligt ca. 50.000 patienter ankommer til den vestjyske akutmodtagelse, bliver de alle først mødt af en koordinerende sygeplejerske. Hun fordeler patienterne videre til et af de i alt fem team: ortopædkirurgisk, organkirurgisk, medicinsk, neurologisk og kardiologisk, som er rygraden i akutmodtagelsen. Hvert team har en leder, der enten er speciallæge eller i sin sidste del af hoveduddannelsen, og teamlederen er både fagligt og logistisk ansvarlig for patienterne i netop sit team.
Om natten er det yngre læger, der står i front i de forskelige team, men speciallæger fra alle de fem team er i huset og kan tilkaldes. Teamlederne er både speciallæger fra stamafdelingerne og fastansatte FAM-læger, der udelukkende tager sig af det medicinske team – og altså ikke de andre team.
”På den måde har vi en robust struktur, når vi tager læger fra så mange afdelinger. Hvis der kun skulle være akutlæger som teamledere, ville der værre meget færre læger, og det er dermed sårbart for sygdom og andet fravær. Desuden føler stamafdelingerne mere ejerskab til akutmodtagelsen, når de selv er en del af den”, forklarer Christian Christiansen.
Akutlæger vil forhindre dynamik
I starten havde speciallægerne som teamledere travlt med at sende patienter videre og konstatere, at ”det er vist ikke min patient”, men så indførte Christian Christiansen, at alle læger skulle se på patienten, hvis den koordinerende sygeplejerske havde sendt patienten ned til vedkommende.
”Og nu sker det automatisk, og lægerne er mere indstillede på at se på patienterne og arbejde på tværs. I dag har vi en god dynamik mellem speciallægerne, der hjælper hinanden. En akutlæge vil gå i sin egen silo og arbejde, og en gang imellem vil der blive tilkaldt en læge fra et andet speciale, fordi akutlægen ikke kan finde ud af det. Så møder lægerne ikke hinanden så tit, og det forhindrer dynamikken på hele sygehuset”, siger han.
Kirurger ser hele mennesker
Seks speciallæger – heraf tre med den Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)-godkendte efteruddannelse i akutmedicin – er ansat på afdelingen, hvor 50-60 speciallæger fra stamafdelingerne har en vagt ca. en gang om ugen. Heriblandt Sükriye Corap, der til daglig er speciallæge på Ortopædkirurgisk Afdeling.
”Med min tilknytning til det akutte arbejde ser jeg også på ældre damer, der har brækket hoften, og jeg har fået den erfaring, at der formentlig er en bagvedliggende årsag til, at de er faldet og har brækket hoften. Den erfaring ville jeg ikke få, hvis jeg altid stod over operationslejet. Som kirurger skal vi ikke kun kigge på knogler, men på hele mennesker”, siger Sükriye Corap.
Netop den akutte fase i en speciallæges arbejdsliv er så vigtig, at det i sig selv er et godt argument for at sige nej til et akutspeciale, siger Christian Christiansen.
”Det er et helt grundlæggende element i en læges arbejde at se den akutte patient. Hvis jeg som uddannet endokrinolog blev taget ud af det akutte og kun skulle se lungebetændelser på min afdeling, ville det ikke gavne mig eller mine patienter. Jeg har set så mange lungebetændelser i den akutte fase, at det giver en værdifuld erfaring. Det må være det samme for en kirurg. Hvis han bare render rundt inde på et stort hospital og kigger ned i en åben mave, så får han problemer, når han kommer her til Vestjylland og skal se en akut patient med ondt i maven”, siger den ledende overlæge.
Han mener i stedet, at alle lægers evner inden for det akutte arbejde skal skrues op.
”Jeg så gerne, at man kun kan blive ansat som overlæge, hvis man har haft ca. fem år i en fælles akutmodtagelse. Det skal være en fast periode af ens karriere, og det vil gøre, at alle læger kan varetage de opgaver”, forklarer Christian Christiansen.
Hvis nu en af dine læger kom og gerne ville uddannes i akutmedicin i Sverige, hvad vil du så sige?
”Så vil jeg sige, at det nok ikke passer så godt til vores afdeling. De uddanner sig til nogle kompetencer, som de ikke får brug for i Esbjerg. Her efterspørger vi kun internmedicinske kompetencer”.
---
Eksempel på et forløb:
Hvad sker der, hvis der kommer en ældre dame med brystsmerter ind på akutmodtagelsen en hverdagsnat kl. 2?
”Ondt i brystet kategoriseres som noget af det mest alvorlige, så kvinden bliver straks sendt fra den koordinerende sygeplejerske til det kardiologiske team. Så kommer kvinden ind i regionens akutpakke og bliver undersøgt af sygeplejersker, og prøver bliver taget af en laborant. Den kardiologiske teamleder slutter sin vagt kl. 23.00, men er i huset og til at få fat på. Lige for netop denne patienttype er medicinsk bagvagt altid ansvarlig, når den kardiologiske speciallæge ikke er der,” siger Christian Christiansen.
