Skip to main content

Ja til OK-aftalen og genvalg til formanden

Trods en vis betænkelighed ved bl.a. ændringerne i vagtbetalingen sagde et stort flertal i Overlægeforeningens repræsentantskab ja til OK 2024-aftalen – og Susanne Wammen blev genvalgt som formand for de kommende to år.

Susanne Wammen blev genvalgt til ny toårig periode som formand og lovede at give den »maks. gas på det hele« og at arbejde for at »fastholde overlægernes stærke stemme i den offentlige, sundhedspolitiske debat«.(Foto: Claus Boesen)

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

15. mar. 2024
6 min.

Ud af regionernes chefforhandlers mund vokser taleboblen: »Arbejdsudbud, arbejdsudbud, arbejdsudbud og fleksibilitet«, står der i den.

Okay, det var måske ikke verdens mest æstetiske PowerPoint-slide, men det skulle illustrere bagtæppet for forhandlingerne om OK 2024-aftalen mellem regionerne og Overlægeforeningen – og det var, sagde overlægernes formand Susanne Wammen som indledning på foreningens repræsentantskabsmøde om selvsamme aftale, ikke noget nysseligt velourtæppe.

Det var et kludetæppe af politiske forudsætninger og forventninger, der gjorde forhandlingsforløbet om den ellers kun to år lange OK-aftale noget bøvlet, påpegede hun.

Regionernes tilgang var én ting – oven i det har som også illustreret på PowerPoint-sliden ligget de kommende udmeldinger fra Sundhedsstrukturkommissionen, de allerede afleverede anbefalinger fra Robusthedskommissionen og de efterfølgende trepartsforhandlinger. Og dertil så diktatet fra overlægeformandens efternavnebror, finansminister Nicolai Wammen:

»Uanset hvor mange gange, der blev sagt ,op med rammen, Wammen’, så rystede han bare på hovedet«, sagde hun om det, der altså endte med 8,8% lønstigning til alle offentligt ansatte over de kommende to år.

Sådan opsummerede Susanne Wammen det, der kommer til at ske i de kommende måneder, og som vil få indflydelse på den kommende OK-periode og ikke mindst forhandlingerne om den næste periode:

»Hvem har magten over sundhedsvæsenet om seks måneder? Er det regionerne – eller måske nogle færre regioner, end vi har nu? Hvor ligger pengene? Og hvilke opgaver er blevet flyttet og hvorhen?«

Vægt på grundlønnen

Med den intro og Susanne Wammens gennemgang af OK-aftalens hovedpunkter tog forsamlingen af 66 repræsentanter hul på debatten om den netop indgåede aftale om OK 2024. En aftale, som ud over »taleboblen« fra regionerne var rammesat af det statslige forlig og den samlede lønstigning på 8,8%.

Indlæggene i debatten var et meget langt stykke hen ad vejen en anerkendelse af den aftale, der er landet. Men, sagde Susanne Wammen selv, der er som i alle andre OK-forhandlinger tale om at give og tage.

Hun medgav, at reallønstabet i forhold til den lange højinflationsperiode ikke er fuldt indhentet med den nye aftale. På den positive side tæller, understregede hun, at en stor del af den aftalte stigning allerede udløses fra 1. april med en generel lønstigning på 4%. Og det tæller op, at der er lavet en omlægning af variable lønsummer til fast grundløn.

Men, sagde hun, omlægningen af kompensation for manglende vagttillæg til grundløn kommer til at mærkes af nogle mere end andre. Den betaling, man får for vagter, man skulle have haft i sin ferie, bliver med den nye aftale fra næste år konverteret til en højere grundløn for alle, og så sikrer omlægningen fra tillæg til grundløn, at det ikke længere er op til bøvlede forhandlinger for de lokale TR’er at sikre, at kompensationen rent faktisk bliver udbetalt.

At det har været et problem ude på afdelingerne, bekræftede flere TR’er blandt de tilstedeværende repræsentanter, mens andre erklærede, at det har kørt fint, og at omlægningen derfor har vakt bekymring hos de mest vagtbelastede.

Men det opvejes et langt stykke hen ad vejen af reglerne i ferieaftalen, der sikrer, at man kan vælge ferie med feriegodtgørelse, sagde Susanne Wammen.

Og næstformand i bestyrelsen, Niels Juul, fortalte, at Overlægeforeningens sekretariat på foreningens hjemmeside snart vil præsentere en digital løsning, hvor medlemmerne kan se, hvilken løsning der giver bedst mening for dem i forhold til vagtbelastning og betalt merarbejde. Det sker, så medlemmerne kan have tingene på plads inden udgangen af august 2024, hvor man senest skal meddele det, hvis man vil holde ferie med feriegodtgørelse.

Styr på arbejdstiden?

Et andet debatemne på repræsentantskabsmødet var – lidt i udkanten af OK-resultatet – også arbejdstidsreglerne og forholdet mellem de OK-aftalte regler og den EU-forordning, der fra 1. juli også er udmøntet i dansk lovgivning.

Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer om ugen, og den øverste arbejdstid er ifølge EU-forordningen 48 timer. Men hvordan sikrer man, at den øverste grænse bliver overholdt, hvad tæller med i timeopgørelsen, og er der et direkte sammenstød mellem de aftalte regler og den nye EU-afledte lovgivning? Og risikerer Overlægeforeningen dermed at tiltræde en lovstridig aftale? Sådan lød spørgsmålene fra nogle repræsentanter, der refererede til eksempler på, at reglerne for nuværende netop ikke bliver overholdt.

Overlægeforeningen er, sagde Susanne Wammen, helt klar over, at der skal holdes nøje øje med, hvordan arbejdsgiverne kommer til at styre, at reglerne overholdes, og hvordan det kommer til at påvirke overenskomstens arbejdstidsvilkår.

»Det er arbejdsgivernes forbandede pligt at få det det her system til at fungere«, sagde Susanne Wammen og forsikrede samtidig om, at Overlægeforeningen grundigt vil overveje, hvordan det videre forløb skal gribes an.

»Det er komplekst stof og handler både om EU-lov, dansk lov og overenskomsttekst. Bestyrelsen har sat gang i en større analyse, som både indeholder et juridisk spor og et forhandlingsmæssigt spor, så vi kan få et solidt grundlag at stå på og afdække, hvilke muligheder og risikofaktorer der er ved de forskellige veje, man kan gå«, sagde Susanne Wammen.

Stort flertal og genvalg

Debatten bølgede efterfølgende frem og tilbage, inden en afstemning – udløst af ønsket fra en enkelt repræsentant – viste, at 55 af de 66 tilstedeværende repræsentanter sagde ja til den indgåede OK-aftale, ingen sagde nej, og 11 stemte hverken ja eller nej.

Bagtæppet for forhandlingerne om OK 2024 var et kludetæppe af politiske forudsætninger og forventninger, der gjorde forhandlingsforløbet noget bøvlet, påpegede Susanne Wammen - og illustrerede det med denne powerpointslide.

Mens Overlægeforeningens repræsentantskab dermed har stemt ja til overenskomstaftalen, skal Yngre Lægers medlemmer i de kommende uger i en urafstemning stemme ja eller nej til den samlede aftale for Akademikerne (AC) og organisationsaftalerne. Skulle Yngre Læger-medlemmer stemme nej, betyder en såkaldt husaftale, at også Overlægeforeningen/FAS siger nej, men den samlede godkendelse sker i regi af alle AC-organisationerne.

Det endelige resultat af den samlede AC-afstemning foreligger 15. april.

Repræsentantskabsmødet genvalgte Susanne Wammen som formand for Overlægeforeningen for de næste to år, ligesom der var toårigt genvalg til bestyrelsesmedlem Bjarne Skjødt Hjaltalin. Begge blev valgt uden modkandidat.

Susanne Wammen lovede i sin takketale at give den »maks. gas på det hele« og at arbejde for at »fastholde overlægernes stærke stemme i den offentlige, sundhedspolitiske debat«.

Under Eventuelt-punktet efterlyste en TR mere fokus på rammerne for forhandlinger af Ny Løn-midlerne: Det er svært for den enkelte TR at håndtere forventningerne – og svært for den lokale modpart – for hvad er forhandlingsgrundlaget egentlig?

Og en cheflæge fra salen argumenterede for, at der ved næste OK-forhandling skal være mere fokus på at styrke TR-systemet. De er vigtige samarbejdspartnere for cheflægerne, sagde hun.

Begge dele lovede Susanne Wammen, at der vil blive fulgt op på.