Den nyligt indgåede overenskomst var på dagsordenen, da Yngre Lægers ekstraordinære repræsentantskabsmøde blev afholdt 11. marts.
Centralt i overenskomsten står en lønstigning på 5,76% til yngre læger i regionerne allerede i år, men OK24 rummer langt mere og har krævet et kæmpe stykke arbejde, sagde bestyrelsesmedlem og medlem af forhandlingsdelegationen i Yngre Læger, Søren Niemi Helsø, da han præsenterede aftalen fra talerstolen.
»Der er ikke en eneste læge, der går på arbejde i Region Sjælland for at lave et dårligt stykke arbejde. Jeg hører også fra folk, at mange i hovedstaden taler om den dårlige faglige kvalitet i Sjælland. Så kom dog ud og hjælp os«Læge, Region Sjælland
Han beskrev den samlede pakke, som efter repræsentantskabsmødet blev sendt til urafstemning blandt medlemmerne.
Noget af det vigtigste for Yngre læger er, at afdelingslægetitlen ændres til speciallæge for at gøre det til en attraktiv slutstilling, lød det fra Søren Niemi Helsø.
Læs også:
Lønhop, ny titel og kamp om vilkår
For speciallæger er der tre nye arbejdsformer: plustid, merarbejde og køb af vagttjeneste. Plustid rummer mulighed for op til 42 timer om ugen. Merarbejde betyder blandt andet, at tilfældige overskridelser af arbejdstiden ikke længere honoreres pr. automatik. Vagttjeneste indebærer, at afdelingen kan købe 25 timers vagttjeneste om måneden, som honoreres adskilt.
Ingen stillinger må slås op som mere end 37-timersstillinger, præcis som det er i dag. Men som noget nyt får man efter tre måneder mulighed for at vælge en eller flere af de andre modeller, hvis man selv og arbejdsgiveren ønsker det.
De nye modeller er frivillige og kan altid opsiges med tre måneders varsel, lyder det i aftaleteksten.
Søren Niemi Helsø fremhævede bedre barselsrettigheder som en sejr for Yngre Læger. Det rummer ti ugers øremærket barsel til fædre og medforældre, 13 ugers løn til hver flerlingeforælder og ti ugers løn til soloforældre.
Yngre Læger har haft ønske om mere fleksibilitet og frihed, og der oprettes frihedskonto og fritvalgsordning, ligesom aftenarbejde har været et stort tema ved forhandlingerne.
På tværs af regioner
Visse elementer fra overenskomsten skabte ekstra debat ved repræsentantskabsmødet, blandt andet arbejdsområdet.
I overenskomsten bliver det fra 1. april 2024 skrevet ind, at arbejdsområdet omfatter arbejdsopgaver, der er knyttet til lægens ansættelsesforhold, herunder varetagelse af patientbehandling på eget sygehus og andre sygehuse i eller uden for regionen.
Arbejdsområdet kan også omfatte regionale opgaver, blandt andet som følge af etablerede samarbejder mellem regionen/sygehuset, lyder det. Den forøgede rejsetid indregnes i arbejdstiden, og den forøgede rejsetid uden for regionen kan også honoreres.
Især vakte stillinger på tværs af regioner debat, og flere i repræsentantskabet var bange for, at nye modeller bliver til tvang.
»Jeg er ret bekymret for, at vi kan sende afdelingslæger ud af regionen. Jeg kommer selv fra et sygehus langt væk, og det er nok ikke mig, der bliver sendt ud. Men man planlægger sit liv som læge. Man bliver kastet meget rundt, men når man søger en fast stilling, er der også en forventning om, at det er der, man skal arbejde. Det her gør ondt hele nede i maven«, sagde en læge fra Region Nordjylland.
Hans bekymring var også, at det skygger for alt det andet fine arbejde, som Yngre Læger har lavet.
»Vi har før set delestillinger på tværs af regioner, og det fungerer ikke. Vi kan gøre det bedre. Jeg savner en form for begrænsende faktor, jeg ser ingen stopklods, og det er jeg bekymret for«.
Der blev også peget på, at Sundhedsstrukturkommissionen nok alligevel kommer til at bryde regionsgrænserne op. Hvis to regioner lægges sammen, er det godt med en OK-aftale på plads allerede nu.
Der var ros til forhandlerne fra blandt andre en læge i Region Hovedstaden. Men, sagde han:
»Jeg har ikke mødt én afdelingslæge, der deler jeres holdning. Jeg har mødt mange kolleger, som er super utilfredse med det resultat, der er kommet frem. Vi har brugt meget tid på at tale om, hvordan vi gør afdelingslæger til en større del af Yngre Læger. Det gør vi bestemt ikke med denne overenskomst. Vi ved godt, at vi er den vare, regionerne gerne vil købe; det er os, de har brug for, men vi er blevet solgt for billigt«.
Han satte desuden spørgsmålstegn ved, om villighed til merarbejde og plustid alligevel ikke kommer til at betyde noget ved jobsamtalen, hvis man har to kandidater, og en af dem er klar på merarbejde. Selvom det i realiteten ikke må tælle med.
En anden læge fra Region Hovedstaden havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at læger potentielt skulle arbejde hvor som helst i landet, lød det.
»Vi afgiver vores arbejdsområde 1. april, men vi får ikke noget, bortset fra en lille smule i pension, ulempetillæg til speciallæger, dog ikke til de yngste læger. Det kan jeg ikke forstå. Jeg kan ikke se, at vi for alvor har fået noget. Jeg vil gerne have afklaret, hvad vi har fået, der er så værdifuldt, at vi skulle sælge vores arbejdsområde«.
Syge patienter, men ingen læger
Det var ikke kun læger fra hovedstaden, der var kritiske. Også hos en kommende PLO’er i Region Sjælland var der undren.
»Når læger har gennemført en speciallægeuddannelse og har shoppet rundt mellem forskellige sygehuse, skal vi have lov til at arbejde ét sted som speciallæge. Jeg er bekymret for, at man kan blive udstationeret på perifere sygehuse. Rekrutteringsudfordringer i min egen region skal ikke resultere i, at man tvinger folk til at arbejde der. Det skal løses gennem bedre løn og arbejdsvilkår«.
Til det svarede Helga Schultz, forperson i Yngre Læger, at ændringen i arbejdsområde kommer, fordi der er steder i Danmark, hvor der er syge patienter, men ingen læger.
Det er et rigtig stort problem for patienterne og dermed også for lægerne.
»Lægedækning har fyldt for alle os, der er politisk aktive. Arbejdsgivere og politikere har prøvet at løse det ved at lave delestillinger, hvor der bliver slået to deltidsstillinger op i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Men det er en dårlig løsning at have to deltidsstillinger. Det har vi gerne villet løse i vores overenskomst i stedet. Den skal være så tidssvarende som muligt og være med til at løse samfundsproblemer«.
Hun tilføjede, at der ikke er lagt op til, at man som højtspecialiseret speciallæge skal sendes et sted hen som eneste speciallæge.
»De scenarier og skræmmebilleder, hvor speciallæger sendes rundt i hele landet som en del af arbejdslivet, er ikke realistiske. Hvis du er en højtspecialiseret speciallæge, giver det ikke mening at sende dig hvor som helst rundt. Du vil typisk sendes hen et sted, hvor der er andre personaler, der svarer til det, du kan. Det skal give faglig mening. Det er desuden dyrt at sende folk rundt , så det vil ikke ske uden nøje overvejelser«.
Ifølge Helga Schultz er mange andre læger end dem, der gav deres mening til kende ved repræsentantskabet, positive.
»Det fylder meget her, at folk er kritiske, men vi har talt med mange afdelingslæger, der er glade for den samlede pakke«, sagde Helga Schultz fra talerstolen.
Argumentet med at hjælpe i et lægedækningstruet område skabte yderligere debat. For skal Region Sjællands problemer løses i OK-sammenhæng?
»Lægedækning er et politisk problem. Det skal ikke løses i overenskomstsammenhæng. Vi kan godt flytte os. Vi skal ikke begynde at drive regioner, hvor det går dårligt, fordi man har sjoflet ledelse gennem mange år som en udeklinik fra regioner, hvor det går godt. Når vi giver fleksibilitet, skal der rejses kritik af den måde, man har drevet region Sjælland. Men vi skal ikke lappe huller, som er opstået, fordi den regionale ledelse ikke har fungeret«, sagde en læge fra Region Hovedstaden.
En anden læge fra Region Hovedstaden udtrykte også bekymring for at drive Region Sjælland som satellitklinik fra Region Hovedstaden:
»Det er et krav fra vores arbejdsgiver i årevis, som vi selv går med til. Hvad har vi fået arbejdsvilkårsmæssigt som kompensation for det her?«
Wendy Schou fra forhandlingsdelegationen svarede på det spørgsmål ved at henvise til blandt andet seniorvilkår og de tre potentielle stillinger, man nu kan få som speciallæge. Mange medlemmer efterspørger det, andre vil gerne bevare vilkår fra afdelingslægestillingen, og det er stadig muligt, fastslog hun.
»Jeg vil gerne stå på mål for det. Jeg er selv medicinsk læge i Region Sjælland, og det nytter ikke, at der er så stor forskel på sundhedsydelserne i det her lille land. Jeg er kommende geriater og kan bare se, at patienterne er syge og gamle. Det vil jeg gerne politisk være med til at løse på en god måde, ikke med tvang. Til efteråret kan der ske ændringer politisk, som kan betyde tvang. Sidste gang, vi oplevede tvang, fik vi femårsreglen, og den var ikke sjov. Jeg gik ind til forhandlingerne med et håb om at kunne løse noget af lægedækningsproblemet«.
»Jeg synes, vi har fået noget for det«, opsummerede Wendy Schou.
Stop Region Sjælland-bashing
En læge fra Region Sjælland var ærgerlig over, at diskussionen blev til en Region Hovedstaden mod Region Sjælland-problematik.
»Der er et rigtig godt uddannelsesmiljø på flere afdelinger på f.eks. Slagelse Sygehus. Region Sjælland skal ikke være en satellit fra Region Hovedstaden. Der er ikke en eneste læge, der går på arbejde i Region Sjælland for at lave et dårligt stykke arbejde. Jeg hører også fra folk, at mange i hovedstaden taler om den dårlige faglige kvalitet i Sjælland. Så kom dog ud og hjælp os«, tordnede hun og fortsatte:
»Det drejer sig ikke om at komme ud flere dage om ugen, og at vi kommer til at svømme i læger. Vi vil også bare gerne gøre noget godt for patienterne. Og de har brug for læger. I Nysted ser læger patienter med skørbug samme dag, som de ser gravide, der ikke har råd til vitaminpiller. Risikogravide fra Lolland skal til Roskilde for at føde, fordi der ikke er beredskab i Nykøbing. Det er de svageste borgere, som bliver rykket rundt for at se os læger«.
Der er måske ting i ledelsen i Region Sjælland, der ikke fungerer godt, men de er bundet på hænder og fødder og leder efter penge, de ikke har, sagde hun og tilføjede, at med diverse tillæg og bonusser for at arbejde i Region Sjælland får nogle læger 120.000 kroner om året i lokallønsmidler. Hun gav ikke meget for snakken om bedre løn.
»Det er frustrerende at sidde og høre på den bashing, der foregår. Tonen er, at vi skal redde Region Sjælland, men vi har alle sammen en medicinsk uddannelse, vi er dygtige læger, og ingen gør et dårligt stykke arbejde. Men det er svært at løfte uddannelsen, når der ikke er nogen, der vil komme ud og uddanne vores uddannelseslæger«.
Det fik hele salen til at klappe. Længe.
En læge fra Region Hovedstaden bakkede op og advarede mod alle katastrofescenarierne omkring at skulle arbejde i hele landet.
Yngre Læger er ikke blinde over for det samfund, vi er en del af, lød det fra Søren Niemi Helsø.
»Når vi har udfordring med lægedækning, kan vi ikke bare sige, at andre må løse det. Vi skal være med til at løse problemer, samtidig med at vi skal passe på vores medlemmer. Derfor er vi gået med på aftalen, fordi vi ser det som en bedre løsning end delestillinger. Ellers vil det blive løst for os. Hvis jeg skal vælge mellem at blive tvunget eller være en del af løsninger, vil jeg vælge det sidste. Vi er ikke kun en bidsk vagthund, vi er med til at løse problemerne i samfundet. Vi har som læger en forpligtelse til at hjælpe de patienter, der har brug for os«.
Et flertal af repræsentantskabet i Yngre Læger vedtog til slut at tilslutte sig Yngre Lægers bestyrelses anbefaling om at stemme ja til OK24-forliget. I alt 51 repræsentanter stemte for dette, og 24 stemte imod. Repræsentantskabet besluttede samtidig, som vanligt, at sende overenskomstforligets urafstemning ud blandt Yngre Lægers medlemmer. Afstemningen løber frem til den 8. april kl. 12.