»Jeg bruger for meget tid på at skaffe midler til drift«

En time. Det er aftalen, da Ugeskrift for Lægers udsendte møder professor, overlæge, dr.med. Ismail Gögenur på Lykkebækvej nr. 1 i Køge. Her ligger en del af Sjællands Universitetshospital og forskningsenheden Center for Surgical Science, som Ismail Gögenur står i spidsen for.

En time har vi til at tale om tid og forskningsvilkår, for mere kan man ikke rigtig være bekendt at bede om af en travl mand som Ismail Gögenur. Ikke fordi han skal nå i Netto eller har en tennisduel, han skal udkæmpe efter fyraften, men fordi han vil have mest mulig forskning ud af døgnets 24 timer. Ismail Gögenur, som også er assisterende videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger, brænder nemlig for forskning og er optaget af at omsætte forskningsresultater til klinisk praksis.

»Mit hjerte banker for cancerpatienten og akutkirurgien. Og jeg er præcis, hvor jeg gerne vil være. Jeg opererer og står samtidig i spidsen for et cutting edge-projekt, som sikrer, at forskningsresultater omsættes til gavn for patienterne«, siger han.

Projektet, han står i spidsen for, er et af 12 forskningssamarbejder, Clinical Academic Groups, også kaldet CAGs, tværgående kliniske akademiske forskningsgrupper oprettet af Region Hovedstaden, Region Sjælland, DTU og KU. Forskningssamarbejderne understøtter et fælles mål for excellente forskere inden for udvalgte områder. I dette tilfælde arbejder ledende forskere og klinikere fra tre institutter og syv hospitaler i Region Sjælland og Region Hovedstaden translationelt for at reducere følgesygdomme og dødsfald efter operation for kræft i tyk- og endetarm. Og CAG'en fungerer også som forskerskole med mellem tre og seks ph.d.-studerende og p.t. en disputatsstuderende.

Blodprøver koster ekstra

70-80 timer om ugen lægger Ismail Gögenur i arbejde og forskning. »Sådan er det bare«, siger han om timeforbruget.

Som professor mangler han ikke dedikeret forskningstid, som hospitalslæger uden professortitlen ifølge en ny rundspørge fra Lægeforeningen. På papiret har han 80 procent tid til forskning og 20 procent til patienter. Så vidt så godt.

Men i virkelighedens verden går en stor del af forskningstiden med at skaffe midler, dels til at lønne de 33 forskningsmedarbejdere i forskningsenheden, dels til at betale for ekstra ydelser i forbindelse med de mange kliniske projekter, de kører på hospitalerne, såsom skanninger og laboratoriearbejde.

Selv om cancerområdet generelt modtager store midler fra både offentlig og privat side, er der forskel på, hvor mange midler forskning i de forskellige kræftformer modtager. Og tarmkræft og endetarmskræft hører til de lidelser, som ikke tiltrækker helt så store forskningsmidler som visse andre kræftformer. »Vores finansiering er et kludetæppe af offentlige og private midler. Vi har fået ti millioner kroner fra Region Sjælland til at etablere et eliteforskningskonsortie, og det er en vigtig blåstempling og en stepping stone til at få midler i fremtiden. Men jeg skal stadig skaffe løn til medarbejderne – og til drift. I perioder bruger jeg mere end en tredjedel af min tid på at søge midler«, siger han.

Hovedrystende fortæller Ismail Gögenur, at han netop har forhandlet om prisen på ekstra blodprøveanalyser på hospitalet.

»Jeg havde egentlig fået en pris på ca. 1.000 kroner, men så finder jeg ud af, at prisen er meget højere, fordi der indregnes driftsomkostninger. Det er en kæmpe hindring, at man som forsker også skal dække alt ind omkring selve blodprøven«.

Ismail Gögenur mener, at sygehusene generelt burde være bedre gearet til ikkekommerciel klinisk forskning, som har til formål at forbedre behandlingen. Og løsningen ville være store offentlige rammebevillinger, øremærkede midler til hospitalernes forskning, som det kendes fra bl.a. England og Holland.

Forsker i den kirurgiske stress-reaktion

Når Ismail Gögenur ikke bruger tid på at skaffe midler, er han optaget af akutkirurgisk stress, kroppens reaktioner på eksempelvis kirurgi i form af blodpropper, infektioner og kognitive forstyrrelser, også kaldet »operationsrelateret sygelighed«.

»Du kan have en patient med cancer, som du har opereret, og alt er gået perfekt – alligevel er der en komplikation efter 90 dage, og patienten dør. Hvad sker der?«.

En del af forskningen går ud på at trawle igennem populationsregistre og vælge patienter ud efter faktorer, som kan have betydning på udfaldet af en operation, for eksempel patienter med og uden blodmangel, og dernæst at undersøge den pågældende faktors betydning.

En anden del går ud på at udstyre patienter med wearables, som kan monitorere dem hjemme efter operationen. Målet er at identificere tidlige advarselssignaler om postoperative komplikationer.

Ismail Gögenur har lagt en tyveårig strategi for CAG'en. De første ti år, som projektet står midt i, skal bruges til små forsøg, der skal identificere lovende emner til store forsøg med flere hundrede patienter i de efterfølgende ti år. Et eksempel er betydningen af motion inden operation.

»Vi lod en 80-årig dame, som ikke har dyrket motion, sætte sig på motionscyklen tre gange om ugen op til operationen. Og hun opnåede faktisk en stigning i iltoptaget på over 20 procent. Om det så har betydning i forhold til kirurgisk stress-reaktion – det skal vi undersøge i et større studie«.

Bredden i projekterne skyldes den translationelle tankegang, som Ismail Gögenur er en varm fortaler for.

»At have så mange forskellige kompetencer samlet i teamet er en kæmpe fordel. Vi har både biologer, patologer og bioinformatikere. Vi har erfarne, hardcore klinikere og helt unge biologer frisk fra fad. Derfor kan vi måle på både de kropslige reaktioner og reaktionerne på celleniveau. Vi kan forske i genomisk medicin, og vi bevarer hele tiden fokus på at omsætte vores resultater til klinikken«.

Med det translationelle er vi tilbage ved økonomien og dermed tiden, for der er også en meget konkret fordel ved at samle forskerne under et på tværs af specialer, hospitaler og sektorer, nemlig en større gennemslagskraft, når der skal søges om midler, har Ismail Gögenur erfaret.

»Ingen vil sige, at adressen betyder noget, men det er altså nemmere at skaffe midler, hvis adressen er Blegdamsvej i København og ikke Lykkebækvej i Køge. Det sikre vælges: mursten, som bærer på en gammel forskningskultur. Det er vi meget bevidste om, og det er også en af grundende til, at det er en god ide med en klyngedannelse, som den vi er med i«.

En time går hurtigt, men Ismail Gögenur når at fortælle om en patient, han netop har haft møde med.

Hun skal opereres for tarmkræft og har takket ja til at deltage i et forsøg med elektrokemoterapi. Her udsættes tumoren inden operation for en elektrisk puls, som skaber sprækker i tumoren og dermed øger kemoterapiens virkning. Hypotesen er, at risikoen for tilbagefald efter operationen dermed kan begrænses.

»En patient som hende er med til at generere ny viden«, siger Ismail Gögenur, som gerne vil involvere patienterne endnu mere i forskningen og inddrage dem i protokolfasen også. Hvis han ellers kan finde tiden til det.

Læs også:

Kirurger og almenmedicinere har sværest ved at få tid til forskning