Den 30. september holdt 58-årige Marianne Bov afskedsreception efter 15 år som praktiserende læge i Odense C. Tolv år som sololæge og to år i kompagniskabspraksis blev det til. Beslutningen om at sælge sin praksisandel traf hun i oktober sidste år.
I 2012 blev sololægen Marianne Bov sygemeldt i tre måneder med stress.
»Ikke blot stod jeg alene med ansvaret for patienter, personale, it og så videre. Jeg prioriterede også de længere, ofte belastende samtaler med patienterne. Efter klokken 15 var der blandt andet epikriser, attester og sygebesøg på programmet. Og ofte måtte jeg fortsætte efter middagen og var typisk først færdig med papirarbejdet ved 23-tiden«.
Da Marianne Bov ikke fik tildelt en uddannelseslæge og en kollega blev langtidssygemeldt, nåede patienttallet langt op over 2.000: »Man vil jo gerne hjælpe en kollega. Jeg satte ikke et øjeblik spørgsmålstegn ved tingenes tilstand og mærkede ikke efter«.
Da Marianne Bov efter sin sygeperiode skulle tilbage i praksis i efteråret 2012, kunne vikaren ikke fortsætte, og hun måtte lægge ud med seks timer om dagen.
»En dag gik jeg i sort foran computeren, da jeg skulle udfærdige en attest. Jeg kunne ikke finde den frem. Kunne ikke skrive«.
Hun trappede ned i tid og ansatte en kollega til at varetage den daglige drift.
I 2010 havde Marianne Bov haft planer om at indgå kompagniskab, og mens hun var sygemeldt, købte hun endnu et ydernummer. Senere kom en tredje læge til.
»Jeg troede jo, at det ville lette mine byrder. Men det skete ikke. Det var hårdt at bygge om, ligesom arbejdet med en ny struktur og flere ansatte tærede på kræfterne. Jeg forsøgte efter bedste evne, men begyndte at få de samme symptomer som tidligere. Især dårlig nattesøvn«.
Da sagde hun fra.
»Var jeg tålmodig nok? Måske ikke. Men jeg var fyldt op. Mine kolleger så ikke, at jeg havde det skidt, selv om jeg havde givet udryk herfor. Og det kom bag på dem, da jeg meddelte prakisophør. Måske fordi jeg af natur er rolig og virker til at have styr på tingene.
Det var lige dele lettelse og vemod jeg var fyldt op af under min afskedsreception.
Jeg har ikke fået særlig mange reaktioner fra lokale kolleger på min afgang. Ja, det kommer bag på mig. Men jeg tror, de har travlt og har nok i deres eget«.
Lige nu har Marianne Bov et tomånedersvikariat i en praksis i Vejle. Hvad der herefter skal ske, ligger ikke helt fast.
»Måske tager jeg til Norge. Her har jeg tidligere været vikar, og her er patienterne færre og afregningen bedre. Og så er der også tid til at have et socialt liv.
En coach- og mindfulnessuddannelse har jeg også med i mine overvejelser«.
