»Jeg sætter mig til rette, vælger min favoritarm, og så kommer robotarmen«

Jeg sætter mig til rette, vælger min favoritarm, og så kommer robotarmen. Ved hjælp af ultralyd leder den efter en egnet vene. Stasen strammes en smule mere. Jeg kan ikke se nålen, men mærker stikket. Bagefter kan jeg se, at robotten har fundet frem til et sted, hvor jeg normalt ikke får taget blodprøver. Det bemærker jeg, fordi jeg har en »lidt svær blodprøvearm«, hvor der normalt kun er ét godt sted at stikke.

Jeg er taget til Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg Hospital for at prøve en blodprøvetagningsrobot og for at tale med professor og ledende overlæge Nicolai J. Wewer Albrechtsen. I to uger i september testede de robotten af. Patienter havde mulighed for at få taget blodprøver her og for at indgå i et klinisk forsøg.

»Jeg tror lige netop, den vil være god til personer med svære vener. F.eks. ældre patienter, som nogle gange skal stikkes 3-4 gange, før det lykkes, og kommer hjem med store blå mærker på den konto. Det ville da være rart for dem, at man i stedet brugte noget teknologi, der kan lyse igennem og sige, at her er det bedste sted til en blodprøve. Det gør også, at det tager kortere tid at få taget en prøve. Samtidig er det bundet op på dit cpr-nummer, så næste gang du kommer, ved den også, hvor det er bedst, fordi den opnår læring fra gang til gang. Den del mangler jo fuldstændig, når man tager manuelle blodprøver, fordi det ikke er den samme patient, man stikker«.

Nicolai J. Wewer Albrechtsen ser store perspektiver i, at robotten kan flytte sundhedsvæsenet tættere på borgerne.

»Det at tage en blodprøve er jo ikke fascinerende i sig selv, men det er jo det, det kan muliggøre, når man ser på patientens vej i sundhedsvæsenet«.

Vi går op og tager en kop kaffe i automaten, der står ved siden af det, der ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen er »Nordeuropas mest automatiserede laboratorie«.

Jeg har plaster på den ene arm efter blodprøven. Robotten har sat det på.

Udvidede åbningstider

Mens kaffen brygges, flyver adskillige blodprøver op via sølvrør på væggen og bliver analyseret af en hal af robotter og maskiner. En stor del af blodprøverne fra de praktiserende læger i Region Hovedstaden ender i dette laboratorie, som også tager sig af alle blodprøver fra hospitalet.

Afhængigt af, om blodprøven skal testes for HbA1c, leukocytter, kolesterol eller noget fjerde, kører de via samlebånd på »motorvejen«, som Nicolai J. Wewer Albrechtsen kalder den, over til de rette maskiner. Inden da har en forbehandlermaskine taget sig af eventuel centrifugering.

»Det hele er digitaliseret og taler sammen. Vi laver mellem 12 og 20 forskellige analyser på hver patient, så man kan se, hvad der er den hurtigste vej for at give svar, og hvor der er flaskehalse«.

30.000 blodprøver passerer igennem laboratoriet om dagen. For hovedparten af prøverne ligger der svar klar inden for en time.

Idéen med at få robotter og maskiner til at klare en del af arbejdet er derfor overhovedet ikke fremmed for Klinisk Biokemisk Afdeling. Laboratoriet kører 24/7, 365 dage om året, og der er altid personale.

»Et af formålene med at have robotten på besøg er at teste udvidede åbningstider. Vi vil gerne muliggøre for vores patienter, at de kan komme, når det passer dem, og ikke når det passer laboratoriet«, fortæller Nicolai J. Wewer Albrechtsen.

»Vi har netop personale her alligevel. De har ikke tid til at lave blodprøver døgnet rundt, men de kan godt gå ned, åbne døren og guide patienten over til en robot. Patienten trykker selv på start og får taget blodprøven. Det tager ca. fem minutter, og skulle der opstå problemer, har vi så folk i nærheden«.

3,2 mio. blodprøver

Ifølge Nicolai J. Wewer Albrechtsen bliver der taget ca. 3,2 mio. blodprøver om året i Region Østdanmark.

»Det er rigtig mange. Det er faktisk den hyppigste sundhedsydelse, der er. Så det er noget, de fleste kender til og har et forhold til. Det er nemt nok, når man bor i nærheden af et hospital, men det gør alle jo ikke. For mig at se er det også med til at bidrage til ulighed i sundhed«.

»Derfor vil vi også meget gerne med dette forsøg se på, hvor autonomt sådan noget apparatur kan fungere. Fordi visionen fra vores side er, at man ville kunne placere sådan en robot endnu tættere på, hvor patienten bor og færdes. Det kan være et center, på plejehjemmet eller et apotek. Apotekerne har jo en stigende grad af forskellige sundhedsydelser, inden f.eks. diagnostik. Det kan man så synes om, hvad man vil. Men jeg tror nu, at sundhedsvæsenet driver sig i en retning, der er tættere på borgeren. Telefonen, smarte ure, hvorfor ikke også en blodprøve?«.

Er du ikke bange for, at en blodprøvetagningsrobot fremmedgør folk over for sundhedsvæsenet, fordi vi måske normalt forbinder en blodprøve med noget menneskeligt og empatisk?

»Nej, slet ikke. Det at tage en blodprøve er jo ikke der, hvor man nødvendigvis skal være menneskelig og empatisk. Det skal for mig at se ligge før og efter. Det er jo, når din egen læge ringer, eller du kommer op og snakker om, at du skal have taget den her blodprøve, du skal møde det menneskelige og empatiske. Og igen bagefter, når du får svaret og skal have forklaret, hvordan du skal forholde dig til det«.

Hvad med folk, der har nåleangst? Hvad gør man med dem?

»Rigtig godt spørgsmål. Og det er jo derfor, vi uanset digitalisering og robotter har brug for dygtige kollegaer. Vi har stadig brug for den dygtige bioanalytiker eller sygeplejerske, som på en empatisk, menneskelig facon, jeg har lyst til at bruge det franske udtryk, calme-toi, kan slappe vores borgere og patienter af, så vi kan få taget den blodprøve hos dem. Det er jo ikke, fordi robotten er et vidundermiddel og løser alle problemer. Dér hvor robotten kan løse noget, det er for majoriteten, som ikke har nåleangst«.

Hvis man aldrig laver det simple, bliver det svære så ikke ekstra svært?

»Det rationale kan jeg ikke følge. Vi har alle sammen en uddannelse, hvor vi har nogle basiskompetencer. Og jeg advokerer ikke for, at man skal droppe basiskompetencerne. Jeg advokerer for, at vi som mennesker og som sundhedsvæsen rykker os, så nogle af basiskompetencerne bliver varetaget af andre. Det kan enten være andre faggrupper, eller det kan være teknologi eller digitalisering. Det sker løbende på alle områder, i takt med at vi bliver klogere og udvikler os. Det betyder jo ikke, at man ikke skal tage en blodprøve. Det betyder bare, at man måske ikke skal tage 10«.

Men nogen kan jo lide det, de laver, og den menneskelige kontakt i arbejdet?

»Ja, helt klart. Og det siger jeg ikke, at de ikke skal have lov til. Men vi har et rekrutteringsproblem, og det kan bidrage til ulighed i sundhed. Vi kan måske lige præcis få de ansatte, vi skal bruge, men man skal ikke mange kilometer uden for København, før det er svært. En del af dem, der tager blodprøver i dag, kommer ikke nødvendigvis med en sundhedsfaglig baggrund. De er uddannet buschauffører, taxichauffører, pædagoger, alt muligt andet«.

Hvad synes du, er mest interessant for læger i forhold til en blodprøvetagningsrobot?

»For mig at se handler det om at få en erkendelse af, hvor langt teknologien er. Det første studie fra Holland med 6.000 patienter viste, at i 95% af tilfældene går det rigtig godt, og at kvalitetsmarkørerne er lige så gode som ved en manuel blodprøvetagning. I princippet er der ikke så meget mere at sige om det. Den kan tage blodprøver. Punktum. Spørgsmålet er så, om vi skal bruge den, og hvordan?

Vi skal se på det som en reel mulighed. Og det betyder potentielt, at vi kan skubbe sundhedsydelsen endnu tættere på, hvor patienten er. Det er et vigtigt budskab for mig, som også falder i tråd med sundhedsreformens ønsker.

Og så er det også en lille sjov opdagelse. Man skulle måske tro, at det var den ældre generation, der havde en barriere ved at bruge en robot, men det er ikke det, data viser. Det er spredt ud. Det er lige så meget de unge. Det var for mig bare en interessant observation. Jeg tror mere, det har noget at gøre med den kultur, man færdes i, end om man er 80 eller 20 år gammel«.

I har robotten i to uger. Hvad skal der så ske?

»For os har det været en mulighed for at teste udvidede åbningstider af helt konkret. Det var derfor, vi sagde ja til det. Og vi er i gang med et klinisk forsøg, hvor man evaluerer robotten i en klinisk kontekst, hvor vi kigger på patienter med en rekvisition og ser på, hvordan kvaliteten af blodprøven ser ud.

Fra firmaets side er det selvfølgelig en mulighed for at få noget eksponering. Jeg vil gerne understrege, at jeg ingen interessekonflikter har i forhold til firmaet.

Men jeg kan ikke se noget argument for, at det ikke skulle kunne lade sig gøre at ændre åbningstiderne. Det handler om at købe en robot, ændre en arbejdsgang, og så kan vi sådan set fjerne en hæmsko for mange borgere – nemlig afstand og tidspunkt – i forhold til at kunne få taget en blodprøve. Det synes jeg, er formålsværdigt«.

Så robotterne kommer?

»Altså, anskuelsen handler jo ikke om robotter. Anskuelsen handler om, hvad det er for nogle barrierer, patienterne og borgerne oplever, og hvordan vi kan løse dem«.

Men det kræver jo økonomi at købe de her robotter?

»Alt kræver penge. Det udstyr, der står bag dig, koster også 100+ mio. kr., det skal vi skifte ud lige om lidt. Så der er mange ting, der koster penge. Det, jeg synes, er en kæmpe fejl, som vi alle sammen begår, er, at vi ikke snakker om, hvilken værdi det tilfører. Lad os nu sige, at vi køber robotter for 5 mio. kr. Hvilken værdi skaber det for de mennesker, der ikke skal tage fri fra arbejde? De beregninger tager vi aldrig med«.

Tre blodprøvetagningsrobotter på Odense Universitetshospital

På Blodprøver og Biokemi på Odense Universitetshospital (OUH) har man allerede indkøbt tre blodprøvetagningsrobotter af samme model som den, de har testet på Bispebjerg Hospital. Planen var, at robotterne skulle tages i brug i det nye år, når man skulle flytte i nyt OUH. Men ibrugtagningen af supersygehuset er udskudt, så nu er det uvist, hvornår robotterne tages i brug.

OUH har også været en del af det hollandske studie, som Nicolai J. Wewer Albrechtsen nævnte tidligere i artiklen, og har haft et flerårigt samarbejde med firmaet bag om input til udviklingen.

Man har i Odense haft en prøvetagningsrobot opstillet i juni måned, hvor man inkluderede patienter fra blodprøvetagningsambulatoriet i Odense.

»Vores sekretariat kontaktede patienterne ved indkaldelse og spurgte, om de havde lyst til at afprøve automatiseret blodprøvetagning. Hvis patienten accepterede, blev vedkommende sendt direkte videre til en supervisor, som gav yderligere information og vejledning. Hvis patienten takkede nej, beholdt patienten sin plads i den almindelige kø«, forklarer speciallæge Charlotte Gils fra Blodprøver og Biokemi, OUH.

Hun fortæller, at man i Odense var det første sted uden for Holland til at indgå som en del af det store hollandske ADOPT-studie.

To af ambulatoriets faste ressourcepersoner blev uddannet til at fungere som supervisorer ved robotten. Efter prøvetagningen blev patienterne spurgt til smerteoplevelsen, deres overordnede oplevelse og deres præference til næste prøvetagning.

I alt blev 167 patienter spurgt, om de ville deltage. 2 blev ekskluderet på baggrund af graviditet og tatoveringer. Af de 165 fik 154 patienter foretaget fuld skanning (to skanninger pr. arm). Hos 145 fandt udstyret en egnet vene at stikke i. Af dem lykkedes det hos 132 patienter at få taget de prøverør, der var rekvireret.

»Succesraten var generelt høj, men særligt interessant er det nok, at den var særligt høj blandt de patienter, der angav, at de normalt er svære at stikke i. Samtidig var kvaliteten af prøverne også god vurderet ud fra hæmolyseindekset. Noget af det, vi også fik ud af at være med i studiet, var god erfaring med automatiseret prøvetagning, til når vi tager robotterne i drift«, siger Charlotte Gils og tilføjer:

»Det er planen hos os, at der altid vil være en bioanalytiker til stede i forbindelse med prøvetagningen – både for at øge trygheden hos patienten og for at kunne overtage prøvetagningen, hvis det skulle være en af de få patienter, hvor det ikke lykkes robotten at finde en egnet vene at stikke i. Man vil selvfølgelig også kunne fravælge at få taget en automatiseret prøve – det skulle med tiden gerne være et valg, man kan foretage allerede ved tidsbestillingen, måske mod at der er flere ledige prøvetagningstider samme dag«.

Charlotte Gils er sammen med en faglig specialist blevet en del af firmaet Vitestros brugergruppe, som skal dele erfaringer og perspektiver.

Cheflæge på Blodprøver og Biokemi og klinisk lektor Mads Nybo fortæller, at de har valgt at købe prøvetagningsrobotterne af flere grunde:

»De giver mulighed for at udvide vores prøvetagningstilbud i forhold til antal og tider, og de sikrer en planlægningsforudsigelighed, da de ikke bliver syge eller skal have barns første sygedag. Selvfølgelig kan der som med andet udstyr opstå tekniske problemer, men det håber vi, kan løses med hurtigt fremmøde fra det hollandske firma«.

Cheflægen vurderer også, at prøvetagningsrobotterne kan sikre en ensartet høj kvalitet af prøvetagningen.

»Vi har deltaget i og publiceret flere studier, hvor det har vist sig, at der desværre sker afvigelser fra de aftalte procedurer i forbindelse med manuelle prøvetagninger, som kan påvirke blodprøven og dermed også analyseresultatet. Dette undgås i vid udstrækning med en automatiseret prøvetagning«, siger Mads Nybo, der ser flere fordele ved at få robotterne til at understøtte personalet:

»Vi minimerer omfanget af ensidigt gentaget arbejde og frigør arbejdskraft til at lave andre spændende opgaver«.

Mads Nybo ser ligesom Nicolai J. Wewer Albrechtsen også muligheder i forhold til at kunne flytte blodprøvetagning tættere på patienterne.

»Vi er meget interesserede i skalerbarheden: Kan de gøres mindre og stå i almen praksis? Kan de komme ud på sengeafdelinger eller på de kommende sundhedsomsorgspladser? Vi tror, mulighederne er legio, og har også valgt at indgå i samarbejdet og tilvalget af indkøb for at fremme udviklingen på området«, siger Mads Nybo.

I forhold til min egen arm, der lagde vene til, kan jeg dagene efter konstatere et mindre blåt mærke. Måske er det lidt større end normalt, men jeg er ikke sikker.