Andreas Rudkjøbing ser frem til at få mere tid til familien og til at få afsluttet de sidste 1,5 år af sin uddannelse som speciallæge i samfundsmedicin, når han stopper som formand for Lægeforeningen til lægemødet i april.
Ugeskrift for Læger har interviewet ham om hans tid som formand for Lægeforeningen og om, hvad hans fremtid i øvrigt byder på.
Du har fremhævet ti vigtige sejre i din formandsperiode. Men alt har vel ikke været lutter lagkage. Hvis du nu hæver dig op i helikopteren, hvordan har ’lægedanmark’ så set ud i din formandsperiode?
»Autoriteter er ikke, hvad de har været. Det er en overordnet dagsorden, som har fyldt rigtig meget og stadig gør det. Som læge, forsker eller myndighed kan man ikke længere regne med, at man i kraft af sin kompetence kan overbevise politikerne«, siger Andreas Rudkjøbing.
Hvad tænker du på konkret?
»Jeg tænker på den stribe af sager, hvor politikerne har tilsidesat fagfolk og myndigheder og ladet sig styre af det følelsesmæssige. Det så vi for eksempel ved sagerne som medicinsk cannabis og diskussionen om ME. I starten tænkte jeg, at det nok var enkelttilfælde, men efterhånden ser det ud til at være en tendens. Det er en ny situation. Langt hen ad vejen har vi dygtige politikere, som træffer fornuftige beslutninger, men det er en bekymrende udvikling, for man risikerer at sætte patienternes tarv over styr«, siger Andreas Rudkjøbing og fortsætter:
»Men der er noget andet, som, jeg synes, meget tydeligt har karakteriseret perioden. Vi har set, at læger har arbejdet aktivistisk og har mobiliseret sig uafhængigt af vores sædvanlige foreninger og selskaber. Det var allertydeligst under Svendborgsagen og #DetKuHaVæretMig, men vi ser samme tendens i klimadebatten og i diskussionen om udenlandske læger.«
Hvad synes du om den udvikling?
»Jeg synes, det er enormt positivt. Det er en voldsom energi, der bliver frembragt, og selv om det har været komplekst og nyt at navigere i for Lægeforeningen, særligt under Svendborgsagen, har det også givet Lægeforeningen et enormt rygstød i forhold til at sikre lægerne en bedre retssikkerhed«.
Og så er det af og til en stor udfordring og meget arbejdskrævende at skabe sammenhold mellem de forskellige forhandlingsberettigede foreninger og specialer.
Men der var også et pres på jer?
»Absolut. Vi havde tidligere ikke haft tilstrækkeligt held til for alvor at få gjort opmærksom på, hvor uheldig strammerpakken var. Men der er ingen tvivl om, at den styrke, der var i lægernes krav, gjorde indtryk på politikerne, så de endte med et langt stykke hen ad vejen at imødekomme os«, siger Andreas Rudkjøbing.
»Og så vil jeg også nævne forebyggelsesdagsordenen. I årevis var det politisk totalt uspiseligt, især prisstigninger på tobak, og jeg blev i et medie dømt ude som en formand, der ikke havde en fornemmelse for, hvad der er politisk gangbart. Men gennem hårdt arbejde og samarbejde med bl.a. Kræftens Bekæmpelse og med en sundhedsstyrelse, der trådte i karakter, er det virkelig lykkedes os at flytte noget.«
Du siger, at det er et godt tidspunkt at stoppe. Lægeforeningen er i god gænge, det kører med mærkesagerne osv. Men altså… det er jo et år før tid. Hvorfor stopper du i utide?
»Det har været en utroligt svær beslutning, først og fremmest fordi det er fantastisk spændende og meningsfuldt at være formand for Lægeforeningen. På den anden side er det et krævende arbejde, som man har med sig overalt – hele døgnet. Nu har jeg givet den gas i fem år, hvor jeg har stillet meget store krav til mig selv. Nu vil jeg gerne se mere til min familie og gøre min speciallægeuddannelse færdig. Samlet set tror jeg, at det er bedst for både mig selv og for Lægeforeningen nu, hvor en ny formandskandidat har god tid til at komme på banen og til at følge de sager til dørs, der bliver sat i gang. Så jeg stopper ikke et år før tid på grund af en enkelt ting. Der er flere årsager. Og det har været en utroligt svær beslutning«.
Hvornår traf du den?
»Det stod klart for mig i juleferien, hvor jeg havde god tid til at få det talt igennem med min kone. Det har været et virkelig hektisk år uden meget tid til at stoppe op og tænke sig om. Men i juleferien stod det for alvor klart for mig, at det er det rigtige for mig og for min familie«.
Hvad vil du komme til at savne?
»Først og fremmest sundhedspolitik, for sundhedsvæsenet er en så utrolig vigtig del af vores velfærdssamfund og af vores medmenneskers liv. Og så må jeg også sige, at jeg kan godt lide at være der, hvor der bliver truffet beslutninger. At være inde i maskinrummet og være med til at sætte dagsordener. Det har også været fantastisk at være formand for lægerne i landet og samle de mange forskellige dagsordener til fælles beslutninger. Jeg vil også savne de mange dygtige folk, jeg har været omgivet af, i sekretariatet, de politiske udvalg og i bestyrelsen. Det er enormt stimulerende at være omgivet af mennesker, der virkelig brænder for det, de laver«.
Hvad vil du ikke savne?
»Selvfølgelig den meget høje arbejdsintensitet. Det at skulle være til rådighed for pressen fra morgen til aften. Man har aldrig fri – undtagen i jule- og sommerferie. Og så er det af og til en stor udfordring og meget arbejdskrævende at skabe sammenhold mellem de forskellige forhandlingsberettigede foreninger og specialer. Det er hårdt arbejde, men det er nogle helt legitime interessemodsætninger, og det er en kerneopgave som formand for Lægeforeningen at skabe fælles løsninger – og den opgave har jeg taget på mig«.
Hvordan vil du beskrive arbejdet i Lægeforeningens bestyrelse?
»Først og fremmest er det meget dygtig bestyrelse, men det er også en bestyrelse, som på kryds og tværs repræsenterer nogle forskellige grupper af læger, og det gør, at man som formand skal bruge meget tid og dygtighed på at finde kompromiser og få samarbejdet til at køre. Og jeg synes, at vi sammen er lykkes med rigtig meget«.
Du talte om, at du godt kan lide at være i maskinrummet - der, hvor man er med til at bestemme. Kommer vi til at se dig i lægepolitisk arbejde fremover?
»Jeg vil ikke blive i lægepolitik. Og jeg tror heller ikke, at jeg skal være politiker. Det forestiller jeg mig ikke. Men min kernefaglighed som læge handler om sundhedsvæsenet og om, hvordan vi sikrer, at det fungerer bedst muligt, og det har jeg tænkt mig at blive ved at arbejde med. Og så har min kone og jeg en drøm om at komme til udlandet. Vi går og overvejer, om vi skal gøre det som familie. Min kone bliver færdig som speciallæge til foråret, så vi kommer begge til at stå i en situation, hvor vi skal finde ud af, hvad vi nu skal«.
Før din lægepolitiske karriere for alvor tog fart, arbejdede du en del i internationale organisationer. Er det sådan noget, du tænker på?
»Ja, helt klart. Jeg har en gammel drøm om og en stor fascination af det internationale sundhedsdiplomatiske arbejde i organisationer som WHO og OECD. Jeg synes, at samspillet mellem politik, organisering af sundhedsvæsenet og fagligheden og forskningen er enormt spændende. Det er jo noget af det, der kendetegner en organisation som WHO«.
Er der noget, hvor du tænker, at det ville du godt have nået at gøre færdigt?
»Ja, det er der. Først og fremmest ville jeg gerne være med til at færdiggøre arbejdet med strammerpakken. Det er noget, vi har brugt rigtig mange kræfter på, og det var en lang sej proces. Jeg regner med, at ankenævnet kommer, mens jeg stadig er formand, men jeg kommer til at misse hele evalueringen. Personligt ville jeg meget gerne have problematiseret den måde, tilsynet foregår på i dag med det stærke fokus på at placere et personligt ansvar. Jeg mener, at det er utroligt ødelæggende for læringskulturen og for den psykologiske tryghed, der er fuldstændig nødvendig for, at vi kan trives som læger og kan lære af vores fejl. Det er en meget vigtig diskussion, som jeg er ked af ikke at kunne afslutte«.
Har du et godt råd til din efterfølger – hvem det end måtte blive?
»Ja. At holde fast i de stærke samlende dagsordener – de store sundhedspolitiske sager om psykiatri, ulighed og finansiering af sundhedsvæsenet, hvor vi kan stå sammen som stand«, siger Andreas Rudkjøbing.
Læs også:
Andreas Rudkjøbing stopper som formand for Lægeforeningen
Fakta