Terese Matthesen er 27 år og KBU-læge i Sygehus Vendsyssels akutmodtagelse. Hun er læge, fordi hun synes, det er fedt at mærke den forskel, hun kan gøre. Men lægevejen er ikke bekymringsfri.
Terese Matthesen har nattevagt. En patient, som egentlig virker rask, kommer ind på akutmodtagelsen. Hun er sur på sin voksne datter, som har besluttet, at moderen skal på skadestuen. Terese Matthesen tjekker den nyligt ankomne patients EKG. Det ser underligt ud. T-takkerne over alle afledninger er spidse, hvilket nogle gange kan skyldes et højt kalium, så Terese Matthesen tager en ateriepunktur for en sikkerheds skyld. Kaliummet er over 8. Det er livsfarligt, så kvinden virker pludselig ikke længere så rask, som ved første øjekast. Terese Matthesen starter initialbehandling for at sænke det høje kalium i modtagelsen, og kvinden overflyttes til intensiv afdeling. Det viser sig yderligere, at hun har en tumor i underlivet, der klemmer på begge urinledere. Hun havde glemt at fortælle, at hun blødte fra underlivet og ikke havde tisset i lang tid. Kvinden havde altså akut nyresvigt.
Det er så fedt at opleve, at jeg kan gøre en forskel. Det er en kæmpe kliché, men sådan har jeg det. Terese Matthesen, KBU-læge i Vendsyssel Sygehus Akutmodtagelse
Historien fortæller Terese Matthesen til Ugeskrift for Læger, da vi besøger hende i Hjørring. Det er i situationer som denne, at Terese Matthesen ved, hvorfor hun er læge. Situationer, hvor hun selv får tanken til, hvad der kan være i vejen, får taget de rigtige prøver, stillet diagnosen og givet den rigtige behandling.
»Det er så fedt at opleve, at jeg kan gøre en forskel. Det er en kæmpe kliché, men sådan har jeg det. Men det skal ikke være livstruende diagnoser hver dag. Så ville jeg have adrenalin i kroppen hele tiden og aldrig have et roligt øjeblik,« siger Terese Matthesen.
Faktaboks
Når det er fyraften, og Terese Matthesen skal hjem og slappe af, er det alligevel ikke altid let at få ro på hovedet. Tankerne koncentrerer sig stadig om arbejdet. Og det kan være svært at lægge bekymringerne fra sig. Specielt, hvis der også er mange nattevagter i træk, som Terese Matthesen ikke bryder sig om.
»Hvis det stod til mig, ville jeg hovedsagligt vælge dagvagter. Jeg bliver meget mere sensitiv, hvis jeg ikke har fået nok søvn, fordi jeg har haft mange nattevagter. Det hjælper ikke på, at jeg nogle gange er usikker, nu jeg ikke har mere erfaring. Jeg tænker ofte på, om jeg nu har gjort det rigtige, om jeg har fået stillet den rigtige diagnose, og om det var godt nok,« siger Terese Matthesen.
Nogle gange ville Terese Matthesen ønske, at hun havde et job med lidt mindre ansvar. Et hvor det ikke handler om liv og død. Men heldigvis er der altid nogen at spørge om hjælp, hvis hun er i tvivl om, hvad hun skal gøre.
»Jeg stopper nok ikke med at være usikker, men jeg kan bestemt mærke, at jeg bliver mindre og mindre usikker for hver patient, jeg behandler. Og når jeg er i tvivl, må jeg jo bare spørge min akutlæge eller bagvagten. Men man bliver nok aldrig helt fejlfri. Læger er jo også bare mennesker,« siger Terese Matthesen, der blev uddannet cand.med i april 2014.
