»Jeg tænkte, at det job kunne jeg have et år eller to …«

Udsigten fra terrassen ud over Begtrup Vig mod Helgenæs fejler ikke noget. Huset på Mols, der blev købt sidste år, er shinet op med sønnernes hjælp. Isbjørnekraniet ligger til blegning på terrassen. De grønlandske tupilakker fint snittet i ben står på reolen, og der er mange spor af de mange år i Grønland i og omkring huset, der skal være base for det nye lægeliv i Danmark, der begynder lige om lidt.

Men når man har arbejdet på sygehuset i Tasiilaq i Østgrønland i mere end 33 år, holder man ikke sådan lige op med at tale i nutid og sige »vi« om stedet. Og det har Hans Christian Florian Sørensen. Først som distrikts- og efter strukturændringen som regionslæge med ansvaret for sygehuset og patienterne i byen og de omliggende bygder.

»Vi« siger han om sygehuset, om fællesskabet med de mange kolleger gennem årene og om sygehusene i de 16 byer, der har sygehuse som det i Tasiilaq.

»Vi« siger han om sundhedspersonalet »på kysten«, der arbejder under markant andre forhold end dem på det centrale sygehus i Nuuk, Dronning Ingrids Hospital.

Og han siger »vi« om det grønlandske sundhedsvæsen – i hvert fald når det står over for det det danske ditto, som han snart bliver en del af igen. Og som alle de mange forskelligheder til trods også har nogle udfordringer til fælles med det grønlandske. Mere om det senere.

Men nu fortsætter Hans Christian Florian Sørensen lægelivet i Danmark. Midt i august begynder han i en deltidsstilling på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Mere præcist på afsnit 3, der huser de grønlandske patienter.

Han glæder sig – og er spændt på, hvordan det kommer til at gå, for de mange år i Tasiilaq har i hvert fald betydet én ting:

»Min referenceramme er anderledes end mine danske lægekollegers. Mine danske kolleger er vant til at kunne sige, at ,den her problemstilling kender jeg ikke noget til – det sender jeg videre’. Men den mulighed har vi ikke haft i Tasiilaq.

Hvis en af vores vikarer sagde, at ,det her hudproblem ved jeg ikke noget om’, har jeg måttet sige, at den går ikke. Det kan godt være, at du ikke er hudlæge, men prøv at kigge i bøgerne på reolen, og læs i journalen – så kan du komme videre. Sådan har min og vores referenceramme været nødt til at være – så jeg tænker virkelig bredt i forhold til patienten og mulighederne for at hjælpe«, siger Hans Christian Florian Sørensen.

Grønland lokkede

Det lå måske ikke i kortene, at han skulle ende med at tilbringe så mange år i Østgrønland, da han i vinteren 1986 blev færdig som læge fra universitetet i Aarhus. Han fik hurtigt et vikariat, og målet var at blive ortopædkirurg.

»Men dengang var det meget vanskeligt at få kursusstillinger, og det var kun var kolleger, der havde fået udgivet 10-12 artikler om deres forskningsarbejde, der kom i betragtning. Og jeg havde ikke lyst til at forske – jeg gad simpelthen ikke«, husker Hans Christian Florian Sørensen.

Så da funktionstiden var ved at rinde ud for den reservelægestilling, han havde på Afdeling E på Århus Kommunehospital, foreslog overlægen, at han skulle lære at bedøve, og det endte med, at Hans Christian Florian Sørensen var et år på Neuroanæstesiologisk Afdeling.

Men Grønland trak i den unge læge, der havde læst mange ekspeditionsberetninger og var optaget af naturen deroppe. 

»Jeg havde kontakt med Eigil Knuth, der stod bag Peary Land-ekspeditionerne i 1930’erne og -40’erne, og i sommeren 1985, altså lige før jeg blev færdig som læge, kom jeg med som hans assistent på en ekspedition til Nordgrønland.

Knuth havde dengang boet et år i Ammassalik, som Tasiilaq hed dengang, og østkysten virkede på mig som et spændende sted. Og så søgte jeg en stilling som distriktslæge deroppe«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen.

I første omgang fik han afslag, fordi han var for ung og uerfaren, men da han senere havde fået anæstesiologiske kompetencer og kunne bedøve ud over at kunne operere – i hvert fald knogler – så fik han et ja og startede 1. oktober 1990.

»Jeg tænkte, at det job kunne jeg have et år eller to og finde ud af, om jeg kunne tage mig sammen til at begynde at forske og få den der kursusstilling. Det var med den baggrund, jeg havde, temmelig specielle arbejdsforhold at komme op til, og den første tid hang jeg i med neglene.

Men efter en ferie i Danmark tænkte jeg, at nej, jeg ville tage et år mere, og da jeg så kom tilbage, gled det hele pludselig lidt lettere. Så sad jeg i fælden. Så gik tiden lige pludselig«, konstaterer Hans Christian Florian Sørensen.

De gode vikarer

Nogle år senere rejste den daværende chefdistriktslæge med kort varsel, og så var det Hans Christian Florian Sørensen og hans kollega, der stod med ansvaret. Og da kollegaen kort efter også forlod posten, stod han alene tilbage med det.

»Vi skulle være tre, men var i lange perioder kun to læger – og nogle gange var der kun én. Men jeg syntes, jeg havde fået greb om sagerne og kunne fylde kitlen ud. Så arbejdsglæden kom relativt hurtigt – sådan efter andet-tredje år. Og jeg var ung og frisk, så jeg havde ikke noget imod at arbejde rigtig meget. Det kom jeg så også til – og det er sådan set bare fortsat«, konstaterer Hans Christian Florian Sørensen.

Gennem årene er det hele – det lægger han ikke skjul på – i høj grad blevet holdt sammen af »nogle rigtig gode vikarer« og særligt af dem, der »er kommet igen og igen«.

»Gengangervikarerne er rigtig vigtige, for de er inde i arbejdet fra dag ét og kender rutinerne, og jeg synes, vi har været relativt godt stillet i forhold til at trække folk tilbage til Tasiilaq, og det er værdifuldt. Også fordi man altså bliver træt af det, hvis man hele tiden skal introducere nytilkomne.

Og så har jeg været heldig, at der i 2012 kom der en tysk læge, Lydia Helms. Hun startede i et vikariat og søgte så et helårsvikariat, inden hun blev fastansat. Og det er hende, der har taget over som chef og regionslæge nu. Og jeg er tryg ved at slippe tøjlerne – sygehuset er i trygge, samvittighedsfulde hænder med hende ved roret«, siger Hans Christian Florian Sørensen.

Prioritering og ventetid

Den hverdag, Hans Christian Florian Sørensen har sagt farvel til, har alle årene været formet af sygehusets dobbelte funktion med både en sengeafdeling og rollen som byens praktiserende læge.

»Folk møder op kl. 9.30 og bliver skrevet op, og så ser vi patienterne – sådan 25-40 patienter hver dag. Der er gerne to læger i gang, mens den tredje har vagten og passer afdelingen, og normalt er vi færdige med patienterne lidt over middag – det et jo korte konsultationer.

Hvis der skal gøres mere, bliver patienten set igen om eftermiddagen. I mellemtiden kan vi lave flere undersøgelser – røntgen og ultralyd og tage nogle blodprøver – og så kan vi se patienten igen efter kl. 14, når vi har nogle svar.

Men det er klart, at hvis der kommer nogen, der er rigtig alvorligt akutsyge, kan vi selvfølgelig ikke nå det hele. Så må vi prioritere, og så må de øvrige patienter komme igen næste dag. Dertil kommer desuden opfølgning på prøvesvar og prøver, der bliver sendt ud af huset«, fortæller han.

Der er selvfølgelig en række begrænsninger i forhold til kapacitet og behandling på det lille sygehus – og en række logistiske udfordringer.

»Nogle kan vi bare henvise videre, men hvis det er nogle mere presserende sager om f.eks. mistanke om cancer, som vi ikke selv kan håndtere, så skal vi snakke med kollegerne i Nuuk om relativt hurtigt at få patienten over til en grundig udredning, for der har de både CT- og MR-scannere«.

Men det er ikke bare sådan lige, for der er ikke fast patienttransport, og næsten al båretransport foregår med et mindre fly, som Grønlands sundhedsvæsen har chartret af Air Greenland.

»Og i vores tilfælde ligger landingsbanen ikke i Tasiilaq, men i Kulusuk, 25 km væk, hvortil turen foregår med helikopter. Så der er mange ting, der skal passe sammen: Det skal være vejr til, at helikopteren kan flyve, det må ikke være mørkt, og det lille fly skal også kunne lande. Hvis ikke det alt sammen kan lade sig gøre, må patienterne vente«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen.

Det kan f.eks. betyde, at ældre mennesker, der har fået hoftebrud efter et fald, som i Danmark bliver opereret inden for et døgn, kan ligge længe på sengeafdelingen i Tasiilaq, før de kan komme videre.

Og forrige efterår måtte en ung mand med et kompliceret benbrud vente tre uger på at komme til behandling i Nuuk.

»Det var forfærdeligt at gå stuegang hos ham, fordi vi gang på gang måtte fortælle ham, at det blev aflyst. Det tog han nu meget pænt«.

Et lille sted

Selvom byen er vokset, er Tasiilaq stadig et lille sted:

»Det er et lille samfund. Hvis sygehuset flager på halv – og det gør vi, når en patient dør – så ringer folk ned og spørger, hvad der er sket. Og stort alle dem, jeg har mødt nede i butikken, har jeg så at sige undersøgt i begge ender.

Men alle ved, at de ikke skal spørge mig om noget sundhedsagtigt, når jeg ikke er på arbejde, og når man lever i sådan et lille samfund, så er langt de fleste indstillet på de spilleregler, der er«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen.

De gode lægefaglige oplevelser er der heldigvis mange af, understreger han:

»Det er altid fedt at sætte en skulder på plads. Det er altid fedt at operere en for et mavesår, der er gået hul på, og som patienten kunne dø af. Og det er også fedt at operere en appendicitis, og hvor tosset det end kan lyde, er det også sjovt at finde en rigtig syfilis eller en tuberkulose, for det kan vi også kurere, og de to ting har fyldt meget i Tasiilaq.

Det er selvfølgelig ikke sjovt for patienten – men vi har gjort mange raske og har kunnet hjælpe dem et meget langt stykke hen ad vejen med mindre ting som blindtarmsbetændelser, kejsersnit og graviditeter uden for livmoderen, der ellers godt kan være livstruende. Og det der møde mellem generalist- og specialkompetencer er godt at opleve«.

Det værste og det bedste

Men det nære kan også være svært at bære, når tingene ikke går, som man håber:

»Vi har haft vores andel af knivstik og voldtægtssager, som har været tunge sager på alle måder. Men det værste er selvfølgelig, når små børn dør fra én. Det var noget af det, der var ved at tage modet fra mig det første år, hvor der var et dødsfald med et lille barn, som jeg følte, jeg burde kunne have forhindret. Det kunne jeg måske ikke, men det har jeg godt nok spekuleret på mange gange siden. Og gør det stadig.

Vi havde også et barn, der blev kørt over, hvor vi fik genoplivet det og kæmpede løs i flere timer, men kvæstelserne var så alvorlige, at barnet døde. Det havde de heller ikke kunnet gøre noget ved på Rigshospitalet – men det var så et barn af en af vores ansatte. Det var frygteligt«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen – og understreger, at » det både er godt og ondt at være så tæt på det hele«.

For der er ikke andre til at tage sig af »fulderikken, som politiet kommer med«, eller personundersøgelsen af et voldtægtsoffer kl. 3 om natten.

»Dels er det en tragisk situation med en grædende og chokeret patient, og dels tager sådan en undersøgelse lang tid. Og bagefter skal man måske også undersøge gerningsmanden.

Uanset tidspunktet er det en trist opgave, men den er jo virkelig vigtig – og det bliver meget tydeligt i et lille samfund som Tasiilaq – og man skal være meget omhyggelig, selvom det ikke er den lægeopgave, man kunne ønske sig«, fortæller han.

»Men summen af de små positive ting, vi har kunnet gøre, har holdt mig i gang – ellers var jeg ikke blevet der i så mange år. Stort set hver dag har givet noget godt – noget intellektuelt udfordrende og noget menneskeligt fint.

Tingene og opgaverne er der bare 24/7 – og det er da også en af grundene til, at jeg har sagt stop nu. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 42 mere«.

Talsmand for kysten

I de seneste 20 år af sin tid i Grønland har Hans Christian Florian Sørensen været lægepolitisk aktiv i det, der indtil i foråret hed Grønlands Lægeforening, men nu har taget sit grønlandske navn, Nakorsat Peqatigiiffiat.

Han har været med i bestyrelsen i flere omgange, sluttede som formand – og blev hyldet med stående klapsalver, da han i foråret som sådan deltog i sit sidste repræsentantskabsmøde i Overlægeforeningen.

Tiden som lægepolitiker har budt på engagement i fire overenskomstforhandlinger og både med- og modgang i forhold til udviklingen i det grønlandske sundhedsvæsen. Der har både været tider med lydhørhed og udvikling, men også perioder med »rigtig mågeledelse«.

»Du ved, hvor lederne kommer ind, laver en masse ballade, overskider det hele og forsvinder igen«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen.

Det er ikke mindst balancen mellem det store landshospital i Nuuk og kysten – altså sygehusene i de 16 byer op og ned ad vest- og østkysten – der har haft hans opmærksomhed.

»Jeg syntes jo, at kysten skulle være repræsenteret i lægeforeningen – og der syntes jeg, jeg havde noget at bidrage med. Og det gjaldt ikke mindst i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, for arbejdsvilkårene er helt anderledes ude på de små sygehuse end i Nuuk. Det gælder især vagtbelastningen.

I 1990’erne fik vi ikke vagtbetaling – der havde vi bare vagt – men havde i stedet det, der hed kompensatoriske fridage. Nu har vi i efterhånden en del år haft et differentieret rekrutterings- og fastholdelseshonorar ude på kysten: Jo længere man er væk, desto højere er det«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen og tilføjer med et skævt smil:

»Ja, det ligner jo den diskussion, vi har nu her om, hvad der skal til for at få læger ud til Vandkantsdanmark«.

Dobbelt så mange patienter

Og der er faktisk en række ligheder mellem det grønlandske og det danske sundhedsvæsen, når det gælder lægedækning og balancen mellem centralisering og decentralisering, mener han.

»Mange af de læger og andre sundhedsfaglige, der har grønlandsk baggrund, vil helst arbejde i Nuuk. Efterhånden er der rigtig mange dygtige unge grønlandske læger – men de vil helst ikke ud på kysten. De bliver inde i Nuuk næsten alle sammen. Så på den måde ligner det lidt den samme tendens, vi ser i Danmark, hvor de unge læger også er svære at lokke ud på landet og til de små sygehuse.

Muligheden for at gøre noget ved det i Grønland er begrænset. Den eneste speciallægeuddannelse, man kan gøre færdig i Grønland, er almen medicin. Og der er også efterhånden mere end en håndfuld unge grønlandske læger, der har fået deres speciallægeuddannelse i Grønland, men ellers tager man speciallægeuddannelsen i Danmark eller f.eks. i Norge«, fortæller Hans Christian Florian Sørensen.

Og når det gælder de udfordringer, Grønlands sundhedsvæsen står med nu, så er det, siger han, »de samme, som det hele tiden har været«: rekruttering og fastholdelse som den ene ting og utilstrækkelige investeringer som den anden.

»Der bliver brugt under 10% af BNP på sundhedsvæsenet i Grønland – i Danmark, som er betydeligt rigere og har et større BNP pr. indbygger, er tallet godt 12%. Så det kan ikke undgås, at Grønland derfor har et sundhedsvæsen, hvor der bliver arbejdet betydeligt mere pr. læge.

Der er også betydeligt færre læger i Grønland, hvor der er 120 læger til 56.000 indbyggere – det er 466 patienter pr. læge. I Danmark er der omkring 210 pr. læge. Så er det så også sådan, at nogle af de helt tunge behandlinger af grønlandske patienter bliver foretaget af lægerne på Rigshospitalet, og det skal selvfølgelig modregnes. Men med dobbelt så mange patienter pr. læge i Grønland, så bliver kvaliteten uundgåeligt lidt ringere«.

Se det som en investering

Selv mener han, at der er behov for at finde en ny balance mellem sektorerne i det grønlandske sundhedsvæsen – igen med paralleller til den aktuelle diskussion i Danmark:

»Nu har man i Grønland centraliseret sundhedsvæsenet i en ret vild grad, og selvfølgelig er der med de krav, befolkningen har, og de muligheder, sundhedsvæsenet generelt har, en god idé i at centralisere mange ting.

Men der er også ganske mange ting, vi ville kunne tage os af på ganske forsvarlig vis ude på kysten. Jeg synes, at der – ligesom vi taler om i Danmark nu – er en masse ting, de praktiserende læger sagtens kan varetage. Og det vil i Grønland så sige kystsygehusene«.

Hans Christian Florian Sørensen peger på, at der ville være god ræson i at forbedre de diagnostiske muligheder på sygehusene i de 16 kystbyer og de fire store regionsbyer – Sisimiut, Ilulissat, Aasiaat og Qaqortoq. Det ville tage en masse pres af landssygehuset i Nuuk – og det ville også spare mange penge og skåne patienterne, påpeger han.

»Det ville gøre en kæmpe forskel for f.eks. en ældre patient med en halvsidig lammelse at skulle flyves til Nuuk og puttes i en skanner og være og få lidt fysio- og ergoterapi og så flyves tilbage igen … Det er altså en lidt træls tur. Det tager jo en uge for en kystpatient at tage til en undersøgelse og komme hjem igen.

Selvfølgelig er der noget byggeinvestering, og det er ikke billigt, men jeg er sikker på, at CT-skannerne i sig selv stort set er plug and play, og billedbeskrivelsen – den kan jo foretages i Australien, hvis det skulle være«, siger Hans Christian Florian Sørensen.

Han peger på, at et af de helt store fremskridt i det grønlandske sundhedsvæsen skete i 1996-1997, hvor ultralydsskannere blev introduceret til hele kysten, og de perinatale retningslinjer blev revideret. Det betød bedre rådgivning til de gravide, større diagnostisk sikkerhed og et væsentligt fald i spædbørnsdødeligheden, så »den er nok snart så langt nede, den kan komme med de geografiske forudsætninger, der er«, konstaterer Hans Christian Florian Sørensen.

Investeringer i mere udstyr vil også betyde meget for at kunne tiltrække og fastholde unge læger i den grønlandske »vandkant«, mener han:

»Nogle af de læger, der kommer ud på kysten, føler sig overvældet af vilkårene og ville gerne kunne gøre noget mere. Og det ville de kunne, hvis der var flere diagnostiske redskaber. Hvis man har nogle ordentlige værktøjer, er det langt sjovere at lave sit arbejde. Sådan er det jo også for tømreren – der duer en skæv hammer heller ikke. Så – se det som en investering og ikke bare en udgift til dyre skannere«.

Den brede baggrundsviden

Nu skal han selv til at investere sin lægetid i patienterne på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Her skal han have rollen som den somatiske læge og også være den faste klippe for de unge KBU- og introlæger i deres møde med det, Hans Christian Florian Sørensen selv kalder »et lidt mere end farverigt klientel med nogle forholdsvis dramatiske historier bag sig«.

Han kender selv en del af de indlagte på afdelingen fra sin tid i Grønland.

»Vi havde en del psykiatriske patienter i Tasiilaq, som vi tilså, og hvor vi kontrollerede deres medicin. Der kom psykiater en gang om året, hvor deres medicin måske blev justeret, og ellers var vores opgave at indberette til Kriminalforsorgen, hvis de ikke dukkede op til kontrol hos os.

Og vi har selvfølgelig haft patienter med buldrende akutte psykoser, som vi så har skullet have flyttet. Det har dog været relativt sjældent.

Men der er jo også gjort kæmpe fremskridt i de 30 år, jeg har været i Tasiilaq, fra dengang man kun havde klorpromazin, der var vidundermidlet, til de medicintyper, man har nu om dage, hvor man kan give folk et anstændigt eller endda et virkelig godt liv.

Og hvis jeg på nogen måde kan bidrage til det i den nye funktion og kan være med til at give de unge læger noget bredere baggrundsviden for arbejdet med de grønlandske patienter, så bliver det godt. Nu må vi se, hvordan vi kan gå i spænd – afdelingen og mig. Men jeg glæder mig«, siger Hans Christian Florian Sørensen.