Skip to main content

»Jeg tror ikke, at det er helbredende for patienterne, at mit navn står på deres sundhedskort«

Patienter lever længere, hvis de har den samme læge. Men hvad sker der med kontinuiteten, når mange patienter ser sygeplejersken i stedet for lægen? På grund af øget arbejdspres uddelegeres opgaver i stor stil i almen praksis - faktisk så meget, at to lægeformænd nu stiller spørgsmål ved, om vi er ved at gå for langt.
Bolette Friderichsen og Jørgen Skadborg ønsker begge mere viden om, hvad der sker med kontinuiteten i almen praksis, når flere og flere opgaver uddelegeres til personale. (Foto: Claus Boesen)
Bolette Friderichsen og Jørgen Skadborg ønsker begge mere viden om, hvad der sker med kontinuiteten i almen praksis, når flere og flere opgaver uddelegeres til personale. (Foto: Claus Boesen)

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

19. nov. 2021
4 min.

Nakkehårsoplevelser. Det er sådan nogle, DSAM-formand Bolette Friderichsen kan opleve, når hun har en samtale med en patient, som hun kender godt.

»Det er der, det bliver sjovt. Fordi du taler med patienten om noget, der er ægte og vigtigt, og du ikke bare sidder og følger et flowchart. Sådan nogle oplevelser kan jeg leve længe på – og det ved vi fra forskningen, at patienterne også kan«, siger hun.

PLO-formand Jørgen Skadborg er helt enig:

»Den vigtigste investering, vi foretager som læger, er ikke de penge, vi sætter i vores praksis. Det er, at vi lærer vores patienter at kende. Vores kendskab til patienterne bevirker ikke kun, at de lever længere og bedre. Det gør også, at mit lægeliv bliver både sjovere og lettere«.

Lægedagsavisen har sat Jørgen Skadborg og Bolette Friderichsen stævne til et dobbeltinterview om, hvordan almen praksis kan værne om sine vigtigste værdier – kontinuiteten og de langvarige relationer – i en tid, hvor lægehuse har vokseværk, og flere og flere arbejdsopgaver uddelegeres til klinikpersonale.

Mangler data

Et norsk registerstudie, der for nylig blev offentliggjort i British Journal of General Practice viser, at dødelighed og hospitalsindlæggelser hænger direkte sammen med, hvor lang tid en patient har haft den samme læge. Men hvordan virker dén mirakelpille, hvis lægen har uddelegeret behandlingen til klinikpersonale?

Det ved vi ikke, siger Bolette Friderichsen.

»Den norske undersøgelse er interessant, men den ser kun på, om du er tilmeldt den samme læge. Den ser ikke på, hvem du møder, når du er ved lægen, og jeg tror ikke, at det er helbredende for patienterne, at mit navn står på deres sundhedskort. Det må være noget andet«, siger hun.

Når Bolette Friderichsen er lægevagt, oplever hun, at patienter fra klinikker, der har meget personale til at tage sig af patienterne, trækker mere på lægevagten:

»Det kan være, fordi patienterne er mere utrygge og søger en second opinion. Men det er jo min erfaring, og det er noget, som jeg meget gerne ser, at vi får forskningsmæssigt belyst, og det kunne også være godt, hvis vi kunne få data på det, som vi kan arbejde med i kvalitetsklyngerne«.

Griner og græder

Jørgen Skadborg, betyder det så, at de praktiserende læger er i gang med et stort eksperiment med uddelegering, som ikke er evidensbaseret?

»Det kan man godt sige. Vi er for få læger, og derfor er vi nødt til at ansætte mere personale til at hjælpe os, men vi er nu nået til et punkt, hvor vi er nødt til at spørge os selv, om vi kan gå længere ad den vej. Det er vi i hvert fald en del, der er begyndt at stille spørgsmål ved, og derfor er temaet også oppe på dette års lægedage«, siger Jørgen Skadborg.

Hvad betyder det for indholdet i arbejdslivet, at læger lægger flere og flere opgaver ud til personalet?

Jørgen Skadborg:

»For mig har det altid haft en værdi, at jeg har set patienterne til børneundersøgelse med deres barn, til vaccinationer eller til rutinekontrol. Vi går glip af noget væsentligt, hvis vi kun ser patienterne, når de har det svært. Jeg forstår godt, at mange af mine kolleger uddelegerer de opgaver til praksispersonale, men jeg tror også, at vi mister værdifulde informationer om patienterne«.

Bolette Fridrichsen:

»Det er det her med den longitudinelle kontinuitet. Vi får nogle informationer og et kendskab til patienten, som vi måske ikke skriver ned i journalen, men som vi noterer os, og som kan poppe op, næste gang vi ser patienten. Vi griner og græder med vores patienter, og jeg tror, at vi mister noget, hvis vi kun ser dem, når det handler om kræft og alvorlige sygdomme«.

Læs også: »Vi gider ikke surstråling«