Hvad kan vi gøre for vores patienter med en psykiatrisk sygdom? Er der alternativer til de SSRI-præparater, som ikke er helt så gode, som vi havde håbet på, og som giver en del patienter bivirkninger? Sådan spurgte praktiserende læge og kursusleder Jette Maria Elbrønd, da hun indledte lægekurset ’Psykedelika på vej tilbage i psykiatrien?’ på Lægedage fredag.
Til at svare på det spørgsmål havde hun bl.a. inviteret David Erritzøe som underviser. Han er psykiater, hjerneforsker og leder af Centre for Psychedelic Research ved Imperial College i London. Centret var det første af sin slags i verden, da det blev grundlagt for fire år siden.
Men faktisk startede David Erritzøe med at stille kursisterne en håndfuld spørgsmål – bl.a. om hvilke bekymringer de har i forhold til anvendelsen af psykedeliske stoffer i behandlingen af psykiatriske patienter.
Det handler – måske ikke så overraskende – om muligheden for at kontrollere de anvendte stoffer, om hvordan man undgår ulovlig handel med dem, om hvordan man sikrer en ren lægefaglig tilgang og undgår , at det ender med en mere ’rekreativ’ brug, og om hvad der er den mere præcise kontekst og setting for den terapeutiske intervention.
Og ja, hvordan den nye viden konkret kan komme patienterne til gode – og ikke mindst hvornår?
Der er nemlig i den grad brug for bedre behandlingsmuligheder end de foreliggende. 40% af patienterne med depression responderer ikke på de nuværende behandlinger, og kun en ud af otte patienter forbliver depressionsfri efter endt behandling.
Svarene på de spørgsmål, sagde David Erritzøe, vil komme undervejs i kurset, som Lægedageavisen deltog i første halvdel af. Her gennemgik David Erritzøe først de psykedeliske stoffer, han og kollegerne forsker i - dels på Imperial College i London og dels på Cippres Clinic, der hører under det nærliggende St Charles’ Hospital.
Kendte stoffer som meskalin og LSD ikke spiller nogen større rolle – dels på grund af deres blakkede ry og de grumme eksempler på forfejlede forsøg, dels fordi de har en langvarende effekt på 10-12 timer, som gør dem svære og dyre at håndtere i terapeutiske sammenhænge, fortalte han.
I stedet er det blandt andet andre klassiske serotonerge stoffer som psilocybin og DMT, der forskes i. De ligner altså molekylært serotonin – og kan ligesom alle de øvrige stoffer syntetiseres.
Blandt de atypiske psykedeliske stoffer er det først og fremme MDMA, der er i vælten. Anvendelsen af stoffet i behandlingen af PTSD-patienter i MDMA-assisteret psykoterapi har været gennem fase 3-forsøg med gode resultater og forventes endelig godkendt inden for et år. MDMA er meget angstdæmpende, og patienterne kan indgå i samtaleterapi, mens stoffet er aktivt. Og, understregede David Erritzøe, det er vigtigt at forstå, at der netop er tale om behandling, hvor det psykedeliske stof bliver brugt som middel i terapien – stoffet er ikke målet i sig selv.
Også ketamin, der traditionelt har været brugt i anæstesien, er taget i brug i behandling af PTSD og depression – og stoffet er i USA bl.a. tilgængeligt som næsespray, fortalte David Erritzøe.
Han fortalte også om set up’et omkring de kliniske forsøg. Patienternes historik blev nøje afdækket, og to terapeuter følger den enkelte patient både i forberedelsen, under selve behandlingssessionen og i den efterfølgende integration.
Det er kun patienter med ikkepsykotiske lidelser, der indgår i forsøgene, og man blander ikke patienter med forskellige psykiatriske lidelser i samme protokol. Samtidig er man, når det gælder de klassiske psykedeliske stoffer, sagde David Erritzøe, efterhånden på meget sikker grund i forhold til de fysiologiske risici, som ifølge en række ekspertvurderinger ligger i den allerlaveste ende.
At den videnskabelige interesse for anvendelsen af psykedelika i behandling er eksploderet de sidste ti år, fremgår tydeligt, når man ser på antallet af publikationen af forskningsartikler: Da interessen peakede i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne blev der årligt offentliggjort 100-150 artikler om året på verdensplan. I 2019 var tallet i løbet af de foregående 10 år steget til over 700.
Og den kommercielle interesse er fulgt med. Over 100 medicinalfirmaer er nu involveret i forskning og udvikling inden for området, fortalte David Erritzøe.
Men hvad viser forskningen så? Som nævnt er MDMA tæt på at blive godkendt til behandling af PTSD-patienter, og resultaterne af de forsøg, David Erritzøe og hans kolleger har gang, er meget lovende – både i sig selv, og når man måler dem i forhold til behandling med SSRI-præparater.
Som afslutning på kursets første del gennemgik David Erritzøe to af de forsøg med psilocybin, han har været med til at gennemføre.
I det ene viste psilocybin-behandlingen sig f.eks. på stort set alle parametre at være signifikant mere effektiv end den parallelle forsøgsbehandling med escitalopram.
Desuden havde psilocybin en række effekter, som escitalopram ikke viser. Det gjaldt bl.a. en øget emotionalitet og f.eks. evnen til at græde og en forbedret seksuel funktion, sagde David Erritzøe.
Men er det ikke et problem med denne slags trials, ville en kursist vide, i og med at det er meget personafhængigt? Jo, lød svaret, det personafhængige er et vilkår, man deler med alle samtaleterapibaserede behandlinger, og som man må tage højde for i set up’et, ligesom det er nødvendigt at tage højde for, at forskellen på at få det aktive stof og placebo er så tydelig for de involverede, lød svaret, kursisterne kunne gå til pause på.
