Skip to main content

Kendt Silkeborg-overlæge fyret i sag om skanning for lungekræft

Hospitalsenhed Midt begrunderafskedigelsen af ledende overlæge Ulrich Fredberg på Diagnostisk Center med patientsikkerhed. Overlægen på sin side mener, at hospitalsledelsen længe har villet af med ham, og han undrer sig over begrundelsen. Lavdosis-CT er jo vores største succes, siger han. Kollegerne er rystede.
Kollegerne bakker op: «Vi bekymret for at det fundament, som har gjort Regionshospitalet Silkeborg til Danmarks bedste mindste hospital 7 gange i træk, kan risikere at smuldre«. Foto: Hospitalsenhed Midt
Kollegerne bakker op: «Vi bekymret for at det fundament, som har gjort Regionshospitalet Silkeborg til Danmarks bedste mindste hospital 7 gange i træk, kan risikere at smuldre«. Foto: Hospitalsenhed Midt

Kurt Balle Jensen

29. apr. 2020
6 min.

Det er en afklaret ledende overlæge Ulrich Fredberg fra Regionshospitalet Silkeborg, der udtaler sig fra sin bil på vej til en af de vigtigste samtaler i sin karriere. En tjenstlig samtale med direktionen, hvor han udmærket er klar over, hvad der skal ske: Han skal fyres.

»Det kommer ikke bag på. Jeg har de sidste par år mærket, at man har gået efter at få mig fyret, efter at jeg i en bestemt sag kritiserede direktionen voldsomt. Det, der undrer mig, er begrundelsen: At man vælger at hænge fyringen op på vores brug af lavdosis-CT til konstatering af lungekræft hos patienter med meget svage symptomer. Det er jo én af vore største succeser, som har sikret os de bedste resultater i hele landet, og hvor medarbejdere, patienter, pårørende og Kræftens Bekæmpelse er begejstret,« siger Ulrich Fredberg.

Det er dog ikke alle, der mener anvendelsen af lavdosis-CT er vejen frem, og det har været diskuteret en hel del i fagkredse. Dansk Lunge Cancer Gruppe anbefaler fuld CT-skanning ved selv den mindste mistanke om lungekræft, og Sundhedsstyrelsen har gjort den anbefaling til retningslinje i lungekræftpakkerne.

Ledelsen på Hospitalsenhed Midt mener på den baggrund, at den ledende overlæge går imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det er Ulrich Fredberg for så vidt ikke uenig i, men han vender den om og mener, at man i Silkeborg i højere grad følger Sundhedsstyrelsens anvisninger, end man gør andre steder.

»Ja, for vi skanner mere. Kapaciteten i sundhedssystemet er jo slet ikke til, at man kan give en fuld CT-scanning til samtlige de patienter, der har en lille risiko for lungekræft. Hvis vi skulle konvertere alle dem med meget svage symptomer, som vi giver lavdosis-CT, til fuld CT-skanning, skulle kapaciteten femdobles. Det kan slet ikke lade sig gøre,« siger Ulrich Fredberg.

93 tilbydes ny skanning

Hospitalsledelsen på sin side slår fast, at ”der derfor er er patienter, som ikke har fået den rigtige skanning jf. Sundhedsstyrelsens kræftpakkevejledning, og patienternes sikkerhed har dermed været bragt i fare,« som det hedder i en meddelelse til borgerne . Der er blevet set nærmere på 625 patienter og hvilken skanning, de skulle have været tilbudt, og 93 patienter tilbydes en ny skanning i form af en fuld CT. Det tager Ulrich Fredberg med sindsro. Han mener, at hvis man gennemgik alle regionens lungepatienter, der har fået røntgenundersøgelse, kunne man tilsvarende finde eksempler, hvor der skulle have være tilbudt kræftpakke.

Ledelsen på Hospitalsenheden Midt er imidlertid meget voldsom i sin kritik, og i pressemeddelelsen hedder det blandt andet:

»Det er vores vurdering, at vi ikke kan forvente, at ledende overlæge Ulrich Fredberg vil samarbejde loyalt med hospitalsledelsen. Selv når henstillingerne bygger på faglig rådgivning fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed«.

For Ulrich Fredberg er det vigtigt, at man har resultaterne med sig.

»Vi har mulighed for at undersøge langt flere patienter med lavdosis-CT, og derfor finder vi flere tilfælde af lungekræft i tidlige stadier. Jeg tror ikke nogle er i tvivl om, at vi har resultaterne med os, og de har skabt stor opmærksomhed. Hvis man mener, at der skal laves fuld CT på alle, svarer det til, at der skal sidde en narkose- og speciallæge i alle ambulancer. Det ville være det bedste, men det gør der jo ikke. Inden for vore rammer vil vi redde flest mulige menneskeliv, og det er det, vi arbejder efter. Og realiteterne er, at vi finder væsentlig flere kræfttilfælde i den lette gruppe, hvor patienten overlever,« siger Ulrich Fredberg.

DLCG: Bekymret for at noget overses

Overlæge, klinisk lektor ph.d. Torben Riis Rasmussen, Lungemedicinsk afdeling på Århus Universitetshospital, er formand for Dansk Lunge Cancer gruppe (DLCG). Han medgiver, at man i Silkeborg har fundet et ekstra antal patienter med lungekræft i lavt stadie set i forhold til andre sygehuse. Han mener dog ikke, det kan tilskrives anvendelsen af lavdosis CT-skanning som sådan:

»Man kan sige, at Silkeborg har resultaterne med sig, men der vil jeg sige, at det ikke skyldes metoden som sådan. Det er nok mere, at de praktiserende læger mere liberalt henviser til skanning, og det er klart, at hvis man koncentrerer sig om risikogruppen, hvor man ser på KOL og tobaksrygning, så vil man også opdagede en del tidlige tilfælde, præcist som man gør ved en egentlig screening. Det er formentlig årsagen, men da jeg ikke har set nogle henvisningstal, kan jeg jo ikke sige det med bestemthed.”

DLCG anbefaler ligesom Sundhedsstyrelsen, at lægen altid ved mistanke om lungekræft henviser til diagnostisk CT-skanning med kontrast, og det uanset om mistanken er lille eller stor.

»Vi skelner ikke mellem lille og stor mistanke om lungekræft. Hvis man har mistanke, skal man forfølge det til enden, og hvis en patient fortsat har symptomer, selv om man efter en henvisning til lavdosis CT-skanning ikke har fundet knuder, ja så er denne patient jo ikke færdigudredt,« siger Torben Riis Rasmussen.

Det er netop bekymringen for at overse noget ved lavdosis CT, der er den vigtigste årsag til DLCG’s holdning til denne undersøgelsesform, som blev behandlet på et bestyrelsesmøde i gruppen i december 2019 på foranledning af omdiskuterede resultater fra Silkeborg.

»En lavdosis CT-skanning er kun 95 procent sensitiv, hvor en diagnostisk CT-skanning nok er 99,5 procent sensitiv. Derfor er vores bekymring, at man ved anvendelse af lavdosis CT kan overse noget, og derfor anbefaler vi, at man altid anvender den bedst mulige undersøgelse, nemlig diagnostisk CT”.

Formanden for DLCG mener derimod, at lavdosis CT er velegnet ved screening af større befolkningsgrupper.

»Ja, her er det en fremragende undersøgelsesform, fordi man så giver principielt raske mennesker den mindst mulige strålingsdosis,« siger Torben Riis Rasmussen.

Støtteerklæring

Med den seneste udvikling er der ingen tvivl om, at debatten om anvendelse af lavdosis CT-scanning til at fange lungekræft i tidlige stadier vil blusse op igen. For den 64-årige Ulrich Fredberg har emnet fået betydning for hans karriere. Efter 19 år som ledende overlæge på Diagnostisk Center måtte han tirsdag tage turen til en afgørende samtale med hospitalsledelsen i Viborg, hvor han - som det hedder - »indgik en fratrædelsesaftale«.

Som en del af aftalen korrigerer hospitalsenheden sin formulering i den oprindelige pressemeddelelse om, at »Ulrich Fredberg har undladt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, selvom han har oplyst hospitalsledelsen om, at retningslinjerne overholdes«.

»Parterne er enige om, at dette udsagn kan misforstås. Det har ikke været hospitalsledelsens hensigt at tilkendegive, at Ulrich Fredberg bevidst har givet urigtige oplysninger til hospitalsledelsen. Den korrekte formulering er, at Diagnostisk Center har undladt at implementere Sundhedsstyrelsens retningslinjer for en vis del af patienterne med mistanke om lungekræft. Mens hospitalsledelsen har fået den opfattelse, at retningslinjen var overholdt. Hospitalsledelsen har beklaget denne uklarhed under samtalen«.

Og på hospitalet i Silkeborg er kollegerne rystet. Tirsdag sendte 50 medarbejdere en støtteerklæring til Midtjyllands Avis, hvori det blandt andet hedder:

»Vi er på Regionshospitalet Silkeborg kendt for den såkaldte Silkeborg-ånd - en ånd som er kendetegnende ved tillid, flad ledelsesstruktur og en passion for at højne vores patientforløb i et tværfagligt samarbejde.

Vi føler nu at disse værdier, som Ulrich Fredberg har været garant for, er under pres. Kort sagt, så er vi bekymret for at det fundament, som har gjort Regionshospitalet Silkeborg til Danmarks bedste mindste hospital 7 gange i træk, kan risikere at smuldre«.

LÆS OGSÅ:

Midtjysk PLO-formand: Vi henviser ikke til lavdosis-CT ved mistanke om lungekræft