Content area

|

Kirurgen bag syrisk undergrundshospital: »Jeg havde ikke noget valg«

Salim Namour var en anset overlæge i en priviligeret stilling som kirurg på Syriens centrale militærhospital i Damaskus - indtil han gik på gaden i protest mod styret og senere under jorden for at oprette det undergrundshospital, som skildres i den oscarnominerede dokumentarfilm »The Cave«.
Salim Namour i en scene fra filmen om undergrundshospitalet. Foto: National Geographic
Forfatter(e)
Signe Bjerre

Mens bomber og kemiske våben regnede ned over den syriske by Ghouta, arbejdede kirurg Salim Namour seks år i et hemmeligt hospital under jorden, hvor han kæmpede for at redde tusindvis af sårede civiles liv.

»Jeg havde ikke noget valg. Ansvar er ikke noget, man bare kan tænde og slukke for. Jeg følte en stor forpligtelse til at hjælpe i stedet for bare at give op«, siger han til Ugeskrift for Læger, der har talt med ham om at arbejde som læge under forhold, som kun de færreste har fantasi til at forestille sig.

Salim Namour er i København i anledningen af premieren på den dansk-syriske dokumentarfilm »The Cave«, hvor han er en af hovedpersonerne.

Læs også Søren Brix Christensens anmeldelse: »The Cave« er for alvor en film om, hvorfor man bliver læge

Inden krigen startede, arbejdede han i 20 år som kirurg på det centrale militærhospital i Syriens hovedstad Damaskus.

»Set udefra lignede det et privilegeret liv. Jeg fik en god løn, havde en stor bil, fik min søvn, manglede hverken mad eller materielle goder og arbejdede på et moderne og højteknologisk hospital med adgang til medicin og højtspecialiserede kolleger«.

Men Salim Namour savnede demokrati og frihed og i marts 2011 gik han derfor på gaden sammen med tusindvis af andre syrere for at demonstrere mod præsident Bashar al-Assads konservative styre.

»Vi drømte om menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene. Og vi drømte om frihed til selv at bestemme over vores liv«, fortæller Salim Namour, der i dag er 59 år.

  • Jeg tror ikke, jeg kommer til at arbejde som kirurg igen. Jeg hader lugten af blod. Jeg har set for meget af det

I stedet fik de en krig, der indtil videre har kostet over 370.000 mennesker livet, og som fik Salim Namour til at tage en beslutning, der betød, at han fra en primitiv operationsstue i en kælder blev førstehåndsvidne til krigens rædsler.

Det underjordiske hospital

Salim Namour besluttede sig for at oprette et hemmeligt hospital under jorden i kælderlokalerne til et ufærdigt hospital i Ghouta tæt på Damaskus.

På det tidspunkt var krigen endnu ikke brudt ud, men demonstrationerne voksede, og præsident Assad svarede hårdt igen med kugler.

»Mange af de sårede aktivister blev bragt til hospitaler, men blev straks fragtet videre til Assads fængsler, hvor flere af dem døde enten af deres kvæstelser eller af tortur«, fortæller Salim Namour.

Han blev arresteret allerede under den første demonstration og fik frataget sit job på militærhospitalet i Damaskus. Herefter blev han overvåget døgnet rundt og fulgt tæt af regimets efterretningstjeneste, fortæller han. Men det afholdt ham ikke fra at smugle medicin ind i Ghouta fra andre hospitaler og påbegynde etableringen af det underjordiske hospital, der senere kom til at hedde The Cave.

»Der opstod et behov for en klinik, som uden om det officielle sundhedssystem kunne tage sig af de sårede civile. Derfor etablerede jeg det underjordiske hospital. Men jeg var ikke alene. Vi var et stort netværk af læger og sygeplejersker, der samarbejdede«, siger Salim Namour.

Det underjordiske hospital bestod af primitive kælderlokaler forbundet med tunneller, som blev udgravet af indbyggerne og frivillige, der støttede op om oprøret.

Tunnellerne blev en livsvigtig transportvej for mad og medicin, da præsident Bashar al-Assads styrker året efter i 2013 lukkede byens grænser og spærrede 400.000 mennesker inde i området.

»Byen var tæt belejret og omringet af soldater og checkpoints. Samtidig blev Ghouta dagligt udsat for store luftbombardementer, der gjorde det ekstremt farligt at bevæge sig oppe over jorden. På den måde var tunnellerne afgørende for, at vi kunne få forsyninger udefra og sikre, at vi kunne behandle de sårede«, siger Salim Namour.

På det tidspunkt blev militære angreb mod hospitaler brugt som hævn og en måde at skabe kaos på i de bydele, hvor oprørerne opfandt sig. Mange hospitaler blev ødelagt, og hospitalspersonale og patienter blev dræbt.

»Vi måtte konstant være forsigtige, så vi ikke blev opdaget af Assads styrker. Det betød også, at vi var ekstra på vagt hver eneste dag, når bombardementerne startede forfra. Lyden af luftangreb advarede os om, at vi skulle gøre os klar til at modtage nye sårede civile, men det var også en konstant påmindelse om, at vi selv en dag kunne blive mål for et angreb«, siger Salim Namour.

Salim Namour spillede klassisk musik fra sin mobiltelefon for at berolige både patienterne og personalet. Foto: National GeographicSalim Namour spillede klassisk musik fra sin mobiltelefon for at berolige både patienterne og personalet. Foto: National Geographic

Opererede til klassisk musik

Kontrasten fra at arbejde som kirurg på et moderne hospital til en primitiv kælder uden elektricitet var på alle måder stor.

»I starten havde vi medicin nok, men da Assad strammede grebet, og krigen for alvor tog fat, stoppede han al vandforsyning, elektricitet og adgang til kommunikation og brændstof i Ghouta, samtidig med at det blev sværere for os at smugle medicin og mad ind udefra«, fortæller Salim Namour.

Det tvang ham og resten af hans team til at tænke kreativt:

»Vi var dybt afhængige af benzin og brændstof, for at de frivillige ambulancereddere kunne bringe sårede civile til hospitalet, men også for at vi kunne holde gang i nødgeneratorerne på hospitalet. Men vi løste det ved at samle plastikflasker og andet plastik, som vi smeltede og destillerede, så vi kunne bruge det både som benzin og diesel«.

De samlede også afføring fra dyrene i byen, som de lagde ned i et hul med noget plastik over. Fermenteringen gjorde, at de kunne producere gas til de komfurer, der blev brugt på hospitalet til at lave mad på og nogle gange også til deres elektriske generatorer. Og pga. mangel på flasker til iltbehandling af patienterne brugte de tomme colaflasker, som de destillerede.

»Det var aldrig gået på et almindeligt hospital, men vi havde ikke noget andet valg. Vi var nødt til at gøre et eller andet for at redde deres liv«, siger Salim Namour.

I dokumentarfilmen er der flere scener, hvor Salim Namour opererer til lyden af klassisk musik fra sin Iphone.

»Jeg brugte musikken til at overdøve bombardementerne ovenover os, men også for at berolige patienterne. Ofte havde vi ikke mulighed for at lægge dem i fuld narkose, da vi ikke var i stand til at skaffe alle de nødvendige komponenter til bedøvelsen. Jeg tænkte, at musikken kunne lindre smerten«, siger Salim Namour.

Samtidig forsøgte han at give personalet en følelse af tryghed, så de bedre kunne koncentrere sig, mens bomberne larmede.

»Klassisk musik er en stor del af min verden. Den får mig til at slappe af og gør, at jeg bedre kan fokusere. Jeg har forsøgt at forklare dem meningen bag den klassiske musik, og jeg har ladet dem høre den sammen med mig. Det var et lille åndehul midt i de lemlæstede kroppe og krigen, som hele tiden var nærværende«.

Mangel på søvn og mad

Som den eneste kirurg på hospitalet måtte Salim Namour tage sig af de fleste operationer, samtidig med at han oplærte de mange frivillige medicin- og tandlægestuderende, der var en del af det store hospitalsteam, der bestod af 150 lønnede og frivillige inklusive reddere, sygeplejere og køkkenpersonale.

»Mange af de frivillige havde aldrig prøvet at sy et åbent sår, så vi brugte cykelslanger, som de kunne øve sig på«, fortæller Salim Namour.

Den konstante strøm af slemt tilskadekomne børn og voksne gjorde, at Salim Namour arbejdede op til 20 timer i døgnet alle ugens syv dage.

»Jeg var konstant på ’call’, så ofte nåede jeg kun lige hjem og sove et par timer, før jeg blev ringet op igen. Jeg havde sørget for, at min kone og mine børn var kommet i sikkerhed, inden krigen for alvor brød ud. Så i de seks år, jeg arbejdede i The Cave boede jeg alene og havde derfor ikke rigtig noget skel mellem arbejde og fritid«.

Samtidig tabte Salim Namour sig 25 kilo på grund af manglen på mad.

»På hospitalet var vi heldige, for vi fik i det mindste noget at spise i modsætning til resten af civilbefolkningen, der levede i dyb hungersnød på grund af Assads belejring af byen. Mange af børnene kollapsede og kom ind til os dybt underernærede, men der var intet, vi kunne gøre«.

I perioder måtte hospitalspersonalet selv leve af dyrefoder, men for Salim Namour var både sulten og manglen på søvn til at leve med.

»Det sværeste ved arbejdet på hospitalet var, når der var patienter, jeg måtte opgive at hjælpe, fordi jeg kun kunne operere én ad gangen. De sidste 14 dage var som dommedag. Der kom 500 sårede til hospitalet om dagen. Der var slet ikke plads til dem allesammen«.

Salim Namour holder en pause og fisker en cigaretpakke op af lommen, mens han tørrer en tåre væk.

»Mange af dem, der lå under murbrokkerne efter bombardementerne havde svære skader i hoved, bryst, mave og lunger. Flere kom ind til os uden hænder og fødder. Indvoldene hang ud af maven, og ofte var lungerne blotlagte og lignede balloner, der stak ud af brystet. Der var intet til at skærme dem«, siger han og puster røgen ud fra sin cigaret.

I løbet af de seks år, Salim Namour arbejdede som kirurg på det underjordiske hospital, blev Ghouta udsat for flere kemiske angreb. Første gang i 2013, hvor raketter med nervegassen sarin ramte civile beboelsesområder midt om natten. Og senest i februar 2018, hvor civile blev udsat for både klorgas og sarin.

»De sidste dage mistede vi kommunikationen til omverden og måtte opgive at tælle antallet af ofre. Det var enormt. I det store angreb med klorgas blev jeg selv syg. Jeg var nede under jorden, da det skete, men kunne ikke undgå selv at indånde det, da det sad i i tøjet og håret på de mange civile, der blev bragt ind på hospitalet«, fortæller Salim Namour.

Alligevel ville han have fortsat, hvis ikke han og resten af personalet var blevet tvunget til at opgive deres hospital og forlade byen i april sidste år.

»Jeg er stolt af det, vi udrettede. Vi reddede så mange, vi kunne. Og med hospitalet bevidste vi, at det godt kunne lade sig gøre at skabe en lille udgave af det Syrien, som vi drømte om. Et samfund hvor der er menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene«, siger Salim Namour.

I dag opholder Salim Namour sig i Europa og forsøger at skabe sig et nyt liv. Men han har ikke opgivet håbet om, at der en dag bliver fred og demokrati i Syrien. Og indtil da drømmer han om at få lov til at bruge sin uddannelse som læge i Europa.

»Jeg vil gerne arbejde i en organisation eller et andet sted, hvor jeg kan bruge min viden og erfaringer som læge. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at arbejde som kirurg igen. Jeg hader lugten af blod. Jeg har set for meget af det«.

Blad nummer: 

Right side

af Tove Mathiesen | 26/01
7 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 25/01
1 Kommentar
af Camilla Lund Borch | 25/01
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 25/01
5 kommentarer
af Frederik Winsløw | 22/01
2 kommentarer
af Helle Borgstrøm | 22/01
10 kommentarer
af Martin Lindhardt Nielsen | 22/01
1 Kommentar