De russiske missiler regner ned over Ghouta, den østlige forstad til Damaskus, hvor 400.000 civile kvinder og børn er fanget i et isoleret område, lukket inde af Assad-regimet og russiske bombefly, som ingen midler skyr. Dette er ikke en original Netflixproduktion, men den barske virkelighed.

I åbningsscenen følger vi missilerne, som hamrer i jorden med et brag, så man fysisk får trykken for brystet. Kameraet synker langsomt ned i murbrokkerne og fortsætter nedstigningen til det underjordiske hospital »The Cave«. De øredøvende eksplosioner er så høje og så hjerteskærende, at det bringer en tilbage til virkeligheden. Dette er virkelighed for tusindvis af mennesker kun få tusinde kilometer væk fra vores virkelighed i Danmark. Det er det her, som syrerne er flygtet fra.

I mørket i det underjordiske hospital ser vi læge Amani Ballour tænde et lys. Hun er selve symbolet på det eneste, der lyser op for de underjordiske patienter; her blafrer lyset i takt med de russiske bombesprængninger.

Læs interview med Salim Namour: Kirurg oprettede syrisk undergrundshospital: »Jeg havde ikke noget valg«

Disse underjordiske gange, som nu kaldes et hospital, blev oprindelig oprettet af Salim Namour. Han er kirurg, og han har opbygget barmhjertigheden under jorden. Han må arbejde uden essentielle midler, ofte uden bedøvelse, med kun sin mobil med klassisk musik som eneste anæstesi. Disse modige frivillige forsøger at finde lyset i mørket. De finder glæden over de små ting: klassisk musik, glæden ved ballet på telefonen, at forestille sig, at den pauvre mad er pizza med ekstra ost. De er for alvor heltene i en helt vanvittig belejring af byen gennem seks år.

Filmen følger Amani Ballour, som efter to år bliver kvindelig chef for hospitalet i en mandsdomineret verden og med en stejl læringskurve. Hun triagerer de sårende, mens de kommer væltende ind i tæpper og på bårer. Hun vasker børnenes ansigter, tager dem i hånden og følger dem til røntgenundersøgelse, hun hører om fremtidsdrømme hos pigen, der har mistet sin far. Resolut redder hun et spædbarn, som har slugt murfragmenter og ikke længere kan få luft. Hun giver sig selv fuldt ud. Men mødet med ondskaben fra oven, mangel på medicin og alle andre medicinske nødvendigheder og til sidst giftgasangreb på børn og voksne er mere end selv barmhjertige mennesker kan klare.

Amani Ballour i en scene fra filmen. Foto: National Geographic

Vi ser hende og Salim Namour i afmagt låse sig inde på deres kontorer og græde i frustration. Frustration over ikke at kunne hjælpe deres patienter. Men de tørrer øjnene i deres operationsmasker, pudser næsen og kaster sig igen ud for at hjælpe i helvedes forgård.

Madmor og rengøringskvinde Samaher holder humøret oppe og samler personalet med sin humor og popcorn. Alle byder ind, og sammen skaber de et helle i krigens rædsler. De brænder dog deres lys i begge ender, men redder tusindvis af mennesker og lindrer den menneskelige lidelse i stormagternes knibtangsgreb. De er for alvor de medicinske helte.

Filmen er fantastisk, barsk og fortvivlende. Vi tvinges til ikke at lukke øjnene for virkeligheden. Amani Ballour og hendes team har set og oplevet ting, som ingen mennesker skal opleve. Selv børnene er holdt op med at græde, og kun deres tomme blanke øjne vidner om de rædsler, de har været igennem.

Dette er for alvor en film om, hvorfor man bliver læge, en film om at gøre en forskel, men også om teamwork. Kun sammen kan man klare så lang tid under jorden, en af de længste belejringer i nyere tid.

Er menneskeligheden holdt op med at eksistere?, spørger Amani Ballour på et tidspunkt. Svaret blafrer ligesom lyset i vinden. Dette er ikke bare de almindelig nyheder, som ikke længere berører os. Denne film kravler ind under huden på dig og bringer tårerne frem. Det er så urimeligt, at disse mennesker skal fanges i stormagternes spil, og ikke engang når giftgasserne smides, bliver der grebet ind. Et urimeligt pres har der været på den lille stab af mennesker, som også til sidst må flygte og i dag sidder tilbage med ar på sjælen. Filmen fortjener for alvor en oscarnominering, og det syriske folk fortjener at opleve frihed og demokrati.