Film for læger i en pandemitid

Ofte giver kunsten en fremstilling af de etiske dilemmaer, som opstår i forbindelse med håndtering af epidemier, og som taler ind i nutiden på tværs af historie og kultur. Den kunstneriske fremstilling af virkeligheden kan indimellem gøre det lettere at forstå, hvordan man selv og andre reagerer intuitivt og skabe grundlag for at diskutere, hvordan man refleksivt bør reagere på en epidemi.

Film om pandemier og epidemier

Blandt filmene om pan-/epidemier giver Contagion (Steven Soderbergh, 2011) den vel nok mest virkelighedsnære skildring, baseret på omfattende research af epidemierne omkring årtusindskiftet. Bortset fra gengivelsen af butiksplyndringer og enhver-er-sig-selv-nærmest – et genretræk fra zombiefilmene og den skoledannende The Body Snatchers (Don Siegel, 1956) – ligger parallellerne til COVID-19 lige for, blandt andet i kraft af smittens oprindelige kilde, et kinesisk vådmarked, hvor en flagermus inficerer en grisling. Nok så vigtigt konfronterer den også uligheden i adgang til en vaccine – mænd fra en fattig landsby kidnapper WHO-lægen Dr. Orantes (Marion Cotillard) for at redde børn og gamle, lige som den afspejler dilemmaer i vaccineudvikling. For at fremskynde processen bruger en af de mange læger, Dr. Hextall (Jennifer Ehle) sig selv som forsøgskanin, og Dr. Sussman (Elliot Gould) trodser sundhedsmyndigheder for at kunne medvirke i vaccineudviklingen; det antydes, at han er drevet af drømmen om anerkendelse og Nobelprisen.

Soderberghs mangefacetterede fremstilling bygger på en række parallelle handlingstråde, og særligt rørende er det, da Mitch Emhoff (Matt Damon) arrangerer dans og musik for sin datter og hendes kæreste til erstatning for den store gallafest, som de har glædet sig til. Det sker middelbart efter, at han har grædt over tabet af sin hustru (Gwyneth Paltrow), hvis utroskab er blotlagt af myndighedernes smittekædeundersøgelse. På samme måde er sundhedsarbejdernes risici genstand for en nuanceret behandling. Dr. Cheever (Laurence Fishburne) misbruger sin stilling, da han råder sin forlovede til at forlade Chicago, og Dr. Mears (Kate Winslet) ender med selv at ligge i den store sportshal, som hun har indrettet til smitteramte patienter. Et særligt forstemmende træk er kynismen hos en journalist (Jude Law), der bruger internettet til at fremme kvaksalveri og sprede vaccinefrygt. Man mindes om den kamp imod misinformation, der er blevet endnu større med sociale medier, blandt andet i den organiserede og strategiske spredning af filmen Plandemic.

Den mest interessante film i en dansk sammenhæng er uden tvivl Epidemic (Lars von Trier, 1987). Der er tale om en lavbudgetfilm, så man må forberede sig på store slagskygger og overbelyste flader, men til gengæld gengiver Trier overbevisende en epidemisk fornemmelse af undergang og kropsligt forfald. I centrum for handlingen er en instruktør og manuskriptforfatter, der er under pres for at færdiggøre et manuskript, i øvrigt spillet af selvsamme Trier og hans faste skrivemakker, Niels Vørsel. Kort inden deadline kommer de på historien om en idealistisk læge, Dr. Mesmer, der takker nej til at blive minister for kunne vie sig sit kald, redningen af de mange syge, som man forestiller sig ligger og dør udenfor den befæstede by. Tragedien er, at Dr. Mesmer må indse, at han i egen person har ført en smittefarlig byldepest med sig og dermed selv været skittekilden. Vi følger Dr. Mesmer (også spillet af Trier) i korte uddrag; handlingen foregår i et epidemiramt Europa, hvor lægekundskaben udfylder alle pladser i provisoriske regeringer, og Dr. Mesmer til sidst overgiver sig til sin tro på en gud.

Det særlige greb i Epidemic er, at instruktøren og manuskriptforfatteren selv bliver ofre for en epidemi, der er under opsejling. Uden at der en direkte forbindelse mellem epidemien og deres nonchalante manuskriptskrivning, så sidder man alligevel tilbage med indtrykket af, at hovmod står for fald. Hypnoser har spillet i rolle i mange af Triers film, men bliver brugt særligt udtryksfuldt i Epidemic. I den afsluttende scene viser det sig, at historien om Dr. Mesmer besidder langt større kraft end først antaget. Via en hypnotisør og hans medium synes Mesmers verden at bevæge sig i et fint middagsselskab, hvor de smokingklædte hovedpersoner forsøger at imponere en forvalter af den offentlige kulturstøtte. Epidemic er på en gang en satire over filmkunstneres hovmod og en fortælling om de ødelæggende kræfter, som naturen besidder lige udenfor, hvad vi kan erkende og forudse. Et tema, der i øvrigt også behandles i Contagion, hvor det viser sig, at det er menneskers træfældninger, der får flagermusen til at flyve ud af sit habitat.

Andre film benytter epidemien som anledning til at sætte mennesker på prøve under krigslignende vilkår. Den danske Sorgenfri(Bo Mikkelsen, 2015) er særligt interessant, fordi den lille forstad til København kommer til at spille samme rolle som Wuhan, udgangspunktet for en pandemi. De smittede bliver omdannet til dødsensfarlige zombier, ikke ulig den meget populære Bird Box (Susanne Bier, 2018). Man ved aldrig, om man udsætter sig selv for fare ved at hjælpe et medmenneske, og en af de mest bevægende scener i Sorgenfri er, da forældreparret, spillet af Troels Lyby og Mille Dinesen, må forholde sig til risikoen for, at deres eget barn er blevet smittet med zombievirussen.

Den idealistiske læge

Et genkommende motiv i epidemifilmene er den idealistiske læge, der forsøger at redde menneskeheden. I den danske Besat (Anders Rønnow Klarlund, 1999) spiller Ole Lemmeke lægen Søren, der må rejse mod smittens oprindelsessted i Rumænien i forsøget på at finde en kur. Et pludseligt dødsfald i Kastrup Lufthavn sætter handlingen i gang, og i sidste ende må Lemmekes læge tage kampen op mod en satanisk sekt, der gerne ser verden gå under i smittens navn. Den idealistiske læge spilles i Outbreak (Wolfgang Peteren, 1995) af Dustin Hoffman, og han må først og fremmest kæmpe mod sine egne i form af en general, der – for at hindre smittespredning til resten af landet – vil udslette den lille by, hvor indbyggerne er blevet de første ofre for en ebolalignende virus. Den idealistiske læge, der må kæmpe mod fordomme og uvidende bureaukrater i forsøget på at hjælpe sine medmennesker går som motiv tilbage til den populære Arrowsmith(John Ford, 1931). Hvis man vil have sit billede af den amerikanske helt udfordret, skal man måske kaste sig over den sydkoreanske The Flu (Kim Sung Su, 2013), hvor der er en større mistro til amerikanernes motiver under udbruddet af en fugleinfluenza. Handlingen afspejler det sydkoreanske demokratis ambivalente forhold til USA siden Koreakrigen; amerikanerne fremstilles ikke i rollen som frelsere. Det gælder for The Flu som med Outbreak og Contagion, at der ikke er sparet på noget under produktionen. Af de tre er det Contagion – med sine mange parallelle handlingstråde – der giver det mest nuancerede billede af coranaalderens dilemmaer.

Film for læger i en pandemitid

Fakta

Læs også