Skønlitteratur for læger i en pandemitid

Efter inspiration fra særligt amerikanske og engelske lægeuddannelser, og på foranledning af et ønske fra de studerende, anvendes skønlitteratur og film systematisk som afsæt for undervisning af kommende læger. Syddansk Universitet har introduceret et obligatorisk kursus i narrativ medicin tidligt i studiet (2. semester), og Københavns Universitet har de senere år tilbudt et valgfag »Etiske dilemmaer indenfor medicin – lægens rolle belyst ved litteratur og film« på 11. semester.

Tanken er at give de studerende, som endnu har begrænsede erfaringer fra konkrete møder med mennesker i sygdom og ved døden, en forsmag på og et refleksionsrum til at forstå betydningen af disse møder – set fra flere sider, og i bedste fald gennem den både lindrende og berigende kraft god kunst har. Det er denne tanke, som motiverer denne artikels forfattere i arbejdet med at konsolidere disse tværfaglige kurser.

Kunst og kultur giver et anderledes sygdomsperspektiv

Læger, som har deres egne erfaringer fra arbejdet med sygdom og død, kan også finde nyt stof og nye vinkler på sig selv og deres arbejde i kunsten. Sundhedsvæsenet bruger aktuelt megen energi på COVID-19-sygdommen, og der genereres erfaringer og ny viden dagligt om diagnostik og behandling heraf. Udover at forstå sygdomsforløbet af en pandemisk sygdom med dens ætiologi, patogenese, symptomatologi, diagnostik og behandling i faglitteraturen, så tilbyder bl.a. skønlitteratur og film, men også andre kunstneriske udtryksformer, beskrivelser af pandemi-/epidemiforløb med en lang række forskellige vinkler såvel medicinske som sociale, eksistentielle, psykologiske, økonomiske og politiske. Nogle gange sker det gennem »læge-øjne«, og andre gange via personer med ikke-medicinsk baggrund, således at man ofte får et indtryk af sygdommens påvirkning på samfunds- og individniveau.

Et nøgleord i øjeblikket er »beredskab« – i forhold til den enkeltes immunforsvar og i forhold til sundhedssystemet og den samlede infrastruktur – og i kunstens historie kan vi netop finde et kulturelt beredskab til at håndtere kriser som den nuværende.


Ved en gennemgang som den følgende af relevant litteratur, der beskæftiger sig direkte med epidemier, tilbydes en mulighed for som læge at opleve og reflektere over en anderledes tilgang til sygdom end den epidemiologiske. Ofte giver kunsten en fremstilling af de etiske dilemmaer, som opstår i forbindelse med håndtering af epidemier, og som taler ind i nutiden på tværs af historie og kultur. Den kunstneriske fremstilling af virkeligheden kan indimellem gøre det lettere at forstå, hvordan man selv og andre reagerer intuitivt og skabe grundlag for at diskutere, hvordan man refleksivt bør reagere på en epidemi.

Denne artikel giver et katalog over skønlitteratur, der på forskellige vis omhandler pandemier og epidmier.

Skønlitteratur om pandemier og epidemier

Den mest klassiske af pandemi-/epidemibøgerne er nok Albert Camus’ Pesten (1947), hvor den mindre kystby Oran i Algeriet rammes af pest, noget som opdages alt for sent af såvel myndigheder som befolkning. Romanen fokuserer på Dr. Rieux, som er en slags »pragmatisk idealist« i sit arbejde med at hjælpe de syge over den ti måneder lange periode, som pesten varer. Camus var, mens han skrev bogen, i Algeriet ikke langt fra en mindre by, hvor der udbrød tyfus, og hvor der indførtes karantæneregler og var mangel på vacciner. Dr. Bernard Rieux er 35 år, og han får det første varsel om sygdom, da han ser en rotte, som dør (med blod i munden) for øjnene af ham i hans opgang, snart dukker der flere døde rotter op, og folk begynder at blive syge. Ingen tør nævne ordet »pest«, men de må snart sande den eksponentielle smitte- og dødskurve. Der fortælles i Pesten om lukning af byen, rationering, hamstring og folk, der desperat flygter ud af byen. Der kommer konstant nye forbud, der opstår knaphed på varer, og man frygter for turistindustrien. Dødstallet stiger, og behandlingen bliver sværere, fordi pesten også begynder at afficere lungerne.


Selvom romanen nu er mere end 70 år gammel, er skildringen af epidemien meget livagtig og »nutidig«. Pesten fremstilles som en allegori over nazismen (»den brune pest«) og over den europæiske modstandskamp mod nazismen (Camus deltog selv i modstandskampen i Frankrig). Dr. Rieux er fagligt dygtig og introducerer mange klinisk rigtige ting, og set ud fra en læge-etisk vinkel er det fascinerende, at han bliver ved med at kæmpe imod sygdommens udbredelse på trods af, at andre påpeger, at hans »sejre« kun er midlertidige. Det etisk-eksistentielle spørgsmål, romanen undersøger, er, om man som læge skal »vælge sine kampe«, og svaret synes her at være, at man som læge må fortsætte, selvom det kan ligne »Sisyfos«-arbejde (!). Dr Rieux fortsætter i al fald utrætteligt sit arbejde, udmattet og med mangel på søvn. Han siger et sted: »Det handler om ærlighed og redelighed .... redelighed er det eneste man kan bekæmpe pesten med«. Man kan sige, at Dr. Rieux har værdighed og etisk rygrad – han er et menneske med en faglig kunnen selv i en hård tid.

Pesten som livsvilkår

En anden beskrivelse af pest er Daniel Defoes Pestens år (1722), som beskriver byldepesten i London i 1665, der i takt med foråret og sommerens komme spredtes hurtigt i små områder af byen. Den gled langsomt gennem byens forskellige områder og resulterede formentlig i omkring 100.000 døde. London var dengang en af de største byer i Europa og havde ca. 500.000 indbyggere, og byen var ekspanderet uden tanke på byplanlægning (tæt befolkning i visse områder), sanitet eller adskillelse af dyr og mennesker. I modsætning til Camus’ Pesten er synsvinklen i romanen ikke lægens, men en almindelig handelsdrivende i byen, nemlig saddelmageren HF, som har sin butik i det østlige London (Defoes egen onkel hed Henry Foe og var saddelmager under pesten i London, og han overlevede). HF beslutter sig for – modsat mange andre – at forblive i byen og passe sin butik, og han bliver derved »byens fortæller«. Han beskriver ikke så meget de medicinske tilstande, men mere konkrete sociale og økonomiske omstændigheder omkring sygdommen; hvor mange har den, bystyrets håndtering af brødpriser samt bortskaffelse af lig. Pesten beskrives som et eksistentielt livsvilkår, man ikke nødvendigvis kan bekæmpe, men måske snarere skal forsøge at sikre et normalt liv i forhold til. Han roser faktisk bystyret for at gøre en lang række tiltag, som forhindrer det værste, og som sikrer et fortsat godt liv til byens indbyggere. De mere hygiejniske tiltag beskrives i små bidder som denne:

»Når man købte et stykke kød af slagteren, tog man det ikke af slagterens hånd, men direkte af kødkrogen. Slagteren på sin side rørte ikke pengene, men fik lagt dem i en krukke med eddike, som han havde stående til formålet. Køberne havde altid mønter på sig, så de kunne betale alle de skæve beløb med aftalte penge og ikke skulle have noget tilbage.«

Bogen beskriver næsten antropologisk, hvordan hverdagslivet i London under en af Europas sidste pestepidemier var, og diskuterer et af de etiske dilemmaer, vi i nutiden står overfor, hvad angår smitteinddæmning: Hvor meget kan man tillade sig at begrænse menneskers frihed for at tilgodese et lægefagligt hensyn? Defoe beskriver, hvordan man holdt grupper af folk i karantæne, men de stak alligevel af og smittede videre. På den måde giver romanen indblik i, hvordan man har tænkt og ageret i en europæisk storby, mens man »stod midt i det«, og måske er der noget at lære af historien i dag så mange år efter.

Den spanske syge i Danmark

Hvis vi vender os mod danske forfattere, så er Jacob Paludans En vinter lang (1924) en god lille roman, der har »Den spanske syge« (1918-20) i Danmark som bagtæppe. Det er ikke, fordi sygdommen rent medicinsk omtales i detaljer, eller der tales om den direkte lægelige behandling, men fordi den bidrager til at sætte scenen for et menneskeligt drama. På steder i romanen hører man direkte om den spanske syge, dødskampen, de sorte kister, og så sættes sygdommen i relation til den fremgang, apotekeren Abel har i sin forretning; han tjener styrtende med penge pga. epidemien. Sygdommen bliver et »anti-narrativ«, fordi den er allestedsnærværende, men der er ingen panik, ingen alarmtilstand. Paludans synspunkt synes at være følgende: Der er mange måder at dø på, naturen har nu »tildelt« os den spanske syge, noget som synes uundgåeligt – i øvrigt ikke så forskelligt fra Defoes synspunkt, men selvsagt meget forskelligt fra nutidens syn på døden.


Som nutidig læser kan man stille sig det spørgsmål, om det skyldes vores »illusion« om at have naturen under kontrol og om at have medicinsk behandling til rådighed for enhver livstruende sygdom, at de fleste mennesker bliver så rystede af coronapandemien? Hovedpersonen i bogen er Hr. Keller, som skal arbejde på apoteket i den lille, fiktive stationsby Vejstrand, hvor der var »... arbejde nok, til man var træt, og fritid nok, til man var søvnig«. Han er skuffet og bitter og har ikke haft medgang hverken fagligt (blev forbigået til et stipendium på universitetet) eller personligt (megen uheld i kærlighed). Han bliver forelsket i apotekerassistenten Sofie Balslev, som giver ham lidt mere mod på livet. Sit eget liv er han imidlertid tæt på at miste, dog ikke til den spanske syge, som man ville have forventet. En aften på vej hjem fra den nærliggende købstad beslutter han sig for at gå gennem snedriver retur til Vejstrand, men han farer næsten vild og når kun med nød og næppe hjem. Næste dag er det tøvejr, forår og epidemien begynder at klinge af. Han genfinder ikke Sofie, som er blevet afskediget fra apoteket, nu hvor der ikke længere er så meget at lave.

"Rynkekneppesygen"

En anden mere nutidig dansk roman med træk, som kan sidestilles med den aktuelle epidemi, er Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen (2017), hvor der i maj 2019 (!) lander et invasivt mikroskopisk rumvæsen, en teddybjørnslignende bænkebider, kaldet en ofu, i navlen på den unge, kvindelige universitetsstuderende Winnie. Ofuen formerer sig med lynets hast, og det 0,1 millimeter lange og semigennemsigtige kryb med hoved i begge ender smitter på kort tid Winnie med MIWD »Mite Induced Wrinkle Disease«. Denne lidelse får navnet »rynkekneppesygen«, fordi symptomerne er en voldsom og tiltagende liderlighed, der følges et andet opfindsomt symptom, nemlig at offerets hud bliver bleg, »skidenhvid«, rynket, hård og læderagtig for til sidst at eksplodere. Winnie er den første, der bliver smittet, og da hun efter to måneder dør af smitten, skifter bogen hovedperson. Winnie når dog at få smittet sin kæreste, sin læge og en hel del tilfældige personer, inklusive de mænd, hun kaster sig over. Romanen er delt i tre, og i romanens anden del følger man nogle af dem, hun har smittet, samt andre ofre, både børn og voksne, der i samfundets frustration og afmagt bliver spærret inde på en lukket afdeling på Rigshospitalet. I en af Winnies sidste undersøgelser på Dermatologisk Afdeling er hun meget omtåget og kan ikke svare på spørgsmål, men alligevel masturberer hun helt uden hæmninger. Lægen bemærker, at på under ti minutter ændrer Winnies hud sig fra skidenhvid til at ligne en muggen appelsin for slutteligt at give en mærkelig kødfuld lyd og eksplodere. Politiet sættes ind, da alle mener, hun er offer for et bombeattentat, lige indtil der begynder at florere videoer af mange forskellige mennesker i offentlige og meget anstødelige situationer. Endelig bliver situationen taget alvorligt og er ikke længere blot en pikant nyhed i slutningen af et nyhedsprogram.


Rynkekneppesygen er en roman, der på flere måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Helt modsat Paludan og Defoe er epidemien i nutiden skildret som en katastrofe for alle. Når man skal undgå kropskontakt, når busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder, har vi ifølge Adolphsen brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for socialt anarki opstår. Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid, da den blev skrevet i 2017, og en aktuel samtid nu med COVID-19, som i romanen både er skræmmende, logisk, vanvittig og morsom på en gang. Bogen er fuld af medicinske gennemgange af sygdommens forløb, og forfatteren har haft god hjælp af bl.a. KU, SUND’s studieleder Jørgen Kutzhals, og som læge vil man genkende Psykiatrisk, Neurologisk og Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg, og den infektionsmedicinske afdeling på Rigshospitalet, der har indviet nordfløjen mod Fælledparken for at tage sig at epidemien (!). Det mest interessante ved bogen er, at virussens spredning, der sker via bl.a. kønsbehåring, skyldes den tiltagende liderlighed, som personerne oplever i sygdommen, og derfor vil en begrænsning af smittespredning blive besværliggjort, svarende til, at hvis det, man fik allermest lyst til, når man blev syg af COVID-19, var at komme fysisk tæt på andre mennesker.

 »Topliste« af andre bøger, som beskriver epidemiske sygdomsforløb:

Decameron (Giovanni Boccaccio, 1353)

De trolovede (Allesandro Manzoni, 1827)

Pesten i Bergamo (JP Jacobsen, 1881)

Døden i Venedig (Thomas Mann, 1912) og Trolddomsbjerget (af samme forfatter, 1924)

100 års ensomhed (Gabriel Garcia Marquez, 1967) og Kærlighed i koleraens tid (af samme forfatter, 1985)

En fortælling om blindhed (Jose Saramago, 1995)

The year of the flood (bind 2 i MaddAddam-trilogien) (Margaret Atwood, 2009)

Som pesten (Hanne Vibeke Holst, 2017)

Læs også artiklen: Film for læger i en pandemitid