Skip to main content

Filmanmeldelse: »Den fine fortælling med suspense og forløsning kendetegner den gode forfatter og filmmager«

Epidemiens Ekko er en personlig fortælling om søskendeparret Niels og Lisbeth, der begge på forskellig vis har mærket konsekvenserne af polioepidemien i 1952. Det er en film om fortielser og fortrængninger og store personlige erkendelser.
Billede: Filmcentralen
Billede: Filmcentralen

Ib Christian Bygbjerg, professor dr. med.

28. aug. 2020
3 min.

Nutidens epidemier giver ekko og ændrer verdensordenen. Fortidens polio giver stadig ekko og ændrede livet for hundrede tusinder inklusive ca. 8.000 danskere – og hvad vi ofte glemmer – deres pårørende. Akutte infektioner som poliomyelitis og senest COVID-19 er sjældent kun akutte. Anmelderen husker, at »dem med skinner« ikke var med til skoleballet eller gymnastik. Modsat hovedpersonen i denne dokumentar. Med indædt stædighed og stor støtte fra samfund, familie og ikke mindst »Storesøster« fik han et liv, indtil de seneste år, uden at føle sig handikappet.

Historien om den store polioepidemi i 1952 er velkendt, især fra de respirationslammede, hvor mange overlevede ved håndventilation og siden primitive respiratorer, begyndelsen til vore dages intensiv terapi. Jeg mødte dem med deres prægtige maskiner på Blegdamshospitalet og senere Epidemiafdelingen, Rigshospitalet. Og igen da post-polio satte ind.

I dokumentaren Epidemiens ekko er fokus ekstremitetslammelser og kampen for et så normalt liv som muligt. Instruktør, manuskript forfatter og hovedrolleindehaver er en og samme person (»Lillebror«). Hans rolle overtages gradvis af den opofrende storesøster.

Den fine fortælling med suspense og forløsning kendetegner den gode forfatter og filmmager, som også er professionel dokumentarist. Sentimentalitet er befriende fraværende. Fortællingen begynder og slutter i nutiden, hvor Lillebror bogstaveligt talt blander farver til portrætfortællingen, begyndende i sort-hvid fotofortid. Hovedpersonen tilbragte 3-4 år på hospital og kæmpede hele livet for ikke at blive (selv)opfattet som handikappet. Der er fine klip både om ham og andre lignende polioramte og deres stædige kamp for en normal tilværelse, godt hjulpet af sundhedsprofessionelle, familie og især søde, uselviske Storesøster. Først som 12-årig bliver hun af moderen fortalt, at hun også var syg med feber og måske polio og kunne have slæbt sygdommen hjem til Lillebror (jævnfør mæslinger). Efter et aktivt liv bliver den nu aldrende bror ramt af postpoliosyndrom, og må atter i gang med både legemlig og åndelig genoptræning. Søsteren har lignende symptomer, og får via broren bekræftet, at hun også har postpolio og altså må have haft polio. Nu hænger tingene sammen for søsteren, som altid har gået lidt mærkeligt og båret på ting på særlig måde – også i overført form. Mod slutningen forenes de i genoptræning og i atelieret, hvor det sort-hvide bror-søster-barneportræt bliver et farverigt dobbeltportræt. Slutteligt et endnu større nutidigt fælles familiefoto.

Både bror og søster har trods polio og afsavn fået en mangfoldig familie. Begge erkender, at de ved at tabuisere handikap og egne afsavn først nu går fra at være syge til at blive raske – jævnfør WHO: Sundhed er ikke blot frihed for sygdom, men størst mulig fysisk, psykisk og socialt velbefindende.Udokumenteret ser vi broren blive behandlet med i.v. gammaglobulin, i Sverige. Det er kontroversielt, om denne behandling virker mod postpolio.

Den fine fortælling med suspense og forløsning kendetegner den gode forfatter og filmmager, som også er professionel dokumentarist.

Faktaboks

Fakta